Fear Effect

Fear Effect er et spil jeg har kendt til længe. Jeg har haft det siden jeg var helt lille, og jeg husker ofte tilbage på det. Det var et meget specielt spil dengang det udkom, tilbage i 1999. Det var et af de spil der prøvede at gøre video spil til en interaktiv film, noget som var blevet set som muligt efter Metal Gear Solid fra 1998. Desværre forblev Fear Effect et spil jeg aldrig fik gennemført, fordi jeg simpelthen ikke havde den samme viden om gameplayet eller forståelse for tingene (eller tålmodighed for den sags skyld). Jeg fandt dog spillet frem for nylig, og nu kan jeg med rette sige at spillet er gennemført. Er det et godt spil, eller er det blevet et forældet gensyn?

Fear Effect foregår i en fremtids Cyberpunk udgave af Kina, nærmere sagt Hong Kong. Vores hoved person er Hana, en lejemorder der sammen med sine partnere Glas og Deke leder efter Wee Ming, datteren af Hong Kong Triadens boss, som er blevet kidnappet. Formålet er dog ikke at hjælpe hende, men nærmere at finde hende før de andre gør, så vores gruppe kan holde hende til fange og modtage løse penge for hende. Dette går dog ikke som planlagt, og vores gruppe finder sig hurtigt jagtet af kræfter der overgå deres forstand.

Spillets historie er meget usædvanlig, i forhold til andre Playstation 1 spil. Ligesom f.eks. Metal Gear Solid, er det en meget voksen og seriøs historie, der ofte tilbyder grumme situationer og personer. F.eks. den overstående grund til at vores hoved personer leder efter Wee Ming, hvilket især dengang var sjældent set.

Det er en mørk historie, men den er også interessant. Der er en god mængde mystik over hvad der foregår, gode personer og en række interessante drejninger. Med det sagt dog, så er handlingen dog i sidste ende ikke noget specielt, men det mere pga. alderen. I dag er vi vandt til video spil der har handlinger der tager chancer, og er voksne og seriøse, hvilket ikke var tilfældet dengang.
Alderen kommer i vejen her, men det er stadig underholdende at følge med i.

Gameplayet i Fear Effect burde være meget velkendt. Det er nemlig på mange punkter fuldstændig identisk med Resident Evil. Spillet tilbyder forudbestemte kamera vinkler og tank kontrol for fuld skrue, dog med et par modifikationer. Man kan skyde og sigte på samme tid, man kan rulle til siderne og snige sig forbi fjender.

Spillet har dog også et meget anderledes livs system. Ens liv bliver vist via en EKG måler, som skifter farve i takt med at man blive skadet. Men det bliver ikke kun styrret af den skade man tager. For det meste reager måleren også på stress nemlig, så hvis situationen bliver værre eller man opdager fjender, så falder måleren. Der findes ingen items der kan helbrede en, så vejen frem er snige sig om bag fjenderne og dræbe dem derfra, dræbe fjender og få styr på situationen, eller klare et puzzle. Det er et meget anderledes system, og det virker faktisk for det meste. Det hjælper med at gøre gameplayet og spillets diverse sektioner intense og spændende.

Der er desuden også en del puzzles, der kræver at man virkelig tænker over tingene. Det ikke børnehave stof det her, de kan være forbandet svære at løse. Til gengæld betyder det, at de er meget belønnende at løse, og de er i hvert fald en minde værdig del af spillet.

Desværre begynder problemerne at opstå her.

Gameplayet er sjovt, men der er simpelthen alt for mange problemer. Kontrollen er mildt sagt utrolig klumset, og selv de simpleste ting kan til tider være utrolig svære at udføre. Det tager tid at få lært kontrollen, og det kan sagtens lade sig gøre, men det forbliver altid klumset til en vis grad, og om det er noget man kan holde ud kommer meget an på hvad man kan holde ud eller ej. Personligt havde jeg svært ved det, hvilket førte til nogle direkte vredes fremkaldende øjeblikke.

Det hjælper desuden heller ikke at spillet har et af de mest irriterende inventory systemer jeg længe har set. Hvis man vil skifte ting, foregår det via firkant og cirkel hvor man så bruger en ting på trekant. Spillet pauser ikke imens dette sker og der findes ingen oversigt over hvilke ting man har, hvilket tvinger en til at køre igennem en hel masse items for at nå frem til den man vil have fat i. Kontrollen gør det desuden også svært i visse øjeblikke bare at stille sig op det rigtige sted, så man kan bruge den eventuelle ting der er nødvendig for fremgang. Det bliver hurtigt et irriterende rod.

Det værste ved spillet er dog sværhedsgraden. Spillet er til tider utrolig utilgivende, og har intet problem med at smide en direkte ind i situationer hvor man ved første øje kast ikke har en jordisk chance. Det er både takket være kontrollen, det elendige inventory system og livs systemet der kan bringe en ind i situationer med langt fra nok liv til at komme videre. Næsten alle situationer vil tage livet af dig, så forvent at se de ofte underholdende døds sekvenser så ofte at de fremkalder vrede.

