Homefront

Kender i det, når et helt nyt spil dukker op ud af ingen ting, som ikke er en del af nogen serie, og som fanger en med det samme? Sådan havde jeg det, da jeg først hørte om Homefront. Ja, jeg havde en del forventninger da spillet udkom tilbage i marts måned. Jeg havde fulgt nøje med i nyheder om spillet, og endda læst spillets tidslinje, der gjorde mig endnu mere spændt på spillet. Udviklerne havde jeg det fint med, da deres sidste spil Frontlines: Fuel of War ikke var så dårligt endda (nåede dog aldrig at gennemføre det). Men er Homefront et godt frisk pust i en spil industri, der er fyldt til randen med første persons skydespil, eller er det skuffelse i særklasse?

Homefront foregår i 2027, og sikke en verden det er blevet. Efter Kim Jong-Ils død i år 2011, tog hans søn Kim Jong-un magten, og førte Nord og Syd Korea sammen igen. Alt ser ud til at blive godt, men så starter problemerne. Krig i Saudi Arabien fører til at benzin priserne stiger dramatisk, og får folk til at gå amok i USA. Sammen med en finans krise der fører økonomien helt i bund, gigantisk besparelse på det amerikanske militær, og en ny fugle influenza der har smittet og dræbt mange, er det tydeligt at se, at der hersker kaos i det rød-hvide land. Som om det ikke var nok, så beslutter det forenede Korea at invadere lande. I 2027 hvor spillet foregår, har Korea succesfuldt invaderet USA, og fået landet under kontrol.

Du spiller som Jacobs, en tidligere marine pilot, der en dag vågner op til synet af koreanske tropper, der vil føre dig direkte til en slave lejr. På vejen derhen bliver du dog befriet af den lokale modstands bevægelse, og straks begynder du at arbejde sammen med dem, i håb om at drive Koreanerne ud af landet.

Når man ser spillets intro sekvens, hvor spillets tidslinje bliver forklaret, kan man ikke undgå at blive lidt skræmt, fordi det virker som noget der godt kunne ske. Jeg siger ikke, at de begivenheder som Homefront fortæller os om sker (fordi det er jeg meget sikker på, at det ikke gør), men det virker meget troværdigt. Når selve spillet går i gang, er det på stærke toner. At se folk blive taget til fange, eller dræbt for enten at flygte, eller nægte at gøre som beordret, er aldrig sjovt at se på. At se et par blive dræbt, vidnet af deres lille 5 årige knægt (formoder jeg), der bagefter går grædende hen til ligene af sine forældre, er nok noget af det hårdeste jeg nogensinde har oplevet i et video spil. Ja du læste rigtigt, inden for de første 10 minutter af spillet, sad jeg og græd. Fantastisk start.

Derfor er det en så pokkers ærgerligt, at spillet helt holder op med at gøre disse ting ved bane seks ud af syv. Indtil da, er der en række fremragende øjeblikke, men så stopper det, for i stedet at blive et typisk skyde spil, men en slutning der kommer alt for hurtigt, alt for pludseligt, og leder op til en fortsættelse. Da rulle teksterne rullede hen over skærmen, var jeg i hvert fald lidt skuffet. Historien er skrevet af John Milius, forfatteren bag film som Red Dawn og Apoclaypse Now, og jeg havde forventet mere, når man tænker på at han har været med til at skrive og instruere to klassikere. Der er sat op til så meget historie, men spillet vil ikke rigtig udnytte det efter bane fem, og det er både irriterende og skuffende.

Der er dog lidt positivt at sige om historien. Som sagt, hele scenariet om invasionen af USA er fremragende lavet, og meget troværdig, og de fem første baner kommer med fremragende øjeblikke, der faktisk er svære at glemme. Spillet skal os roses for faktisk at udnytte de ting man kan samle på under banerne. Hvor andre spil bruger det som billig metode for at forlænge spillets levetid, bliver det her brugt til at uddybe baggrunds historien endnu mere. Men en uventet overraskelse er personerne. Man føler ikke for dem, men de er betydeligt mere udviklet end i de typiske skydespil. Disse personer viser følelser, og siger faktisk andet end ordre. Et lille plus, dog mangler følelsen for dem stadig. Men hvorfor pokker er hoved personen stum!? Det er stadig ikke en god idé, og det bliver det heller ikke igen!

Ja som vi alle ved, er Homefront et første persons skydespil. Nærmere sagt, Call of Duty. Spillet har en kontrol, der er meget magen til den i Call Of Duty serien. Eller ikke meget magen til, fuldstændig identisk. Selv spillets in game information minder utrolig meget om Call Of Duty. Det eneste som spillet rigtigt har for sig selv, er Goliath sektionerne, hvor du styrer et køretøj ved hjælp af en fjernbetjening, og hjælper den med at finde mål. Udover dette, så gør spillet fuldstændig de samme ting, som Call of Duty gør. Sidde bag dække, følge kammerater, kæmpe imod uendelig respawn fjender, der først forsvinder når du når et bestemt punkt på banen.

