Dansk
BRUGERANMELDELSE

Metroid: Other M

Yoshio Sakamoto, der har haft mindre indflydelse på de første Metroid-spil og senere overtog serien efter seriens "død" i halvfemserne, har siden Fusion til GBA fra 2002, gerne ville fokusere på Samus som kvinde og hendes historie lidt mere dybtgående. Denne gang har han valgt at alliere sig med ninja-drengene fra Tecmo.
Der har været delte meninger om dette tiltag, specielt de oprindelige fans har været skeptiske, fordi det samtidig har flyttet det karakteristiske gameplay til at være mindre udforsker-mindet og måske mindre indlevende, fordi man nemmere kunne identificere sig med Samus, når ikke hun fyldte så meget.
Folk der altid har ville vide mere om Samus, måske efter at have set hende i Smash Bros. og ikke fik hvad de ventede i Prime-spillene eller de ældre spil, vil nok sætte pris på denne titel.

Selve historien vil jeg elegant springe over, da den er intetsigende, er nem at opsnappe andre steder fra nattet af, og er bedre at opleve selv, hvis det endelig er. Alt jeg vil sige er, at det alt sammen foregår på én stor rumstation. Ja, jeg fattede det heller ikke første gang, da man jo ser at Samus både udforsker jungle/sumpområder, lavagrotter og snehuler, men det er alt sammen optiske illusioner på rumstationen inddelt i forskellige sektorer. Det skal altså forestille virtuelle miljøer til træningssekvenser på stationen. Men det er stadig flot og områderne leverer alt hvad det første Prime havde, bare uden den intime velvidende følelse af at være på en levende planet og have evnen til at scanne informative, gamle runer, men til gengæld er indlevelsen af at være et helt andet sted end på stationen overbevisende nok til at man ikke tænker så meget over det. (Noget af vegetationen på stationen virker mere som iltdepoter end ligefrem illusions-planter, men senere afsløres det, at i hvert fald mange af de andre sektorer er "falske", selvom O2-opbevaring havde været en lækker, realistisk reference til diverse sci-fi film og det faktum, at det trods alt er mennesker der har bygget lortet.)

Det første der står én i øjnene er den flotte, strømlinede præsentation. Menuerne er mere enkle, og tempoet og koreografien er tydeligt mere japanske end eksempelvis Prime-spillene. Det er svært at sætte fingeren på én ting der illustrerer dette, men det er ting som talepauser og actionsekvenser, der har en vis asiatisk ærefrygt over sig. Jeg er personligt åben over for det og synes til tider, det virker interessant.
Det kan dog ikke diskuteres, at Samus' stemmeskuespiller gør et forfærdeligt job, om man så overhovedet synes hun skal have en stemme eller ej.
Man kan sige, at når vi aldrig før har hørt hende snakke, står det spilskaberne relativt frit at identificere hende. Tidligere, når vi har fået Samus' tanker at vide på SNES og GBA, har stemmen da også været i det monotone, informative humør og stemning. Men det er ikke ensbetydende med decideret dårligt skuespil. Samus virker meget utroværdig og med dårlige replikker har det sikkert heller ikke været nemt for skuespilleren. Mit indtryk fra interviews med de japanske manuskriptforfattere giver mig grund til at tro, at replikkerne fungere dybt og passende på japansk, men er derefter blevet offer for en overfladisk engelsk oversættelse. Det er selvfølgelig ærgerligt, og selvom historie ikke er alt i et spil, så fylder den mere i det her spil end de tidligere i serien.
Udover at være proppet med utroværdige stemmeskuespillere, så er lydsiden fin og træder kun frem ved særlig lejligheder. Lyden af Samus' metalliske, men snappe skridt, de hurtige enkeltskud og Charge Beamen samt fjenders skrig efter du har termineret dem, vil dominere meget af den tid du springer igennem korridorerne, og enkelte bosser har lækre remixes af gamle toner - uden jeg vil spoile noget. Nu hvor vi er ved det gamle, fjender og baner: spillets gameplay er som bekendt en blanding af det traditionelle sidescroll og en smule Prime/3D-gameplay. Du spiller med Wii remoten vandret når det klassiske gameplay er i brug og så snart du peger på skærmen skifter det til et Prime-efterlignende førstepersons perspektiv, men stop nu lige dér: for det første er det traditionelle gameplay sjældent indtakt, da man bevæger sig uden for det traditionelle fra A til B gameplay. Det er der sådan set ikke noget galt i, kun hvis man venter et remake af Super Metroid, hvor der udelukkende er 2 dimensioner. For det andet: når man skifter over i first person kan du ikke gøre en skid uden at holde B-knappen inde for at se dig omkring, kun skyde med A-knappen med eget sigte. For at låse sigtet fast på en fjende må du altså også holde B-knappen inde og det er den eneste måde du kan kigge rundt i det perspektiv og så giver det adgang til at bruge missiler, der nu kun kan bruges i dette perspektiv, hvilket i sig selv ikke er en slem idé. Bare husk, at du i princippet skal holde B-knappen inde hver gang du vil gøre noget i førsteperson, og det er ærgerligt, da det føles som et skridt tilbage i forhold til den gode løsning Retro fandt med Prime. Sakamoto og Tecmo gjorde det vel for at gøre det simpelt, jeg kan se intentionen, men det er endt med at blive besværligt.

