Metal Gear Rising: Revengeance

Man må sige at Metal Gear Rising har haft en svær fødsel. Udviklingen begyndte i 2008, men Kojima skrottede så spillet i 2010. Udviklerne kunne bare ikke få designet til at hænge sammen. Heldigvis var der hjælp at hente hos Platinum Games (Bayonetta, Vanquish), som i 2011 overtog projektet.

Dette har medført nogle ændringer til designet, blandt andet historien, der nu foregår 4 år efter Metal Gear Solid 4, hvor det oprindeligt skulle have forgået mellem Metal Gear Solid 2 og MGS4.. Lad os se hvordan Platinum Games har klaret ærterne. Men nok endnu vigtigere: Hvordan klarer Metal Gear sig som et hack and slash spil?

Spillet foregår som sagt fire år efter Metal Gear Solid 4, og hovedpersonen er Raiden. Han arbejder for det private sikkerheds firma Maverick Security, hvor han er i Afrika for at beskytte en politiker. Han bliver dog kidnappet, og Raiden lider et knusende nederlag. Et par uger senere får han dog muligheden for at hævne sig, da kidnapperne planlægger et militær kup i Abkhasien.

Historien er stadig skrevet af Kojima Productions, og det viser sig bestemt også på nogle områder. Spillets skurke er meget i stil med Metal Gear Solid, spillet er ikke bange for at lave jokes om sig selv, og en masse dialog. Der er stadig lange forfilm, men de er langt fra lige så lange som set i MGS. Dog er der mange radio samtaler, men de fleste af dem kan dog helt undgås. De er dog værd at høre, da de giver en masse interessante missioner, og giver lidt udvikling til de nye karaktere på Raidens hold.

Der er bestemt noget at komme efter, og der er nogle gode øjeblikke. Raidens fortid som barnesoldat plager ham stadig (hvilket fører til et par af spillets bedste øjeblikke), og der er nogle gode filosofier om bl.a. krig og syntetisk liv. Dybden er som om det var Kojima selv, der havde skrevet det. Raiden er desuden også blevet til en helt anden (og bedre) karakter, og er nærmest en stor modsætning af sit MGS2 jeg. Han er sej, og hans smerte er forstålig.

Desuden er spillet let at forstå for nybegyndere. Man behøver altså ikke at have spillet Metal Gear Solid serien, for at kunne følge med i hvad der foregår. Der er også en fin portion fan service, men man skal altså ikke forvente at se noget til Solid Snake, eller andre. De bliver dog nævnt nogle gange.

Alligevel når handlingen ikke de samme højder som MGS. Den virker nærmest forhastet til tider, for det meste sker der intet interessant og nogle karaktere føles underudviklet. Det føles stadig som en Metal Gear historie til tider, men spændingen og de følsomme stort er der bare ikke. Det er en godkendt historie, men når ikke MGS standarden.

Gameplayet i Metal Gear Rising er markant anderledes, i forhold til Metal Gear Solid. MGS var et snige spil, hvor man for alvor var i problemer hvis man måtte ud i kamp. I MGR er der nærmest byttet om på prioriteten af disse to elementer. Man kan stadig komme igennem nogle områder uset og dræbe fjender uden at blive opdaget, men det er tydeligt at spillet ikke er designet til dette formål.

Spillet handler udelukkende om hurtigt og intenst action, og på denne front leverer spillet i den grad. Det er intenst, og let et af de hurtigste action spil jeg længe har spillet. Fjenderne er aggressive og kræver en strategi for at blive nedlagt, og der er ingen mangel på forskellige comboer og færdigheder.

Man kan vælge mellem at lave hurtige angreb og langsomme, men stærkere angreb. Undervejs i spillet låser man også op for nye våben, der ender med at erstatte det stærke og langsomme angreb. Raiden selv og alle hans våben kan opgraderes via BP, der optjenes ved at opnå rank i de enkelte kampe, og alt efter hvilke ting man finder, og hvordan man dræber fjenderne.

