Bioshock

Da spillet i sin tid udkom til Micro's box, havde jeg ikke meget til overs for det spil, jeg siden skulle komme til at elske lige så meget som jeg elsker at skyde zombier... og det er ikke kun selve historien i spillet, men selve den kombination af en retro amerikansk tidsalder og Atlantis, som bare fanger en.

Vi styrter ned med et fly et eller andet sted over havet og søger derefter tilflugt på en meget lille ø med et fyrtårn. Vi bliver ikke givet andre valg end at tage den ubåds-lignende transportkugle ned I dybet, og her ser vi for første gang det utopiske undervands bylandsskab: Rapture. Skabt af en rigmand, Andrew Ryan.

Vi når dog ikke engang ud af kuglen, før vi finder ud af at der er noget galt i Rapture; byens indbyggere er blevet reduceret en stor del, men tilgengæld er de mæsten alle sammen (dog med meget få undtagelser) ude på at slå en ihjel.

(Så ikke mere historie, der skal jo også være noget til dem, der ikke har prøvet det)

Vi kommer dog hurtig i besidelse af våben, så vi er ikke helt fortabte i den store verden Rapture nu engang er. Og i bedste tråd med skabelonen til et FPS spil finder vi andre store, kraftigere og vildere våben. Men det er ikke kun våben vi skal holde udkig efter - der er nemlig også sprut, chips, slik og cigaretter m.m. og en ting som cigaretter giver eksempelvis en smule livsenergi, og giver én en gang Eve (dette er Bioshock's version af Mana - som bliver brugte når man bruger Plasmids).

Disse Plasmids er en from for "spells", og de kommer i alle former og faver - som elektricitet, eller telekinese.

Bioshock's spil-system giver én næsten følelsen af et rollespils-agtig system, da man selv kan modifikere sin karakter med de Plasmids, der er til rådighed m.m. og spillet igennem bliver man også sat over for nogle "vil jeg være evil or good"-kinda siturationer.

Igennem spillet kommer vi også ud for at kunne spille nogle ret gode minispil - og disse udspiller sig når vi vælger at hacke pengeskabe eller nogle af de mange maskiner vi møder. Sidst nævnte kan varmt anbefales, da disse maskiner hjælper én i kampen mod de mange modstandere man møder i Rapture.

Det kan godt betale sig at kigge sig omkring i Rapture en ekstra gang, da spillet har meget at byde på grafisk - og der er ikke et område I spillet der ikke er blevet forkælet bare en lille smule! Da det at kigge ud af vinduerne i Rapture og se den undervands verden der er, kan holde mig hen i godt nogle minutter.

Som sagt i starten, er spillet lavet i et retro-look, og dette giver en stemningen af at være i Chrysler-bygningen i New York, da dens stil er lavet over "art deco" tror jeg nok det hedder...

Atmosfæren bliver hjulpet godt på vej af et fremragende lyddesign, som udspilles igennem radioer eller gramofoner og musikken er bl.a. lavet af kunstere som Billie Holiday. Og der er meget varieret stemmeskuespil fra de fjender, man møder, samt de radio dagbøger man finder.

Ja jeg kunne nok blive ved i en evighed, men jeg vil slutte med at konstatere, at de modstandere man møder både er sjove og bizare på samme tid.
Og det er lige fra The Big Daddies til Spider Splicers.

So sit down and enjoy the tour of Rapture...