En ting hvor spillet dog prøver at gøre sig anderledes, er mængden af ammunition tilgængelig. Som regel har du maks tre magasiner til rådighed for et maskine gevær. Fjender smider som altid ammunition, men nogle gange er man nødt til at skifte våben, for at kunne kæmpe videre. Desuden, så kan man heller ikke slippe af sted med at bare affyre alle sine skud, indtil man eventuelt rammer. Man er nødt til at vælge sine skud med forsigtighed, og det kan jeg rigtig godt lide ved spillet. Det bidrager til følelsen af at være en modstandsbevægelse, der er både i undertal på mænd og udstyr.

Dette betyder, at hvis du leder efter noget nyt på gameplay fronten, så finder du det ikke her. Tilgengæld, så er spillet let at samle op, og gå i krig med. Dette betyder også, at spillet faktisk er sjovt at spille. Jeg havde det rigtig sjovt hele vejen igennem den alt for korte kampagne. Hvis bare at ens hold kammerater ikke bremsede spillets tempo nogle gange, var længere end 5 timer og tilbød noget anderledes (og en bedre historie), ville dette være en sikker vinder. Men ak ja, sådan gik det ikke.

Spillet har også en online del, der faktisk er det bedste ved hele spillet. Som standard, stiger man i level og låser op for nye muligheder og våben, klarer våben udfordringer, og spiller enten deathmatch eller en opgave baseret mode, hvor begge hold skal klare opgaver for at vinde. Begge modes understøtter 32 spillere, og foregår over store baner. Det er meget standard, og selvom spillet godt kunne bruge nogle flere baner og modes, så er det en fin samling.

Homefront vil dog gerne gøre tingene lidt anderledes, og derfor har vi battle points systemet. Stort set alt hvad du laver online, giver dig battle points, der kan bruges til at købe våben, udstyr, og give dig adgang til køretøjer når men genopstår. Battle points går dog ikke med dig fra et spil til andet, så det gælder om at få en stor samling, og finde den bedste måde at bruge dem på.

Det alene er faktisk med til at hæve kvaliteten over mange spil. Det ændrer spillet fuldstændig, og blandet sammen med opgaver, der belønner dig for ting såsom at dræbe den spiller der har dræbt dig for det meste, og du har et dybt og anderledes online spil, der faktisk kommer tæt på Call of Duty niveau. Online er den del, der vil få dig til at komme tilbage igen og igen (hvis du har en online forbindelse, eller når PSN kommer online igen, i skrivende stund).

Men ja som sagt, spillets kampagne er kun sølle 5 timer lang. Kan let gennemføres på en aften, og med mindre man er en der går efter trophies/achievements, så er der ikke meget at vende tilbage til. Online derimod, er den helt store tidsluger her, og tilbyder mange timers underholdning. Det er hoved delen af spillet, og den del er overraskende god.

Grafisk, så er spillet blandet. Personerne ser fine ud, men ikke noget der er specielt, animationerne er det samme, og frame raten driller fra tid til anden. Hvad der dog kan roses er spillets omgivelser. Selvman man ikke nødvendigvis er amerikaner, så føles det virkelig som om, at ens hjem er blevet invaderet. Det er en underlig og sørgelig fornemmelse, at gå/skyde sig igennem områder, der engang var fredelige, og fyldt med familier, der levede et almindeligt liv. En anden ting er os spillets brug af reklame. De fleste spil og film bliver ofte kritiseret for reklame placering, som f.eks. Pepsi i Bionic Commando, men her har det faktisk en effekt. Det gør det lettere at leve sig ind i omgivelserne, og bidrager til fornemmelsen af, at ens hjem er blevet invaderet. Dog har dette også en minus side desværre. Næsten alle de ting der bliver reklameret for i spillet, er ukendte for alle os, der enten ikke bor, eller har besøgt USA.

Lyd siden er dog intet specielt. Gode lyd effekter, godkendt stemme skuespil, og godkendt musik. Intet specielt her, men det er nu fint alligevel.

Når jeg tænker på Homefront, er det både med begejstring, og ærgrelse. Begejstring for de anderledes omgivelser, opsigtsvækkende historie, sjove gameplay, og fremragende online del. Ærgrelsen kommer i form af en for kort kampagne, historiens opgivelse lidt over halvvejs inde, og mangel på originalitet. Her er en masse potentiale, og hvis udviklerne tager sig sammen, kan det næste spil kun blive endnu bedre. Indtil da, har vi dog et spil, der er opsigtsvækkende, men bliver svækket af for meget kopiering fra andre spil, og før nævnte længde og historie problemer. Hvis du ikke har internet på din X-Box/PS3/PC, så træk to point fra den endelig karakter. Når men så lad os da se frem til det næste spil i serien.