Grafikken er overraskende imponerende. Jeg vil ikke sige den er pænere end Metroid Prime 3, men den er anderledes, lidt mere friske farver. Taget i betragtning at det her spil er lavet i samarbejde med Team Ninja, der normalt ikke forbindes med Nintendo-spil, så kan man se at der er blevet lagt gode kræfter i det visuelle udtryk, både detaljeret in-game og med smukke cutscenes. Og ikke mindst overgangen mellem disse fortjener den største ros! Her er nogle af de mest diskrete load-tider, jeg har lagt mærke til, d.v.s. hvis de endelig er der, for som regel går overgangene fra scenerne så flydende som man kan ønske sig, og det er helt ufatteligt så gnidningsfrit det kan lade sig gøre, særligt på en maskine som Wii.
Jeg troede der var mange mennesker og marinesoldater i MP3, men her er persongalleriet og den manglende følelse af at være alene oftere forekommende.
Med det ikke sagt, at det gamle gameplay ikke er at finde og der er endda mange referencer til Super Metroid; referencer der efter min mening er bedre udført end dem der at finde i det første Prime. Det er selvfølgelig genstandende og evnerne, men også en stor portion af fjenderne der vender tilbage.
Samus får ikke de helt store, originale dragt-opgraderinger som i Prime-spillene, som jeg ellers var vild med, og som synes endnu vigtigere her i tredjeperson; når der, måske ikke så underligt, heller ikke er plads til visir-opgraderinger, giver det mere mening at fokusere på hendes dragt, som vi skal glo konstant på modsat Prime-spillene. Samus' standard dragt er da også fed, stort set den fedeste Power Suit hun har haft, men man kan også lige så godt vende sig til synet, for den er standardskabelonen hele vejen igennem.

Jeg har længe prøvet at forestille mig, hvordan 3D-Metroid som Prime havde taget sig ud, hvis ikke Shigeru Miyamoto havde anbefalet at bruge førstepersons perspektiv. Ikke at jeg synes dårligt om beslutningen, læs bare min anmeldelse af Metroid Prime Trilogy.
Men hvad hvis spillene havde været i tredjepersons perspektiv? Dette spil kommer med et godt bud på det. Ikke nok med at dets 2.5D perspektiv viser det godt med et fast kameraperspektiv, men nogle gange ser man Samus over skulderen ligesom i de nyere Resident Evil-spil; dvs. et nært 3. persons perspektiv, hvor man til gengæld kun kan skyde ved at gå i 1. persons perspektiv. Gå, stå stille og sigt, gå videre - helt ligesom RE4.
Når vi nu er lidt ved det: alt for ofte skifter perspektivet i særlige OPS-momenter som historiens fremgang tvinger dig ud i, hvor man er fastlåst i førstepersonen og man skal lede efter og låse sig fast på én bestemt lille ting der er "interessant" for at historien kan fortsætte; og selvom jeg havde hørt om det i andres anmeldelser og prøvede at forberede mig på det, kunne det tage mig 5-15 minutter at finde den ting, der var vigtig, især hvis rummet i spillet var mørkt og man så spillede om dagen.
Det fungerer sådan her: man skal udpege et spot så pixelpræcist uden for mange millimeters afvigelse i lang nok tid. Så det hjælper sjældent at vifte rundt med fjernbetjeningen og håbe på at der dukker en rød plet op samt en lille lyd, fordi spillet tvinger dig til at holde tungen lige i munden selv når du ved hvor du skal pege. Det er virkelig ærgerligt, og det trækker gevaldigt ned på tempoet i de situationer man ellers stod i og bevirker til antiklimatiske oplevelser.

