
Nu hvor Ghost Trick er kommet til iOS, vil jeg lige smide min anmeldelse for DS-udgaven op, og minde om, at denne udgave er lige så oplagt som den tidligere, da celshade grafikken nu er i HD på den lille skærm. Ultimativ udgave, og her er anmeldelsen.
Ace Attorney-serien var kommet lidt ud på et sidespor med de sidste par spil, og havde mistet styrken fra det første spil. Der var fokus på spøgelser og specielle detektiv-visirer/syn, men det hørte bare på en eller anden måde ikke hjemme i Ace Attorney-spillene.
Endelig beslutter skaberen af serien at skabe et nyt koncept MED et nyt navn. I stedet for at give os Ace Attorney: Phantom Detective har vi fået Ghost Trick, og det er jeg lykkelig over!
Du vågner op efter at have været bevidstløs og ser en scene foran dig: en rødhåret pige bliver holdt op med et skydevåben af en mystisk lejemorder og imellem dem ligger liget af dig selv. Du lærer af et andet uidentificeret spøgelse, hvordan du som spøgelse kan besætte ikke-levende ting, typisk møbler og andet skrammel som der heldigvis af masser af fra start af da du befinder dig på en losseplads. Alle livløse genstande kan på den måde manipuleres i en mild grad, som fx at dreje en lampehals, og på den måde enten skabe en ny vej hen til noget andet, du kan nå hen til, eller direkte påvirke de mennesker der er i nærheden. Man skifter mellem to tider og verdener, dimensioner kan man vel sige: reeltid i den virkelige verden, hvorfra man kan se sig omkring, lytte til hvad folk snakker om og vigtigst af alt bruge "ghost tricks" til at manipulere objekter. Den anden dimension er spøgelsesverdenen, hvor tiden er stoppet og man kan hoppe over til andre objekter. Man kan skifte mellem genstande så tosset, man vil, hvis man bare kan nå dem.
En anden vigtig evne, man får, er at når man overtager et lig, kan man i stedet for at manipulere det, rejse med kroppen tilbage i tiden 4 minutter før dødens indtraf. Og det er her spillet sætter dig på prøve mod tiden, mens du skal løse gåden om hvorfor personen døde og dernæst regne ud, hvordan du med dine evner kan forhindre denne.
Mekanikken er en anelse svær at forstå beskrevet, så jeg vil anbefalde at man går ind på den officielle hjemmeside og prøver demoen gratis på sin pc.'
http://www.nintendo.co.uk/NOE/en_GB/games/nds/ghost_trick_pha
ntom_detective_18194.html
Resten af historien vil jeg helst ikke spolere, da jeg allerede føler, jeg har sagt rigeligt om et spil, hvor historien er nøgle-elementet og helst skal opleves på førstehånd.
Udfordringen:
Ghost Trick kan somme tider virke let, men efterhånden som historien glider frem, kan man ikke længere bruge de sædvanlige metoder til at løse gåderne men er tvunget til at tænke en smule uden for boksen. Det bliver dog aldrig alt for svært, hvis man bare overvejer og afprøver alle tænkelige muligheder længe nok. Det kan være straffende at starte helt forfra efter at have overset en vigtig mulighed i et splitsekund af hændelserne. Det medvirker, at man til gengæld gør sig ektra umage med den straf i tankerne, og belønningen, i form af at få at vide hvordan historien nu skrider frem, er det hele værd.
Fornemmelsen:
Når man rejser tilbage i tiden og ender frem 4 minutter før personens indtraf af død, gribes man straks af stemningen. Man rejser gennem hvad der ligner en røde blodlegemer og uret tikker mens talebobler popper op om evt. hjælp eller for at minde én om at man har travlt. Den karikerede noirstemning minder ikke som noget andet, men måske en blanding af forskellige inspirationskilder, hvor der både indgår en smule Layton-stil, men også nogle af mine yndlings barndomstegnefilm som Power Puff-pigerne, Dexter's Laboratorium, Frygtløs den Frygtsomme Hund og Johnny Bravo - meget vestlige tegnefilm. Det understreger også hvordan man helt glemmer, at det er et japansk udviklet spil. Faktisk er det eneste japanske ved spillet netop den usynlige fornemmelse af strømlinethed og rendyrket perfektion. De menuer og den stemning finder du ikke i særligt mange vestlige spil, selvom man burde, da den ikke på den måde er japansk, men bare god.
Friheden:
Dette er nok det svageste punkt for spillet. Selvom du har mange muligheder for at prøve forskellige tricks af, så er der tegnet en bestemt linje til vejen, som udviklerne vil have, at du tager. Meget ligesom Phoenix Wright.
