Deus Ex: Human Revolution

Jeg er en af dem, der har spillet det oprindelige Deus Ex, for nogle år siden. Et spil, der ofte er hyldet for at være en af de bedste spil til dato. Jeg er selv stadig glad for spillet, på trods af at spillet har en del år på bagen. Jeg har dog aldrig spillet fortsættelsen Invisible War. Da Deus Ex: Human Revolution blev annonceret, blev jeg en glad mand. Ikke kun fordi at serien nu ENDELIG var tilbage, men os fordi at det i mine øjne, var en helt igennem fantastisk trailer. Nu er spillet her så endelig, og er det lige så fedt som spillets trailer? Er det overhovedet i nærheden af at være lige så godt som det første?

Spillets hoved person er Adam Jensen (og nej han er ikke dansker, i hvert fald ikke så vidt jeg ved), en sikkerheds vagt der vogter over biomekaniske forskere, der arbejder med at finde den perfekte kombination mellem mennesker og mekanik (tænk på at han forsker i at lave folk til Terminatore, bare med mange flere egenskaber). En dag under et rutine check, bliver de biokemiske forskere angrebet. Adam bliver slemt såret imens forskeren/Adams eks kæreste Megan og hendes kolleager bliver dræbt. Adam bliver dog reddet lige på målstregen, og bliver udstyret med en masse biomekaniske egenskaber. Siden hen er angrebet blevet til en konspiration, så Adam sætter sig ud for at finde ud af, hvem der angreb og hvorfor.

Historien er mærkelig at bedømme. Der er både dårlige ting og gode ting, men lad os starte med det dårlige. Til trods for starten, så har spillet ikke rigtig noget karakter udvikling. Jo vidst, der sker drejninger angående personer, men man knytter ikke rigtig et bånd til dem. Tag Adam som eksempel: Han er en badass som man kan lide, men det er ikke det samme som at knytte sig til ham. Det hjælper heller ikke at hans seje stemme nærmest kun er fokuseret på at komme med monotome toner på 90% af sin dialog. Han er mere den kollega/klasse kammerart som man til tider snakker med, og som egentlig er meget flink, men som man bare ikke er særlig knyttet til.

På den anden side, så er det interessant at finde frem til sandheden. At hele tiden få små spor, og konstant være på færden af noget der er større end man skulle tro, er meget tiltrækkende. Spillet har desuden også nogle rigtig gode øjeblikke. Under visse øjeblikke skal man vælge hvad man vil sige til en person, og prøve at få dem til at afsløre ting over for dig. Man skal virkelig tænke over hvad man vil sige, da der er ingen klar indikation på hvordan personen vil reagere på hvad man siger. Ligeledes er det uklart hvor dan ens valg påvirker historien. Det gør bare at man tænker mere over tingene. Ros skal os gives til de dybe temaer som spillet omhandler, og nogle af de moralsk dybe slutninger jeg længe har set.

Dette er et spil, hvor det er temaerne der driver spillet, og det er her at historien bliver rigtig god. Det er en dybt, tankevækkende historie, der sjældent er set i video spil.
Spillet ligner måske en almindeligt Call of Duty klon, men sandheden er langt fra den påstand. Udover at kontrollen er anderledes angående at dukke sig, og at kigge igennem kiggersigtet, så har spillet os stort fokus på stealth. Hvis man vælger at skyde sig igennem, så skal man være meget forsigtig, ellers bliver man fyldt med huller hurtigere, end man kan sige "spillet gav mig lige en ordentlig røvfuld".

Dette betyder at snige sig igennem omgivelser ved hjælp af et typisk dække system, skjule lig, undgå at blive opdaget af turrents og kameraer. Desuden skal man i vanlig stil hacke en masse computere og døre, hvor næsten alt i spillet kan hackes. Det er belønnende at snige sig igennem hele områder uden at blive opdaget, og intenst når man er tæt på at blive opdaget.

