Max Payne 3

Så skete det endelig. Vores yndlings forpinte politibetjent Max Payne er endelig tilbage. Hans comeback har været et som jeg har ventet længe på. Jeg er vokset op med de tidligere spil som altid har stået mig nær, ikke kun pga. gameplayet men også historien. For mig, har serien altid været et bevis på at et action spil sagtens kan tilbyde en god og mindeværdig historie. Der har dog været bekymring da Max Payne 3 ikke er udviklet af Remedy (der har travlt med Alan Wake), og fordi der nu er multiplayer i Max Payne-universet. Det er bestemt ikke nogen beskeden opgave som Sam & Dan Houser (skaberne af Grand Theft Auto og Red Dead Redemption) er gået i krig med, så lad os se hvordan dette længe ventede comeback ser ud.

Max Payne 3 foregår måneder efter Max Payne 2. Max har trukket sig tilbage og er taget til Brasilien. Her har han fået et arbejde som bodyguard for den rige Rodrigo Branco og hans familie. Det går dog hurtigt galt, da Rodrigos trofæ kone Fabiana bliver kidnappet af en lokal bande. Det er nu op til Max at finde og redde Fabiana, og sørge for at hun kommer hjem i et stykke.

Nu er der måske nogen der tænker: Hov, lyder det ikke velkendt? Det er fordi, at handlingen på nogle punkter nemlig ligner filmen Man on Fire fra 2004 med Denzel Washington. Her bliver hans karakter Creasy sendt til Mexico City, en by der er meget berygtet for kidnapninger. Han bliver bodyguard for en lille pige, og har ligesom Max en mørk og hård fortid der har ødelagt ham indvendigt. Pigen bliver også her kidnappet, hvor Creasy må ud og finde hende og få hende i sikkerhed.

Man behøver dog heldigvis ikke være bekymret, fordi Max Payne 3 er fuldstændig anderledes i forhold til den førnævnte film. Spillet tilbyder en spændende historie der ikke er bange for at tage chancer. Der er overraskende drejninger i vente, så man kan ikke ligefrem påstå at handlingen er forudsigelig.

I sidste ende er det dog Max ham selv der sørger for at historien forbliver interessant. Ligesom i de tidligere spil er han forpint med tydelige ar på sjælen der bare ikke vil heale. Ja, i de tidligere spil var han langt nede, men her skraber han virkelig bunden. Han er uheldig, fordrukken og afhængig af smertestillende piller. Det vises på flere punkter af historien, men også via Max's monologer der vender tilbage for fuld skrue. Man skal vende sig til det fordi hans monologer forekommer ofte, og er meget deprimerende og fuld af mistillid til verdenen omkring ham.

Alligevel er det dette der gør at historien bliver hævet over det sædvanlige niveau for historier i videospil. Man føler virkelig for ham, og man vil ham det bedste. Man får sympati med ham, og man føler sig direkte heldig at ens liv ikke er så uheldigt som hans. Nogle scener der viser hans misbrug og hvor dybt han er faldet kan være direkte hårde at se på. Max bliver ikke kun veludviklet, men også studeret, hvilket gør at han skiller sig ud fra mange videospil hoved personer. Der findes få der er så veludviklet, sympatisk og mindeværdig som Max.

En andet overraskende plus er også handlings dybde. Ligesom Silent Hill 2 forstår Max Payne 3 at bruge metafore. Nogle dele af handlingen virker meget tynde, men får pludselig nyt liv og dybde når man tænker over hvordan det bliver vist. Der bliver gjort meget klogt brug af metafore, der sammen med spillets mørke og dystre tone hæver handlingen over de sædvanlige videospilstandarder.

Eneste rigtige minus er en forhastet slutning, men ellers er det en fremragende historie, der i stor stil lever op til de tidligere spil i serien. Det står som et fremragende eksempel på hvordan handlinger i videospil er blevet voksne og dybe inden for de sidste par år.

Hvis man har spillet de tidligere spil vil man føle sig hjemme lige så snart man tænder for spillet. Max Payne er et tredje persons skydespil hvor alle baner har et mål: At komme fra A til B og slagte alle du møder på vejen. Det udvikler sig aldrig til mere end det, men det er slet ikke så kedeligt og ensformigt som man vil tro ved første øje kast.

