Silent Hill HD Collection

Lad os rejse tilbage i tiden. Tilbage til en tid hvor spil som Resident Evil, Dino Crisis og Alone In The Dark var store hits. Disse tre spil var nogle af de største inden for Survival Horror genren dengang med tank kontrol, forudbestemte kamera vinkler, mangel på ammunition, point and click adventure inspirerede elementer og en stor portion uhygge. Ja, det var sgu noget særligt dengang, der på trods af (især i dag) irriterende design og frustrerende elementer stadig fik os til at sove med lyset tændt om natten.

Midt i alt dette opstod Silent Hill i 1999. Først afvist som en Konami kopi af Resident Evil, men som hurtigt skilte sig ud på mange måder, med mindre action og større fokus på psykologisk gys. Siden hen er spillet blevet til en serie, der er stærkt husket for sit dybe psykologiske gys, syg og forstyrrende grafik og fantastisk lyd og musik.

Serien lever stadig i dag, men er faldet meget fra den siden hen, takket være udviklere (blandt andet dumme amerikanere) der ikke har vidst hvad de havde at gøre med. Survival Horror er også faldet fra den. Gys er effektivt blevet smidt ud, og erstattet med action, rige muligheder for at slå igen og historier der er kedelige og forudsigelige.

Ved anledningen af udgivelsen af Silent Hill Downpour, er Silent Hill 2 og Silent Hill 3 genudgivet i en HD samling til PS3 og X-Box 360. Velkommen tilbage til Silent Hill.
Som nævnt tidligere er serien ofte husket for sine stærke historier, der er både spændende, overraskende og dybe. Dette gælder for begge spil i samlingen, men især et spil har en historie, som må tilskrives som noget af det bedste nogensinde.

HISTORIE:

Det er nemlig Silent Hill 2, der står stærkest her. Spiller handler om manden James Sunderland, der en dag får et brev fra konen Mary om at komme og besøge hende i Silent Hill, byen der er deres specielle sted. Dette er dog noget mystisk, eftersom at Mary faktisk har været død i tre år, noget som James ikke er kommet over. Han tager derfor uden at tøve af sted til byen, men bliver hurtigt mødt af nogle underlige karaktere og monstre. Noget er i den grad galt med denne by. Kunne Mary virkelig gemme sig herinde?

Historien i sig selv er intet mindre end fantastisk. Mysteriet om Mary er til stede bliver hurtigt en spændende en, fordi det bliver bygget flot op, og behandlet mindst lige så godt. Man føler James' trang til at finde hende, og det bliver hurtigt følsomt.

Side karakterne er mindst lige så mindeværdige, men også direkte ubehagelige. Deres personligheder er meget komplekse, og man kan simpelthen ikke stole på dem. Ofte er de selv lige så forstyrrende som de ting man oplever under selve spillet. Det er en interessant handling, der har noget af nogle chokerende ting at tilbyde, samt noget af en følsom slutning.

En anden ting der også gør handlingen fantastisk er måden det hele er fortalt på. Ikke alle detaljer bliver forklaret, men vist. Spillet er tung på symbolik og metaforer, ikke just noget nyt men Silent Hill 2 gør det på en speciel måde. Omgivelser, begivenheder, filer og endda spillets fjender er der ikke bare fornøjelsens skyld, men har en dyb betydning for handlingen.

Der er meget at tænke over og analysere, hvilket man yderst sjældent kan sige om et video spil. Ja, handlingen er så god, at man skulle tro det var en film, men næh nej dette er et video spil, og historie fortælling på sit højeste. Dette er et af de bedste handlinger der nogensinde er lavet til et video spil, og alene på dette er Silent Hill 2 værd at tjekke ud.

-

Silent Hill 3 handler pigen Heather, der under en shopping tur for sig far møder privat detektiven Douglas, der åbenbart er blevet hyret til at finde hende. Heather er dog ligeglad og flygter fra ham, men hurtigt går det hele galt. Shopping centeret bliver fyldt med monstre og omgivelserne bliver transformeret til et forstyrrende helvede. Heather må gøre alt hvad hun kan for at flygte fra stedet, så hun kan komme hjem til sin far og væk fra det forstyrrende mærkværk.

Handlingen i Silent Hill 3 er ikke nær så skarp som Silent Hill 2. Der er stadig metaforer og lidt analyse, men dybden mangler og det er ikke nær så tanke vækkende. Med det sagt, så er handlingen her stadig noget værd. Den har nok drejninger og interessante mysterier til at holde i længden, og så er den simpel at forstå og følge med i. Spillet lider måske lidt for meget af at være en fortsættelse til Silent Hill 1, men den holder stadig, og er stadig foran mange historier i moderne gyser spil.

