Splinter Cell: Conviction

Jeg sammen ligner meget Splinter Cell serien med mit eget liv. Vi startede begge som en ting, men har siden hen udviklet sig til noget helt andet, men kun få ting der minder os om det vi plejede at være. Splinter Cell startede som et snige spil, hvor du som Sam Fisher arbejdede for agent holdet Third Echelon. Double Agent var i forvejen end anderledes titel i forhold til de 3 første spil, men Conviction er endnu mere anderledes. Det er kun noget som fans ligger mærke til, og selvom jeg til dagens dato kun har gennemført Double Agent, og Conviction, har jeg de andre spil som jeg har spillet godt igennem (bare aldrig gennemført), så jeg lagde mærke til det. Så hvordan er Splinter Cell: Conviction?

Der er gået 3 år siden Double Agent. Sam har forladt Third Echelon og er gået på jagt efter sin datter Sarahs morder. Han bliver kontaktet af den tidligere kollega Anna "Grim" Grimsdóttír, der hjælper ham på rette vej, men kræver så tilgengæld hjælp med andre ting.

Historien i Splinter Cell: Conviction kunne have været bedre. Nogle dele føles usammenhængende, visse øjeblikke får ikke den tid de fortjener, og slutningen er meget anti klimatisk. Men den har gode punkter. Den holder interessen hele vejen igennem, og tilbyder på minde værdige øjeblikke. Sam er en anderledes person end før, og det en spændende at se ham sådan her. Bortset fra Sam, så er der dog ingen person udvikling, og det er en typisk Tom Clancy historie. Og hvis vi er ærlige, skift Third Echelon ud med C.T.U, Sarah med Kim, Grim med Chloe, og Sam ud med Jack Bauer, og så har vi en hurtig sæson af 24 timer. Det kunne også sagtens være en film i den berømte Bourne serie, og det føles mere som en Bourne film end Splinter Cell.

Gameplayet har fået lidt af en ændring. Det er stadig et stealth spil, men det er ikke i lige så stort fokus.

Du kan stadig gemme dig i skyggerne som i de gamle, og du dør stadig hurtigt. Men det handler ikke om at komme igennem uset, men om at dræbe uset. Du får et stort våben arsenal undervejs, samt en samling gadgets til at lamme dine fjender.

Det er det stealth går ud på denne gang. Du kan ikke engang fjerne lig, og i mange situration er det som om det er umuligt ikke at blive opdaget. Det prøver at få dig ud i store skyde kampe, men de ender hurtigt med at blive en billet til døden. Det kan godt være frustrerende, især i de sidste baner når dine fjender bliver stærkere.

Skydesystemet virker dog rigtig godt, og det føles helt rigtigt at skyde med dine våben. Til trods for shotguns og maskin pistoler, så er din lydløse pistol dit bedste bud, da den har uendeligt ammunition, og kan bruges til at skyde lys. Spillet har også et rigtig godt dække system, der let lader dig skifte var dække til dække uden at blive set. Yder mere er det let at bruge, og let at komme væk fra hvis siturationen bliver anspændt.

Spillet tilføjer 2 ting til serien. Det første er en figur, der viser hvor du fjenderne sidst så dig. Dette giver mulighed for at snyde fjende, fordi imens de undersøger hvor du sidst var set, kan du snige dig om bag dem og dræbe dem. Det andet er mark & excute. Her kan du markere mindst 2 fjender (afhængeligt af dit våben), og dræbe dem med en knap. Du får dog kun den mulighed, hvis du dræber en fjende i nærkamp.

Spillet har også en række øjeblikke hvor du skal afhøre dine fjender, men de kunne sagtens have været bedre. Det gælder bare om at brige fat i dem, høre dem snakke, og slå dem 2 eller 3 gange. Du kan slå dem via bestemte ting på der hvor du er, men der er usynlige vægge der forhindre de mest interessante muligheder. Desuden (og jeg havde aldrig troet jeg skulle sige dette), kunne de godt bruge Quick Time Events, fordi nogle af dem kan godt slå igen, som spillet automatisk klarer for dig.