Holdbarheden er ikke hvad man vil købe spillet for. De fleste vil kunne nå rulleteksterne i spillet inden for 10 timers gameplay-tid, især hvis man venter med at finde de upgrades der er på kortet.
Jeg kan lige indskyde, at man ikke behøver finde alle livs- og missilopgraderinger inden spillets "slutning" da man får lov at vende tilbage til rumstationen med alle sine upgrades fra lige inden man gennemførte og kortet er nu fyldt med den anden halvdel af opgraderinger der ikke var at se på kortet før. Hvis du støvsuger hele mappet for dem kan du genspille kampagnen (d.v.s. det eneste spillet har at byde på) igen men bare på Hard Mode. Lidt en billig og idéløs måde at presse ekstramateriale ind i et spil på uden at kunne spille en helt alternativ version, såsom at man spillede som Zero Suit Samus eller hvad ved jeg. Bare noget mere og andet end en ekstra sværhedsgrad til den samme oplevelse.

Dog er det rart, at der i det mindste er et bonusgalleri med koncepttegninger af spillets figurer, væsner og diverse, men på trods af det, eller netop pga. dette, er det ærgerligt, at de først kan ses til sidst, da de giver en lidt anden vinkel på detaljegraden i deres univers, som man overser, når man spiller. En idé kunne være at unlocke dem undervejs i takt med at man møder de tilsvarende personer/fjender eller når bestemte steder hen i spillet.
Noget andet de kunne gøre, var at man fx med monstrerne fik artwork'et at se i det man støder på dem, dels fungerende på overfladen som en slags scanning a la Prime, men mest i sjælelig stil med den måde man bliver introduceret for nye fjender på i Okami. Og persongalleriet er faktisk ret lækkert skitseret oprindeligt, fordi de ikke er så enten kedelige eller japanske i stilen, så hvorfor ikke bruge dem under "Character" sektionen under pausemenuen? Detaljer, men det kunne optimere oplevelsen.

EDIT: Efter man har gennemført spillet åbner man også op for et Theater Mode, hvor man selvfølgelig kan se filmsekvenserne fra spillet, men man kan også se alle klippene samlet som én lang film, ligesom med MGS3: Existence, hvor man også har optaget enkelte af de vigtigste in-game/gameplay scener for at overgangen mellem scenerne giver mere mening. I MGS3 er historien så god, at det er en fin idé til at fortælle den samme historie bare uden det interaktive, så den kan opleves af andre end gamere. I Other Ms tilfælde er det måske lidt overflødigt; dels fordi historien overhovedet ikke er nær så gribende og velskrevet som MGS3s; dels fordi man alligevel først får funktionen efter at have gennemført Other M i stedet for at den er der fra starten. Det kan diskuteres, men hellere dét end at der slet ikke var noget ekstra.
Filmen varer godt 2 timer.