GAMEPLAY:

Gameplayet i Silent Hill 2 og Silent Hill 3 er stort set identiske til hinanden, med få forskelle. Begge spil går ud på det samme, udforske omgivelser ved systematisk at gå igennem bygninger, klare puzzles og undgå monstrene. Det er meget identisk med de gamle Resident Evil spil, og på nogle måde fylder Silent Hill den serie til punkt og prikke, og alligevel formår spillet at skille sig ud fra den serie.

Først og fremmest, hvor man som regel godt kunne slippe af sted med at dræbe alle fjender i Resident Evil, så kan det ofte ikke betale sig i Silent Hill, takket være kontrollen og kameraet. Kameraet er mere frit end Resident Evil, men kan være i vejen til tider, og kontrollen er desuden klumset som bare pokker.

Alligevel er dette en stor fordel for Silent Hill, fordi det er med til at skabe en del af gyset og indlevelsen i spillenes verden. I modsætning til Resident Evil, er James og Heather hver dags personer der aldrig før har brugt hånd våben eller været i nærkamp. Dette, samt de stærke monstre, gør at kamp burde undgås med mindre det er absolut nødvendigt. Det er for risikabelt.

Det bliver hurtigt et spørgsmål om at undgå fjenderne, og som hjælp har man en ødelagt radio der støjer hver gang en fjende er i nærheden. Sammen med lommelygten til udforskning af de mørke bygninger, er radioen ekstrem vigtig. Bygninger er utrolig mørke, og byen udenfor er opslugt af en tyk tåge der gør at ens syn er stærkt begrænset. Derfor kan det hurtigt blive en skræmmende og intens affære når en fjende er i nærheden.

Spillet ligger desuden stor vægt på at udforske omgivelser og klare puzzles. Spillets puzzles er ret kloge, og hvis man finder dem for lette, kan man endda skrue sværhedsgraden helt op på dem. Det er dog på dette punkt hvor Silent Hill viser en meget gammeldags side af sig selv. Det handler om at trykke X de rigtige steder, og få en kort tekst beskrivelse der fortæller hvad det er man undersøger, så i nogle tilfælde kan det godt ende med at man spammer X knappen, for blot at finde vejen videre (det burde dog ikke være nødvendigt).

Desuden skal man ikke lade sig narre af bygningernes størrelse, de fleste døre er nemlig fuldstændig låst af for aldrig at blive låst op. De fleste døre har nemlig en ødelagt lås hvilket betyder at døren aldrig bliver låst op. Det er lidt mærkeligt i dag, men alternativet er at bruge for meget tid på et sted, hvilket hurtigt ville gøre spillet trættende.

Silent Hills metoder til at skræmme spillere er også markant anderledes i forhold til Resident Evil, og nutidens gyser spil for den sags skyld. Hvor spil som Dead Space i dag fokuser på action med aggressive fjender der elsker at stå i rampe lyset, tilsat billige choks, fokuser Silent Hill på atmosfæren. Lyd designet kommer på spil her, med en masse mærkelige og skumle lyde, samt ubehagelige omgivelser og fjender der kan dukke op over alt.

Lydene bliver uhyggelige fordi der er umuligt at vide om lyden kommer fra en fjende eller ej. Det bliver aldrig gjort tydeligt hvornår man ender i kamp. Desuden, lyde forbliver skræmmende så længe man ikke ser hvad det er, hvilket Silent Hill tydeligt er en mester i. Dette mister sin effekt lige så snart det bliver afsløret hvad der står bag det, en lektie som nutidens gyser spil kunne lære meget af.

Derfor forbliver spillet stadig uhyggeligt selvom SH2 er fra 2001 og SH3 fra 2003. Det er en mesterlig atmosfære, som få kan levere. Jeg har spillet disse spil til døde da jeg voksede op, men overraskende nok var jeg stadig skræmt til tider. Tro mig, det her er hvad sande mareridt er lavet af, og mange tak for det Akira Yamaoka!

Konklusionen er at disse spil ikke kun stadig er skræmmende i dag, men at de er fremragende at spille, takket være en god atmosfære og solidt gameplay. Og ja, den klumsede kontrol og til tider irriterende kamera gør det netop solidt! Spillende bevæger sig væk fra blot at være spil, til at være oplevelser, hvilket sjældent kan siges.

LEVETID:

Her kommer dog et svagheds punkt ved begge spil. De er begge overstået på 5 til 7 timer, så de er hurtigt gennemføre. Der er dog genspildnings værdi, da spillene har mere end en slutning.

SH2 har i alt seks slutninger, hvor SH3 kun har 3, og så er der bonus ting at låse op for, som f.eks. våben. SH2 har dog mest levetid her. Ikke kun pga. slutningerne men også for at analysere handlingen, hvilket kan blive en god grund til at vende tilbage til spillet. Men på trods af de 5 til 7 timer per spil, så er det nogle timer man næppe vil glemme.

