Final Fantasy XIII-2

Åh gud, hvorfor er vi her igen? Final Fantasy XIII var et af de mest skuffende spil jeg nogensinde har spillet, et spil som jeg stadig nærmest nærer et vist had til. Ja det havde sine gode punkter, men der var alt for meget galt med spillet til at det kunne gå over som et godt spil, hvis du spørger mig. Så hvorfor sidder vi her så nu med Final Fantasy XIII-2? Kom dog hellere med en remake af FF6 eller FF7, eller bare giv os FF Versus 13? Når men nu har vi altså XIII-2, der har målet om at være bedre end XIII. Lad os se om det passer.

Spillet foregår 3 år efter FFXIII. Vi møder Lightning, er nu er endt et sted kaldt Valhalla (og nej, dette har intet med nordisk mytologi at gøre), og kæmper imod en mand ved navn Caius. Midt i dette dukker en mand ved navn Noel op. Lightning giver Noel til opgave at rejse igennem tiden, og finde hendes søster Serah, og føre hende til Lightning. Lettere sagt end gjort men da Noel dukker op hos Serah, finder hun hurtigt motivation til at finde sin savnede søster. Vores helte sætter sig ud på et eventyr for at finde en vej til Lightning.

Ligesom FFXIII, så er der lagt meget vægt på karakter udvikling, især på Serah og Noel. Gamle helte fra FFXIII vender tilbage i halvstore roller, men fokusset er helt klart på Serah og Noel. Man ender da også med at holde af dem, men dette fokus står dog ofte i vejen for selve handlingen. I spillets første halvdel sker der sjældent mere end at Serah og Noel snakker sammen om hvad de lige har oplevet eller om dem selv.

Ja handling er lidt langsom, men ikke gennem hele spillet. I anden halvdel begynder handlingen for alvor at dukke op, hvilket fører til en handling der er af overraskende god kvalitet. Skurken bliver hurtigt introduceret, men han vokser rigtigt i spillets anden halvdel, og så er der nogle overraskende drejninger i vente.

I modsætning til XIII, så undgår spillet mange af de typiske klichér. Her bliver der taget chancer, og holdt fast i dem. Der er desuden også følsomme øjeblikke, som for det meste bliver udnyttet godt. Dette er det tætteste serien har været på at fange kvaliteten af sin handling fra tidligere spil i serien. Spillet formår at have en god skurk, spændende konflikter og et rigtig godt end game.

Hvad der dog ikke kan roses, er cliffhanger slutningen, der både formår at løse ingen ting, men som også er irriterende nok til at blive sur over. Dette betyder i sidste ende, at historien bliver afsluttet via DLC, og især i et rollespil som Final Fantasy er det et fornærmende billigt trick. Det er i hvert fald noget man skal være opmærksom på.

En ting der var blevet lovet med XIII-2, var at det på alle måder ville være en forbedring af XIII, der sjældent tilbød mere end lineære omgivelser og begrænsninger. Det må i den grad siges at være et løfte der er blevet ført ud i livet.

Først og fremmest, er der Historia Crux hvor man frit kan vælge mellem diverse omgivelser og tids perioder. Nogle er relevante for historien, imens andre kun er til for side missioner. Man kan frit vælge mellem de tids perioder man har låst op for, hvilket i sig selv er en meget velkommen ændring i forhold til det forrige spil. Det hjælper bestemt også at omgivelserne i sig selv ikke længere er lineære veje, men steder fyldt med genveje, veje til hemmeligheder, og indbydende med side missioner. Det er rart at man igen kan spille et Final Fantasy spil på den måde.

Ved de fleste tids perioder har man desuden også muligheden for at genstarte tiden, hvilket stort set betyder at tidsperioden vender tilbage til da man besøgte det for første gang. Det er bestemt en værdsat mulighed, men da man ikke rigtig kan ændre noget udover hvilken slutning man får, der selv der kræver at man gentager de samme begivenheder med en bestemt ting slået til. Den mulighed får man endda først når man har gennemført spillet, så indtil da er muligheden lidt ubrugelig.

Spillet har desuden også nogle tids puzzles der starter med at være underholdene, men som ender med at være irriterende vejblokader.

Spillet vender desuden også tilbage til tilfældige kampe, præcis som i de gamle spil. Imens man udforsker, vil fjender dukke tilfældigt op, hvor man så får muligheden for at gå i kamp eller flygte. Hvis man slår først, får man et gratis slag i kampen, hvorimod hvis man er for længe om at flygte bliver tvunget til at kæmpe. Det giver en gammeldags følelse der helt klart er velkommen, og det virker også som det skal.

Kamp systemet er derimod en anden historie. Der var mange delte meninger om kampene i det forrige spil, fordi alle kampe stort set kunne vindes ved blot at bruge Auto Battle funktionen, og derved blev for ensformige for nogen, men for andre var det et sjovt og hurtigt kamp system. I XIII-2 vender det samme kamp system tilbage, med to ændringer: spillet er ikke længere tabt hvis lederen dør, og man kan få monstre på sit hold, som man kan gøre stærkere og mere effektiv.

Men tag ikke fejl, hvis man var utilfreds med kampene i XIII, så vil man bestemt også være det her. Fristen ved at bruge Auto Battle er alt for stor, og det gør at mange kampe køres på auto pilot, hvor man nærmest udelukkende bare trykker X og kigger på. Det er en smags sag, der for mig er meget blandet. Det er bestemt sjovt og til tider belønnende, men savnede nogle gange at have mere kontrol over kampen.

