Silent Hill: Shattered Memories

Det har i den grad, ikke været let at være Silent Hill fan de sidste fem år. Silent Hill 4 markerede seriens fald i kvalitet. Først kom filmen i 2006, der mere eller mindre skød sig selv i foden efter en time. PSP spillet Silent Hill 0rigins, der var bedre, men stadig ikke godt nok (ved godt jeg gav spillet 9/10 men jeg har over vurderet det. Og så var det min første anmeldelse. Oh the irony!). Men det værste var Silent Hill: Homecoming, der lavede serien om til en forudsigelige, uskræmmende, action fyldt amerikansk "gyser". Nu er vi så her i 2010, og Climax Studios (udviklerne bag Silent Hill 0rigins) prøver igen med serien. Silent Hill: Shattered Memories er en genfortolkning af det første spil i serien. Det ikke en konvertering eller en remake, men en helt ny version af det elskede spil fra 1999. Skal Climax have hugget hovedet af, for at forringe serien endnu mere, eller er der stadig håb derude?

Spillets handling er lidt den samme som i det første spil. Harry Mason kører galt i Silent Hill, sammen med sin datter. Da han vågner op, er hun væk, og Harry må begive sig ind i den forladte by for at finde hende.

Udover dette start punkt, navne på omgivelser, og person navne, så er dette spil meget anderledes, i forhold til det første spil. De "tilbage vendende" personer er meget anderledes, i forhold til det første spil, og selve plottet går i en meget anderledes retning end det første.

Spillets historie er dog intet mindre end fremragende. Lige fra starten, gør spillet hvad det kan for at holde din interesse, og som spillet skrider frem, bliver det mere og mere interessant. Man vil finde datteren, og have svar på hvad der foregår.

Det bedste spil i serien (ifølge mig) Silent Hill 2, er meget husket for dens psykologiske historie, og dens meget overaskende drejning, og serien har siden da prøvet at genskabe den samme følelse fra det spil. I SH:?M er dette dog lykkedes. Dens drejning er overaskende og rystende, og den kommer virkelig ind under spillerens hud, og leger med ham/hende. Det kræver analyse før man forstår det hele, og muligvis flere gennemspilninger. En af de bedste historier i serien, og for i år.

Spillet er udkommet til Wii, PS2, og PSP, men det er Wii versionen der bliver anmeldt her.

Gameplayet er anderledes i forhold til de andre spil i serien. Der er 3 sektioner, som du skifter meget imellem fra tid til anden. Udforskning, mareridt, og analyse.

Først er der analysen. Dette foregår i selvskab med en psykolog. Han stiller dig spørgsmål om dit liv, og afhængeligt af hvad du svarer, ændre spillet sig. Ændring kan dog for det meste kun ses på design, men nogle kan ændre plottet, og dialog. Denne del af spillet er fremragende, fordi selvom ændringerne for det meste kun er design, så betyder det alligevel en del, lagt sammen med historien. Det anbefales man følger sit eget liv, når man besvarer disse spørgsmål, og det lidt skræmmende hvor akurart det kan være, om at tegne en profil af spilleren.

Den anden del er udforskning, og er den største del af spillet. Her udforsker du Silent Hill, klarer gåder, og finder lede tråde til hvad der er sket med din datter. Hele byen er mørklagt, så der er kraftigt brug for en lommelygte. Den har du, og den bliver styret af din Wii Mote. Det føles virkelig som om man holder en rigtig lommelygte i hånden, og er med til at man virkelig lever sig ind i spillets verden. Wii fjernbetjeninger bliver også flot udnyttet her, via gåder og visse begivenheder, der igen hjælper med at leve sig ind i spillets verden. Hvis man køber dette spil på PS2 eller PSP, vil man ikke kunne få den samme oplevelse som på Wii, så det anbefales stærkt at man går efter Wii versionen.