GRAFIK:

Som i hver anden HD samling kan det tydeligt ses at spillene stammer fra tidligst 2001. I dag ser karakterne okay ud, og nogle teksturer er blevet noget flade, men for det meste holder spillet sig faktisk godt.

Omgivelserne er stadig flotte, og til tider så forstyrrende og forskruet at det er sygeligt. F.eks. at opleve Silent Hill 3s underverden er det rene vanvid, fyldt med forstyrrende og ubehagelige billeder. Man tør ikke engang forestille sig hvordan det er blevet sådan, eller hvilke hjerner der har opfundet det. Det er sygeligt, forstyrrende og som taget ud af et mareridt. Og alligevel kan det kaldes kunst fordi det er grotesk på en smuk og elegant måde. Måske skulle jeg til at finde mig en psykolog...

LYD:

Jeg har sagt meget om spillets atmosfære i forvejen, så lad mig blot minde om at SH2 og SH3 har noget af det bedste atmosfære nogensinde i video spil. Musikken er desuden også af lige så høj kvalitet. Min personlige mening er i hvert fald at musikken er noget af det bedste nogensinde i et video spil. Det er både følsomt, uhyggeligt og mindeværdigt, og så virker musikken desuden også udenfor spillet.

HD ÆNDRINGER:

Silent Hill 2 har fået et ekstra scenarie med, der tidligere kun var til at finde i Directors Cut udgaven. Dette scenarie udvider historien og universet, men kan gennemføres på under en time. Det er stadig et godt scenarie, men sammenlignet med selve SH2 og SH3, er det måske for det bedre at den kun er en time lang.

Begge spil har desuden fået nyt stemme skuepil, en god ting da de gamle stemmer er noget bag ud, sammenlignet med i dag. De nye stemmer er faktisk en forbedring, og i nogle tilfælde en stærk forbedring, men fans skal nok lige vende sig til de nye stemmer. SH2 har muligheden for at spille enten med det nye stemme skuespil eller det gamle. SH3 har kun de nye stemmer, og det er desværre rettigheds problemer med to af de tidligere stemme skuespillere der har forhindret dette.

Her begynder der dog at opstå nogle problemer. For det meste er stemmerne stort set for hurtige på aftrækkeren, og kommer ofte før personernes munde faktisk bevæger sig. Intet er mere irriterende end når stemmer og mund bevægelser ikke passer sammen, og her snakker vi om at der kan være sekunders forskel mellem stemmer og munde.

Lyd effekter mangler desuden også et par steder, både i forfilm og under gameplay, eller er forud, og på trods af at noget af dialogen er ændret fra det oprindelige manuskript på et par punkter, så opfanger underteksterne det ikke, men skriver derimod stadig fra det gamle manuskript. Hvordan man laver sådan en fejl er i sandheden et stort mysterium. Desuden passer mundbevægelserne heller ikke til de få nye ord. Der er ærlig talt ikke gjort noget ærligt forsøg for at få tingene til at passe sammen.

Og jeg er virkelig ked af at sige det her, men det førnævnte problem var kun toppen af det store isbjerg.

Farve og lys er på ingen måde så skarpe som de var på PS2. Farverne ser f.eks. ud som om nogen har skruet kontrast knappen fuldstændig i bund, og byens veje man går på er blevet så rene at det ikke længere ligner den game by, som det engang gjorde.

Et værre problem er tågen. Den oprindelige idé med tågen var at både skabe atmosfære og skjule ufærdige omgivelser, og er trods alt et af seriens vare mærker. Tågen er blevet lavet om så det ligner at man bevæger sig rundt i en oplysende cirkel. Tågen forsvinder ud af det blå som denne cirkel, man befinder sig i, bevæger sig. Det ligner ikke at man går igennem tåge, men nærmere at det på magisk vis forsvinder som man går imod det.

Desuden er den blevet løftet for meget, dog dette problem er størst i SH2. Et monster der skulle skjules som en skygge bag tågen kan ses fuldstændig nu, hvilket fjerner spændingen. Desuden kan man se mere af omgivelserne til det punkt at man ser ting man ikke burde se. Dette betyder f.eks. i en forfilm ved søen, er tågen løftet så meget at man kan se hvor omgivelserne ender, hvilket direkte dræber det øjeblik.

For en eller anden mærkelig årsag, er en berømt chokerende scene i SH2 også blevet forkortet. Der er faktisk ikke tale om censur her, men en fejl, og hvordan det kan slippe forbi udviklerne er for mærkeligt.

Desuden er en anden kendt båd scene blevet fuldstændig ødelagt. Vandet ligner ikke vand længere. Det er blevet til hvide cirkler og man kan endda se de mønstre som det såkaldte vand er bygget på. Det ligner noget taget ud af en meget tidlig udviklings fase af spillet og er direkte pinligt. Selv gamle Super Nintendo spil kan lave mere overbevisende vand.

