Dansk
BRUGERANMELDELSE

DMC Devil May Cry

Skrevet af: Nike   2013-01-20

Livet har godt nok ikke været let for genstartningen/reboot af Devil May Cry. Det har mødt modstand fra fans siden dag et, fordi spillets stil har ændret sig markant, i forhold til tidligere spil i serien. Især Dantes nye design har gjort fans rasende, og fået dem til at græde. Jeg var også modstander af det i starten, men helt ærligt folkens, kom dog videre! Det er en reboot!

Uanset hvad dog, har jeg været skeptisk. At hyre Ninja Theory (Heavenly Sword og Enslaved) var en god idé, men kan de levere de samme gode resultater, som de tidligere spil (minus DMC2) gjorde? Man skal huske, forandring kan fryde.

Spillet foregår i Limbo City. Her styrer dæmonen Mundus menneskeligheden, gennem finansiel gæld, propaganda gennem medier og den mest populære sodavand. Her møder vi Dante, der en dag bliver opsøgt af dæmoner der vil dræbe ham, og pigen Kat, der kommer fra en gruppe ved navn The Order. Dette er en modstandsbevægelse, ledet af Virgil, der så småt begynder at vise Dante hvordan verdenen i virkeligheden er. Desuden viser han også ting fra Dantes fortid, som han ikke selv er klar over.

Ja, det er en meget anderledes historie i forhold til tidligere spil i serien. Men det stopper ikke her, Dante har også fået en hel ny baggrunds historie. Der er desuden også lagt et større fokus på at have en historie, hvilket til tider betyder meget forfilm. Dante er stadig en blærerøv, men han er mere følsom (dog uden selvværds problemer) og sårbar i denne omgang. Hvor han i tidligere spil var en ekspert blærerøv, er han mere en rebelsk teenager her. Han er dog ikke "emo" (et begreb jeg bruger meget løst), som mange skeptikere har kaldt ham.

Han er ikke bedre end den tidligere Dante, men han er ikke forfærdelig. Han er en karakter, der vil falde i nogens smag, hvor andre vil forbande ham langt i helvede.
Det kommer som noget af en overraskelse, men hvad der er endnu mere overraskende er, at historien faktisk er god.

Baggrundshistorien er interessant, og det er godt lavet med hvordan Mundus styrer menneskeligheden. Sådan nogle detaljer er der en del af, så det er faktisk en udmærket historie.

Som nævnt tidligere, er de velkendte karaktere meget anderledes, i forhold til de tidligere spil, hvilket vil være et problem for nogen. Igen, det er en smags sag, og afhænger af hvordan ens indstilling er til at se en serie blive genstartet. Jeg synes det var fint, og dialogen var faktisk velskrevet, selvom nogle karaktere (såsom Kat) godt kunne have brugt noget bedre karakter udvikling.

Uanset hvad, så dør historien lidt, jo længere man kommer ind i spillet. Slutningen er et typisk forsøg på at lede op til en fortsættelse, og så er der en drejning der er let at forudse (i hvert fald hvis man er DMC fan).

Det skal dog ikke holde historien var, at efterlade et godt indtryk, hvilket jeg i hvert fald ikke forventede. Ja, det er meget anderledes i forhold til tidligere spil, og nogle vil til tider sidde og tænke "det her er ikke Devil May Cry", men det er netop pointen ved en reboot: at prøve noget anderledes ved en serie, samt at genstarte den. Og på dette punkt, er det lykkedes ret godt.

Hvis man synes at forandringen er for meget, så er der nogle gode nyheder her, gameplayet forbliver det samme, bare med nye tilføjelser. Hvis man har spillet tidligere DMC spil, så vil man hurtigt føle sig til rette, da Dante kontrolleres på den samme måde, som man er vandt til.

Kamp systemet er stadig et af de bedste, takket være det store fokus på stil og finesse. Ved hver kamp bliver man bedømt med stil point, for hvordan man klarer sig, hele vejen fra D rank til SSS rank. Tager man skade, eller bruger det samme angreb for ofte, går man ned i rank, så det handler om at holde sig varieret for at opnå de bedste resultater. Dante kan desuden også forvandle sig til en dæmon, der gør at han bliver stærkere, men denne mulighed kommer dog først sent i spillet.

