Mortal Kombat

Mortal Kombat

Kirurgiske X-rays og kæberystende uppercuts - Mortal Kombat er tilbage i topform!

Round one - fight!

Da jeg satte mig for at anmelde dette spil, havde jeg en klar idé om hvordan anmeldelsen skulle være. Den skulle være vidende, vittig og velskrevet. Men så fik jeg mit eksemplar af Mortal Kombat i hånden, og straks var jeg forvandlet til en pubertær og skraldgrinende teenager. Det niende Mortal Kombat er et overflødighedshorn af stil, indhold og brækkede lemmer. Præcist som vi elsker og husker det fra børnehaven.

Den, som har fulgt med i Mortal Kombats historie, ved hvor kringlet den er. Onde troldmænd, faldne guder, nedrigt bedrageri og komplotter som strækker sig over flere århundreder er trivielle bagateller for heltene i Mortal Kombat-universet. Det er også derfor Netherrealm Studios har valgt at gå tilbage til rødderne. Spillets historiedel begynder med at tordenguden Raiden sender en telepatisk advarsel tilbage til sig selv anno Mortal Kombat I. Hvis verden ikke skal gå under i ragnarok og rabalder, bliver en uspecificeret kriger nødt til at vinde. Stakkels Raiden kan begynde sit detektivarbejde, men det er ikke nemt når der er så meget vrøvl med både medspillere og modstandere. De fleste karakterer forstår tilsyneladende ikke situationens alvor, og Raiden kæmper konstant for at holde sine allieredes koncentration fanget og fokuseret. I historien tror Johnny Cage at han er på et filmset, og ikke til en dødelig kampturnering som skal bestemme jordens fremtid. Historien er så håbløst fjollet og fuld af uintelligente oneliners, at man hulker af grin hele vejen igennem. Det er på ingen måder et negativt argument - det er tydeligvis meningen, at det skal være uprætentiøst og plat. Så længe man er med på løjerne er det fremragende. Desværre er historien ikke så episk og interessant som Mortal Kombat: Deceptions var, til gengæld er den uendeligt strammere og bedre fortalt. Man mister aldrig overblikket, og den glimrer ved sit totale fravær af loadingsekvenser. Det er et kæmpe plus, at seriens mest ikoniske skurk, Shao Kahn, igen har besteget tronen, og folder sig ud som heltenes ærkenemesis. Lad os håbe at denne trend holder ved i fremtidige udgivelser, da seriens øvrige skurke har lidt af en irriterende "ondere og stærkere"-inflation. Deres volumen skulle lige skrues lidt for meget over 11 ved hvert nyt spil. Hvis man er færdig med historien kan man tage fat på the Battle Tower, hvor man slås mod ti modstandere og til sidst møder Shao Kahn. Han er en urimelig modstander, da han er afsindigt hurtig, slår hårdere end en faldende skyskraber og kan både ignorere og trumfe dine slag og komboer - men så er man altså også dagligstuens konge hvis man klarer ham.

Get over here!

Jeg er ikke pro fighter-spiller, men jeg har nu alligevel spillet en del slåssespil i min tid - og det nyeste Mortal Kombat kan snildt måle sig med genrens sværvægtere. Sammenlignet med de forrige spil i serien, er det rart endelig at se en tilføjelse som rent faktisk er balanceret og afrundet. Karakterene har ikke længere én, to eller tre tilfældige fighting styles, men derimod et udvalg af unikke angreb, som gavner den enkelte kæmper. I mit tidsmæssigt ubeskedne samvær med Mortal Kombat, har jeg ikke én gang støt på en karakter, som jeg følte havde klare fordele overfor andre karakterer - kun karakterer som er svære at mestre, men derfor dét mere impornerende at vinde med. Jeg tror at udviklerne har fået deres prioriteringer på plads, og fundet ud af, hvad der definerer Mortal Kombat-serien. Det er ret få, men distinkte risk/reward-analyser man gør sig i en typisk kamp. Den (i andre tilfælde) selvfølgelige trivialitet "skal jeg blokere, eller angribe?" har kæmpe fokus i det nyeste Mortal Kombat, og det bliver kun yderligere artikuleret af den dedikerede block-knap. Flere karakterer har eksempelvis snu bagholdsangreb, men hvis de fejler, dingler man uelegant og hjælpeløst i luften, hvilket lægger op til en dødelig kombo, eller seriens signaturangreb, kæberasleren. Hvis man er to spillere på samme niveau, kan man forvente en del mind games, og flere "I see what you did there"-øjeblikke. Den synligste tilføjelse til kampsystemet er det nye og taktiske Super Meter. Det har tre niveauer som støt bliver fyldt ud. Efter første niveau kan man lave stærkere eller bedre spredte specialangreb. Ved det andet niveau kan man lave en breaker på en modstanders kombo, hvilket er kærkomment i pressede situationer. Ved det tredje niveau kan man lave de splinternye X-ray-angreb, som er en slags in game-fatality (man dør dog ikke nødvendigvis af dem, da de (afhængigt af karakteren) skader mellem 24 og 44 procent liv). Disse angreb er noget af det mest brutale jeg har set. Man ser indvolde, tænder og knogler blive lemlæstet på grusom og barbarisk vis. Min bror var med da spillet første gang brummede i maskinen, og vi måtte blegnæbede spørge hinanden om vi seriøst havde været vidne til denne nonchalant omgang med menneskets inderste privatesfærer.

Finish him!

Jeg vil ikke lyve: jeg har simpelthen spillet så meget Mortal Kombat, siden det kom mig i hænde. Spillet er ganske enkelt lårknusende, kranieudhulende og ribbensflækkende sjovt. Der er de grunde jeg allerede har nævnt. Historien er fantastisk kitsch, kampsystemet er sammenhængende og har nogle nye, geniale tilføjelser. Der er også et komplet fjollet, men ligeså sjovt Challenge Tower, hvori du kan udføre hundrevis af forskellige udfordringer. De er alt fra lattervækkende nemme, til tænderskærende unfair. Man kan købe sig fra de sværeste udfordringer ved hjælp af spillets in game kurrency (Mortal Kombats møntfod). Hvilket jeg gjorde utallige gange (skammen holder mig stadig vågen om natten). I spillets Krypt kan man for samme kurrency købe nye kostumer, nye fatalities, og selvfølgelig kedelig concept art. Det er lidt af et lotteri, da man aldrig ved, hvad man får. Alle disse elementer er herligt oldschool, hvilket også er den tydeligste designfilsofi som spillet udstråler. Det hele er lidt gammeldags, lidt urimeligt, men meget sjovt. Jeg indser at denne tilgang ikke er for alle spillere, men fortvivl ikke: urimelighederne glemmes hurtigt, når du efter tiende forsøg endelig ser Shao Kahn falde sammen i ydmygende slowmotion. En anseelig procentdel af min sidste måneds byture er både begyndt og sluttet med Mortal Kombat - der er altså ikke meget som slår synet af ti drenge og piger reagere på en Mortal Kombat kamp, som var det Danmark mod Sverige i VM. Vi har sågar lavet vores eget Mortal Kombat-drikkespil (hvis reglerne har interesse, skriver jeg dem med glæde i kommentar-boksen!). Alt i alt er Mortal Kombat fremragende hvis man søger en ny fighter at mestre, men også et af de bedste partyspil på denne side af Smash Bros. Medmindre du er militant pacifist, eller hedder Jack Thompson, har du ikke nogen undskyldning for ikke at lade Mortal Kombat pryde din spilsamling.