På den anden side dog, så selvom man skal være forsigtig med at skyde sig igennem, så er der en masse plads til at skyde sig igennem alt, hvis det er det man vil, og det er her at spillets første fremragende punkt kommer.
Der er ingen bestemt måde at spille igennem spillet på. Vil man snige dig igennem, så er der en masse viadukter at snige sig af sted i, og alternative router at tage. Vil man skyde sig igennem, så er spillets typiske dække system mere end fint til at hjælpe en på vej, med våben der håndters godt og problemfrit. Spillet er bygget til begge spille måder, og man bliver på intet tidspunkt tvunget til en bestemt spille stil, når man skal igennem områderne. Der er plads til alle.

Derfor gør det virkelig ondt, når man kommer ud for spillets boss kampe. Disse kampe fjerner fuldstændig alt den frihed, der ellers er i resten af spillet. Her er der intet valg, bosserne skal dræbes. Der er for mærkeligt, især af et spil der giver en muligheden (og en achievement/trophy) for at komme igennem spillet uden at dræbe en eneste person (undtagen bosser). Disse øjeblikke er klart spillets svageste dele. Ja det første Deus Ex spil havde også boss kampe, men dem kunne man undgå. Det kan man ikke her (så vidt jeg ved).

Men lad os komme tilbage til det positive. For stort set alt hvad man laver i spillet, lige fra at opdage alternative ruter til at hacke sig ind på computere (et af de bedste hacking mini spil jeg længe har prøvet) giver EXP, og for hvert 5000 EXP point man optjener, får men et Praxis point. Disse point bruges til at opgradere Adam, og her kommer vi til den anden fremragende ting ved spillet.
Det er ingen begrænsning på hvad man kan bruge sine point på, så spiller man sine kort rigtigt, kan man sagtens være fuldt opgraderet i alt ved spillets slutning. Men at vælge hvad man næste gang vil bruge sine opgraderings point er svært. Jo vist, man kan opgradere så man kan falde fra alle højder, eller få bedre stealth egenskaber, men så går man glip af mere liv og at kunne hacke en computer/dør med højre level.

Spillet har også nogle større områder, som man frit kan udforske. Det er også her at man modtager side missioner. Områderne er ikke så store, men det gør faktisk ikke meget. Her er fyldt med en masse rum og hemmeligheder at opdage, så her er tale om substans frem for størrelse, og det var det rigtige valg.

Spillet tog mig omkring 20-25 timer at gennemføre, men dette er et spil, der er ment til at spilles igennem flere gange. Der er så mange forskellige måder at komme igennem banerne, at man ikke kan undgå at få lyst til endnu en gennemspilning. Og hvis man er en af dem der vil gennemføre alt, så forvent at bruge mange timer på dette spil.

Grafisk er spillet en blandet oplevelse. Spillet har fin kunstnerisk stil, og på trods af at omgivelserne ser lidt ens ud, så er de faktisk pæne at se på. Personerne er dog en anden historie. De er godt animeret, men de personer man finder rundt omkring i de åbne områder, skriger af sparret tid. Personligt synes jeg os det er ærgerligt, at nogle af spillets forfilm ikke er i lige så god kvalitet som resten af spillet, og at spillet skifter til manuskript agtige sekvenser når man vil slå en fjende om kuld. Det er et pænt spil, men et blåt øje og et par blå mærker.

Spillet har nogle rigtig gode lyd effekter, der nærmest skriger efter surround sound højtalere, med et (for det meste) rigtig godt stemme skuespil. Men den helt store vinder på lyd siden er musikken. Det er et af de bedste soundtracks i år. Det er så energisk og har den rette mængde af drama og spænding.

Deus Ex: Human Revolution formår et par ting. Udover at leve op til den store hype, så formår det også at gøre alle de rigtige ting som det første spil også gjorde. Spillet har utrolig meget frihed, og næsten alle situationer kan tackles på vidt forskellige måder. Det er bare ærgerligt at spillets boss kampe fokuser så meget på at fjerne de ting der er godt ved selve spillet (dette er hvad der kan ske, når man efterlader visse sektioner i andre udvikleres hænder). Det er et blåt øje, og desværre det der forhindrer spillet i at få det magiske 10/10. Men på trods af dette, så er det stadig et fremragende rollespil/stealth/action spil, som ingen burde være foruden.