Dansk
BRUGERANMELDELSE

Call of Duty: Black Ops 2

Skrevet af: Nike   2012-12-13

Endnu et år, endnu et Call of Duty. For at være ærlig, så havde jeg på en måde ikke regnet med at hoppe på COD vognen i år. Jo vist, Treyarch viste med det første Black Ops, at de var villige til at føre serien i nye retninger, takket være en god historie, men så kom Modern Warfare 3 (af Infinity Ward), der faktisk dræbte serien for mig. Jo vist var det sjovt, men det ignorerede fuldstændig de ting som gjorde at Black Ops skilte sig ud. MW3 spillede sikkert, og tilbød en historie der var så dum, at Michael Bay ville have været pavestolt.

Men så kom der information om Black Ops II, og det lød meget godt. Anmeldelserne gav mig dog modet til at kaste mig ud i det, så her er vi. Lad os se hvad det blev til.

HISTORIE:

Black Ops II's historie tager udgangspunkt på to forskellige tidspunkter. I 1986 bliver Alex Mason sendt ud på en mission for at redde sin ven Frank Woods. Dette fører ham til at jage manden der stod bag det, Raul Menendez.

I 2025 spiller man som Alex' søn David, der ligesom sin far er blevet en del af militæret. Ligesom sin far, er han på jagt efter Menendez, der denne gang har truet med et storslået terror angreb, via sin terror gruppe "Cordis Die".

Så langt så simpelt. Disse to historier bliver fortalt parallelt med hinanden, hvilket faktisk skader historien lidt. Det gør nemlig at nogle dele af historien bliver ret let at forudse, og det kommer især i vejen under et specielt øjeblik i 1986.

Men det er ikke nok til at dræbe historien. Faktisk langt fra. 2025 sektionerne er mindre forudsigelige, og der bliver ofte fundet veje for at holde handlingen interessant. Der bliver bygget en god stemning op, som leder til en række intense øjeblikke. Historien er desuden også fri for idiotiske logik huller, som Modern Warfare 2 & især Modern Warfare 3 havde. Den har bare mere hjerne, men det er ikke det eneste som spillet har.

Tro det eller ej, men spillet prøver faktisk på at udvikle karakterne. Dialogen er ikke bare den ene ordre efter den anden, der er faktisk tid til udvikling og endda følelser nogle enkelte gange.

I sidste ende er det dog skurken Raul Menendez, der får mest tid på skærmen. Karakterne snakker ofte om ham, og man får endda set ting fra hans perspektiv nogle gange. Han ender faktisk med at være en sympatisk skurk. Han er ond og altid et skridt foran de andre, men man forstår godt hvorfor han går så langt som han nu gør. Der bliver sat spørgsmåls tegn ved om man vil stoppe ham, eller om man synes han fortjener hævn, hvilket spiller udnytter i et par øjeblikke.

Spillets historie har nu også fået øjeblikke, hvor man selv skal træffe valg. Dette betyder, at der er variationer på hvordan tingene kan forløbe, og at der er mere end en slutning. Det tilføjer faktisk en del til spillet, da der er en del at tage højde for.

Der er mange ting, der har indflydelse på handlingens forløb, og så er det endda ikke altid at man bliver gjort opmærksom på, at tingene kan ændre sig. Nogle valg er ret åbenlyse, imens andre er styret af om man får klaret nogle opgaver undervejs. Ja, nogle opgaver kan faktisk fejles, hvilket ændrer handlingen.

Udover dette, så er der faktisk en del personer, som kan ende med at dø undervejs.

Kort sagt, der er mange variationer, der faktisk ender med at være imponerende. Nogle ting betyder selvfølgelig mere end andre, men der er meget fleksivet i handlingen. Sammen med resten af handlingen, er det et skridt i den rigtige retning. Det er en overraskende god handling, hvilket ikke ligefrem er noget som militær skydespil er kendt for. Godt gået Treyarch.

KAMPAGNE:

Gameplayet er dog det samme, som det altid har været. Hvis man har spillet tidligere Call of Duty spil, eller lignende skydespil, vil man have ingen problemer med at hoppe direkte ind i Black Ops II. Den eneste reelle forskel er tidsperioden. Nogle baner foregår som sagt i 80'erne, hvor andre foregår i år 2025, hvor sidstnævnte giver adgang til nogle fremtids våben.

I 2025 får man adgang til våben, der kan se og skyde gennem vægge, EMP granater, og en række mindre køretøjer at styre. F.eks. kan man dirigere fire-benede tanks og små fly til at dræbe fjender.