Samus' figur
Ja, den her overskrift er tvetydig: ingen tvivl om at når fokusset på Samus som kvinde har fået en langt tungere vægtning, så skal hendes feminine sider også optimeres i hendes fysiske fremtræden.
Damn, Zero Suit Samus er godt nok blevet lækker; med en formidabel røv og en fræk skønhedsplet under mundvigen. Hendes bryster virker også meget mere agressive end tidligere. Det er næsten for meget efter min mening, da det ikke var det jeg spillede spillene for... indtil nu! *savle*
Bortset fra det, så er hun jo også blevet noget blødnakket siden sidst: hvorfor opfører hun sig som en loyal hundehvalp overfor Adam? Hvorfor laver hun ikke noget andet i mellemtiden, eller i det mindste står fra en afstand og lytter, mens hun blot ser cool ud. Hun skal da ikke læne sig opad føderationens squad, når det var det hun selv valgte at sige farvel til i sin tid for at blive en enspænder, en dusørjæger - HOV! Eller også er det bare fordi vi gamere har haft en forkert forestilling af Samus; det er i hvert fald det Sakamoto mener. Sakamoto ville personificere ikke mindst Samus men også hendes kollegaer og dem "hun føler for", fordi han mente det var forkert, at gamere havde sin egen, personlige forestilling om Samus' type.
Derfor ville han gerne slå det fast én gang for alle, så der ikke længere var tvivl.
Jeg kan godt se, hvorfor han vil konkludere og gøre Samus mere begribelig, men jeg tror mange er enige med mig i, at ligesom med Link i Zelda, så fungere indlevelsen hos spilleren med spilfigurerne netop fordi, at hovedpersonen forholder sig "anonym" og vi selv derved kan vække hende til live med vores egne tanker. Ved at Samus bliver alt for defineret, kan det være sværere for den gennemsnitlige gamer, at identificere sig med hende og gide spille som hende. Tænk hvis Link begyndte at tale om sine følelser, for de ting han oplevede? Han ville virke mere gay, end han måske allerede var på nippet til at virke som.
En figur som Mario har Nintendo også valgt i hovedspillene at gøre til en simpelt udtrykkende karakter, uden at det ødelægger vores billede af ham: han siger bare enkelte ord og lyde, for vi har jo alle en cirka fælles defineret idé om hvordan han måske kunne tænke: på italiensk mad, prinsesse Peach etc.

Hvis der endelig skulle være givet hende mere personlighed, kunne hun da i det mindste være en mere kold-i-røven type, der fx ikke tog ordre fra andre, når nu hun skal forestille at være selvstændig; flere gange nævnes ordet "bounty hunter" men en bounty hunter skal da først og fremmest koncentrere sig om sit arbejde uden at indblande følelser og da helst uden at behøves at samarbejde side om side med den galaktiske føderation. Det her spil har en del ligheder med Arkham Asylum, men Samus burde tage lidt mere ved lære af Batman, der stadig bevarer overblikket og sin bad-ass-ness.
Bare fordi hun er en kvinde, behøver hun da ikke være en skide depressiv, vatpik. Det er et generaliserende kvindesyn.

Måske i håb om at tiltrække det Metroid-afvisende, japanske marked har Sakamoto taget en forkert beslutning for resten af verdens Metroid-gamere, gamle som nytilkommende. Men man må også have en vis respekt for visionen fra en mand, der har været med siden begyndelsen af serien, og "bør vide" hvad der er bedst for serien.

Så nej, jeg synes ikke spillet er et helt, klokkeklart 9-tal værd, men det fortjener et højt gennemsnit uanset hvad. Fans af serien vil heller ikke kunne holde sig tilbage af ren nysgerrighed, også selvom de blev skeptiske første gang de så seriens nye fokus. Havde der været mere bonus materiale eller andet at lave efterfølgende end at spille spillet igen på en hårdere sværhedsgrad kunne det måske godt snige sig op på en 9'er.
Men det her spil fanger én, og når det er slut vil man bare have mere. Den slags kan kun være positivt, også selvom spillets egen holdbarhed ikke er i top, for det underholder så længe det varer.

Ikke en helt så gennemført fantastisk oplevelse med samme dybde, du kender serien for (okay DS-spillene fraregnet) men stadig et uhyre spændende og action-packed eventyr med undtagelse af de unødvendige og samtidigt beklageligt, kedelige replikker plus intetsigende præstationer fra skuespillerne.

Der er mere af det rigtige men også mere af det forkerte for serien. (Krydret, klassisk gameplay vs. personificeringerne)
Spillet skal i hvert fald have ros for at prøve noget nyt, på godt og ondt.

7,5

Samlet karakter: 8.5/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10