The Elder Scrolls IV: Oblivion

Oblivion er det fjerde spil i Bethesda's kendte RPG-serie.

Spillet udspiller sig i Cyrodiil, en provins i Tamriel. Du starter i en mindre fængselscelle hvor du lægger ud med at opbygge karakter, du vælger dit navn, race, køn og udseende. Inden længe ankommer Kejersen, Uriel Septim VII, sammen med sine livvagter, en kampenhed kaldet "The Blades"
Da en hemmelig dør i din celle bliver åbnet tager du chancen og følger med kejseren gennem de hemmelige gange under fængslet. Det varer dog ikke længe før kejseren indser at hans tid er kommet, og inden han bliver myrdet betror dig en amulet kaldet "The Amulet of Kings" og beder dig om at finde hans sidste levende søn og lukke portene til Oblivion.
Før du forlader de hemmelige gange bliver du bedt om at vælge dine skills, hvoraf der i alt er 21.

Det første der slår dig når du træder ud er Oblivions grafik som er utrolig flot. Man kan bruge mange timer på at vandre igennem Oblivions utrolig flotte landskab, hvis ens computer altså er så stærk.

Et af de bedste ting ved Oblivion og Elder Scrolls serien er at du ikke er bundet til noget, der er en ufattelig stor frihed i spillene. Hvis du har lyst kan du blive optaget i Mages Guild og blive en mægtig troldmand, eller du kan kæmpe i arenaen, eller blive optaget i en hemmelig gruppe af lejemordere kaldet "The Dark Brotherhood"
Mulighederne er mange, du er ikke bundet til at løse spillets mainquest med det sammme. Det kan du gøre præsis når du har lyst.

Spillets kampsystem fungerer ret godt, med den ene knap angriber du og den anden blokerer du med, du har også mulighed for at lave specielle power-attacks som gør ekstra skade.
Det er meget underholdende i sig selv.
Det er dog ærgerligt at de har valgt at skrotte populære våben som spyd, armbrøste og kastevåben. Jeg ville elske at gå amok som en anden spartaner.

Magi systemet fungerer okay. Du køber en magi og kaster den ved tryk på en enkelt knap, hvilket desuden kan gøres mens du har trukket et våben. Jeg finder det lidt kedeligt, der er bladt andet ingen chance for at fejle din magier, enten kan du eller også kan du ikke.
Og en mager bliver for det meste hurtig svag som du når op i højere levels på grund af at dine fjender leveler med dig.
Tilgengæld er alkymi meget gennemført og man kan både lave almindelige potions og gifte, hvor sidstnævnte kan påføres våben og give ens modstander en rigtig dårlig dag.

Snige systemet kunne være meget bedre. Hvis du er blevet opdaget, hvilket sker hurtigt med mindre du er mester i at snige dig omkring, vil vagter og andet godtfolk låse sig fast på dig som om de have en slags Terminator radar indbygget i hovedet. Du kan gøre dig usynlig om natten, og løbe ud i skoven og gemme dig nede i et hul, giv det lidt tid og så skal vagterne nok finde dig aligevel. Du kan ikke undslippe.

Oblivion's Level-Scaling er den værste ide der nogen sinde er blevet ført ud i livet. Alt i Oblivion er skalleret efter dig. Inkusiv våben.
Det vil sige at alt i spillet er på samme niveau som dig selv.
Iden bag det er at spillet forbliver spændede og udfordrende, det gør det mere eller mindre kedeligt og fustrerende da det fjerner meningen med at stige i levels. Personligt føler jeg aldrig at jeg bliver stærkere, tværdigmod.
Selv banditter bliver skalleret med dig, hvis du finder en meget sjælden rustning som for øvrigt er ydderest effektiv, vil du hurtig opdage at alle fjender omkring dig har det samme udstyr, hvilket heller ikke giver mening.
Det betyder at du kan blive "Grand Champion" I arenaen inden du når level 2. Din allerførste modstander vil være lige så stærk som den endelige mester du udfordrer.
Det betyder også at du kan tæske dig hele vejen igennem Mages Guild uden at kaste en eneste magi.

Desuden er der for det meste kun en mulighed i alle de quests du får. De ender stort set alle sammen med at du skal slå noget eller nogen ihjel. Der er ikke rigtig nogle specielle missioner hvor du får stillet nogle valg, men de få der er, er tilgændgæld meget sjove.
I en af dem, skal du trænge ind i en mands drømme, da han er fanget derinde. Der skal du ikke slås og den mission hører er klart en af mine favoritter.

En anden negativ ting omkring Oblivion er at du bliver holdt i hånden som om du var 8 år gammel. Der hopper altid en journal opdatering op i hovedet på dig der fortæller dig præsis hvad du nu skal gøre, der er ikke nogle punkter hvor du faktisk skal tænke selv. Jeg kan huske en speciel quest hvor jeg skulle igennem en dør, som var blevet magisk forsejlet. Ved at oversætte nogle gamle elver runer på vægene kunne jeg mere eller mindre regne ud hvilke magier der skulle kastes på døren før den åbnede sig. Men det kunne jeg ikke få lov til før du havde snakket med en mand som selvfølgelig skulle fortælle mig hvad jeg skulle gøre.
Alt i alt er Oblivions variation af quest-typer ikke specielt stor, men der er mange gode quests aligevel, der er bare for mange hack-n-slash quests.