Ikke at det gør den store forskel. Faktisk er 2025 sektionerne lidt skuffende, når man tænker over det. Man bliver f.eks. introduceret til fremtids værktøj, såsom nano-handsker, der kan bruges til at klatre, hookshots, dragter der kan bruges til at flyve, osv. Disse ting bliver kun brugt EN gang, igennem hele spillet.

Det er drøn ærgerligt, fordi der er så meget potentiale i dem. Tænk hvis man havde nogle af tingene konstant, og kunne udnytte dem strategisk i kampe. Men desværre, det må vi ikke.

Det siger sig selv, at de udstyr man får til rådighed i 80'erne er noget mere simple, men disse sektioner har i det mindste ikke skuffelsen af, at tilbyde en masse seje ting, man aldrig rigtig får lov til at bruge. Hvad de to tidsperioder dog har tilfældes, er nogle underlige øjeblikke.

Der er mange øjeblikke, hvor det føles som om at spille kører på auto pilot. I f.eks. en tidlig scene i spillet sniger man sig om bag en fjende, tager ham som gidsel, en aktion der hurtigt går galt. Man sidder dog bare og kigger på, imens spillet selv klarer ærterne. Nogle af disse øjeblikke tilføjer til historien, og er faktisk ret gode øjeblikke, men man sidder alligevel tilbage med en følelse af, at man selv burde have gjort det.

Jo vist, det skærer antallet af irriterende quick-time-events ned (der er stadig nogle, dog meget få), men der må da vel være andre muligheder, end QTE?

Tro det eller ej, men Treyarch har faktisk prøvet at ændre lidt på gameplayet. Dette er sket gennem Strike Missions. Essentielt er dette en række side missioner. Det er ikke nødvendigt at tage dem for at komme videre i historien, men de har stadig betydning for den. F.eks. afgør de om lande vil give en hjælpende hånd i jagten på Menendez, eller ej. De behøver som sagt ikke at blive udført, men når de dukker op, har man begrænset tid til at udføre dem. Desuden har man kun et par forsøg til at klare dem, så hvis man ikke klarer f.eks. en mission, vil spillets historie huske missionen som tabt.

I disse sektioner tager man kontrol af anonyme soldater, men det hele kan nu styres fra en synsvinkel ovenfra. Her kan man lege strategi spil, og give sine soldater ordre og få overblik over banen, og fjendens position. Man kan dog frit skifte imellem dette, eller at tage direkte kontrol af soldaterne. Her har man også muligheden for at skifte imellem soldater, turrents og ubemandede køretøjer.

Idéen bag det er meget god, og der er endda nogle spændende øjeblikke. Desuden giver det også forøget motivation, når man både ved at de kan være med til at ændre historien, og det bliver lidt mere spændende når man ved, at missionerne kan fejles. Idéen bliver dog aldrig taget så langt, som det burde kunne gøres.

Kontrollen er først og fremmest en smule irriterende. Det er til tider en langsom proces at skifte fra den ene enhed til den anden, og strategi synsvinklen giver ikke den ønskede fordel. Man kan ikke gøre så meget andet, end bare at give ordre, ordre som den kunstige intelligens ikke altid vil følge.

Missionerne kan godt klares fra denne synsvinkel, men det er klart lettere at slutte sig til tropperne, og gøre deres arbejde.
Men jeg vil alligevel gerne rose disse missioner, fordi det er nok første gang siden Call of Duty 2, at man har forsøgt at tilføje noget nyt til gameplayet. Så må vi bare håbe, at hvis Treyarch vil forsøge sig med disse missioner i fremtidige spil, at det kommer lidt bedre styr på dem.

Sidst men ikke mindst, har man nu før hver mission muligheden for at bestemme hvilke våben og våbenopgraderinger man vil have med sig. Man kan desuden også vælge imellem perks, hvor en giver en adgang til specielle områder, der har udstyr som kan give en hjælpende hånd.

Disse ting åbnes enten ved at klare historien, eller ved at gennemføre udfordringer. Hver bane har nu ti udfordringer hver, og man bliver desuden også tildelt point. Disse point kan så også sammenlignes på leaderboards med venner og andre spillere i verdenen. Udover dette, så får man imellem missionerne også at vide, hvad præcist man fik ud af at klare diverse missioner.

Kampagnen faktisk en af de bedste i seriens historie. Historien og de forskellige valg gør ikke kun de forskellige scenarier spændende, men det gør også at man får lyst til at spille dem igen, bare for at se hvordan tingene ellers kunne have været gået. Udover dette, er der de sædvanlige eksplosive og intense øjeblikke, der stadig virker, selvom de er blevet en anelse for typiske.

