Killzone 2

Jeg har altid kunne lide skydespil. Ved ikke hvorfor og tror heller ikke det er et emne jeg gider tage op med en psykolog eller andre for den sags skyld. Jeg kan bare lide det. Actionen og følelsen af at være alpha-han når man nedlægger den ene fjende efter den anden. Derfor ærgrer det mig tit når jeg har overset et rost skydespil som Killzone. Der blev derfor besluttet af mig selv, at to'eren måtte jeg eje.

Selvom det tog mig et stykke tid før jeg fik erhvervet det, blev jeg ikke mindre skuffet over da jeg endelig sad med controlleren i hånden og hørte en indledning som fangede mig med det samme. Det samme med grafikken. Godt nok var det en indledningsvideo så det kunne selvfølgelig bare være lidt mere finpudset end selve spillet, hvilket det så også var, men det ikke meget. Derfra gik jeg nærmest positivt i krig mod Helgash og dens indbyggere, selvom det hele så ud til at blive dyster affære.

Der gik heller ikke langt tid fra man landede med nød og næppe på en strand, til man stod overfor de første sæt orange øjne. Det var omkring her det gik op for mig, hvad jeg ville komme til at hade igennem hele spillet. Styringen. Fungere egentligt meget godt, men grundet den vidunderlige mulighed for at gå i dækning, kræver det at man holder L2-knappen nede hele tiden, og når man vil skyde fra skjulet og hurtigt ville gå tilbage igen. Det kunne man leve med for det var trods alt bare et spørgsmål om tilvænning.

Det samme kan siges om den tid det tager for en at dreje 90 grader rundt, for at skyde den fjende der lige nu skyder på en selv. Har man lige spillet spil som Call of Duty og Resistance, føles tiden som en halv evighed. Det føles som om du har 50 kilos vægte på begge arme, og en elefant på ryggen. Igen er der tale om tilvænning, men jeg måtte desværre finde mig i følgende scenarie adskillige gange. Jeg går fremad, bliver skudt i siden, nærmest i ryggen. Jeg drejer mig for at skyde dem, men når det ikke før jeg ligger ned. Dette element skal dog ikke skræmme en for at købe dette spil, for det er som sagt bare tale om tilvænning.

En ting jeg så rigtig godt kunne lide ved dette spil var ikke bare de fede kampe som var i spillet hele tiden, men også selve brugen af Six-Axis. Når der skal plantes en bombe sættes den automatisk op, men klargøres ved at bruge controlleren som svinges i den retning det nu skal svinges. Dog kan den blive en smule irreterende når man sigter med en snigskytteriffel. Tanken om at man kan bruge controlleren til lige at justere det sidste med en bevægelse fra controlleren er god, men det kan nemt forsage at man bruger lang tid på at sigte, da man let kommer bevæget controlleren for meget.

Men for lige at remse de gode ting op ved spillet. Alle de kampe man kommer ud for er til dels genkendelige, men der kommer også kampe som varierer meget til den positive pol. Det er decideret fedt at komme op fra sit dække og skyde to ud af tre Helgansh og så ned igen for at lade, og ramme den sidste når man så løber fra sin dækning hen til det næste. Det lyder jo næsten nemt, men AI'en gør det lige akkurat ikke nemt for en. Granater undviges super nemt, med mindre man bruger en "cooked" granat, som jo bare er en granat der har været armeret et stykke tid inden den kastes. Men AI'en prøver også på at flankere dig, og har desværre set mig selv blive offer for denne taktik en gang for meget, men følte alligevel en form for tilfredsstillelse af at de faktisk gjorde det.

Det der er skidt ved dette spil er at det hele fungere så godt, så de små fejl tit ser meget større ud end de egentligt er. Mange kritiserede spillet for den nærmest samme baggrund hele spillet igennem, bortset lige fra en bane eller to. Jeg kan sagtens se det kedelige i at løbe rundt i baner som ligner hinanden, men kan samtidig se nødvendigheden af at de ligner hinanden. Man starter som det første med at få at vide at man angriber Deres planet. Deres hjemland. De har selv lavet den som den er, og viser hvilken natur Helgansh har. Det ville for mit eget vedkommende virke fuldstændigt ulogisk at man går fra ghettoer og ødelagte bygninger, til en frodig skov bare så man kunne lave variation.

Historie-mæssigt er spillet okey. Den tager fat hvor Killzone: Liberation sluttede. Vekta er igen sikker fra Helgans så nu sættes et massivt modangreb i gang. Det hele ser ud til at forløbe fint og ISA for hurtigt kæmpet sig ind i hjertet på hovedstaden. Som en slags selvfølge opstår der nogle problemer som skal tages sig af først. Målet er simpelt. Fang Visari, den selvvalgte leder af Helgan. Mere er der som sådan ikke at sige, og mere skal der heller ikke siges. For selvom historien måske ikke ligefrem er den bedste, er den stadig bedst for den uvedkommende.

Men som (næsten) alle spil nu til dags, er der også multiplayer i Killzone 2, og den må siges at være godt udført. Banerne variere meget, og måden man lvl'er op på er også fornuftig. En ekstra bonus gives desuden for det vindende hold, hvilket er med til at give ekstra kampgejst for spillerne. Eneste ulempe må siges at når man vil ind i et spil, så kræves det for det meste en bestemt rang, så hvis man ligesom jeg var ude for, og havde købt spillet noget tid efter release, så risikere man at skulle lede længe efter en bane. Heldigvis er forbindelsen for det meste ret god, og jeg må sige jeg ikke har været ude for decideret lag, som hvis man kunne opleve i f.eks. CoD:MW og Battlefield:BC.

Alt i alt må Killzone 2 siges at være et sjovt, udfodrerne og ikke mindst et flot skydespil. Selvom styringen føles tung, er det jo trods alt kun tale om tilvænning. Singleplayeren er sjov, og multiplayeren er gennemført og anderledes hver eneste gang....næsten.