I SH3 er der ufattelig mange lyd loops. Atmosfære lyden stopper ofte et sekund for blot at genstarte, og det samme gælder for radioen. SH2 lider ikke af dette problem så vidt som jeg opdagede det i hvert fald, men det ødelægger atmosfæren fuldstændig.

Desuden er CG forfilmene i SH2 blevet offer for dårlig komprimering, og SH3 har nogle utydelige øjeblikke. Nogle forfilm har også fået tilføjet objekter der på ingen måde passer ind i spillet. Det er sket i en forfilm, og det ender endda med at karakteren går igennem objektet! Skygger fra personer ligner desuden noget der er taget ud af et NES spil.

Men langt det største problem er frame raten. Den er nærmest ustabil konstant, og der er overraskende langt mellem de fint kørende øjeblikke. Både får man kæmper imod monstre og når man udforsker omgivelserne opstår der problemer. Men det er værst når man er udenfor, hvor frame raten nærmest bliver tvunget i knæ, især i SH3. Her er frame raten konstant i bund, bortset fra et par enkelte sekunder en gang imellem hvor der faktisk kører normal.

Et fantastisk eksempel på hvor dårlig den er? I SH3 havde jeg den nødvendige lommelygte slukket for det meste. Ikke for at skjule mig selv for monstrene (de opdager en alligevel) men for at spillet kunne køre ordenligt. SH3 foregår for det meste indenfor, men uanset om der var fjender eller ej, om diverse rum var store eller små, blev frame raten tvunget i knæ. Det gør ondt hver evig eneste gang, og hvordan det kan opstå er svært at forstå.

Disse problemer var ikke til at finde i de oprindelige udgaver af disse spil, kun i disse såkaldte forbedret udgaver. Dette er ikke en HD konvertering (der er ikke engang noget HD over det), det er systematisk destruering af to klassikere. Capcom er ikke længere så slemme, det her er den mest skuffende, dovne og deprimerende konvertering nogensinde.

Kraften fra PS3 og X-Box 360 bliver på ingen måde udnyttet, man har blot taget de oprindelige PS2 spil, fået dem til at køre på de nye konsoller, og så skide være med resten. Det er amatør arbejde der stinker langt væk af grådighed, at det eneste man var interesseret i var hurtige penge. Det får også en til at undre sig over hvorfor spillet blev forsinket fra januar 2012 til april 2012.

KONKLUSION:

Når man anmelder spil og spiller så mange spil som jeg gør, kommer man ofte ud for elendige, dårlige, okay, gode, fremragende og fantastiske spil. Men Silent Hill HD Collection er første gang jeg nogensinde er blevet deprimeret over et video spil. Jeg vil så hjertens gerne fortælle at folk skal rende ud og købe det, fordi det er stadig fantastiske spil. De lever gys som ikke kun fuldstændig mangler i moderne video spil, men som faktisk slår de fleste gyser film. Gameplayet er klumset men spillene får vendt dette til en stor fordel, historien i Silent Hill 3 er stadig god, og historien i Silent Hill 2 er stadig en fantastisk milepæl inden for video spil. Disse spil slår stadig meget af det der bliver lavet i dag.

Derfor gør det mig så ked af det (hvilket er ret godt gået), at jeg ikke kan anbefale samling på grund af alle de fejl der er sluppet igennem. Det er pinligt at alle disse fejl er sluppet igennem, og det ødelægger direkte spillene, både for fans såvel som nybegyndere. Samlingen er amatør arbejde, et hurtigt arbejde hvis eneste formål er at hive penge ud af trofaste fans. Ingen hos Hijinx Studios har gået op i at lave denne konvertering. Enten det, ellers er de bare inkompetente idioter der ikke kan finde ud af noget som helst. Og ja det var groft sagt, men det er umuligt at respektere dette hærværk af to fantastiske spil.

Dette er på ingen måde en HD konvertering. HD er for godt til dette, dette er en nedgradering. Disse spil kan kun anbefales i deres oprindelige PS2 udgave, og hvis man ikke ejer en kan man heldigvis skaffe disse spil på PC. At spille spillene med et keyboard er bestemt ikke den optimale måde at spille disse spil, men det er langt bedre end at skulle oplevelse disse tortureret og gennembanket udgaver. Disse spil fortjener meget bedre. Det forlyder at en patch er på vej, men håb ikke for meget. Dette er en af de største skuffelser og fornærmelser længe, og let den værste HD samling til dato. SKAM JER!!!!

(Baseret på spillene fortjener samlingen 9/10, men de omfattende tekniske problemer og den forfærdelige konvertering trækker desværre kraftigt ned).