Spec Ops: The Line

Jeg har fulgt lidt med i Spec Ops: The Line siden det blev annonceret. Ikke fordi jeg kender den gamle serie (vidste faktisk ikke der var en gammel serie før dette spil), men fordi spillets omgivelser så meget interessante ud. Dubai, ødelagt af sandstorme og sand der kan bruges imod dine fjender kan da kun være interessant. Så kom demoen, og jeg var ærlig talt ikke imponeret. Det virkede bare som endnu et skydespil. Hvorfor skriver jeg så alligevel en anmeldelse af dette? Fordi spillets anmeldelser fik mig til at genfinde interessen (og fordi jeg var så heldig at vinde spillet via en konkurrence på GR). Så nu er jeg klar til at fortælle jer om min tur til et ødelagt Dubai.

Som nævnt tidligere befinder vi os i et Dubai, der seks måneder tidligere blev fuldstændig ødelagt af sandstorme. Kommandør John Konrad beslutter sig for at tage til byen med sit hold "The Dammed 33rd" for at redde folk der stadig sidder fast i byen. Missionen går dog ikke som planlagt, og man mister kontakten til dem. Det amerikanske militær sender derfor Kaptajn Martin Walker derind, sammen med Løjtnant Adams og Sergent Lugo for at undersøge hvad der er sket.

Hvis nogen synes at det lyder velkendt, så er der en god grund til det. Spillet er nemlig inspireret af Joseph Conrads bog "Heart of Darkness" og Francis Ford Coppola filmen "Apocalypse Now" fra 1979, og det kan tydeligt mærkes. F.eks. er Marin Walkers mission er nærmest identisk med Martin Sheens karakter i "Apocalypse Now" Det betyder dog ikke at handlingen er dårlig.

Tvært imod, Spec Ops: The Line har en af de mest dybe og velskrevet historier inden for video spil. Imod sætning til andre skydespil som f.eks. Call of Duty (især Modern Warfare 3), så har volden en stor betydning, både for en selv og for karaktererne. Der bliver lagt stor fokus på hvordan vores tre soldater håndter hvad de går igennem, og om de har gjort det rigtige. Det er en mørk og grum historie der er både chokerende og ubehagelig, men også tankevækkende. Er man som spiller en repræsentation af Walkers moral og fornuft, eller tilpasser man sig omgivelserne ligesom Walker gør?

Der bliver fremført store spørgsmål til spillerne, også via valg som man skal træffe. Der er ikke så mange af dem, men de har alligevel en stor metaforisk betydning, ligesom i Silent Hill: Downpour. Dog er det manglen af valg der rør en mest, og det er her at noget af et tankevækkende spørgsmål dukker op: Er man simpelthen blevet en kold person angående krig, efter at have spillet så mange skydespil?

Det er en fantastisk historie, der når de samme højder som Silent Hill 2 og Max Payne 3 har gjort, og det er ikke let at gøre. Det er en uforglemmelig oplevelse, og man er død inden i hvis man ikke bliver påvirket af spillets begivenheder.

Gameplayet derimod er der dog intet specielt over. Det er et standard tredje persons skydespil, hvor du bevæger dig fra A til B, skyder alt hvad der bevæger sig, og leder efter gemte samle objekter. Til trods for at det er et tredje persons skydespil, så kan enhver der har spillet f.eks. Call of Duty hoppe direkte ind i spillet og komme godt i gang.

Undervejs får man støtte af Adams og Lugo, der følger en og kæmper med en. Man kan give dem ordre, til f.eks. at dræbe en bestemt fjende eller at kaste lys granater, men ellers kører de på auto pilot. Det gør dog ikke noget, fordi de er stadig meget hjælpsomme. Imod sætning til så mange andre spil, så kan de faktisk dræbe fjender, og de gør altid hvad man beder dem om. De er langt fra ubrugelige, og er en velkommen hjælpende hånd.

Spillet prøver dog at have noget for sig selv, hvilket er sand. Under visse tidspunkter i spillet er det muligt at skyde glas ruder, så der vælter sand indover fjenderne, hvilket enten paralyser dem for et stykke tid, eller dræber dem helt. Desuden forsvinder sandet under en også et par gange, og sandstorme påvirker også kampen en gang imellem.

Det er en rigtig god idé, men det bliver aldrig rigtig udnyttet. Jo vist, det optræder et par gange, men ikke nær så ofte som man kunne håbe. Det er meget situations baseret, og de situationer sker ikke ofte nok. I stedet vælger spillet at falde tilbage på det typiske, nemlig at dræbe hvad der føles som en hel hær, enten til fods eller bag en turrent.
Det er her, at et af spillets største syndere kommer til syne.

