Grand Theft Auto IV

okay gider ikke forklare historien osv, da jeg ikke vil spoile noget for dem der vil spille spillet. Jeg vil i stedet starte med at fortælle om historien.
GTA IV er et spil der virkeligt forsøger at være en film, spillet er fra starten fuldstændigt opsat på at være en hollywood film. Måden de gør dette er ved hjælp af overdreven kropsmimik og ved at hive stortset alle tænkelige hollywood kicheer op af lommen.

Vi har en hovedperson med en blakket fortid der søger hævn, vi har en ven der skylder penge. Vi har nogle mafiosoer der tager niko under sin vinge. Der er intet nyt i historien, i stedet forekommer den på en eller anden led bare prætentiøst da den gennem hver eneste cut-scene tager sig selv alt for højtideligt.
Vi har overdrevne accenter som virkeligt mangler troværdighed og en spand 2dimensionelle karakterer som ikke er meget mere end dårlige jokes (in the eye of the beholder) og kliché fyldt dialog.

Ind imellem får man lov at vælge om man vil skåne folk eller slå dem ihjel. Konceptet var interessant, specielt da jeg ikke rigtigt følte at jeg havde det fjerneste bånd til Niko eller personen foran mig. Det endte selvfølgeligt med at jeg slog manden ihjel i et håb om at få tildelt titlen som spillets største røvhul, en kamp der syntes svær at vinde. Fra det punkt af begyndte jeg at spille dedikeret for at opnå denne titel. Hvilket bringer os til det næste aspekt af spillet.

Spillet byder af en eller anden grund på et dating system/venne system. Det indebærer at man mellem missionerne kan tage en kvinde med på date og kan besøge sine venner. Gameplaymæssigt betyder det at du ringer til en af personerne, kører dem et eller andet sted, ser en kort cut-scene og kører tilbage igen. ikke synderligt interessant da der på ingen måde er nogen fare involveret, det værste der kan ske er at du skræmmer din medpassager og skal starte forfra. Man har ingen indflydelse på denne tur, da Nik vælger selv at føre ordet, dette gør at spilleren faktisk ikke rigtigt laver andet end at gå fra punkt A til B til A.

Jeg besluttede mig hurtigt for at denne gameplay feature kunne hjælpe mig i min kamp for at blive byens største røvhul. Derfor valgte jeg at tage vennen Roman med på en tur bowling, fra det sekund vi satte os ind i bilen opdagede jeg til min gru at manden nægtede at stoppe med at snakke. jeg parkerede vognen gik ud og placerede et haglgevær i hovedet på Roman, efter dette dukkede han sig selvfølgeligt som enhver god velopdragen mand ville. Men stoppede han med at snakke? næh... jeg trykkede derfor på aftrækkeren og lavede et gigant hul i hans pande. Senere vælger han så at spørge mig pænt om jeg vil hente ham på hospitalet, hvilket jeg af åbenlyse årsager nægter. Hvorefter jeg igen inviterer ham ud, denne gang nægter han også at stoppe med at snakke, så jeg vælger at drukne ham i havnen... hvorefter han spørger om jeg vil hente ham på hospitalet, som jeg selvfølgeligt nægter.

Jeg måtte hurtigt indse at Roman ikke kunne blive vred, ligemeget hvor meget jeg søgte at dræbe ham ville han altid være min ven. Jeg vendte derfor øjnene mod Kvinden Michelle som jeg kunne date. Efter at have gennemført skud-i-hovedet-rutinen på hende rejste hun sig fra jorden og begyndte at skælde mig ud hvorefter hun skyndte sig hjem... min mission var fejlet.

Men hvad driver egentligt en mand til at gøre alle disse ting? burde jeg ikke benytte sanbox mulighederne? burde jeg ikke tage missionerne?