Det er et rigtig godt system, og det kan hurtigt blive vanedannende at prøve at få det bedste rank, især fordi ens resultat bliver sammenlignet med andres via leaderboards.
Dante har et fint udvalg af våben, og større udvalg af moves, der alt sammen kan læres og opgraderes via vide orbs, som man samler op fra fjender undervejs. De røde orbs vender også tilbage, men denne gang bruges de kun til at købe helbredsting og på ting der forlænger Dantes liv, og hans tid i dæmon form.

Antallet af moves ligger på et pænt antal, og det tager tid at mestre dem alle (dog ikke lige så lang tid som i forrige spil). Men de mange moves giver også plads, til sindssyge comboer. Udover at "bare kombinere" forskellige moves, bliver det livs nødvendigt at skifte våben under comboer, især hvis man vil opnå det bedste rank i diverse baner. Fjenderne kræver desuden forskellige strategier, så der er meget dybde i spillets kamp system.

En anden overraskelse ved spillet, er desuden de mange platform sektioner. Ja, du læste skam rigtigt, platform sektioner. Her skal man hoppe fra platform til platform, ændre på platformers placeringer og svinge fra sted til sted, takket være to af Dantes nye våben.

Til at begynde med, kan det være svært at overskue disse sektioner, men de virker faktisk meget godt. Kontrollen er skarp, og de kommer aldrig rigtig i vejen. De er med til at skabe variation, men man behøver ikke at frygte for kamp sektionerne, dem er der stadig mange af.

Spillet har desuden også den fordel, at have nogle af det bedste og mest kreative bane design, jeg længe har set. Udover de førnævnte platform sektioner, som udnytter Dantes våben og akrobatiske evner flot, så er de spændende og uforudsigelige. Her oplever man hvordan omgivelserne ændrer sig, og hvordan de både prøver at slå Dante ihjel, og/eller blokere vejen. Dette skaber nogle intense og spændende øjeblikke, der sjældent er set andre steder. De er i den grad værd at opleve.

Spillet har dog et par problemer. For en eller anden underlig årsag, så har Ninja Theory ikke inkluderet et lock-on system, hvilket til tider kan gøre det svært at skyde efter lige præcis den fjende, man vil have ram på. Dette gør nogle ting mere besværlige end de burde være, som f.eks. at gribe fat i bestemte fjender. Dette gør også, at kameraet til tider har problemer med at følge med, og ikke altid kan give en det bedste udsyn. Det sker ikke ofte nok til, at det ødelægger spillet, men det er noget at ligge mærke til.

Spillets boss kampe er desuden også lidt af en skuffelse. De er pæne at se på, men de mangler den samme stil og finesse, som de almindelige kampe har. Imod bosser, glæder det blot om at følge et angrebs mønster, og så er det klaret. Dette gør at de ikke er særlig udfordrende, faktisk er nogle af dem nærmest pinlige lette. To af dem er dog gode og udfordrende (som f.eks. sidste bossen).

Faktisk, bliver ens første tur gennem spillet, faktisk en lidt let tur. Fjenderne giver god udfordring, men udover bosserne, skal der ikke særlig meget til, før man når op på den pæne ende af rank skalaen. Dette er fordi, at stil systemet ikke længere er lige så straffende, som i tidligere spil. I de gamle spil, faldt man i rank, hvis man ikke blev ved med at udføre forskellige angreb. Her går man kun ned i rank, hvis man tager skade.

Og det er netop her, hvor mange vil være splittet. Spillet er nemlig ikke lige så svært, som tidligere spil. På spillets "normal" sværhedsgrad (kaldt Devil Hunter), virker det til tider lidt for let, også selvom spillet bliver mere udfordrende, som man kommer længere ind i det (dog forbliver næsten alle boss kampe en let affære). Dette er ikke godt, især ikke for en serie der er kendt for, at have en høj og krævende sværhedsgrad. Det er dog ikke nær så let, som Devil May Cry 2.

Men faktisk, så er det ikke helt så slemt. For fans af tidligere spil, burde de fire yderligere sværhedsgrader (som man løser op for, når spillet er gennemført) give god udfordring. F.eks. vender Hell or Hell tilbage, hvor fjender er stærkere end normalt, men hvor Dante dør af blot et slag.