Der er desuden også en række side våben som granater og bazookaer, der alle sammen er nyttige. De bremser dog lidt for spillets tempo, dog ikke nok til at gøre den store forskel.

Spillet har også nogle interessante idéer bag sig.

Den første ide er Ninja Run, der både får Raiden til at løbe stærkere, og gør ham til en akrobat der kan klare alle forhindringer. Under dette kan man desuden angribe fjender, og endda blokere fjendtlige skud. Det er en mulighed, der tilføjer lidt strategi til spillet. Det tilføjer ikke alverdens, men det bidrager til følelsen af, at man er en frygtindgydende og utrolig stærk ninja.

Spillets anden ide er Blade Mode. Dette aktiveres ved at holde L2 nede, hvor man derefter går ind i slowmotion. Herefter kan man med det højre analog stik frit kontrollere Raidens svær. Dette betyder at man kan skære alt og alle i flere stykker. Ja, du læste rigtigt, alt kan skæres ud i strimler.

Ja, det er præcist så voldeligt som det lyder, men det er også noget af det bedste ved spillet. Det holder ganske enkelt aldrig op med at blive sjovt. Der er en simpel fornøjelse i at skære en fjendes arm og/eller ben af, eller hugge alle lemmer af ham, men intet slår at skære en fjende ud i småstykker, som om man var i gang med at skære kartofler og kød ud til en omgang biksemad.

Det er voldsomt og voldeligt at se på, men det er et af spillets stærkeste sider.
Ikke pga. volden, men fordi at det bliver brugt som en aktiv del af spillets kampe.

Udover at man kan lamme fjender ved at hugge deres lemmer af, er det også en effektiv måde at blive helbredt på. Alle fjender har nemlig et svagt punkt, hvor et succesfuldt hug giver muligheden for at gribe nogle electrobytes, der fylder ens liv og Blade Mode måler op. Der findes også nødhjælps pakker, men de er svære at finde, så derfor skal man ofte i nærkontakt med fjender, og hugge det rigtige sted (på det rigtige tidspunkt), så man kan få liv igen.

Det er dog ikke et system man lærer lige med det samme. Det tager lidt tid at vende sig til, fordi man skal både lære at skære præcist, men man skal også huske at justere kameraet, for at få den rigtige vinkel. Man lærer det dog efter lidt tid, og det er som sagt noget af det bedste ved spillet, hvis ikke lidt originalt.

Til sidst er der spillets forsvars system, hvilket bedst kan forklares som et offensivt forsvar. Det handler om at blokere og parere fjendernes angreb. Dette gøres ved at trykke på den hurtige angrebs knap, samtidig med at man peger analog stikket i den retning, hvor angrebet kommer fra.

På den ene side, er det et meget fleksibelt system, der tilføjer en masse strategi og giver spillet god udfordring. Man har altid en chance for at parere et angreb, også selvom fjenderne står og slår på en, hvilket gør at man får en chance, imod de ofte aggressive og udfordrende fjender. Det er belønnende, når det går godt.

På den anden side er det et yderst svært system, der godt kan tage lang tid at mestre. Der er bestemt intet galt med at skulle lære og mestre et system, da det giver kamp systemet noget mere dybde. Men det tager tid at lære.

Det hjælper desuden heller ikke, at systemet er afhængigt af et kamera, der ikke altid kan følge med, og tilbyde den bedste synsvinkel. Det sker til tider at kameraet driller på denne måde, men ikke nok til at ødelægge spillet.

Inden for de sidste par år kan man vist roligt sige, at boss kampe har lidt et stort kvalitets dyk, og mere handler om at vise flot grafik, fremfor at give udfordring. Dette er heldigvis ikke tilfældet med Metal Gear Rising.

