Dansk
BRUGERANMELDELSE

Braid

Skrevet af: dudis1   2012-07-02

Note: denne anmeldelse er blevet til, da jeg skrev en anmeldelse, som skulle henvende sig til Politikens læsere. Derfor er den også på et ret lavt niveau rent spilfagligt.

---------------------------------------------------

Spillet 'Braid' gør det simpelt og leverer en uovertruffen spiloplevelse.

En lille, sort silhuet kommer til syne. Skikkelsen begiver sig hen mod et gammelt hus og bliver gradvist lyst op af de nærtstående gadelygter. Han kunne forveksles med kollegaen Mario, havde det ikke været for det ildrøde hår og det sorte jakkesæt, og udadtil kunne man måske også narres til at tro, at dette bare er en halvdårlig og ugennemført Mario-kopi. Men efterhånden som den lille, rødhårede mand begiver sig længere ind i det magiske univers, gøres det klart at dette er meget mere end bare et halvhjertet forsøg på at efterligne den italienske blikkenslager. Denne rødhårede mands navn er Tim -og han er ikke som alle de andre.

Mens Mario i adskillige år har gjort alt i hans magt for at sprede glæde og nostalgi ud i hver eneste afkrog, spoler 'Braid' båndet tilbage og kigger på platformgenren med et klassisk, stilfuldt og ikke mindst voksent syn. Her er farten og hasten erstattet med en rolighed og følelsen af, at ordet 'kunst' bliver vægtet ligeså højt som ordet 'spil'. Den rødhårede mand løber tværs over det håndmalede landskab, mens hans røde slips blafrer i vinden. Klavertangenter bliver slået og violinstrenge strøget i en kaskade af fantastiske numre som lægger stemningen hele vejen fra start til slut. Idyllen er total, og universet svøbt ind i et drømmende og unikt tæppe der lægger en perfekt ramme for de udfordringer, der er at finde længere fremme. For udfordringer er der nok af.

Ligesom sin italienske storebror, er det opgaven for Tim at rejse igennem adskillige verdener for at finde den forsvundne prinsesse. Referencerne til Mario er der flere af, og skaberne er i den grad klar over det. For eksempel når ordene "I'm sorry, but the princess is in another castle" dukker op på skærmen. Selv samme replik har været fast inventar i Super Mario-serien, siden dengang Mario kun lige var blevet født.

For at rejse videre til den næste verden og til sidst til prinsessen, skal der indsamles en række puslespilsbrikker, som skal sættes sammen til et komplet billede. Men brikkerne er utilgængelige for den lille mand, medmindre han gør noget som ellers virker umuligt.

Tilbage til fremtiden

I 'Braid' skal tiden mestres for at få fat på disse brikker. Med et tryk på en knap kan der til hver en tid spoles tilbage til et tidligere udgangspunkt. Det betyder også, at døden aldrig er en mulighed. Denne manipulering af tidens gang går igen hele vejen til rulleteksterne, og er fundamentet for hele oplevelsen. Som enden kommer nærmere og nærmere, bliver det gradvist mere og mere komplekst, da nogle væsener ikke bliver rørt af tidens gang, mens sekunderne nogle gange kun går, hvis Tim bevæger sig mod højre. Der skal tænkes rigtig langt ud af boksen - og der skal tænkes rigtig meget. Hvert kapitel indeholder en række scenarier, hvori man skal tænke sig frem til at få fat på brikkerne. Sværhedsgraden stiger støt, og allerede kort inde i spillet tager jeg mig allerede til hovedet i frustration, uvidende om hvordan opgaven skal fuldføres.

Efter et stykke tid i tænkeboks, bliver løsningen dog hevet frem fra det bagerste af hovedet, og jeg tager mig selv i at tænke "Hvorfor tænkte du ikke bare på det?". Det er sådanne øjeblikke, der gør 'Braid' det hele værd. For mens omgivelserne og rammerne er fantastisk præsenteret, er det dog kernen - den måde som spillet spilles på - der virkelig tæller.

Et stykke spilkunst

Som spilindustrien gradvist har taget større og større indtog på underholdnings- og medieområdet, kræves det også at der skal tjenes penge, hvilket igennem årene har resulteret i et rent bombardement af efterfølgere og millionproduktioner, som lander kort efter de fleste har fået skrevet deres ønskesedler til jul. Der skal fornyes, der skal kunne spilles over internettet - og det skal være tilgængeligt for alle.
Her går 'Braid' i den modsatte retning tilbage imod den tid, hvor en spilkonsol ikke nødvendigvis var et hvermandseje. Der bliver ikke givet i dørene, og der er ingen kære mor, hvis spillet virker noget så umuligt - selvfølgelig hvis man vælger at udelukke Youtube. Dette er et stykke interaktivt, frustrerende kunst, der kræver en god sans for logik og en stor skål kløgtighed for at spilles som det burde. Det er et fantastisk eksempel på, at "småt er godt" og der tvivles overhovedet ikke derpå. Der bliver tit og ofte prikket til de tunge drenge og mindet om at et spil stadig kan laves med en simpel formular. En formular, hvor 'spilbarhed' ligger som nummer 1.

Samlet karakter: 9/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10