Metroid Prime Trilogy

Da jeg så at der endnu ikke var nogen anmeldelse af dette spil, så jeg det som værende min pligt at gennemgå denne vigtige pakke. I denne anmeldelse vil jeg gennemgå og vurdere hvert enkelt spil og så til sidst lave en sammenfatningen af al indholdet.

Metroid Prime
Det første spil i serien er uden tvivl kandidat for det bedste af de tre og et af de bedste spil af sin genre og tid. Hovedårsagen er, at den satte standarden for resten af serien, og selvom fortsættelserne prøver at komme med bedre alternativer, ender de altid op med at genbruge det fra 1'eren som virkede.

- Atmosfærisk henter spillet en del inspiration, allermest fra Super Metroid (hvis du ikke allerede har det, så download det på Virtual Console). Tallon IV kunne ligeså godt være planeten Zebes, da de begge indeholder områder af forskellige klimaer: kølig tundra, underjordiske grotter, lavahuler, regnskov, stenørkener og en smule civiliserede og mekaniske miljøer, eksempelvis på rumstationer, men også i Chozoernes forladte ruiner. Hovedpersonen hedder som sædvanlig Samus Aran og hun er dusørjæger. Som verdens måske første kvindelige protagonist i et spil, er dine hovedfjender rumpiraterne der i Prime-trilogien vil udnytte en nyopdaget kraftkilde kaldet Phazon. Starten på rumstationen der springer samt landingen og udstigningen i regnen understreger meget tydeligt at dette er en spirituel oversættelse af SNES-spillet, som i grunden egentlig var et remake af NES-versionen - du kan bare se på det reelle remake (Zero Mission)s ligheder med Super Metroid. Man bliver grebet i af den introduktion til verdenen, men kort efter i Chozo Ruins mister man lidt af det gribende, da fjenderne er kedelige og man har mistet alle basale opgraderinger, man så skal genfinde, og jeg synes det virkede demotiverende, at først have evnerne, lære at bruge dem og kort bagefter miste dem igen, i stedet for bare at mangle dem fra start af ligesom i SM. Jeg har svært ved at se hvorfor de ville gøre det udover i en demo, der skulle sælge spillet allerede i den første del.
Phazons betydning synes ikke at fylde så meget i det her spil som i det konstant gør i de 2 efterfølgende, og det er måske også derfor man automatisk konkludere MP1s fokus til at være det mest "tro" Metroid-spil i hele serien. Dog lægger præsentationen ikke skjul på at det her er det ældste af spillene, og det kan specielt mærkes i menuerne og andre mindre vigtige ting, som behændigt er forbedret i fortsættelserne.

- Følelsen af ensomhed og opdagelsesrejse er også intakt fra Super Metroid, og det klæder spillet meget og benytter det på kreativ vis ved at man scanner sine omgivelser og får fx information om fjenders svagheder den vej igennem, noget man måtte lære på den hårde måde i de traditionelle spil. Så der udvider det faktisk explorer-genren. Hele skiftet til førsteperson, synes jeg, var en god idé - dog skal det siges at jeg startede med disse spil og bagefter spillede SNES-versionen. Måske var det med vilje at Miyamoto foreslog Retro Studios at bruge førstepersonsperspektiv, så Nintendos spil univers kunne tiltrække folk der ikke var tiltrukket af de traditionelle og mere børnevenlige tredjepersonsspil. Og netop den modne tone er også rar at føle, selvom spillet ikke er fx mere blodigt eller uhyggeligt end så mange af de tidligere spil, især når man tænker på at det er en amerikansk udvikler, der efter tendens godt kunne have tradition for mere gore og horror elementer end japanske firmaer som Nintendo.
Nej, Metroid-universets i forvejen store bibliotek af monstre leverer nok stemning og grusomhed.
Det er et rigtig flot spil; udover at det blander det gode og velfungerende fra Metroid med en anderledes vinkel på explorer-genren, så er lyd og grafik helt i top. Spillet blev udgivet første gang i 2002, og det slår grafisk de fleste spil der bliver udgivet på Wii. Det er pænt sørgeligt for de andre Wii spil, men det siger også noget om hvor fabelagtig grafikken var dengang. Soundtracket er efter min mening også nær det bedste, i hvert fald i Prime-trilogien. Ikke nok med at der er enkelte rework arrangementer af de klassiske toner, formår melodierne fra de nye tracks at placere sig selv som nyklassikere, fx den kendte Phendrana Drifts.
Hvis ikke dette spil siger dig noget, siger hele serien der nok ikke så meget, men jeg tror de fleste vil anerkende dette som et stort og episk eventyr, der egentlig sløjfer sin egen fortælling perfekt uden man føler, der mangler noget, heller ikke adskillige, direkte fortsættelser.