Boss kampene giver god udfordring, og er for det meste meget veldesignet. Det er nogle intense kampe, hvor det ikke nytter at man hakker blindt ud i luften. Man er nødt til at finde en strategi og parere på de rigtige tidspunkter.

Disse boss kampe kan godt tage lidt tid, og løber som regel over flere faser, men heldigvis er der checkpoints under boss kampene. Desuden, der er intet mere belønnende end at slå en svær boss, får så til sidst at få muligheden for at skære ham/hende i flere stykker, ligesom en hver anden fjende.

Spillets sidste boss er dog knap så vellykket. Den er lang, og bliver ofte afbrudt af lange forfilm, men det gør nu ikke så meget. Problemet er mere hvor svær han er. Han er utrolig svær at nedlægge, og alt hvad man har lært op til det punkt i spillet, bliver gjort ubrugeligt. Der er som sagt intet galt med udfordring, men nogle gange kan det også være alt for voldsomt.

Så ja, kameraet kan være irriterende, forsvars systemet kan være svært at lære, og den sidste boss kamp er lidt for voldsom. Men det gør faktisk ikke så meget i det lange løb, fordi resten af MGR er fyldt med fremragende design.

Man føler sig virkelig som en frygtindgydende og sej ninja, som man hakker fjender i små stykker, nedlægger den ene helikopter efter den anden, og smider rundt med gigantiske maskiner og bosser. Det siger alligevel en del, når de ting man udfører under gameplay, som regel kun blive set i forfilm. Ret imponerende endda.

Det forbliver sjovt næsten hele vejen igennem, indtil den tidligere nævnte sidste boss. Det er belønnende, og kamp systemet er let en af de sjoveste og bedste i genren. Også selvom at forsvars systemet er lidt svært.

Spillets kampagne er af okay længde. Det tog mig omkring otte timer at køre igennem historien, så det er ikke det længste spil i verdenen. Bagefter er der højre sværhedsgrader, en masse samle objekter, og tyve VR missioner, så der er noget at komme tilbage til.

Det skal dog lige siges, at spillets ur ikke tæller ens tid helt korrekt. Det tæller ikke den tid man bruger på at se forfilm, så man skal nok tilføje et omkring to timer til sit ur, når man har gennemført spillet, før man har den rigtige tid.

Grafikken er for det meste ganske pæn. Personerne er vidunderligt animeret (især Raiden), og er fyldt med gode og pæne detaljer. Billede hastigheden holder sig desuden også fint, og fjende designet er vel udført og varieret. Dog kunne omgivelserne godt have været bedre. De er ret kedelige og uinspireret.

Lyd effekterne er dog rigtig gode. Spillets elektroniske metal soundtrack er fint for det meste, men det er ikke noget særligt. Stemme skuespillet er lidt over det hele. Det er godt, men mange af optrædenerne er fyldt med ost (det er cheesy), imens nogle bare er underlige. Og så er Raidens stemme skuespiller lidt grinagtig til tider.

Ja, det endte faktisk med at gå ret godt for denne Metal Gear spin-off. Spillet er rigtig sjovt og underholdende, med et par originale elementer. Det er et af de hurtigste og sjoveste action spil jeg længe har spillet, også selvom spillet har et par problemer der holder det lidt tilbage, såsom et irriterende kamera og en historie der ikke lever op til Metal Gear Solid standarden.

Men lad jer ikke holde tilbage af det, Metal Gear Rising: Revengance er et spil der varmt kan anbefales, hvis man elsker action spil der er både udfordrende og får ens puls oppe og køre.

Men nok det mest overraskende ved spillet, er nok at det stadig føles som Metal Gear, på trods af anderledes gameplay. Spillet henvender sig succesfuldt til både action fans og Metal Gear fans, hvilket er ret godt gået. Ligesom med det nyeste Devil May Cry, har Platinum Games introduceret nye idéer og koncepter med stor selvtillid, og alligevel fundet en måde at gøre eksisterende fans glade. Godt gået drenge, håber på en fortsættelse.