Det værste er dog, at det ofte kommer til at ske fordi man simpelthen ikke er forberedt. Som nævnt tidligere gør spillet et ihærdigt forsøg på at være en interaktiv film, hvilket betyder at den grafiske forskel mellem forfilm og gameplay ikke altid er let at opdage. Dette betyder at man ofte bliver smidt direkte ud i en kamp eller jagt scene hvor man er dømt til at tabe, fordi man simpelthen ikke var forberedt på at tage kontrollen.

Det hjælper desuden heller ikke at spillet ofte bliver afbrudt af forfilm, hvilket gør det endnu sværere at være forberedt. Det er meget svært at tyde hvornår man tager kontrollen, derfor kommer man til at dø rimelig ofte.

Sidst men ikke mindst, så vil jeg kraftigt anbefale at have en guide i nærheden. Som sagt, spillets puzzles er kloge og svære, og de fleste af dem kan da også sagtens løses. Men der er nogle stykker hvor svaret er så kryptisk, at det er nærmest umuligt at regne ud hvad løsningen er. Desuden er der ofte heller ingen lede tråde til hvordan man kommer videre. Hvor man skal hen og hvilke ting man skal bruge er i mange tilfælde meget kryptisk, og man kan let ende med at løbe frem og tilbage alt for ofte uden en idé om hvad pokker man skal gøre.

Der er helt klart lyse punkter i gameplayet, og nogle sektioner er unægteligt fremragende, men man skal igennem alt for mange frustrerende, klumsede og kryptiske dele for at nå frem til det. Det er irriterende, fordi nogle sektioner er som sagt fremragende.

Spillet tog mig et sted mellem seks og otte timer at køre igennem, men det var også kun fordi jeg døde så ofte. Hvis disse problemer ikke var der, så kunne spillet sagtens overstås på et par timer. Det er ikke så stort, på trods af at det faktisk fylder fire disks. Der er heller ingen rigtig genspildnings værdi, med mindre man brænder for at gennemføre spillet på hard, der trods alt giver en ny slutning.

For resten, ja spillet fylder virkelig fire disks og det er der faktisk en ret god grund til. Grafikken er meget avanceret når man tænker på at det er et Playstation 1 spil. Som nævnt tidligere kan det være svært at se forfilm mellem gameplay og forfilm, hvilket skal roses til trods for de frustrationer det bringer med sig. Spillet har også en pæn tegneserie stil over sig, men en masse pæne animationer og en perfekt billede hastighed. Der er ingen tvivl om at spillet er utrolig flot i forhold til andre Playstation 1 spil.

Det i hvert fald indtil man ligger mærke til omgivelserne. Tricket her, er at omgivelserne er optaget via full motion video, hvilket er den direkte oversag til at spillet fylder fire disks. Det betyder at omgivelserne har rigtig mange detaljer, og at der kan ske rigtig meget i baggrunden. Det er flot, men problemet er at omgivelserne er fanget af et ondt og tydeligt loop.

Omgivelserne er som små forfilm der foregår i baggrunden, og efter et mindre stykke tid (alt fra fem til tredve sekunder) fryser omgivelserne for et sekund (sammen med den pågældende lyd vel og mærke), hvorefter det genstarter. Som sagt, det er kloge måder hvordan omgivelserne er lavet, men det er desværre alt for tydeligt, at det kan ødelægge omgivelserne. Det ligesom hvis en kæreste giver én en pude som han/hun selv har syet, men hvor man ved nærmere eftersyn tydeligt kan se alle syningerne. Sød tanke, men ikke så forsigtigt gennemgået.

Lyden bærer meget præg af at være et Playstation 1 spil. Lyd effekterne er fine nok, men det skriver Playstation 1, hvilket også kan siges for den mørke musik. Dog er det stemme skuespillet der lider mest af dette. I 1999 arbejdede man stadig på at forbedre stemme skuepil, hvilket tydeligt kan ses i manglen på følelser og forkerte tone anfald i de fleste forfilm. Dengang var det stadig bedre end de fleste, men er selvfølgelig i dag håbløst forældet.

Fear Effect er alt i alt en rigtig god idé, med solide fundamenter og fremragende øjeblikke. Det er et meget tidligt forsøg på en interaktiv film, der var både meget voksent og seriøst i forhold til de fleste spil i 1999. Desværre blev det holdt tilbage af frustrerende og klumset gameplay, dårlig værdi og alt for tydelige genveje i grafikken.

I dag er det naturligvis ikke blevet bedre, men derimod værre. Gameplayet er endnu sværere at se blødt på i dag, og vil ende med at være en katastrofe. Som et tidligt eksempel på en interaktiv film fortjener det stadig noget opmærksomhed, men i sidste ende er det ikke mere end et eksperiment, der aldrig opnåede sit fulde potentiale.