Harry har os en telefon, der har indbygget GPS. Udover dette, kan du modtage opkald fra folk, og ringe folk op, tage billeder af visse genstande, hvilket afslører stemme beskeder, og smser, der fortæller lidt om byen, og dine omgivelser. Der er os stort fokus på at ligge mærke til alt i dine omgivelser, som f.eks. plakater og billeder, og der findes op til flere telefon numre du kan ringe op til. Mest for sjov, imens et par enkelte giver lede tråde, eller fører historien videre.

Disse sektioner er relativ stille og rolige, men verdenen beder virkelig om at blive udforsket. Der er ikke noget kedeligt øjeblik her, og de er faktisk lidt uhyggelige når den næste sektion kommer ind i billedet.

Sidste sektion er mareridts sektionerne, og er det eneste tidspunkt hvor der er monstre. Man ender i disse siturationer, på uforudsigelige tidspunkter, og når dette sker, fryser verdenen til is. Spillets monstre er umulig at dræbe, og du får på intet tidspunkt i spillet noget våben. Det gælder om at flygte fra dine fjender, og finde ud af hvor du skal hen. Kortet viser dig dit mål, men du får dårligt tid til at tjekke det.

Når først monsterne har opdaget dig, gør de alt hvad de kan for at dræbe dig. De giver ikke op let, og følger efter dig, uanset hvad du går igennem. Dette er meget smarte fjender, og det, sammen med ingen mulighed for at bekæmpe dem, gør disse siturationer meget skræmmende. Der findes fakler der kan holde dem væk fra dig, men de virker kun i et stykke tid. Man kan også gemme sig i skabe og under borde, og at gemme sig og se hvordan monsteret leder efter dig, er en skræmmende og intens oplevelse.

Der kan være lidt frustration dog i disse sektioner, da det gælder om at finde den bedste rute til dit mål, og man bliver nok nødt til at se i øjende, at man dør et par gange, før man finder vejen. Men det er utrolig skræmmende, at løbe fra dine fjender, uden at vide hvor man skal hen. Jeg kan sagtens tilgive spillets mindre frustrations punkt, da dette er noget af det mest skræmmende jeg nogensinde har prøvet.

Spillet er dog ikke særlig langt. Det tager 6 timer at gennemføre spillet, men det giver nok os mening taget i betragtning med spillets historie. Som nævnt tidligere er der ændringer i spillet, afhængeligt af hvad man gør i spillets sektioner med psykologen. Der er os 5 slutninger at opnå, og de kan ændre sig en del. Kort oplevelse, men en masse genspildnings værdi.

Jeg vil nok gå så langt at sige, at dette er det smukkeste spil på Wii til dato. Omgivelserne har et par enkelte flade teksturer, men for det meste er det en meget smuk og detaljeret verden. Personerne er også meget godt designet, og deres animationer er flotte. Især deres ansigts animationer, der er meget realistiske. Spillets skift fra udforskning til mareridt er også utrolig flotte. Det er et flot spil, men det har dog et par enkelte bummeter. Monster designet er meget ensformligt, selvom du kan ændre det, afhængeligt af hvad du vælger hos psykologen. De lever ikke op til de samme højder som tidligere spil i serien, men det gør dem ikke mindre skræmmende. Til sidst lagger spillet nogle få gange når du går igennem døre, men det kan let tilgives, da spillet ellers kører rigtig flot, og er fri for loading skærme.

Lyden er dog derimod helt perfekt. Den atmosfære serien er kendt for, er tilbage og skaber en uhyggelig stemning, selv når man bare udforsker. Stemme skuespillet er seriens bedste indtil videre, og er ganske glimrende. Men som altid er det bedste musikken, der som altid er leveret af den fabelagtige Akira Yamaoka, med et par enkelte sange med Mary Elizabeth McGlynn. Udover at det er et soundtrack køb værdigt, så gør det en masse for skræmme spilleren. Der er ingen der har forstand på at skabe den rette stemning, som Akira Yamaoka.

Der er snak om genoplivelse her. Der er snak om en serie der har fundet vejen igen. Silent Hill: Shattered Memories er et fremragende spil. Det er skræmmende, uhyggeligt, og fortæller en fremragende historie. Dette er et must for alle gyser fans, og for os Silent Hill fans, er dette en "return to form". Man må på ingen måde undgå dette spil.