XIIIs udviklings system Crystarium er også vendt tilbage, hvor man efter hver kamp optjener CP der bruges på at opgradere din karakter. Ligesom i XIII starter man med at have et par klasser til rådighed, men efterhånden som man udvikler sin karakter får man adgang til flere. Det er stadig et godt og belønnende system, og enhver forbedring føles som en belønning for hårdt slid. Det hjælper desuden også at systemet ikke længere er begrænset på den måde, at en boss skal nedlægges før man kan videre udvikle sin karakter, hvilket denne spiller er meget taknemmelig for. Ens monstre har endda også dette system til rådighed, så værsgo at fang et monster og gør den stor og stærk.

Hvad der dog ikke er blevet ændret er spillets shopping muligheder. I XIII kunne man shoppe ting og våben ved hvert save point, men i denne omgang sker det via en faktisk ret så irriterende side karakter ved navn Chocolina. Hun er ret så irriterende, og jeg fik i hvert fald sjældent brug for hende.

Desuden, når udviklerene har lovet at alle punkter af XIII ville være forbedret, kan jeg ikke undgå at blive skuffet over at gå rundt i en stor by, hvor steder der ligner indkøbs muligheder ikke er andet end tapet.
Desuden må jeg også sige at have forventet nogle rigtige mini spil, i stil med dem der var med i de gamle spil. At spille enarmet tyveknægt og vædde på Chocobo løb er bare ikke nok.

Udviklerne har for det meste holdt hvad de har lovet. Gameplayet er bedre (dog hvor meget det er forbedret, kommer an på ens syn på kamp systemet), og alle de dumme begrænsninger fra XIII er en del af en mørk fortid. Det er et godt spil, men alligevel var der nogle ting der plagede mig imens jeg spillede det igennem.

Først og fremmest, så på trods af spillets åbenhed, så er spillets tidsperioder i sig selv meget lineære. Bortset fra et enkelt øjeblik senere, har man ikke selv nogen indflydelse over hvad der sker. Spillet har et Live Trigger System der lader en bestemme hvad der skal siges i nogle situationer, men intet bliver ændret, uanset hvad man svarer. Det sødt at se at Final Fantasy vil prøve muligheden for forskellige valg, men de skal have en langt større betydning før det giver plus point.

Det var også svært at glemme følelsen af, at det hele er set før. På mange punkter er spillet nemlig en kopi af det gamle men stadig fantastiske Chrono Trigger. Det er samme koncept, nærmest samme struktur, og (til trods for XIII-2s nye åbenhed) ikke lige så åbent som CT. Man kan undre sig over, om Square håbede på en ny Chrono Trigger eller ej.

Sidst men ikke mindst, er der spillets længde. Et Final Fantasy spil plejer at tage et godt stykke tid at gennemføre, men XIII-2 tager kun 20 timer, afhængig af hvor meget side missionerne fanger en. Det hjælper dog på det at spillet har 9 slutninger at opnå, selvom de fleste af dem ikke kræver andet end at besøge tidligere begivenheder igen med en bestemt ting slået på.

Grafisk ligner spillet stort set sin forgænger på en prik. Personer og omgivelser er stadig flotte, og animationerne er stadig livagtige at se på. Billede hastigheden er dog ikke nær så skarp i denne omgang desværre. Under nogle forfilm og omgivelser i spillet var der en del problemer. Det falder aldrig til Power Point niveau, men det kan blive slemt. Håret på folk ser desuden stadig mystisk ud.

Lyd effekterne er stort set de samme som i FFXIII, hvilket betyder at der ikke er så meget at klage over. Stemme skuespillet er derimod stadig fremragende, og en sand fornøjelse at høre på. Eneste minus her er at Mogs stemme kan blive irriterende efter noget tid. Soundtracket derimod er noget af en skuffelse. FFXIII havde et rigtig godt soundtrack, men her i FFXIII-2 er kvaliteten noget lavere. Den er kedelig og uinspirerede, og fyldt med melodier der har fået tilsat noget kedeligt sang. Der bliver sunget både under kamp og når man udforsker, hvilket for mig virker mystisk. Teksterne er kedelige og det passer bare ikke til spillet. Der er desuden og en Heavy Metal udgave af Chocobo temaet, der er intet mindre end forfærdeligt.

Final Fantasy XIII-2 er det meste af tiden en forbedring, hvilket vi også var lovet. Gameplayet er mere åbnet, det er sjovere og belønnende, og så er der faktisk nogle gode side missioner og en overraskende god historie. Det holder dog ikke hele vejen igennem. Kamp systemet er stadig blandet, muligheder som f.eks. shopping er stadig lige så tyndt som tidligere, og mangel på ordentlige mini spil. Spillet lider desuden også af at være for afhængig af endnu-ikke-udgivet DLC, f.eks. på historien.

Især sidst nævnte er noget man skal være opmærksom på før man træder ind i dette spil.

Hvis man synes at Final Fantasy XIII var en skuffelse, så vil XIII-2 dog være et besøg værd. Det er et godt spil på trods af sine fejl, og viser at Square Enix stadig har potentiale til at kæmpe med de store drenge. Nu skal de gode ting i dette spil bare blive endnu bedre, og problemerne rettes, så kan serien vende tilbage til sin storheds tid. Indtil da, så er dette bestemt tiden værd.