Men i modsætning til Modern Warfare 2 & 3, så er kampagnen ikke som et barn, der er blevet hyperaktiv på sukker. Der er tid til at trække vejret, sænke tempoet, og endda i visse tilfælde udvikle karaktere. Treyarch har meget bedre forstand på at lave en god kampagne, end Infinity Ward har, og det viser de især her.

De nye tilføjelser hjælper med at gøre kampagnen sjovere og bedre, og det tilføjer faktisk også en lille frisk følelse til spillet. Det er ikke innovativt, men det er rart at se, at Treyarch har prøvet at ændre på tingene.

MULTIPLAYER:

Spillets multiplayer har også fået nogle ændringer. Først og fremmest, så kan man godt glemme alt om kill-streaks, de er nemlig helt væk. De er i stedet blevet erstattet af score-streaks. Dette betyder, at tidligere kill-streak belønninger nu bliver tildelt efter hvor mange point man har scoret i et liv. Dette opfordrer en til at prøve at gøre en forskel fra ens hold, og fjerner fokusset fra den enkelte spillers kill/death ratio.

Create-A-Class systemet er også ændret. Det har fået tilføjet et system, der bliver kaldt "Pick Ten". Hver gang man vil lave en class, får man tildelt ti point, og hver enkelt ting der kan tilføjes til sin karakter, koster et point. Dette giver en større frihed for hvilken class man kan lave. Man kan praktisk talt sætte alt ind, præcis som det lyster en, hvis bare man har point nok. Det er fleksibelt, og giver plads til at man kan være kreativ.

Der er kommet en ny mode i form af Hardpoint, en trænings spilleliste der gælder fra level et til ti, en fest liste med en række underholdende variationer, og nye liga muligheder.

League Play er navnet på denne nye mulighed, beregnet til dem der vil kæmpe om at være den bedste spiller. Man kan vælge imellem to spille lister, der primært handler om enten hold baseret modes, eller free-for-all modes. Alle perks, våben og udstyr er åbnet fra start, så man frit kan bruge de ting man er bedst med. Når man så endelig kommer i gang, skal man spille fem stillings kampe. Hvordan man klarer sig der, afgør hvilken division man bliver placeret. Herefter gælder det om at vinde så ofte som man kan, så man kan optjene point og klatre op af rangstigen. Taber man, mister man point, og rykker nogle pladser ned.

Denne mulighed er kun for folk, der enten går op i spillet professionelt eller er stærkt konkurrence mindet, men de vil bestemt ikke klage. Det er en fin mulighed, der ikke kun gør hvert enkelt match spændende, men det gør også spillet mere fair, da man har alt til rådighed. Man kan dog diskutere om det er en god beslutning, at bedømme den enkelte spillers rank efter antal vundne matches, fremfor drab og score.

Sidst, men ikke mindst, er Perstige systemet blevet lavet om. Ens statistikker bliver ikke (nødvendigvis) længere slettet, når man når maks. level (55) og starter forfra (selvom man stadig kan vælge det). I stedet får man poletter, som kan bruges til at låse op for et hvilket som helst våben, uanset hvad level den oprindeligt ville blive gjort tilgængelig i. Udover dette, så husker spillet også hvor langt man var nået med sine våben (bl.a.).

Dette er en dejlig ændring. Nu er det slut med at få knust alt hvad man har opnået ti gange. Det giver bedre motivation til at nå det helt sidste level. Det skal dog siges, at det stadig tager et godt stykke tid, så hvis man vil nå sin tiende Perstige, må man hellere sætte en masse tid af.

Det er nogle fine ændringer, men de når ikke helt de højder som ændringerne i kampagnen (hvilket er tydeligt den mode, der har fået mest opmærksomhed).

Men det er helt i orden. Det ikke for sjov at Call of Duty er populært online, hvilket Black Ops II kun beviser. Det er sjovt, vanedannende og belønnende, og leverer stadig en meget bedre multiplayer oplevelse end de fleste spil. Selvom ændringerne ikke gør lige så meget, som de gør i kampagnen, så er det stadig den bedste multiplayer oplevelse i seriens historie, og et af de bedste i første persons skydespil.

ZOMBIE:

Ja, vi stopper ikke her. Zombie mode er der skam også blevet pillet ved. Survival Mode er først og fremmest den samme variation, som set i både World at War og Black Ops. En ny mulighed er Grief, hvor to hold med hver fire spillere, kæmper imod zombier. Moden fortsætter indtil et af holdene er fuldstændig udraderet.

