Dansk
BRUGERANMELDELSE

Frontlines: Fuel of War

Anmeldt på pc med følgende specs -
HD 4870 OC
Core2Duo E8400 OC
4 GB ram
Windows XP
1680 x 1050 skærmopløsning
Spillet kørte klippestabilt med 60 fps

Frontlines - Fuel of war er et første persons skydespil udviklet af KAOS studios som stod bag den meget populære mod "Desert combat" til Battlefield 1942.

Inden jeg kommer alt for godt i gang, vil jeg lige berette om tiden dengang tilbage i februar 2008, hvor Frontlines - Fuel of war blev udgivet. Vi var mange der håbede på at Frontlines ville blive det nye Battlefield spil. Eller om ikke andet, en værdig konkurrent. Desværre skulle det vise sig at KAOS og THQ havde været for hurtige med at få produktet i handelen. Både det officielle og andre spil forums vrimlede med ulykkelige købere, der havde store problemer med at afvikle spillet, nogle kunne end ikke starte spillet uden at det crashede. Legitime problemer som beskrevet, blev dog hurtigt mikset sammen med Internettets sædvanlige brokkehoveder og deres mere eller mindre ligegyldige problemer, typisk drejende sig om features i spillet de ikke kunne lide. Hvorom alting er så fik spillet en hård medfart og spillerne holdt sig væk.

Frontlines var ment som et multiplayer spil i stil med Battlefield serien. Men med en højst tvivlsom online del, skal man tro de stakler der i sin tid forsøgte sig online. En ingame browser der nærmest ikke fungerede, ingen anticheat software i et farverigt miks med De der faktisk slet ikke kunne køre eller starte spillet. Var døden indtruffet og trods ihærdige genoplivningsforsøg fra udviklerne i form af hotfixes og patches, var patienten død ved ankomsten.

Grundet ovenstående købte jeg ikke spillet og fortsatte uforstyrret med mit elskede Battlefield 2.

Nu så jeg så spillet for noget tid siden i Fona til kun 50 kr. og så slog jeg til.

Eftersom stort set ingen spiller spillet online længere(50-70 stykker ifølge Game-monitor)orkede jeg ikke at installere de mange, mange små og store patches på min maskine.

Det blev heller ikke nødvendigt, spillet fungerede som det skulle og jeg havde ingen problemer med det.

Dette betyder at min anmeldelse ene og alene baserer sig på singleplayer delen/historien, for sådan en er der nemlig i modsætning til Battlefield.

I det herrens år 2024 er jordens olie og energi reserver ved at være udtømte. En global katastrofe er under opsejling. Der er hungersnød, de fattigste lande er bukket under. Vold, optøjer, nød og sult præger de førhen så velstillede lande. En desperat mangel på olie deler verden i Øst og Vest. USA og Europa mod Rusland og Kina.
En krig er uundgåelig og dit lille bidrag til konflikten kommer til at foregå i fællesskab med din kampgruppe "Straydogs".

GRAFIK - Grafikken svinger imellem at være rigtig god til middelmådig. Eksempelvis ser køretøjer, fly og helikoptere rigtig flotte ud. Miljøerne man færdes i, specielt det sidste slag i Ruslands hovedstad ser direkte godt ud. Der er også scenarier der virker lige lovligt vel generiske, men alt i alt et pænt skue.
Eksplosionerne i spillet er middelmådige, grænsende til ikke for gode. Det kan dog overraske en gang imellem og være meget flot.
Animationerne er da ok, men virker lidt halvfærdige.
Menuen byder på en bestået samling grafikindstillinger og jeg er altså gladest når jeg kan få lov til at skrue op for det hele. Ellers føler man jo bare man spildt sine surt tjente penge på dyrt og overflødigt hardware.
Banerne er store og åbne, med en kærkommen variation i omgivelserne og flair for detaljerne. Men der mangler ligesom noget, kvaliteten går lidt op og ned og der kunne sikkert godt være blevet brugt lidt mere tid på nogle af banerne.

Jeg synes at ens HUD(Heads up display) virker lidt billigt og plastikagtigt. Det består af nogle lidt blege neon/pastel farver. Bevares, det er meget overskueligt og nemt at forstå, men signalerer rå og beskidt krig, gør det godt nok ikke.

AI - Vi er milevidt fra Battlefield serien på dette område, på den positive måde. Fjender og allierede bevæger sig rundt på de store baner, på en måde der ikke ødelægger illusionen. Både ven og fjende forsvarer sig tilpas godt, men man kan ikke helt undgå følelsen af at man egentligt godt kunne have klaret det hele alene. Ikke at ens allierede er i vejen, men så effektive er de så heller ikke. Det vigtigste er at fjenderne er sjove at kæmpe imod og yder tilpas modstand.

