Catherine

Vincent plages af mareridt, dette skyldes måske at han natten forinden var sin kæreste utro. Hvad der end er sket betyder det at han nu er fanget i et djævelsk spil Q-bert, med livet som indsats. Vincent er en ung mand i starten af 30erne der har svært ved at forpligte sig. Kæresten, Katherine, er utålmodig og snakker dagligt om ægteskab og børn, hvilket stiller Vincent i en presset situation. Da han samtidigt møder og forføres af den unge og livlige Catherine, bliver livet pludseligt til et levende helvede.

Ser man bort fra de, for spil, progressive temaer, så håndteres det desværre langtfra så elegant som det burde. Vincent stilles i et lys hvor vi som spillere skal sympatisere med ham, til trods for at hans handlinger og reaktioner er ganske utilgivelige. Samtidigt er det ligeledes svært at se hvorfor han skulle have en interesse i at forblive sammen med Katherine, da hun fremstilles i et negativt lys som en kontrollerende og ligegyldig karakter. Karakterene indeholder ikke mange nuancer og fremstår derved som karikaturer af rigtige mennesker. Det virker distancerende og dramaet får aldrig den effekt der stiles efter. Det hjælper ikke at der samtidigt gemmer sig et dybere horrorfilms plot under overfladen, som aldrig bliver bundet taktfuldt sammen med resten. Fortællingens store dramatiske afsløringer leveres på kedelig vis gennem npc´er der tålmodigt forklarer hvad der foregår som i et afsnit af Scooby Doo.

Når mareridtet starter forvandles spillet til et puzzle spil der måske godt kunne lede tankerne hen mod et kaotisk spil Q-bert. Vincent skal flytte kasser rundt for at skabe en vej opad et højt tårn, alt imens bunden langsomt falder fra hinanden. Det er en kamp mod tiden hvor det gælder om at tænke hurtigt, det er dog langt fra så let som det lyder. Men man ved man kan vinde, man ved oftest hvad man gjorde forkert og når man endeligt finder løsningen føler man sig godt dum fordi man ikke indså hvor simpelt det hele var noget før. Følelsen af dumhed fortager sig dog hurtigt mens man langsomt fyldes af glæde, glæde fordi man endnu engang har overvundet hvad der lignede en uoverkommelig forhindring. Danske Playdead designede hele Limbo på "learn by dying" mantraen, en tankegang der ganske passende kan benyttes til at beskrive Catherines puzzles. Det ville ligeledes være oplagt at lave sammenligninger med Oddworld spillene og Another World, dog i en mindre fastlåst udgave. Mens der bestemt er et gennemtrængende element af "trial and error" så er der ligeledes adskillelige måder at løse hver eneste forhindring, hvilket er med til at gøre det langt mere retfærdigt og dynamisk end eksempelvis Another World.

Jeg havde til tider lyst til at smide min controller tværs gennem lokalet, men efter hvert vredesudbrud har jeg fæstnet grebet om controlleren og prøvet igen. For hvad nu hvis jeg lærte af mine fejl og prøvede en anden tilgang, måske ville det lede mig nærmere en åbenbaring der kunne føre mig til sejr. Det gennemtrængende problem med denne formular er, som det også er gældende i de førnævnte titler, at spillet kan føltes fastlåst. Der er til tider en gennemtrængende følelse af at der kun findes én løsningsmulighed til hver enkelt udfordring. Dette er også gældende for Catherine, dog imødekommes dette ved at banerne ofte indeholder flere løsningsmuligheder samtidigt med at der tilføres et element af tilfældighed. Det skaber en uforudsigelighed og tvinger en til at tænke hurtigt og ændre strategi i takt med at banen forandre sig. Uheldigvis har det også den sideeffekt at man en sjælden gang ender i en situation hvor der ikke er en synlig løsning, samtidigt med at der ikke nødvendigvis var noget man kunne gøre for at imødekomme dette.

Spillets puzzles er glimrende underholdning for sig selv, men når de kombineres med den tilforladelige historie så bliver det hele en anelse bedre. Hvilket må siges at være lidt af en bedrift, da puzzle spil sjældent har været det oplagte sted at fortælle en involverende historie. At det samtidigt er en historie der berører emner der sjældent ses i spilindustrien gør det til en ganske forfriskende oplevelse. Det er måske langt fra så elegant som det burde være, men bestemt stadig anbefalelsesværdigt og man finder næppe noget lignende i den nærmeste fremtid.