Spillets kampange formår at have en række mindeværdige øjeblikke, og den er intens og spændende. Et problem er 2 baner. Her er den ene et standard skyde spil, og i den anden, må man ikke blive opdaget, hvor sidste nævnte bliver til stor frustration. Spillet bliver os mere action fokuseret til sidst, men lys du ikke kan skyde. Det ment som at gøre stealth vigtigere, men det bliver misforstået.

Spillet tilbyder også en række ekstra modes. Hunter, hvor du skal dræbe x antal fjender i en bane, Last Stand hvor du skal forsvare en computer, og Face Off, hvor 2 spillere kæmper om at få flest dræbte som muligt. De to første modes er rigtig gode, men Face Off kunne sagtens undværes. Der er også Infiltration, hvor du skal dræbe fjender uden at blive opdaget, men den kan kun fås ved enten at købe den via Uplay, eller via Limited Edition.

Desuden er der også en samarbejdes kampagne. Her er samarbejde vigtig. Disse fire baner er noget af det bedste ved spillet, og den har en meget overaskende slutning. Alle modes bortst fra kampangen kan spilles for op til 2 personer, så der er en del at spille sammen med vennerne.

Til sidst er der et opgraderings system. Du kan opgradere våben, gagdets og unfiromer. Dette gøres via point som du optjener ved at klare udfordringer. Dette system er rigtig godt, og det giver en grund til at ændre sin spille stil.

Spillet er sjovt, uden tvivl, men fans vil nok blive skuffet. Stealth er som sagt, ned graderet, til gengæld for et action spil. Det føles os mere som et Bourne spil, end et Splinter Cell spil, og selvom det er en god ting, da Bourne er en fremragende serie, så vil Splinter Cell fans ikke modtage dette med åbne arme.

Kampangen er omkring 5-6 timer lang, og samarbejdes kampagne tilføjer 2-4 timer ekstra. Der er meget indhold i spillet, og jeg er hængt ved det længere end jeg har regnet med. Der er god værdi for pengende her.

Spillets grafik kunne have været bedre. Omgivelser og personer ser gode ud, men det ligger en del bagefter nutidens spil. Det er faktisk forældet på nogle punkter. Tilgengæld er spillet meget attraktivit. Når du er gemt i mørket, bliver spillet sort hvidt, og når du er ude af mørket kommer farven igen. Dette er en fremragende effekt, og man føler sig virkelig afsløret, når der er farve på skærmen. Dine opgaver bliver projekteret i baggrunden, og nogle gange kører der små film og forklaringer på væggende, hvilket er en genial og flot effekt. Dette er med til at gøre spillet meget mindeværdigt. Spillets forfilm lugter langt væk af Bourne, men er stadig rigtig gode.

Lyden er dog fremragende. Udover gode lyd effekter, er stemme skuespillet fremragende, med Michael Ironside der fortjener speciel ros. Han har spillet Sam siden starten af serien, men dette er hans bedste optræden til dato. Musikken er ligeledes fremragende, men lugter stadig rigtig meget af Bourne. Det ikke ment som en dårlig ting, da soundtracket er godt, men uanset hvad, så når det ikke Double Agent soundtracket, der er et af de bedste jeg personligt nogensinde har hørt.

Splinter Cell: Conviction burde i virkeligheden være kaldt enten The Bourne Conviction, eller sæson 9 af 24 Timer. Spillet minder utrolig meget om de 2 serier. Serien har midstet lidt sin identitet, og er gået fra Splinter Cell, til en Bourne/24 Timer wanna be. Som fan kan man ikke undgå at blive skuffet over den nedtonede stealth, men selv de kan ikke benægte at spillet er sjovt og mindeværdigt. En god kampagne, solidt gameplay, og godt ekstra indhold gør, at Splinter Cell: Conviction er et køb værdigt. Men et godt råd til næste omgang, er at brige lidt mere stealth ind i det hele. Det fint med 24 Timer og Bourne inspiration, men når det direkte tager næsten alt hvad der er at tilbyde, fra disse 2 serier, så er det et problem.