Metroid Prime 2: Echoes
Nu kommer det spil, som faktisk var mit første af sin slags til min gamle Gamecube og som derfor griber mig med større nostalgi end 1'eren. Jeg læste en anmeldelse af Echoes, og da jeg tænkte at en multiplayer ved siden af en solid kampagne var noget, jeg manglede og kunne bruge, anskaffede jeg mig det kort efter. Jeg var virkelig imponeret, specielt fordi jeg ikke oplevede det trivielle, nogle nok har gjort af at spille 1'eren først; det var først måneder senere, at jeg indså, at jeg måtte komme i gang med 1'eren før jeg afsluttede 2'eren. Men i starten var jeg måløs og betaget af stemningen på planeten Aether, hvor altså 2'erens historie udspringer. Jeg havde set lidt gameplay fra Half-Life 2 (som jeg stadig ikke har fået spillet, shame on me) og var imponeret over at en Nintendo-maskine kunne præstere noget så nært det førnævnte pc-spil, da jeg ellers kun havde spillet The wind Waker, Melee og Sonic på min Gamecube.
Grafisk er der bestemt også nogle forbedringer i forhold til 1'eren. Nogle vil argumentere for at det er en nedgradering, fordi det hele virker lidt mat og fx Samus' dragt ikke er knap så skinnende længere som i 1'eren, men jeg tror ikke man kan argumentere imod den forbedrede detalje grad, der nu mindede mere om Retros egne koncept tegninger af spillene.

Starten virker meget spændende, med et ødelandskab der er mere "livagtigt" end de tilsvarende Chozo-ruiner på Tallon IV, da den mindste detalje i landskabet kan scannes. Mere liv ser man også i form af føderationssoldaterne (der så godt nok er døde da du når frem til dem) og de indfødte men efterhånden sjældne Luminoth-folk, der nok er opstået fordi Retro ikke har fået lov til at animere rigtige, organiske Chozos til at stå og tale foran Samus, da netop Chozoerne igennem hovedspillene ikke har været mere levende end i form af bevægelige statuer, spøgelser eller som gamle skrifter og optegnelser fra da de engang levede... Men man diskutere selv den dag i dag på fora om de stadig lever.

