The Walking Dead

The Walking Dead. Storslået. Det vil jeg allerede gerne afsløre. Hvis du vil vide hvorfor, så læs med her.

Jeg har her anmeldt PC versionen af The Walking Dead

Inden jeg prøvede The Walking Dead, undrede det mig lidt, hvordan det kunne vinde så mange af årets priser. "Kunne det virkelig være så godt?", tænkte jeg. Ja det kunne det. Ja det er så godt.

The Walking Dead er udviklet af Telltale Games. Det er udgivet i fem episoder kaldet sæson et. En sæson to er på vej. Jeg tør dog godt fortælle, at sæson et fortæller en historie, der godt kan nydes for sig, og som føles rimeligt afsluttet, når man kommer til rulleteksterne. Så der er ingen grund til at vente med The Walking Dead til sæson to er ude.

I begyndelsen af The Walking Dead introduceres Lee Everett - en mand der tilsyneladende er forbryder. Mere ved jeg endnu ikke, udover at jeg spiller denne forbryder, og lige nu sidder i en politibil på vej til stationen. Politibetjenten i førersædet tror mig ikke, da jeg vælger at nægte mig skyldig. "Det siger de alle sammen", fortæller han mig. Under samtalen lærer jeg om spillets samtalesystem. Indenfor en hvis tidsramme skal jeg nå at svare eller forholde mig tavs. Så jeg holder tungen lige i munden, og skynder mig at læse og vælge de svar, der passer mig bedst. Jeg vælger fra starten, at jeg vil spille og svare, ud fra det, der falder mig naturligt. Som spiller ved jeg ikke hvad Lee har gjort, det ved han endnu kun selv. Jeg må forholde mig til min egen intuition.

Et højt brag lyder, og en skikkelse vælter ind over køleren. Betjenten mister føre med bilen og ender på hovedet i grøften. Han overlever ikke, men det gør jeg, og jeg må hurtigt finde hans gevær og skyde de angribende skikkelser. Skudsekvensen kommer pludseligt, og jeg må derfor sidde klar ved knapperne, for at ramme de skræmmende skikkelser. Voldsommere bliver det, da jeg må angribe en walker i nærkamp. Nærkampe og lignende aktionsekvenser foregår via quicktime events. Trods at jeg normalt hader sådanne events, så fungerer de faktisk i The Walking Dead, da de skaber spænding, og pumper gang i adrenalinen hos mig, når disse events pludseligt opstår. Sådanne skudsekvenser oplever jeg løbende igennem The Walking Dead, hvilket betyder, at jeg altid må være parat. Skikkelserne er selvfølgelig walkers - zombies, om man vil. Epidemien er netop brudt ud, men det ved Lee ikke. Spillets handling foregår parallelt med tegneseriens, hvilket samtidigt betyder, at gensyn med enkelte af tegneseriens karakterer, finder sted.

Efter megen tumult ender jeg, Lee Everett, udenfor et hus. Jeg bevæger mig ind og leder efter overlevende. Jeg undersøger miljøet omkring mig og opdager ved at lytte til telefonsvareren, at et forældrepar er taget på hotel og har overladt deres lille datter til en barnepige. De er i fare, men forsikrer pigen, at alt er okay. Pigens stemme hører jeg pludselig fra et skab. I skabet ligger en walkie-talkie. Jeg fortæller pigen hvem jeg er, og at jeg ikke vil noget ondt. Hun tror mig vist. Pludselig bliver jeg dog angrebet af barnepigen og må slå hende ihjel, pigen dukker op og giver mig et stykke værktøj, som jeg dræber barnepigen med. Barnepigen var forvandlet til en af de gående døde. Både Lee, og jeg bag skærmen, ånder lettet ud. For scenen var meget medrivende. Jeg ved nu, at jeg har noget stort og vente, og dette er kun begyndelsen.

Pigen viser sig at hedde Clementine, og hun tager med på min rejse. Clementine og Lee opbygger et tæt forhold, og jeg føler hurtigt, at jeg må agere faderfigur og tage mig af pigen. Jeg gør det ikke bare for at progressere i spillets handling. For Clementine har følelser, og hun viser dem. Clementines følelser påvirker ikke bare Lee men også mig.

Inden længe ender Clementine og Lee på en gård. Her er andre overlevende, og jeg må gennem samtaler overbevise dem om, at jeg ikke vil dem ondt, og at jeg ikke ønsker at overtage deres gård. Jeg forsøger at lyve overfor gårdejeren Hershel ved at fortælle ham, at jeg ikke er forbryder. Han tror mig ikke, og jeg kan herefter mærke, at han nærer mistillid til mig. Jeg vælger derfor oftest at forholde mig til sandheden, så godt jeg kan uden at træde alle over tæerne og uden at komme i fare. På gården møder jeg også Kenny, hans kone Katjaa og deres barn, Kenny Jr. kaldet "Duck". De tager godt imod mig, modsat Hershel. Jeg kaster derfor min tillid til dem. De viser derfor også tillid til mig. Denne tillid sættes snart på prøve, da gården angribes af walkers, og jeg må vælge mellem at redde Duck eller Hershels søn. Jeg tøver et kort øjeblik, for jeg bryder mig egentligt ikke specielt meget om Duck. Han virker ikke for skarp, og han kan måske blive en ballast fremover. Der er ikke længere tid til at tøve, så jeg skynder mig alligevel hen for at redde Duck. Hershels søn klarer den ikke, og Hershel bebrejder mig. Han viste, at han ikke kunne stole på en løgner. Her får jeg bevist, at mine valg har konsekvenser. Kenny og Katjaa takker mig derimod, og tilbyder, at jeg og Clementine kan køre med dem i deres minivan. Det er ikke sikkert på gården, hvis jeg ikke kan stole på Hershel, og jeg føler mig ikke længere velkommen. Så jeg må væk. Det er fantastisk at The Walking Dead giver mig disse tanker. Jeg overvejer hver en lille handling, og ikke sjældent fortryder jeg, når det er for sent. Men sådan er livet, og det understreger The Walking Dead som intet andet spil.