Stedet:
Man har et interessant vue i spillet. Udover at man er spøgelse og kan se hvilke ting der kan overtages gennem et spøgelses synsfilter, er det normale perspektiv lækkert panorerende gennem folks huse og rum, man kan se indtil. Det er svært at beskrive, men det svarer til at man har fjernet den yderste væg, der ellers ville spære udefraseende i at kigge ind. Så man skærer faktisk huse, biler og andre tildækkede områder midt over, så man kan se hvad der sker inden for, samtidigt med at man kan se hvad der sker uden for, fx hos naboen. Menneskene lever deres eget liv og følger deres rutiner, mens du som spøgelse har lyst til at være til stede selv, men må nøjes med at være voyeaur, skabe ramasjang omkring dig og indirekte påvirke verdenen.
Løftet:
I dette spil er der ingen ekstra unlockables eller bonusmateriale. Det er fungerer i princippet helt ligesom Phoenix Wright på sit grundlæggende plan: det er en digital, spændingsfortælling. Og netop derfor kan spillet kun kan give dig løftet om, at du får en konklusion på den medrivende historie.
Fantasien:
Fra starten af ved hverken du eller hovedpersonen hvem du/I er, og man sætter sig nemt ind i karakterens rolle og vil ligesom ham bare gerne nå frem til sandheden om en selv. Det er godt trick fra udviklerens side til at ville dykke ned i denne verden og modtage de indtryk, man får, i stedet for at man ser til distanceret uden selv at kunne forholde sig til figurerne.
Og jeg ville nok få klager hvis jeg undgik grafik/lyd:
Hvis I har læst min anmeldelse af det første Phoenix Wright, så ved I, at Botalisko og jeg selv var meget imponerede over soundtracket - for ham var det faktisk noget af det, der gjorde spillet ekstra godt. Jeg anerkendte musikken som afsindigt god, men ikke som et altid lige passende soundtrack til miljøet, man levede sig ind i.
I Ghost Trick har de bragt den samme dirigent ind, der har lavet lydsporet til kun det første af PR:AA-spillene. Derfor er musikken også knaldgod i Ghost Trick, men hvad der er vigtigere: her passer soundtracket for alvor til stemningen af noir og suspense som dette spil i forvejen understreger visuelt. Tilpas jazzet og endda funky, men altid så man fornemmer situationens alvor, og musikken tilpasser sig også når man fx er i tidsnød, og de mere spøgelsesagtige toner er indsat, når man befinder sig i de dødes parallelunivers og skal rejse gennem tiden. Der er ikke noget at klage over.
Og endeligt, så er vi frigjorte for at skulle høre på de irriterende tekstlyde, når folk taler! Det var også blevet en pine i de seneste Ace Attorney-spil, så jeg takker gevaldigt!
I må forresten undskylde, at jeg så ofte sammenligner med Ace Attorney, men det er ikke fordi, jeg personligt er AA-fanatiker. Ghost Trick er selvfølgelig, som jeg også understregede tidligere, en helt ny franchise (eller i hvert fald et nyt navn, men vi håber på, at der kommer nogle efterfølgere) og spillet skal selvfølgelig også bedømmes individuelt, som enhver ny serie. Men spillet indeholder rent faktisk nogle referencer til AA-spillene, og jeg tror også man generelt vil sætte pris på GT anderledes, hvis man har kendskab til skaberens udvikling af spil.
Grafisk er der tale om pure originalitet. DS'en har været eksperimenteret med mange gange grafisk, men denne brug af celshade er ny for ethvert medie. Man ser som sagt alt fra siden, lidt som en sidescroller, bare uden platform-delen, man typisk forbinder den slags med. Figurerne er virkeligt levende, og man ved aldrig, hvad man kan vente sig fra dem, hvilke vinkler, man kommer til at se dem fra. Jeg kan nu bedst lide de strømlinede figurer som nærsynede Jargo, fordi når mange af figurerne begynder at danse og lave pludselige, sjove bevægelser, afslører udvikleren sin japanske oprindelse - de måder at danse på er så ærketypiske for japanske tegnefilm. De excentriske bevægelser, som når nogen får et chok, er også helt overdrevede, men deri ligger også styrken i den japanske formidling: man kan se hvad hvordan personerne har det ud fra deres bevægelser, snarere end deres ansigtsudtryk, og det er vigtigt i det perspektiv, man ser det. Overdrivelse fremmer forståelsen.
Ansigterne fremstår nemlig ikke så tydeligt på figurerne i deres 3D-form, grundet DS'ens relativt lave opløsning, og det leder tankerne hen på, hvor fantatisk dette spil ville være at spille som et download-spil på PSN eller noget i den stil, så man kunne spille det i HD. Dog er der ingen tvivl om, at touch screen kontrol fungerer rigtigt godt, og spillet er stort set som skabt til DS'en. At bruge stylusen er i hvert fald ofte at fortrække frem for knapper, når man skal vælge objekter at besætte på spøgelsesskærmen - men man kan godt udelukkende holde sig til knapper, hvis man ønsker det.
GHOST TRICK
Køb det hvis du elskede de oprindelige Phoenix Wright-spil, eller hvis du mangler et nyt, originalt DS-spil. Det her skal prøves af enhver!
Undgå det hvis du vil snyde dig selv for en rigtig god oplevelse.