Med lad os bevæge os væk fra actiondelen og bevæge os ind på de punkter der får Oblivion til at stråle.
Npc'er i Oblivion har fået noget af en opgradering siden forgængeren, Morrowind.
Npc'er har daglige rutiner; de sover, spiser, passer deres arbejde og snakker med andre npcér i mere eller mindre intelligente samtaler.
Og takket være Oblivion ansigts-generator er der ikke 2 npc'er der er ens, tilgændgæld syntes jeg kun en minoritet af dem er bahagelige at se på, jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst så en sort mand med grønne læber, og propertionerne kan skubbes til langt ud over det urealistiske.
Da den samme ansigt-generator bruges til at skave din egen karakters udseende vil du også opdage at det kan tage lang tid at lave en pæn karakter, det er simpelthen for kompliceret.
Og hvis du planlægger at give dig i kast med en smuk elverkvinde så kan du næsten lige så godt give op for forhånd det tog mig 3-4 timer at lave en kvinde som faktisk var køn at se på.

Alle npc'er i Oblivion fuld stemmedialog, som er meget gennemført, med undtagelse af elvere som lyder som børn på lykkepiller og helium.
Det har desvære også resulteret i at der ikke er særlig mange emner at snakke om.
I forgængeren Morrowind, der var tekstbasseret, kunne man mindst sprøge ind til 20 forskellige emner, hvor man sjældet kan snakke om flere end 4 i Oblivion.

Oblivion's byer er meget sjove at vandre rundt i da hver eneste af de omkring 10 byer har deres eget design.
Desuden er der ruiner og huler spredt ud over hele Cyrodiil som fluer på en lort. Hvor end du går hen støder på du en form for dungeon.
Min favorit er Aylied ruinerne, resterne af en gammel Elver civilitation som eksisterede i Cyrodiil før menneskene kom til, hvilket du også kan læse meget om i Oblivion store udvalg af bøger.
De ruiner af spækket med fælder og det gør det lidt sjovere end at løbe rundt og hakke i skeletter og zombier
ODer vil også dukke mange portaler op, som er porte til Oblivion, de bliver meget kedelige til sidst, da der er milliarder af dem og de handler alle sammen om at komme op i et tårn og fjerne en magisk sten. Jeg gjorde det hurtigt til en slags minispil om hvor hurtigt jeg kunne komme der op ved hjælp af snydekoder.
Og da der er så mange portaler vil du hurtigt opdage at det er de samme baner du spiller igen og igen.
Fort ruiner er en god gammeldags slotsruin fyldt med røvere, goblins, rotter, skeletter og andet kravl.
De bliver altså alle hurtig kedelige og ikke mindst på grund af Oblivion's level scaling, du opdager hurtigt at ruinen ved siden af indeholder det samme som den første. Og du vil aldrig se skyggen af sjælde rustninger og våben før de højere levels.

Desuden er der kun 4 Guilds i hele Oblivion, hvis vi tæller Arenaen fra. Det er meget mindre i forhold til Morrowind der havde næsten 20, som i øvrigt var meget længere.
Og da mange quests er simple "dræb ham der" missioner føler jeg personligt ikke at det er godt nok.

Men trods alt det dårlige, har Bethesda på en eller anden måde for mået at skabe et spil som man aligevel godt kan nyde. Selvom det kan være svært at ignorere alt det dårlige.

Musikken i Oblivion er skrevet af Jeremy Soule, som også lavede musikken til Morrowind.
Soule gør et fantisktisk job og selvom Oblivion ikke er mit favorit spil får jeg aligevel lyst til at spille det når jeg hører Soules musik, hvis jeg så starter det op lukker jeg det hurtigt ned igen da jeg så er vendt tilbage til virkeligheden.

Oblivions nok største plus er nok, The Elder Scrolls Construction Set.
Det er et simpelt værktøj der lader dig modificere Oblivion præsis som du lyster, og der fines allerede 100.000 mods omkring nettet.
Desvære kan der ikke downloades mods til Xbox 360 eller PS3.
Men jeg skylder det Construction Set mange timers sjov, det har reddet Oblivion fra at blive en total katastrofe i mine øjne.

Alt i alt vil jeg mene at Oblivion er et okay spil, men det er et temmelig dårligt RPG. Og hvis man leder efter et rpg skal man nok forsøge sig med Morrowind i stedet for.
Men Oblivion er nu aligevel en ret fed oplevelse, jeg må indrømme at jeg også har spillet det i over 300 timer (jah, for der er faktisk rigtig meget at lave)
Men nu er jeg simpelthen blevet træt af det.
Hvis man er hardcore Elder Scrolls fan skal spillet naturligvis prøves, men når alt kommer til alt er Oblivion et ringe Elder Scrolls spil.

Så for at gøre det superkort, Oblivion er et okay spil, men det er ringe Elder Scrolls.

Grafik: 9
Gameplay: 7
Lyd: 9
Holdbarhed: 8