Survival er det samme sjov, som i de sidste to Treyarch COD spil, men Grief kunne godt have været undværet. Det er ikke fordi at Grief ikke virker, men det føles ligegyldigt. Måske hvis man prøvet at videre udvikle idéen, som f.eks. at sige at de to hold begge skulle kæmpe mod zombier og hinanden, men sådan er det ikke gået.

Den største nyhed (på den her front) er Tranzit, hvilket i bund og grund er Survival, der er gjort meget større. Der er nærmest en følelse af, at man har en åben verden, fordi man har mange steder at udforske. Desuden er der mange hjælpsomme genstande der kan laves, og hemmeligheder at opdage. Man kan godt se på det som en kampagne, men der er ikke rigtig noget historie eller struktur. Man bliver bare sluppet løs, og så må man se hvad man kan få ud af verdenen.

Selvom den manglende struktur til tider er irriterende, så er det faktisk en fremragende mode. Der er noget specielt over, at kunne udforske en så farlig verden, og alle hemmelighederne gør det kun sjovere.

Bare vær sikker på at gå ind i moden med tre andre spillere, og headset. Hvis man for alvor vil opnå resultater, er man nødt til at samarbejde, ellers vil man ikke opnå det store.

LEVETID:

Hvis det ikke er til at regne ud, så er der meget indhold i dette spil. Multiplayer alene har utrolig meget indhold, og tilsat Zombie Mode, er der alene der nok til at retfærdiggøre spillets pris niveau.

Som altid, er kampagnen blot fem timer lang, men i denne omgang er det faktisk ikke en dårlig ting. Udover leaderboards og udfordringer, så gør det også tingene mere overskueligt. Det er lettere at spille et fem timers spil igennem flere gange og udforske de forskellige valg, end det er at spille f.eks. tyve til tredve timer med samme formål.

GRAFIK:

Selvom grafikken bliver finpudset hvert år, så bliver det mere tydeligt for hvert år, at motoren er ved at være gammel. Det er ligesom det gamle træbord man har stående i stuen: Man pudser det gang på gang, men før eller siden vil pletterne ikke forsvinde, og så kan man lige så godt købe sig en ny.
Det ikke for at sige, at Black Ops II er et grimt spil. Det ser fint ud, men det har mistet meget af den imponerende effekt, som dengang det første Modern Warfare udkom. Det hjælper desuden heller ikke, at spillets forfilm til tider ser underlige ud, med tanke på karakterne.

Men det vigtigste har altid været de konstante tres billeder i sekundet, og dette gælder også her. Det tæller stadig for noget, når man tænker på alle de ting der sker i spillet.

LYD:

Som altid har Black Ops II en række skarpe lyd effekter, der skriger efter biograf højtalere. Stemme skuespillet er fremragende, og har kendisser som Sam Worthington (Avatar, Clash of the Titans) og Michael Keaton (Batman). Soundtracket er faktisk udmærket, selvom det ikke ligefrem er et soundtrack køb værd. Det skal dog også lige nævnes, at Trent Reznor fra Nine Inch Nails har lavet hovedtemaet, der dog er værd at høre (en lidt automatisk bemærkning fra en stor Nine Inch Nails fan).

KONKLUSION:

Treyarch har bevist en ting: De tør tage chancer. Call of Duty: Black Ops II genopfinder på ingen måde FPS genren, men diverse ændringer og opgraderinger gør alligevel, at spillet føler sig lidt mere frisk ende de seneste par udgaver. Treyarch tør satse, og lave forskellige ændringer, hvor Infinity Ward holder sig til det dumme og sikre. Der burde være flere som Treyarch, der tør at prøve på nye ting med militær skydespil. Black Ops II er nok det tætteste serien nogensinde kommer på at gentage innovationen og de imponerende nye ting, som Call of Duty 4: Modern Warfare gjorde.

Det vil ikke få nogle til at skifte mening om serien dog, og på trods af de mange ændringer, lever spillet stadig på de stereotypiske elementer, såsom store eksplosioner, machomænd, missioner overalt i verdenen og et fokus på at nå så meget på så lidt tid. Hvis man er fan, vil man elske dette spil. Hvis man er modstander, er det bare endnu mere benzin på bålet.

Men stadig, ret skal være ret. Treyarch skal have ros for at prøve noget nyt. Nu ved man fremover, at ligeså snart Treyarch og Call of Duty nævnes i samme sætning, så er det værd at høre efter. Medmindre man selvfølgelig er blevet døv, pga. de mange eksplosioner.

Samlet karakter: 8/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10