Half-Life 2

Kan et spil være kunst. Kan det komme op på højde med film og bøger og musik, eller er spil blot for underholdningens skyld? Kan et spil blive en del af ens liv, eller er man sygelig ramt af en gal gamer, hvis dette er tilfældet? Kan man føle at man kender personer i et spil, og kan man blive trist og glad sammen med dem, præcis som i film og bøger? Kan et spil betyde så meget for en, at man er ligeglad med alle andre kulturelle oplevelser, og den virkelige verden bare man får lov til at spille dette spil? Ja.

Det var præcis sådan jeg havde det, i løbet af de tre intense dage hvor jeg spillede Half Life 2. Intet andet betød noget for mig, end hvad der skete med Gordon Freeman, og hvilke hektiske eventyr og færde han nu blev bragt ud på. Jeg følte ikke jeg var Gordon Freeman, men jeg følte jeg var en del af ham. Jeg var det der styrede hans handlinger, og bevægelser, og det var op til mig at få ham levende ud af det helvede han befandt sig i. Sammen rejste vi gennem City 17, for at redde verden for total undergang, ved vores side havde vi den smukke Alex, som vores partner og ven.

For selvom Half Life 2 forgår i en dyster, og ødelagt verden, er det også fyldt med stemning og kærlighed, som spilleren i den grad kan mærke. Man møder personer gennem spillet som man lærer at kende, og man føler selv at man danner et venskab med dem. Det kan godt være det lyder langt ude, og ord kan heller ikke beskrive hvad jeg føler for spillet, man er nødt til at spille det selv. De forskellige karakterer har deres egen personlighed, og man knytter et bånd til dem. Man bliver glad for at se dem igen efter lang tids adskillelse, og man føler vrede hvis der sker dem noget. Man føler sig hjemme i det fantastiske Half Life 2 univers, og sammen med de andre oprøre, føler man at man har en sag at kæmpe for. Man føler broderskab, og sammenhold, og man føler at man kan slappe af i sine venners nærværd.

Spillet starter som du stiger af et tog, på perronen til City 17, og det første der falder dig i øjnene på perronen, er en storskærm, hvor de onde combines leder, taler til dig som om at City 17 er det eneste sikre sted at være. Det viser sig dog hurtigt at være løgn, og inden længe er du på flugt ud fra perronen.

Det hele er så godt skruet sammen, og der er en ubeskrivelig filmisk stil over det, som får alle brikker til at falde på plads når du bevæger dig rundt. De hektiske jagte, og actionfyldte skuddueller er genialt godt skruet sammen, og pulsen er hele tiden i top. Der er gåder som virker umulige at løse, men alligevel ender op med at være helt simple at løse. Der er jagte i fartøjer, som selv den dyreste Hollywood film ikke vil kunne hamle op med. Det er et actionspil, men alligevel meget mere end det.

Sammen med dig Har du Alex. Datter af en af de andre oprøre, og sammen skal i kæmpe jer vej ud af City 17. Både Alex og hendes far betyder meget for spillet, men specielt Alex er en vigtig karakter. Hun er din bedste ven, og måske mere end det. Hun sørger for fartøjer og våben til dig, og specielt den seje Gravitgun, er eminent, og efter min mening, det bedste våben nogensinde i et spil. Som navnet siger, er det et slags tyngdekraftsvåben, som kan bruges til at smide objekter efter fjenderne, eller trykke fjenderne væk fra dig.

Gravitgun er et vigtigt våben, og specielt den del hvor du befinder dig i bydelen Ravenholm, er den nyttig. Bydelen er nemlig besat af de små insektlignende monstre, som fjenden har sluppet ud over byen, og som æder sig vej ind til hjernen på mennesker, og derfor forvandler dem, til levende døde. Det specielt ubehagelige ved disse zombier, er at de råber på hjælp, og skriger for deres liv, selvom de prøver at slå dig ihjel. Man har lyst til hjælpe dem, men kan ikke, for så bliver man selv dræbt, så man er mod sin vilje, nødt til at slå alle de angribende zombier ihjel. Det gør det ikke mere behageligt at de små dyr på deres hoveder, overlever hvis du skyder dem i maven, og derefter vil forsøge at angribe dig. Det er et utroligt uhyggeligt element i spillet, og på den måde, blander spillet faktisk forskellige genre, til et fantastisk spil.

Spillet indeholder så mange fede scener, og elementer, at jeg ikke ville være i stand til remse dem alle op her, så jeg nøjes med at tale om min favorit. På et tidspunkt i spillet, får man tildelt en båd som både kan køre på land og i vand. Det er et meget urealistisk fartøj, men samtidig det sjoveste jeg nogensinde har kørt. Mens du befinder dig i det, bliver du både jaget af helikoptere og tanks, og det udgør efter min mening, den mest hæsblæsende action scene i et spil, set indtil videre.

Jeg tror at spillet udkom i 2004, og set efter den tids spil, er grafikken helt utrolig, da jeg aldrig havde set en sådan en detaljegrad af selv de simpleste ting, som mure og møbler. Historien er også helt eminent, jeg ville bare ønske jeg kunne få fingrene i de første Half Life spil, så jeg kunne få det fulde overblik.
Hvis man vil spille Half Life 2, råder jeg dig til at købe Orange Box, da det også er denne jeg har, og der følger de to fortsættelser med. De er begge fede, men de hamler på ingen måder op med denne klassiker af et spil.

Alt fungerer i spillet, gameplay lyd og grafik, flyder bare sammen i en lækker cocktail, af denne spilbombe. Jeg har aldrig spillet noget lignende, og det ville også være urealistisk at forvente nogensinde at komme til det. Til sidst har jeg kun et at sige: KØB DET, dit syn på spil vil blive ændret for altid. Tilbage er der kun at glæde sig til Episode 3, det bliver vildt!

Grafik 10/10

Gameplay 10/10

Lyd 8/10

Holdbarhed 10/10