LYD - Der er masser af råben på sådan en slagmark og det fungerer alle tiders. Fjender og allierede råber og skriger alle vegne fra og det er bestemt med til at give en hektisk stemning. Våbnene har noget dejligt omph i sig og man føler virkelig at de kan gøre skade. Det samme gælder køretøjer. Lyden af en fjendtlig helikopters rotor over ens hoved, få automatisk én til søge dækning. Tanks lyder tonstunge og de små droner man får lov til at benytte en gang imellem lyder legetøjsagtige men igen også dødbringende. Min eneste anke er ham fyren der udstikker ordrer i ens headset. Han er noget irriterende at høre på. Men det er sikkert smag og behag, han udsteder i hvert fald sine ordrer så man kan forstå dem. Men han havde nok bedre egnet sig bedre om bingovært.

GAMEPLAY - Gameplayet er yderst simpelt. Du bliver smidt af på en kæmpe bane, med det våben outfit du måtte ønske. Heriblandt support, spec ops, sniper assault og så videre. Derefter kommer dine objectives til syne, på det i øvrigt fremragende map. Herefter går du og dine følgesvende ellers i gang med de forskellige objectives. Disse består hovedsagligt i at skulle indtage eller forsvare forskellige punkter på banen eller at skulle sprænge noget i luften. Der er ikke medics som i Battlefield og man healer som i stort set alle andre nyere spil. Altså ved at genere liv på magisk vis, fuldstændigt som vi så det i COD 2 og samtlige skamløse plagiater siden. Jeg er ikke helt begejstret for det, men man må indrømme at det bevarer flowet i gameplayet. Så slut med at råbe forgæves på medics eller løbe rundt og finde små æsker med røde kors på, hvilket jo nok også havde lidt "magi" over sig.

Der er dog én ting som sikkert både udviklerne og jeg i særdeleshed vil fremhæve. Nemlig de små radiostyrede droner. På mange af banerne kan du finde fjernstyrede minitanks og helikoptere, som du fra dit skjul kan slagte fjender med. Det er som nok lidt mindre effektivt end at løbe ind med din LMG, men om ikke andet så er det rigtigt godt for afvekslingen i spillet. Dronerne har en forholdsvis lille aktionsradius og klarer sig ikke så godt under heftig beskydning, men sjove er de.

HOLDBARHED - Tjah, jeg har overvejet om ikke man skulle bruge en weekend på at få installeret de der patches og så give de der FFOW noobs, noget BF2 vet modstand online...Men...
Singlelplayerdelen tog mig små fire timer at gennemføre, men jeg snuppede lige en tur mere bagefter, der tog det dog kun omkring tre timer. Genspilbarheden tror jeg er bedre end gennemsnittet af singleplayer shootere derude. Det kribler i hvert fald lidt i de gamle fingre. Men det ender nok med at man joiner lidt BF2 pubbing i stedet for og det er nok Frontlines - Fuel of wars største problem.

OPSUMMERING - 50 kr. for 2 DVD'er, en pæn æske og et allerhelvedes hektisk og sjovt spil. Det er et røverkøb! Spillet blev aldrig en trussel imod Battlefield franchisen og det er nok restlageret der bliver solgt ud af nu. Kan du lide first person shootere med et højt action nivau, åbne baner og muligheden for at gribe tingene an på din egen måde og i dit eget tempo er her et spil du ikke må gå glip af.

Se gameplay video her(singleplayer) - http://www.youtube.com/watch?v=7Q3_Gi65tLs&feature=channel_
page


PLUS -

Store åbne baner

Fodsoldat, tankfører, helikopterpilot eller en tøsedreng bag en mur med lidt dødbringende legetøj i form af droner. Man bestemmer selv, det kaldes variation og det er lækkert

Udmærket grafik

Ekstremt underholdende

Råb og skrig på slagmarken skaber hektiske og involverende kampe

MINUS -

Grafikken kunne godt have været lidt flottere på nogle områder

Spillet er så godt som dødt online

Jeg kunne virkelig ikke lide det der HUD, alt for meget 80'er pang over det

Spillet kunne godt have været lidt længere

Kun én helikopterbane og på de 20 minutter fik jeg ikke skudt en eneste fjende, skuffende, men man kan jo selvfølgelig bare spille lige netop den bane igen og igen

Samlet karakter: 8/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10