Det der gjorde Max Payne berømt tilbage i 2001 var slow motion. Max kunne til hver en tid aktivere Bullet Time (slow motion) eller kaste sig frem i slow motion og derved få en fordel over for sine fjender. Dette har det meget passende navn Shootdodge. Alt dette vender tilbage i Max Payne 3, og ligner endda helt sig selv.

Faktisk, bortset fra at spille nu har et dække system og last stand, hvor man får en sidste chance for at dræbe en fjende der ellers ville have haft dræbt en, så spiller spillet fuldstændig identisk med de gamle spil, og det er ikke et sekund forældet.

Ja, der er bestemt ikke noget nyt over gameplayet, og det er helt klart på ingen måde revolutionerne på denne front, som det første spil var. Alligevel er spillet mindst lige så sjovt som det første spil. Det er stadig belønnende at udføre et Shootdodge og tage to-tre fjender imens, man føler sig stadig sej når man løber i Bullet Time og skyder folk, og det er stadig intenst at lede efter smertestillende når man dårligt har noget liv tilbage. Sidst nævnte især holder sig utrolig godt i dag, og er faktisk meget forfriskende i forhold til renegerende liv som nærmest alle action spil har i dag.

Spillet har kun denne gameplay type, men det forstår at udnytte det til det fulde. Det bliver aldrig kedeligt og ensformigt, takket være hektiske og intense kamp scener, for fulgt af mindeværdige øjeblikke.

Spillet har også Hollywood-øjeblikke der ikke kan undgå at blive sammenlignet med spil som Uncharted 3. Sammenlignet med det, så virker disse øjeblikke i Max Payne 3 ret tamme. Der findes intet som f.eks. skibsbanen i Uncharted 3, men alligevel formår spillets øjeblikke at være mindst lige så gode. Det er takket være både handlingen og gameplayet, der har begge fødder solidt placeret på jorden.

Jo vist, det er ikke lige frem realistisk at en mand kan dræbe så mange som Max formår, men det bliver heller aldrig overdrevet. Det føles et eller andet sted muligt, og vigtigst af alt: det har relevans for handlingen. F.eks. Uncharted 3s skibsbane er fremragende, men for handlingen betyder det intet.

I Max Payne 3 bliver disse øjeblikke brugt til at bygge videre på Max som person, og de har ofte en afgørende betydning for handlingen. Det føles vigtigt og er med til at gøre spillet intenst og spændende. Historie og gameplay går ofte hånd i hånd her, og det er bestemt en god ting. Dette leder til en af årets bedste historie kampagner.

Alt dette betyder kort sagt, at det er et skydespil som mange spil drømmer om at blive. Det er sjovt og intenst hele vejen igennem, og det styres rigtig godt takket være en fremragende kontrol og problem frit dække system. Det er umuligt ikke at nyde godt af gameplayet.

Der er dog et par klage punkter, som dog er afhængig af ens personlige smag. Først og fremmest: spillet er udfordrende. Det er på ingen måde bange for at give en tæsk, så forvent et par knudepunkter. Checkpoints er nogle gange lidt malplaceret, men det bliver aldrig et slemt problem. Hvad man dog SKAL huske er at holde øje med sin livsmåler. I modsætning til andre spil, så giver spillet ingen indikation på at man er døden nær, så i starten vil døden ofte være overraskende. Heldigvis giver spillet en nogle smertestillende hvis man ikke kan komme videre, så man ender med at få en chance.

Hvad der dog kommer til at blive delte meninger om er spillets forfilm. Der er rigtig mange forfilm, og spillet gør meget for at få forfilm og gameplay til at flyde sammen så perfekt som muligt. Det er ofte imponerende, men det giver tilgengæld en del afbrydelser. Nogle sektioner kan godt blive afbrudt af lange forfilm hvor man bare sidder og kigger, hvilket vil være til stor irritation for nogle. Heldigvis snakker vi dog ikke om Metal Gear Solid længde (mellem 10 og 45 minutter), så det kunne bestemt være værre.

Det er dog irriterende at man ofte ikke kan slå forbi disse forfilm. Ofte, når man prøver at slå forbi en forfilm får man beskeden om at spillet stadig loader. Det er helt fair, ofte er spillet først færdigt med at loade når forfilmen er forbi, så man kommer ikke til at få specielt meget glæde af muligheden.