Back on track: en spændende verden jo længere du kommer igennem, der dog for mig blegnede, da dimensionsgameplayet trådte i kraft. Det fungerede godt i Zelda: A Link To The Past, fordi man kunne navigere forholdsvist hurtigt mellem de to dimensioner, og i Ocarina Of Time var det fordi spillet appellerede til ens patos, at man både fandt barndommen og voksenlivet spændende.
I MP2 er der ikke rigtig noget der giver en lyst til at rejse til Dark Aether, da det almindelige Aether er dunkelt nok i sig selv at se på. Jeg må dog sige at Dark og Light Beamen var interessante, men ikke nok med at de bare var forskellige "blandinger" af beams fra 1'eren, så kostede de ammo... What?! Og ikke nok med at man nu havde mere end ens missiler at holde øje med, så kunne man risikere at sidde fast et sted, fordi man befandt sig i et lille rum, hvor der hverken var fjender eller kasser med den rigtige ammo tilbage til at åbne døren ud. Jeg ved godt hvorfor de gjorde det dog: i 1'eren opstod det "problem" at især Power Beamen mistede al sin betydning når man havde de andre beams, fordi ingen af dem kostede noget og alle var overlegne Power skuddet på deres egen måde. Det overflødiggjorde tanken om overhovedet at have Power Beamen med undtagelse af få steder, hvor de tvang én til kun at kunne bruge den - men lad mig sige det sådan her: jeg brugte i hvert fald ikke Power Beamen i den sidste del af 1'eren medmindre man var tvunget til det - men heldigvis sidst i serien kommer de endelig med den indlysende rette løsning, som jeg nok skal uddybe når vi når til Metroid Prime 3.
Så i 2'eren er der til gengæld intet der er overflødigt. Heller ikke de ammotankstationer, der ellers kun var til missiler før, for nu har de fået en meget vigtigere rolle med indførelsen af ammo bekostning til beams der ikke er Power Beamen.
Dog kunnne de godt have gjort sådan, at når man først har åbnet en dør med den rigtige beam, så kan den bagefter godt åbnes med Power Beam, fordi det andet fører til frustration over at bruge ammo på noget man burde have kæmpet sig ret til.

MP2's soundtrack er efter min mening, på trods af at det ikke har så mange "klassiske melodier", stadig velfungerende ambient og passer bedre til Prime-spillenes gameplay. Men variationen i de landskaber man møder er ikke den store, især hvis man har spillet 1'eren på forhånd. Dog er landskaberne, flora og fauna, meget mere detaljerede og levende, og Aether danner sammenlagt med Dark Aether et meget større spil rent arealmæssigt end de områder af Tallon IV, man fik lov at udforske.
Spillet viser sig fra sin allerbedste side mod slutningen, da man når Sanctuary Fortress-delen... Jeg skal ikke spolere noget herfra, andet end at der kommer nogle af de helt fede opgraderinger, bl.a. mit yndlings visir i noget spil. Men ja, det er ærgerligt, at den første tredjedel af spillet er meget triviel også selvom man ikke har spillet 1'eren. Man kan diskutere originaliteten af Torvus Bog, der er alt hvad Tallon Overworld og de resterende, vandbaserede områder på Tallon IV var i MP1. Der skal kæmpes for at nå frem til det skinnende, originale look af den sidste verden, Sanctuary Fortress. Faktisk blander 2'eren alle de bedste miljø-udseender fra 1'eren og 3'eren, men grundet få gameplay-elementer, trækker det sig selv ned igen.
-> Husk at multiplayeren er udmærket, hvis man har nok controllerer og spiller lokalt 3-4 stykker.

EDIT: 2'eren i forhold til 1'eren:
Echoes er nok det mest kompakte og "essentielle" Prime-spil. 1'eren virker sjusket og rodet i sit design i sammenligning med det her spil, hvor alt "hænger sammen". Luminoth-dragterne og det dualistiske teknologi-gameplay med lys vs. mørke (og lidt ekstra mørke). Det har et mere lineært gameplay, hvilket måske ikke er i Metroids "ånd", men det fungerer stadig, og efter 3. verden er der en del ikke-lineær backtracking. I Prime 1 har du mange forskellige verdener, nogle med større betydning i forhold til at gøre fremskridt i historien og andre, der mere fungerer som mellemled blandt de vigtige verdener. I Prime 2 er lighederne med Zelda større, med en fastlagt treenighed i starten der senere udvikler sig og det fungerer fint, selv dimensionsrejsen er til at vende sig til. Zelda har da også tidligere lånt fra Metroid, så det er kun en naturlig udvikling af serien. Set i hele trilogiens sammenhæng er 2'erens historie nok den mest overflødige: endnu et folkefærd bliver ramt af Phazon-epidemien og Dark Samus [SEMI-SPOILERS] dør ikke engang her, så historiemæssigt forlænger den bare 1'eren og 3'erens historie.