Det spiller godt, er underholdende og tingene virker som de skal. Men der er intet nyt, og spillet falder ofte på de trætte skydespil gameplay klicher, som man efterhånden er begyndt at blive ret træt af. Der mangler noget forfriskende, noget nyt, men spillet kommer aldrig med det, på trods af at der er rige muligheder for det.

Og alligevel, så er kampagnen fremragende. Ikke kun pga. den tidligere nævnte fantastiske og provokerende historie, men pga. spillets set pieces, der let er noget af det bedste i år. Der er mange specielle øjeblikke, og hvor spillet fejler gameplay mæssigt, gør spillet næsten op for med diverse situationer.

Situationer der går langt over de hæsblæsende og spændende øjeblikke som set i spil som Call of Duty. Takket været den fantastiske historie, så er nogle øjeblikke direkte ubehagelige. Der er i hvert fald et par tidspunkter hvor jeg sad og fik det utrolig dårligt med hvad jeg havde gjort. Det er mindeværdigt, og der er endda et par smart øjeblikke der virkelig leger med en. Der er ingen tvivl om, at det er et klogt spil.

Det kan virkelig mærkeligt dog, fordi spillet er meget lineært, med få øjeblikke hvor man faktisk kan træffe et valg. Og alligevel er det en del af pointen bag spillet, og delvist derfor at spillet er så provokerende og brutalt. De få valg man træffer undervejs i spillet har ingen betydning for hvor handlingen forløber sig, men tester alligevel ens moral på en klog og hård måde. Så det er mere en metaforisk betydning som i Silent Hill: Downpour, og det virker godt.

Ja, undskyld at historien kommer på banen igen, men den er virkelig fremragende. Man kan snakke meget om hvor typisk gameplayet er, men historien gør at det ikke kun er værd at spille en gang, men to gange. Ved slutningen sad jeg og tænkte over de ting der var sket, var overrasket og chokeret, analyserede tidligere begivenheder, og klar til en ny gennemgang for at opfange det hele.

Når, ned på jorden og gøre gameplayet færdigt.

Spillet har også en multiplayer del, med de sædvanlige deathmatch og capture the flag modes, plus level struktur. Det ikke fordi at multiplayer delen er forfærdelig, men det er bare ikke meget værd. Det gør intet nyt, og der er ikke den store motivation til at blive ved med at spille det. Gameplayet er stadig sjovt, men hvor kampagnen i det mindste har en fantastisk historie og mindeværdige øjeblikke, har multiplayer ikke rigtig noget der gør at man kommer tilbage.

Kampagnen i sig selv er overstået på de sædvanlige fem til syv timer, men der er god genspildnings værdi, takket være historien. Øjeblikkene er værd at se to gange, og historien er værd at analysere. Et skydespil der er værd at spille flere gange pga. historien er noget af et sjældent syn.
Multiplayer mister dog ret hurtigt interessen, så forvent ikke at bruge flere timer på det.

Grafisk ser spillet dog godt ud. Karakterne er ikke ligefrem banebrydende, men de ser gode ud og har nogle gode detaljer. Hvad der dog slår igennem, er omgivelserne. Det ødelagte Dubai er flot og originalt at se på. Man kan fornemme at udviklerne har brugt lang tid på at få spillet til at se ud som det gør, og det er der kommet et flot stykke arbejde ud af. Omgivelserne er mindst lige så imponerende som historien.

Lyden har også nogle fremragende sider. Lyd effekterne er gode, og under visse øjeblikke skinner de nærmest. Musikken er passende men på ingen måde mindeværdig. Hvad der skal have speciel ros, er stemme skuespillet, der er intet mindre end fremragende. Man kan virkelig høre på Walker og hans venner, hvordan de bliver påvirket af hvad de laver og oplever, og det er fantastisk at høre på.

Især Nolan North (stemmen bag Walker) gør det fremragende, og leverer nok sin bedste optræden inden for video spil. Hans skift fra at være i kontrol af det hele til at være på kanten af at bryde sammen fuldstændig er flot, og det er svært at forestille sig nogen anden gøre det.

Det er altid rart med en god overraskelse, og Spec Ops: The Liner er netop det: en overraskelse. Hvad der starter med at være et rutine spil, bliver til et dybt, grusomt, provokerende og fremragende spil. Jo vist, gameplayet er standard (men stadig sjovt), og multiplayer er kedeligt, men historien alene gør, at spillet er et kig værd. Der findes få video spil historier som den der er i dette spil, og alligevel har man sjældent set noget lignede.

Når en historie rør en så dybt at man får det dårligt over at spille det, får en til at tænke over tingene, og giver lyst til en anden gennem spildning blot for at analysere, så ved man at spillet gør noget rigtigt. På dette punkt (sammen med omgivelserne) slår spillet en stor distance til andre skydespil, og derfor er Spec Ops: The Line værd at spille.