Dette problem kommer meget an på om man kan acceptere det eller ej. Det er trods alt et meget historie baseret spil. Nogle vil ikke have et problem med det, imens andre vil. For mig var det dog intet problem, da spillet i forvejen fortæller en fremragende historie.

Da spillet var under udvikling blev mange folk bange da det kom frem, at spillet ville inkludere multiplayer. Det passer ikke ind i universet, og hvordan pokker genskaber man gameplayet over nettet? Især når varemærket er brugen af slow motion?

Man skulle ikke tro det, men Rockstar har faktisk formået at skabe en rigtig god multiplayer-del. Bullet Time er stadig en del af gameplayet online, og der er kommet nogle kreative løsninger ud af det. Man kan udføre Shootdodge i rigtig slow motion, som kun påvirker den spiller du ser på, og der findes en Burst (spillets udgave af Perks) der lader en bruge Bullet Time der påvirker spillere på samme måde som Shootdodge. Det virker, og er med til at gøre multiplayer-delen både opfindsom og til at skildre sig ud fra andre spil.

Spillet tilbyder de sædvanlige deathmatch muligheder, men har to modes der vækker interesse. Den første er Payne Killer hvor to spillere bliver forvandlet til henholdsvis Max Payne og Passos. De to står alene imod de resterende spillere, men har stærkere våben og smertestillende, så de får en chance. Dræber man f.eks. Max Payne bliver man selv forvandlet til ham indtil man selv bliver dræbt. Det er en sjov mode der skaber nogle sjove scenarier.

Det helt specielle er dog Gang Wars, der er meget ambitiøst. Moden går efter at skabe en historie der direkte hænger sammen med selve spillets handling, hvilket gøres over fem runder. På disse fem runder er det et hold imod det andet, og de fire første har varierende opgaver, som f.eks. bombe et sted, fange territorier m.m. Sidste runde ender altid med team deathmatch, hvor det antal liv de forskellige hold har afgøres af hvor mange runder der er blevet vundet.

Det er bestemt sjovt og varierende, og endda opfindsomt, men relationen til handlingen falder lidt fladt. Det føles mere som om at man kæmper om små detaljer, fremfor noget der faktisk betyder noget. Denne del af moden lever ikke op til hvad Rockstar gik efter, men den er stadig sjov og opfindsom at spille.

Resten af online-delen er dog meget velkendt. Der findes Bursts/Perks (der er ret opfindsomme, som f.eks. at lade fjenden tro du er en af dem, eller at deres hold kammerater er fjenderne) der giver en fordele, forskellige våben og udfordringer, og et level op system. Det er intet nyt, og at stige i level er en langsommere affære end man er vandt til, men det er stadig en sjov oplevelse. Det formår at være underholdende og opfindsomt, og med DLC på vej er der potentiale til en multiplayer oplevelse der kan holde i et godt stykke tid.

En klage ved de to første spil var den korte leve tid. De kunne gennemføres på fem til seks timer og tilbød ingen genspildnings værdi medmindre man gik op i forskellige sværhedsgrader eller laver mods til spillene, hvilket kun var muligt i PC udgaverne.

Det kan man bestemt ikke sige om Max Payne 3. Multiplayer tilføjer selvfølgelig en del til spillet, men kampagnen har også meget kød på sig. Kampagnen i sig selv er ti til tolv timer lang, og som altid er der højere sværhedsgrader at gennemføre spillet på.

Spillet tilbyder dog to bonus modes. Der er Score Attack hvor man kæmper for en god high score, og så vender fan favoritten New York Minute tilbage. Her har man kun et minut til at klare spillets baner, hvor hvert drab giver en mere tid. Tænk Time Crisis, og man får en god idé af hvad det går ud på. Begge modes er sjove at spille, og da begge modes både hjælper en med at stige i level online og har leaderboards, er de meget tiltrækkende.

Spillet har desuden koder, ekstra kostumer og udfordringer kaldt Grinds, hvor man f.eks. skal dræbe 100 med automat våben. Disse hjælper også med at stige i level og selvom de kræver meget af en, giver det motivation til at spille igennem igen. Til sidst er der spor og dele der åbner guld våben gemt rundt omkring i banerne.