Hvor Retro i 1'eren tog alt det fra Super Metroid de kunne lide, som kunne bruges til at give den samme følelse, og blandede det med lidt nytænkning for at få det resultat, de fik, var 2'eren mere Retros eget spil; hele verdenen var mere "original", i hvert fald på papiret.
Den var vækket til live med teknologien og idéerne fra 1'eren (som derfor ikke gav 2'eren en tydelig reference til SM, selvom sammenhængen var der igennem Prime 1).
De SM-referencer Echoes har, og Prime 1 ikke har, er mere i de enkelte ting, som fx Samus' stjerneskib i det klassiske design samt Screw Attack'et, men ellers er der ikke meget andet. Den overordnede følelse er en mere strømlinet, "original" sammenhængende verden skabt af Prime 1's komponenter uden at have det samme direkte link til SM som det første Prime havde.

MP1+MP2: Det nye
Ligegyldigt hvilket et af spillene man foretrækker, så er de begge med i pakken og er lige godt oversat til Wii. Point and shoot mekanikken er lige så velfungerende som i 3'eren, hvilket vækker nyt liv i spillene. Man skal lige vende sig til den nye måde at skifte våben på, men når det er indlært er det umuligt at vende tilbage til Gamecube-kontrollen - hvilket er positivt.
Inspireret af achievement-wannabe-systemet introduceret i 3'eren er der nu et fælles achievement system for alle 3 spil i Trilogy. Det er en fed tilføjelse til de gamle spil, da man bliver belønnet direkte af fx at have besejret en miniboss med en fælles valuta der kan bruges i Trilogys egen bonus shop til at købe ekstra gallerier, musik og ting der pynter en eventuel genspilning af et af spillene uafhængig af sværhedsgrad.
Dog skal det siges, at de friend vouchers, du vinder, som kun kan blive til kredit hvis du bytter dem online, kun kan bruges sammen med andre der har netop Trilogy og ikke dem der bare har 3'eren.
Det tog mig lidt søgning på nettet at finde nogle på det rigtige forum der både havde Trilogy, PAL-version og som ville bytte, så en smule irritation skabte det da, fordi det virkede overflødigt at overhovedet gå online for den slags.

De gamle spil har fået en positiv potensforlænger. Noget som jeg mener, ikke var med i de gamle spil er, at du har hele din forrige logbook-procent fra da du først gennemførte spillet, så selvom du spiller på en anden sværhedsgrad får en ekstra runde til kun at fokusere på at scanne det, du manglede fra sidst.

Metroid Prime 3: Corruption
Hvis 1'eren ikke fangede dig men du gerne vil prøve med et andet spil i serien, så lad være at gå i gang med MP2... Derimod er MP3 måske mere noget for dig.
Allerede fra start af kan man mærke den anderledes tone, også hvis man ser bort fra den Wii-orienterede styring. Spillet virker mere "menneskeligt" nu hvor man endelig har rigtige samtaler med de mennesker, der måske bliver os selv i fremtiden. I de tidligere spil var 1 spil lig med 1 planet, hvorpå når missionen var klaret, så var spillet klaret... Nu, i en lidt mere Ratchet & Clank-agtig stil, er man meget tætforbundet med sit skib og bruger det regelmæssigt til at flyve fra planet til planet, så videre til en station i en fjern afkrog af en sektor og endda udenom galaksen - så der er mange mindre missioner og i stedet for et fokus på én planets angreb fra én Phazon-meteorit bliver den opgave mere rutine-agtig med adskillige civilisationer og verdener der skal reddes. Jeg var lidt skeptisk i starten, da fokusset på at flyve frem og tilbage også var det, Hunters prøvede på, hvilket tændte mig helt af, men det var nu på nogle andre punkter (tjek min anmeldelse). Dog endte jeg med, ligesom med Dark Aether, at leve med det, og man knytter sig efterhånden til sit skib som var det levende. Det begynder at føles som en fast del af ens inventar, da man nu kan få nye evner til det og finde opgraderinger der kan forbedre og udvide dets kapacitet, helt ligesom du fx kan med armkanonens missiler o.s.v.

