Star Fox Command

Star Fox Command til Nintendo DS

Godt flankeret af Mario, Pokemon og Metroid træder Fox McCloud som endnu et af Nintendos trofaste varemærker nu ind i Nintendo DS kataloget i spillet Starfox Command.

Fox McCloud og hans eskadrille af jagerpiloter med design taget frit ud af Lademanns dyre-leksikon er ikke nogen nye drenge i klassen. Allerede på Super Nintendo sås deres første eventyr under navnet Star Wing, og serien er senere blevet forøget med Nintendo 64'erens Lylat Wars og et par solide Gamecube-titler bedre kendt som Starfox. Nu er turen kommet til Nintendo DS, hvori man ser bort fra de platformselementer Gamecube-spillene indeholdte, og retter i stedet fokus mod luftkampene, og ikke mindst konsollens Touch-screen.

Pludder før stormen
Fox's gamle hold er nu spredt for alle vinde. Nogle har slået sig ned med deres hjerte udkårne, for at stifte en ny tilværelse, væk fra luftkrigenes rædsler. Nogle har vendt sig mod en enspændertilværelse og flyver universet tyndt i søgen efter eventyr. Fox selv kører dog stadig i samme gamle rille, og er derfor forrest i feltet når en ny invasion truer. En ny fjende (og et par gamle) skal bekæmpes og en verden skal befris, men først skal det gamle hold samles igen. Historien i Starfox Command er hverken særlig fængende, interessant eller særlig vigtig. Den fortælles i tekst, på stillestående billeder af Fox og hans holdkammerater og er egentlig aldrig særlig underholdende at følge med i. Dog er dette heller ikke nødvendigt, da de mange ligegyldige dialoger (igen med Nintendos elskede vrøvle-pludder) bare fungerer som bindeled imellem en række langt mere interessante luftslag.

Intergalaktiske generalkundskaber
Et luftslag udkæmpes om hele landsdele ad gangen. Et kort over området slaget skal stå i, viser spilleren placeringen af både venlige og fjendtlige eskadriller. I en strategisk turnusordning, rykker man sine fly rundt på kortet, mens fjenden gør det samme. Antallet af ture er begrænset, så det gælder om at sætte taktikken i højsædet. Besejrer man et fjendtligt moderskib, belønnes man med ekstra ture, og får fjenden skudt spillerens moderskib ned, forfejles missionen. Ramler man sammen med fjendtlige fly, må strategi-delen vige for det der må siges at være spillets bærende element, luftkampene.

Use the fox, Luke
Den allerførste rigtige udfordring spilleren møder, er kontrollen. Selvom genrerne afviger en del fra hinanden, kan kontrollen på mange måder sammenlignes med kontrollen i Metroid Prime: Hunters. Dette forstået på den måde, at al kontrol foregår på maskinens touch-screen, og kun våbnenes aftrækker er at finde på knapperne. På overblikskortet på den nederste skærm, har man konstant sin stylus-pen (eller thumb-strap) kørende, og synkront med sigtet på den øverste skærm skal denne behandles som var det spidsen på flyet. Heraf har man kontrollen over fartøjets sigte, flyveretninger og manøvrer. Kontrollen har som sagt en del tilfælles med Metroid Prime: Hunters, så var man en af dem, der ikke kunne udstå Samus Arans fleksibilitet (eller mangel på samme), er alt håb om et underholdende spil ude fra start af. Var eller er man dog i stand til at blive fortrolig med kontrollen, er der (som det også var tilfældet for Metroid) grundlag for en rigtig sjov og velfungerende spiloplevelse forude.

Tryk i lugerne og vind i håret
Når først kontrollen er rigtig på plads (hvilket godt kan tage lidt tid), folder spillets luftkampe sig ud i et varierende væld af fjender. Det samme gør landskaberne der kæmpes i/over, dog med en noget større begrænsning på variations-kontoen. Sjovest er helt klart spillets boss-kampe, men også tempofyldte actionsekvenser i missilers kølvand skiller sig ud. Spillet har en tendens til ikke at registrere alt hvad der foregår på den berøringsfølsomme skærm, og da spillet i så høj grad er bygget op omkring denne, er det ret kikset. Dog er størstedelen af tiden på vingerne en underholdende affære, og selvom spillet godt kan blive en kende ensformigt med tiden, er det i den første håndfuld timer et godt actionfix, med både tryk i lungerne og vind i håret. Dertil kommer den næsten evigtvarende multiplayerdel, der i mange tilfælde pepper actionelementet yderligere op.

Ræven og hans første division
Starfox Command er et charmerende bekendtskab. Godt nok er det blottet for brugbar historie, men til gengæld er det fyldt med inkarneret spilleglæde. Ikke desto mindre er den til tider svigtende kontrol ret irriterende, og en anelse mere variation i banedesignet ville have gjort underværker. Spillets kontrol er på samme tid både spillets styrke og svaghed. Svaghed fordi at der utvivlsomt er nogle der aldrig finder sig til rette med kontrollen, og styrke fordi at dem der gør, får sig en underholdende spiloplevelse. Karakterdesignet kan godt give et fejlagtigt indtryk af at de yngste kan være med, men en hurtigt stigende sværhedsgrad gør at de aldrig vil få spillet andet end spillets første to baner. Tilbage er der de af os, der sagtens kan dedikere os til piloter med dyrehoveder, kontrol med stylus-pen og intense luftkampe, og disse skal nok få det sjovt i selskab med Starfox Command.

Lyd: 6/10
Grafik: 6/10
Gameplay: 8/10
Holdbarhed: 7/10

Samlet: 7/10