Killzone 2

Killzone 2 er måske det mest ventede PS3 spil i år, men lever det op til forventningerne, og de næsten lidt for høje karrekterer, eller er det blevet hypet alt for meget?

Jeg vil lige starte med at sige at denne anmeldelse kun omhandler Single-player, da min netforbindelse er i unoder fortiden, men jeg tror jeg kommer med en blog anmeldelse af det.

Jeg kan også sige at jeg ikke har spillet mig gennem Killzone 1 eller Libiration, så jeg kan nok ikke min historie så godt, men jeg skal da prøve.

Spillet starter med at du Sev, Rico, Garza og Natko (du spiller som Sev), skal ned til planeten Helggan, for at anholde Kejser Visari, der sjovt nok godt kunne minde lidt om Hitler, med alle hans passioner og planer.
Historien er ikke så vigtig i spillet, men den binder da det hele sammen, og den kan godt komme til at røre en lidt, da der pænt sent i spillet sker noget tragisk, men det skal jeg jo nok ikke komme ind på, men jeg vil da sige at det tager hårdt på Sev.
Jeg kan da også sige at den bliver relativt bedre i slutbanen, nærmere sagt når man har klaret slut bossen, og så kan jeg lige så godt sige jeg glæder mig til Killzone 3 udkommer.

Spillet blev annonceret med en trailer, der fik flok til at gispe, bare fordi den var så flot, det viste sig jo at være en fup trailer, men selvom det viser at spillet ikke bruger PS3 software på max styrke, så bruger den da den på omkring 70-80 procent, og det siger vel at der er nogle problemer med det grafiske.
Jeg oplevede næsten gennem hele spillet at når jeg nådede til et save point og de dertil følgende sekunder ca. 3-4, så gik spillet næsten i stå, og med de enorm lage loadtider, der kommer når man skal starte spillet igen, eller kommer til en ny mission, så må man døje med det som var det en evighed.
Men de rigtige grafiske fejl kommer når man og ens gevær går ind i en beton væg, det er sådan helt i de små bagatæller, men stadig overordnet er det et af maskinens smukkeste spil, måske kun over gået af MGS4 på det grfiske plan.

Men der hvor spillet virkelig rammer en guldåre, er i dets våben og maskin tårne.
Før vi overhovedet går over til gameplayet, skal jeg simpelthen lige skrive alt for meget om våbene. Som Tanggård skrev i sin anmeldelse, så er spillets virkelige stjerne spillets våben, for de er virkelig noget nær perfekte, lige ud over pistolen, som føles lidt ubalanceret, med al dens kraft. Spillet har alt, fra shotguns til assault rifler, og videre til nogle nye påfund, som Burton kanonen og Electric Gun. Alle våben føles så fabelagtige at bruge især sniper riflen, som nok er den bedste sniper jeg har prøvet i et spil endnu.
Men skulle jeg nævne nogle minusser ved våbene, så er det at shotgunen, har jeg set i så mange andre spil i noglelunde samme design, den føles virkelig idefattig, og den anden ting er at man kan holde på sin pistol med uendelig ammonition, og så sin riflen eller hvad man nu holder på, og det kan godt være irreterende, at man må vælge mellem alverdens hav af top kvalitet våben. Men ellers er det det mest fuldendte våben samling i spil mans minde.

Lyden er også af svingende kvalitet, lydeffecterne er top kvalitet musikken mangler lidt, stemmerne går fra at være fantastiske og autendiske til pænt amatøragtige. Lyden er stort set god men aldrig mere, selv med nogle rigtig lækre effecter, og storslået musik når den endelig er der, men med den mangel der er er den ikke andet end god.

Gameplayet er så der hvor vandene skilles, og med det mener jeg at der er meget i det, nogle helt igennem fantastiske maskinkanoner og geværer til en nok endnu mere fabelagtig exo-skelet, og så ned til den lidt sløve landjord styring.
Men lad os starte ud med SISASIS-kontrollen. Den bruges ikke til mere end til at sætte sprænstoffer på døre, og dreje ventiler, og så er der faktisk ikke mere.
Lad os gå videre til exo-skeletet, og som sat før har det en helt igennem fantastisk styring, den er hurtig præcis, og ikke mindst vanvigtig sjov at bruge, surt man ikke har den i mere end i en bane, men den har alt, maskin gevær, raket kaster, sprinte funktion og en lækker hoppemekanisme.
Og nu maskin geværertårnene og den ene kanon. Den er ikke en stor del af spillet men du vil lære at elske og hade den, for det er jo først og fremmest helgasterne der bruger dem, så du må jo lave en hoved skud, for at få fat i dem, men så er gevinsten kæmpe stor. Du kan gå i cover i dem hvis du er ved at dø, den kan blive overophedet og det er bare fantastisk, du vil nyde hvert et sekund du er på en.
Og så til cntral styringen altså fodgang.
Den kan godt føles lidt tung i starten, men med spillets indbyggede cover system, så vender du dig hurtigt til at vide der er nogle helgast, jeg må i cover og for at være helt ærlig så er det fantastisk esom en følelse man for, når man bag cover hører skud og skrig rundt omkring, og bare ikke kan se, det det er virkelig stemnings mæssigt velfungerende, og giver en god atmosfære.
Men men men, der er jo altid fejl ved spil, og Killzone 2s største akilleshæl, ligger i AI'en, altså ikke Helgasternes AI, den er noget nær det bedste jeg har set, det er dine alligeret, nogle gange står de bare og ser på, mens de for en kugleregn gennem sig, og de kan sagtens finde på at blokere veje, så man måske når at blive, men de kan godt, lige klare et par kills for dig, og fjenden ved at de er der og kan sagtens finde på at angribe dem istedet for dig, og det giver lige stemningen et nøk op af stigen. Men man kan ikke se forbi at styringen føles lidt sløv i det, og at dine hjælperes AI for det meste bare er til besvær, men ellers er det nu rigtig godt klaret i styringen.

Spillet vare ikke mere end højst 8-9 timer, men så kan du spille spillet igennem igen på en højere sværheds grad, eller spille igennem nogle af spillets missioner igen i mission select, og det giver faktisk en rigtig godt holdbarhed, især så man kan se hvor god man er.

+er: Lækker grafik,
Super effecter,
Maskin geværets og exo-skeletets styring,
Våbene,
Helgasternes AI,
God mulighed for at spille igennem missionerne igen og igen,
god atmosfære.

-er: fodstyringen kan føles lidt for sløv til tider,
det er nærmest en pine med dine allierets AI,
manglende musik og ujævne stemmer,
grafik fejl.

Grafik: 9
Lyd: 7
Gameplay: 9
Holdbarhed: 8

alt i alt 8, husk nu at jeg ikke har prøvet online så måske ændre jeg karrekter men et 8 tal for single-player.

Sidste ord: i sidste ende handler det jo at have det sjovt når man spiller og Killzone er super sjovt, men det kan også være irreterende, men stadig rigtig godt.