Ico

Det var lidt svært for mig at gå ind til Ico. Hvorfor? Fordi spillet har så stort klassiker status, at det næsten er umuligt ikke at gå ind til spillet, og kun forvente guld og grønne skove. Men jeg har nu gjort forsøget alligevel. Tidligere havde jeg kun prøvet en demo af spillet, der ikke ligefrem tiltrak mig, så at jeg endelig fik spillet dette spil er mere pga. spillets status og fordi Shadow of the Colossus fulgte med. Men som sagt, alt skal have en chance, uanset hvor svært det kan være. Og må da også indrømme, at være en smule nysgerrig angående spillet.

Du spiller som Ico, en dreng der er sendt i fangeskab fordi han har horn. Han bryder dog hurtigt ud af sit fangeskab, og støder nærmest direkte ind i Yorda, en pige der snakker på et mystisk sprog, og som bliver jagtet af skygge lignede væsner. Ico beslutter sig for at tage Yorda i hånden, og sammen prøver de at finde en vej ud af det slot, hvor de blev holdt fanget.

Allerede fra starten er det tydeligt at historien i Ico ikke er som set så mange andre steder. Man bliver smidt direkte ind i spillet, uden nogen form for forklaring, eller information, og spillet er næsten fuldstændig fri for forfilm. Faktisk så sker der ikke engang noget som helst, det meste af tiden, og underteksterne viser kryptiske tegn hver gang Yorda taler.

Og alligevel er det en god historie. Den er simpel, langt fra original, og alligevel er den følsom. På en eller anden måde, formoder spillet at skabe et bånd mellem spilleren og de to karakterer man konstant har øje på, og vælger at lade de små øjeblikke få stor betydning, uden at være afhængig af historie drejninger eller overdrevene tekniker. Dette er en beskeden og følsom historie, og et af de tidligste (og bedste) eksempler på en god historie fortalt gennem gameplay.

Ico er et tredje persons adventure spil, med platform og kamp elementer. Målet er simpelt: Kom ud af slottet med Yorda. Der skal hoppes fra afsats til afsats, skubbes kasser, hives i håndtag osv. Alt dette skal gøres i selvskab med Yorda, som man skal holde i hånden og føre rundt. Kan hun ikke klare en afsats, er der som regel noget man skal skubbe på plads, så hun kan klare det.
Alt imens dette sker, vil der være tidspunkter hvor skygge væsnerne kommer for at prøve at bortføre Yorda. Her skal man være hurtig om at slå dem ihjel, fordi slæber de Yorda fuldstændig ned i det sorte hul (hvor de desuden kommer fra i de givende situationer), så er spillet slut.

Kamp systemet er simpelt, og det er ikke rigtig andet end at trykke på den samme knap, og så have lidt fart på. Det er måske for simpelt for nogen, men det behøver ikke være kompliceret hvis du spørger mig. Det er ikke spillets fokus.

Det kan til tider være uklart hvor man skal tage hen næste gang, men spillet er for det meste en sjov affære, der som nævnt før også understøtter en fremragende historie. Hvis man forventer at se specielle gameplay begivenheder som i f.eks. Batman: Arkham City så bliver man skuffet, fordi det er ikke sådan spillet funger. Det er for det meste bare Ico og Yorda sammen, og via den måde bliver man faktisk knyttet et bånd til dem. Der er bare et eller andet specielt ved at se Ico gribe ud efter Yorda når hun skal hoppe fra en afsats til den anden.

Ico har desværre nogle problemer dog. Yordas kunstige intelligens er ikke altid så skarp, så der vil være gange hvor hun stædigt nægter at rykke videre fra en bestemt position (dog er dette et lidt sjældent tilfælde), og hun er ikke altid villig til at klatre op af en stige. Yordas til tider uskarpe AI er dog ikke det eneste. Spillets kontrol er desværre også lidt for uskarp. Den er bare ikke præcis nok, og især i spillets sidste bane giver den problemer. Det er langt fra nok til at ødelægge spillet, men det ville have været værdsat, hvis spillet bare var en smule skarpere at styre.

Spillet er desuden en kort affære. Det tog mig kun lidt over fire timer at køre igennem dette spil første gang, og hvis jeg siger at spillet har et trophy for at gennemføre det hele på under to timer, så får du nok et billede af hvor kort det er. Spillet har heller ikke særlig meget genspildnings værdi, selvom spiller tilbyder belønninger. Udover trophies, er der en ekstra (men ligegyldig) slutning, kan man åbne en to spiller mode, så man kan have en ven til at styre Yorda, og faktisk få oversat hendes dialog til engelsk. Om det tiltaler en til at spille spillet igennem mere en engang dog, er svært at sige.

Selvfølgelig er grafikken ikke meget at råbe hurra for her i 2011, men det kører nu meget godt i HD. Men det var især et flot spil, da det oprindeligt udkom, tilbage i 2001, og havde især for den tid nogle rigtig flotte effekter. Men som sagt, det er ikke et grimt spil i dag, og det kører stadig godt i HD.

Lyden er dog meget med til at gøre spillet specielt. Først og fremmest (som nævnt før), så er der intet dialog der er udtalt på engelsk, men på et fiktivt sprog, der er meget specielt og interessant at høre på. Musik er til stede (og det der er der, er godt), men ellers er det for det meste atmosfæren der er til at høre. Dette gør dog intet, fordi atmosfæren er så fremragende, at man lever sig fuldstændig ind i spillets verden.

Og det er blandt andet derfor, at Ico alligevel vinder stort i sidste ende. Man lever sig fuldstændig ind i spillets verden, og fanger en på måder, man ikke skulle tro var muligt. Hvem ville tro at et spil der nærmest intet gør for at fortælle en historie, og i realiteten bare en lang eskorterings mission, alligevel kan være så følsom og fremragende? Det svært at sige, men det gør det, og er en af de mest unikke oplevelser man kan opleve.