Og på den anden side, så er det også venligt for nybegyndere, hvilket serien aldrig har været kendt for. Nybegynder kan sagtens hoppe ind i DMC, og lære kamp systemet at kende, hvis ikke introducere dem til genren, og måske endda de tidligere spil.

Så i sidste ende, gør spillet serien mere tilgængeligt for nybegyndere, men tilbyder også udfordring til fans, dog først senere. Man skal derfor betragte den første sværhedsgrad som opvarmning til de andre sværhedsgrader. Så tag ikke fejl, der er stadig udfordring! Det tager bare lidt tid at komme hen til.

Spillet tog mig omkring ti timer at gennemføre. En fin længde, og der er god grund til at komme tilbage. Udover de førnævnte sværhedsgrader og leaderboards, har de forskellige baner en del hemmeligheder, som først kan opnås, når man har fået et bestemt våben eller færdighed. Der er også en del andre ting at låse op for, afhængig af hvornår man når en milesten, med sine statistikker. Der er en del, at komme efter her.

Spillet er meget flot at se på. Personerne af fyldt med pæne detaljer, og deres animationer er rigtig flotte. Fjenderne kommer også i et pænt og varieret udvalg, og boss kampende er flotte. Omgivelserne er dog det bedste, der let er nogle af de pæneste og mest kreative (også design mæssigt) jeg længe har set. Ja, det minder om Inception, men det er stadig flot og unikt at se på. Ninja Theory skal have utrolig meget ros, for at have opnået dette.

Mange anmeldere har snakket om grafiske problemer på PS3 udgaven, såsom problemer med billede hastigheden og tekstur problemer. Jeg oplevede at teksturene var lidt langsomme i forfilmene nogle gange, men for at være ærlig, var det langt fra ofte, at det skete.

Billede hastigheden havde sjovt nok ikke nogen alvorlige problemer. I forfilm kunne den godt falde lidt, men under gameplay kørte det helt fint. Mærkeligt at anmelderne snakker om problemer, der slet ikke er der (og flere folk rundt omkring på nettet siger det samme som mig), men det er nok anmelder kopierne, der har været noget galt med.

Lyden er dog fremragende (for det meste). Dantes pistoler lyder overraskende svage, men resten af lyd designet er godt. Stemme skuespillet er flot og troværdigt, og soundtracket er fremragende.

Det er komponeret af Noisia (hollandsk elektronisk duo) og Combichrist (norsk aggrotech). Dette betyder, at det er et elektronisk soundtrack, med få metal elementer, hvor de gamle spil var udelukkende metal.

Det er en smags sag, men for mig var det rigtig godt. Det passer til spillet, især Combichrists musik passer til kampene, så bedre kan det ikke blive.

Desværre har PS3 udgaven en del lyd fejl. Lyder forsvinder ofte i nogle sekunder, og det er meget distraherende. Det sker både under gameplay og i forfilm. Det kan godt hive en ud af oplevelsen, hvilket virkeligt er ærgerligt.

DMC: Devil May Cry gør noget, som kun få reboots formår at opnå. Det tiltrækker nye fans, tager serien i splinter nye og anderledes retninger, men den stadig beholder den gamle series sjæl. De fans der brokker sig, har enten ikke spillet dette spil (som de mange negative bruger anmeldelser på Metacritic kan bevise), ellers er de ikke villige til at prøve noget anderledes.

Intet forbliver det samme for evigt, og vi må leve med at tingene ændrer sig med tiden, ofte til ting, der er meget forskellige fra fortiden.

Derfor er det rart at se, at Ninja Theory tør tage disse chancer, og udføre det med stil og højt selvværd. Ja, spillet er lidt for let til at starte med, boss kampene er skuffende at spille og mangel på lock on, gør nogle situationer mere besværlige, end de burde være. Men det er stadig et utrolig godt spil, der let kan anbefales til fans af action spil, og nybegyndere. Og ja, også til fans af den gamle serie.

Lyt ikke til de pige-fornærmede fans, dette spil er det værd at spille, og vil give en god oplevelse. Og dette kommer endda fra mig, som selv er en DMC fan. Dante, du har ændret dig, men jeg kan nu godt lide dig alligevel.

Samlet karakter: 9/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10