Assassin's Creed II

Det originale Assassins Creed er et spil jeg ikke kan lade være med at føle er blevet misforstået. Jeg fandt spillet friskt, ikke nødvendigvis pga. dets innovationer indenfor sandkassegenren, men i stedet overfor dets kompromisløse opførsel overfor dets gameplay. Det virkede som om udvikleren kunne finde på at indsætte selv den mest fucked-up spilmekanik så længe det gavnede gameplayet, lige meget hvor meget indlevelse og historie så måtte lide under det. Det er et designvalg jeg respekterer fuldt ud, men det virker som om jeg er den eneste. På samme måde føler jeg at mange af Assassins Cred 2's elementer enten er blevet misforstået eller sågar totalt ignoreret af spilpressen og industriens kunder.

En beskrivelse af spillets træning ville være en god begyndelse, en begyndelse, jeg aldrig har læst noget om. Du starter med en ca. 20min lang intro. Her bliver du sat ind i tingene, 1'erens historie bliver genfortalt, nye personer introduceret og snart må vi endnu engang finde os fanget i en af Desmonds forfædre, for dette lejemorder-lav er åbenbart stærk tilhænger af incest. Denne gang er det den luddovne playboy Ezio De Blybaralahrrr, der skal ud og nedslagte et par grumme, grumme tempelriddere i renæssancens smukke Italien.

Udviklerne har dog ikke ligefrem haft travlt når det kommer til opstarten af spillets plot. Spillets simple, streamlinede gameplay er ikke bare forklaret umenneskeligt langsomt og unødvendigt grunddigt, de samme dele af gameplayet gennemgås alle en 2-5 gange bare for at være sikker på du har fanget pointen. Det tog godt 2-3 timer før jeg officielt kunne kalde mig lejemorder og endnu længere før mit første mord fandt sted.

Dette mine damer og herrer er ikke en overdrivelse, og må ikke forstås som en dårlig joke. Det er helt seriøst det du laver de første 4 timer af spillet. Når spillet så endelig begynder at komme op i gear og du skal en lille svingtur til vidunderbyen Venedi, smider spillet dig pludselig ud af Italien og du skal nu igennem endnu en træningsbane denne gang som Desmond. Ord kan ikke beskrive min reaktion på denne pludselige beslutning. Aldrig, og jeg mener aldrig, har jeg oplevet en så dårligt pacet start.

Dette er dog kun toppen af isbjerget: Du husker måske at udviklerne bag spillet sigtede efter at lave en mere dyb hovedperson end 1'erens Altair? På et voldsomt overfladisk plan er dette lykkes, men skraber man blot en lille smule på bumsen fosser tyk gul betændelse ud: Hvordan kan Ezio fra start være en super atlet, når han som person er beskrevet som værende en luddoven playboy? Hvorfor begynder han pludselig at "hævne" sig på folk, der kun løst er forbundet med sin fars død? Hvorfor går der år mellem de mange sekvenser, selvom der ingenting sker i disse år? Dette kan virke hyklerisk af mig at skrive, da 1'eren netop havde samme fejl, fejl som jeg fandt passende til spillet. Men 1'eren hyldede netop dette designvalg mens 2'eren prøver at skjule det og derfor kan jeg ikke tage det seriøst.

Udover det har jeg et grundlæggende problem med stort set alle spillets bipersoner. I stil med GTA har de alle det til fælles, at de er fra lyssky miljøer såsom prostituerede, tyve og lejesoldater. Men i modsætning til GTA er de alle kvalmende gode. Denne komplet latterlige romantisering af samfundets udskud og kriminelle hører primitive børnehistorier som Pirates of The Caribean til ikke en såkaldt fuldblods konspirationsteori, der prøver at virke smart med tonsvis af referencer til virkelige personer, begivenheder og lokalisationer.

Hele konspirations-delen af historien med Desmond er derudover skubbet fuldkommen under tæppet. Du flygter fra tempelridderne, møder to nye personer - henholdsvis en retarderet 13-årig computernørd og en englænder, der skriger røvhul fra sætning 1 og det er stort set det. Spillet kommer op med en lam undskyldning om at Desmond gennem Ezio får hans kræfter som en lejemorder, men har han ikke allerede disse fra 1'eren? Det giver absolut ingen mening!

Mit største problem med historien er dog, at efter du når Venedi er det slut med nye byer. Jeg nødt ellers at hoppe rundt i Toscana og Florence, men ud over et par fine sidemissioner er der ingenting at lave i disse byer. Dette gjorde det ganske enkelt umuligt for mig at gennemføre spillet. Hvorfor lave 4-5 flotte byer, når man alligevel kun har tænkt sig at bruge en?

Jeg har slet ikke været inde på gameplayet, men det er fordi, der ikke er meget at sige. En del nye våben, fjendetyper og gameplaymekanikker bliver introduceret hen ad vejen, men udover et skjult sværd fyldt med gift og nogle nye måder at snigmyrde folk på, er det småt med egentlige forbedringer. Det virker selvfølgelig stadig pisse godt, men lever alt for højt på, at det stadig er et af de få, gode pakour spil derude.

Assassins Creed 2 er ikke et ringe spil. Gameplayet har grundlæggende samme lyspunkter og fejl som 1'eren, men jeg kan ganske enkelt ikke se nogen grund til at anbefale det her over det originale. Ja, medmindre du altså mener et par virkelig ondskabsfulde counterkills med hammer er 300-400kr værd.

Kampagne: 4/10 - Serien er stadig one-of-a-kind, men pacingen er ikke-eksisterende og hvor fanden er mine fjer!

Teknisk side: 7/10 - Gigantiske landskaber proppet til randen med huse, marker og mennesker bliver hæmmet af uhyggeligt ringe ansigtsanimationer. Ezio er glimrende animeret.

Artistisk side: 8/10 - Muligheden for at slå dialogen over på italiensk er guld værd. Byerne er generelt flot lavet. De nye counterkills er en fryd for øjet.

Historie: 4/10 - Endnu en gang redder en original og veludført setting en synkende skude.