En anden reference til hunters jeg heller ikke kunne snuppe i starten var den gimmick med at der nu er andre dusørjægere; en gimmick der på papiret lyder meget cool, måske lidt Power Rangers-agtigt, men som bestemt ikke fungerede i Hunters, da det fuldstændig fjernede fokusset fra det serien altid har handlet om, nemlig at gå på opdagelse og ellers kæmpe mod kæmpe monstre i ny og næ. Disse andre dusørjægere er dog i første omgang dine venner og mere en slags venskabelige rivaler, som jeg endte med at holde af.
MP3 forsimpler en del ting, der førhen virkede snørklede. Fx var der det med de forskellige beams, jeg tidligere snakkede om: nu har Retro endelig valgt at kigge på hvad man altid har gjort i 2D-spillene, nemlig at samle beam-upgrades i ét beam. Dvs. du skal ikke skifte til en anden beam på et givent tidspunkt, du skal bare skyde som du plejer efter din armkanon har fået modifikationen. Simpelt. Og i stedet for at skifte mellem beams, har du en knap der holdt inde frigiver Phazon til din dragt og aktiverer Hyper Mode, som er en lækker hit-or-miss-teknik, der kan bruges mod sværere fjender, hvor den bare skal have fuld tryk på; men man skal skynde sig at skyde al phazonen ud inden man bliver "corrupted" som skal forstås som at Phazonen langsomt enten overtager eller skader dig. Det pifter gameplayet lidt op med en smule gambling.
Sammenfattet kan man sige, at selvom det nok ikke kan overgå 1'eren, så er det den fortsættelse, 2'eren på nogle punkter burde have været (selvom jeg stadig godt kan lide 2'eren) med rigeligt af nye idéer, hvor mange bliver introduceret tidligt nok til at man gider komme længere i spillet, modsat 2'eren som var lidt for langsom til at vise, at det ikke bare var 1'eren tilført dimensionsrejser.
Spillet er selvfølgelig lavet med Wii-control i tankerne, og det er tydeligvis udgangspunktet langt oftere end i 1'eren og 2'eren, hvilket ikke er spor underligt. I et forsøg på at lave en anden slags fortsættelse låner det inspiration fra Hunters, Starfox, Ratchet & Clank og mere Starwars end Alien.
Selvom inspirationen fungerer, så er der til gengæld endnu færre referencer til de gamle spil denne gang. Det er nok kun Beam-løsningen 3'eren tager til sig fra de gamle spil, hvilket fremstår som noget nyt fordi 2'eren og specielt 1'eren ikke brugte det system.

Konklusion:
Denne pakke er et must-own, måske med undtagelse af at du har 1+2 til GC og 3'eren til Wii, for 1+2 har fået et meget mere levende gameplay med Wii remoten, som om førstepersons perspektivet var valgt med vilje for at det kunne spilles sådan her.
Ligesom Chrono Trigger hører hjemme på DS'en :P se også min anmeldelse af det spil.
Jeg giver det her spil 9, fordi 8 virker som for lidt til 3 så gode spil, men for at det havde været et 10-tal værdigt, skulle det have været en rigtig collector's edition, med noget ordentligt bonus materiale.
Se dog ikke denne disk som én samlet enhed, da det er noget af en mundfuld bare at gennemføre alle 3 spil i rap. Det siger sig selv, at spillene oprindelig kom med års mellemrum og var ikke individuelt designet for at skulle spilles samlet. Nyd derimod hvert enkelt spil for sig i dit eget tempo, tag en pause med noget helt andet når du har klaret 1 af spillene, og vend tilbage, når du kan mærke at det er tid igen og du savner følelsen af at være Samus Aran i det næste store kapitel.