Karaktererne jeg møder er om noget veludførte. Stemmeskuespillet er for det første i top. Jeg får hurtigt sympati for de overlevende omkring mig. De tvinger mig ud i moralske dilemmaer, og bliver undervejs drabeligt uenige om valg. Det føles ofte svært at skulle vælge side, da spillet giver det indtryk, at karaktererne hver især har deres styrker og svagheder. Jeg får ikke lyst til at lade nogen dø eller efterlade den ene for at rejse med den anden. Personer jeg møder, og den måde jeg behandler dem på, former hvem Lee Everett er og med hvilke briller omverdenen ser ham, og jeg må derfor tænke over, hvad jeg gør.

Selvom det 'kun' er et spil, giver The Walking Dead anliggende til moralske tvister, der påvirker mig og helt sikkert også vil påvirke dig - i større eller mindre grad. Det er det første spil nogensinde, som har overbevist mig om, at mine valg har konsekvenser. Det er svært at tage de tunge valg, især da tiden ofte er knap, når valgene skal træffes. Hvert valg kan måske betyde liv eller død, og jeg ved det ikke før de er truffet. Så jeg er hele tiden på, og følger intenst med, imens dramaet udspiller sig. Ærligt talt, så har jeg kun spillet The Walking Dead igennem en gang. Men jeg har set gameplay, der har vist mig nogle af konsekvenskerne ved alternative valg. Om forskellene er store eller ej, vil jeg ikke afsløre. Det er i sig selv heller ikke vigtigt. Illusionen spillet giver mig, at alt jeg gør, har betydning, er nok i sig selv. Det er en illusion som intet andet spil nogensinde har formået at give mig. Det i sig selv er næsten nok til at anbefale The Walking Dead.

Styringen er simpel at finde ud af. Når der ikke er aktionsekvenser, så minder spillet om et klassisk point-and-click adventure. Til forskel fra de klassiske spil indenfor genren, styrer man dog Lee Everetts bevægelser selv, imens man først interagere med objekter, efter man har bevæget sig hen til dem. Det bevirker, at spillet ikke virker så stift, som jeg havde frygtet. Opgaver og udfordringer er desuden rimeligt logisk bygget op. Jeg sidder sjældent fast, fordi spiludvikleren vil have mig til at gøre noget fuldstændigt ulogisk. Jeg sidder fast, hvis jeg ikke tør tage et valg og fortsætte.
Det gør heller ikke så meget, at opgaverne er rimeligt lette, da disse opgaver absolut ikke er lige så vigtige som det spil, der konstant foregår mellem Lee og de andre overlevende. Stemmeskuespillet og karakterernes dybde giver mig lyst til at samtale med alle overlevende jeg møder. Det bliver aldrig kedeligt, så jeg sidder ikke og gaber over samtaler, da de ikke føles som ligegyldige mellemsekvenser, men ofte bringer interessante sider frem hos de enkelte survivors. Sider der kan hjælpe mig med mine fremtidige valg.

Hver gang Clementine kommer i knibe, bliver jeg lidt panisk. Jeg kan ikke gennemskue om Clementine endeligt kan dø eller ej. Selvom jeg ikke regner med det, tør jeg ikke tage chancen. Derfor skynder jeg mig altid at gennemtæske angribende walkers, så hurtigt som muligt, for at holde hende i live. At få mig til at føle sådan for et virtuelt menneske, kræver dygtige udviklere.

Det eneste negative jeg kan finde at sige om dette spil er, at animationerne til tider bliver ret stive. Dette er dog let at overse, både fordi grafikken holdes i en pæn tegneseriestil, men også fordi spillets historie og karaktergalleri holder dig så optaget, at du i løbet af ganske kort tid glemmer alt om animationer og grafikfejl. Tegneseriestilen passer dog spillet perfekt, og det giver samtidig anerkendende nik til, at The Walking Dead startede som tegneserie.

Jeg må slutteligt tage hatten af for The Walking Dead. Spillet leverer en eminent overlevelsesstemning. Stemmeskuespillerne giver liv til en historie fyldt med spænding, dilemmaer og overraskelser. Her får du bogstaveligt talt en enestående følelse af, at valg i spil kan have konsekvenser. Det formår at få mig til at føle, som intet spil før har gjort. Det er storladent men med menneskelige følelser involveret. Selvom spillet har enkelte spidsfindigheder, når det kommer til animationerne, så er The Walking Dead stadigvæk intet mindre end et mesterværk, der vil blive elsket af fans af tegneserien, fans af genren og alle der holder af fantastiske spil.

Dette er årets bedste spil.

Grafik: 8
Gameplay: 9
Lyd: 9
Holdbarhed: 9

Min karakter: 10

Minus:
Animationer er lidt stive. Sæson to er ikke ude endnu? Der er ikke meget minus ved dette spil.

Plus:
Enormt fængende oplevelse, lækkert stemmeskuespil, fantastisk karaktergalleri. Valg har konsekvenser.