Kort sagt, spillet har rigtig meget indhold, og kan let holde i nogle måneder. Man får meget for sine 500 kr.

Spillet er desuden også rigtig pænt at kigge på. Omgivelserne er pæne at se på, og mange detaljer der gør flotte spil smukke. Det er imponerende, og så er det et plus at omgivelserne også kan ødelægges på flere måder. Det har det sædvanlige Rockstar look, men imponerende og detaljeret omgivelser. Bare prøv at gå i Bullet Time imens omgivelserne omkring en bliver destrueret, og man vil se en masse flotte detaljer. Der er desuden også en rigtig pæn billede hastighed der holder sig på de pæne 60 billeder i sekundet.

Animationerne er helt igennem fantastiske. Alle reager forskelligt på hvordan de bliver skudt, afhængig af hvor de bliver ramt og hvorfra. De føles og ser naturlige ud, og er let nogle af de bedste set i video spil hidtil.

Det er flydende og naturligt, og hjælper med at sælge fornemmelsen af at det er virkelige personer man spiller som og ser på.
En lækker detalje er f.eks. hvordan Max bærer rundt på sine våben. I modsætning til de tidligere spil, kan han her kun have to håndvåben og et gevær. Hvis man har et gevær men vil bruge et håndvåben, holder Max geværet i en hånd imens den anden bliver brugt til håndvåbnet. Vil man derimod bruge to håndvåben på en gang, er Max tvunget til at smide geværet. Det er en fed detalje.

Spillet er desuden også utrolig voldligt og det bliver der bestemt ikke sparret på. Et godt eksempel er Bullet Cam, som aktiveres når man dræber den sidste fjende i et rum. Man kan tydeligt se hvor kuglen rammer fjenden, og hvor hårdt den slår. Det er grumt og realistisk.

Forfilmene er desuden også flotte. De er velinstrueret og fyldt til randen med de førnævnte livagtige animationer. Det er ikke tegneserie forfilm som i tidligere spil, men man har her prøvet at gøre op for det via forskellige paneler på diverse tidspunkter og sætninger der bliver vist rundt omkring på skærmen. Det virker mystisk til at begynde med, og panelerne er ikke altid så skarpe, men spillet har stadig en pæn stil over sig.

En ting man dog skal give sig i agt for, er at spillet faktisk dele stil træk med Man on Fire. Det bliver ofte sløret, billede hastigheden bliver sat ned, og farverne gjort mørkere. Det er irriterende til at begynde med og det vil bestemt ikke falde i alles smag. Det har dog en metaforisk betydning, så det betyder faktisk noget for handlingen. Endnu et eksempel på handlings dybde, da det viser os hvor påvirket Max er af hans misbrug af alkohol og piller. Det er endnu en flot detalje, men vil virke irriterende for nogen.

Lyd siden er også fremragende. Våben lyder og føles farlige, men lyd effekterne føles generalt realistiske og skarpe. Stemme skuespillet er utrolig skarpt, flot fremhævet af stemmen bag Max ham selv, James McCaffrey, der leverer noget af det bedste stemme skuespil længe set. Musikken er lavet af det amerikanske noise rock band Health, og de har leveret et fantastisk soundtrack. Musikken er passende mørk og dyster, og meget stemnings fyldt under action scenerne. Det er mindeværdig musik for at sige det mildt.

Det har været nogle lange ni år men det har været tiden værd. Max Payne 3 er den fortsættelse som man har håbet på, hvis ikke bedre end forventet. Det ændrer på ting, som f.eks. multiplayer, en ny stil og meget mere sol lys, men tag ikke fejl da dette er det samme spil som de andre. De nye tilføjelser er fremragende og passer perfekt ind i spillet, og de gamle elementer er på ingen måde blevet forældet.

I en tid hvor action spil fokuser på at levere overdrevet action på bekostning af en god handling, formår Max Payne 3 at gøre begge ting. En fremragende historie med en af de bedste og mest komplekse hoved personer i video spil, intenst og sjovt gameplay, lang leve tid og en imponerende grafik og lyd side gør, at Max Payne 3 er et af årets bedste udgivelser. Det er i hvert fald min foreløbige favorit til årets spil. Jeg kan kun anbefale at prøve dette udsædvanlige og fremragende spil. Velkommen tilbage Max, du har i den grad været savnet!