Tja starter med sandbox mulighederne, så gemmer vi det mest spændende til sidst. I de gamle gta spil (sorry vil normalt ikke sætte et spil op i forhold til sine forgængere, men gør det nu her alligevel), i de gamle spil kunne man gøre politiet pænt vrede rimeligt hurtigt. det var sjovt at have fem stjerner og forsøge at flygte fra politet i nogle hæsblæsende bil jagter. det var noget der kunne tage lang tid, brugte faktisk pænt meget mere tid på det end på missionerne (da de var rimeligt broken dengang), det reddede spillet.
Så nu vil jeg opleve en god omgang politijagt, jeg kører en del folk over indtil den første stjerne er opnået, yes tænker jeg mens jeg farer afsted... for til min gru at opdage at jeg netop lige er undsluppet politiet og igen er renset. Ser du, spillet byder på en blå ring på kortet når politiet kommer, kører man uden for denne så forsvinder politiet efter noget tid. Meget praktisk i missions delen, og godt at man endeligt har en chance for at undslippe. dog betyder det at man skal anstrenge sig en del for at få noget ud af sandbox delen. Desværre gik det hurtigt op for mig at det slet ikke var sjovt... et af problemerne grunder i at bilerne er stortset umulige at styre, Rockstar har ment at realisme ville gavne ("realisme"...) så bilerne er meget tunge og har meeeget let ved at vælte (ligesom i virkeligheden...) og kan stortset ikke dreje (ligesom i virkeligheden....). Jeg måtte derfor give op, der var intet at gøre... missioner var hvad jeg måtte tage.

Man får så nogle missioner, min første tanke var: det skal nok blive sjovt, det er jo et sandbox game og de praler af deres frihed. Jeg tænker at missionerne nok er noget hvor man kan have mange tilgange og gøre som man har lyst til, ligesom når man fræser rundt i byen... God was i wrong? det viser sig at spillet nok er et af de mest liniære spil nogensinde. Missioner indeholder spændende elementer som: kør til punkt A for at hente X, kør derefter X til B, vent i noget tid og flygt fra Q, kør derefter tilbage til A. Altså en forfærdelig masse køren rundt. og da man har en gps tilrådighed fik de hurtigt suget alt det sjove ud af det (hvis der nogensinde var noget sjovt i at køre pointløst rundt) Gps´en indebærer at du ser en gul linie på kortet, som skal følges, action packed!

Nogle af disse køren rundt missioner afbrydes af skyde dele og nærkamps dele. Nærkamp virker, i teorien. Det er rimeligt sjovt at slåsse tæt på i tutorial missionen, men senere når man skal finde det frem igen er det alt for kluntet, man sidder og famler i blinde. skudedelen er udemærket, man kan gå i cover (hvilket virker lidt halvfærdigt) og skyde om hjørner, desværre mangler der seriøst noget feel i våbnene. At skyde med en pistol er en rimeligt flad affære, føles ikke rigtigt som om man rammer noget.
Nærkamp og skydning, kunne begge have virket godt, såmændt også kørsels delen. Men i dette spil virker det mere som en overambitiøs idé, tingene fungerer ligepræcis, men så heller ikke mere. De skulle have fokuseret på én af delene og givet os en ordentlig finpudset pakke.

Men hvad er der så tilbage? jo Rockstar har forsøgt at kompenserer for alle de broken dele, ved at fylde spillet med gimmicks. du kan se fjernsyn (meeget dårligt fjernsyn, som giver gode eksempler på deres Ge-ni-ale humor, bemærk ironien.) du kan spise hot-dogs for at få helbred, du kan gå på internet, du kan ringe til folk og se teater og gå til cabaret... hvilket dog indebærer en cut-scene, ingen fri kontrol...

alt i alt vil jeg mene at spillet er et meget ambitiøst spil der søger at jonglere med flere bolde end det er i stand til. Problemet er at hver enkelt del fungere men ikke godt nok til at man kunne basere et helt spil på den enkelte del, uden at spillet endte som middelmådigt. Det giver derfor spillet et rimeligt middelmådigt feel, intet virker optimalt. Og samtidigt reklamerers der med frihed men denne er ikke tilstede i selve missionerne. Jeg vil mene at spillet kløjes i at gøre serien mere realistisk, de søger en mere realistisk stil men de gennemførere ikke konceptet. de holder stadig fast i sine urealistiske rødder, et sted de skulle være blevet.

spillet kan anbefales til dem der på en eller anden led finder et lys i historien, og fans af de gamle vil måske også se et lys i missionerne. Men vil ikke anbefale det til fans af sandbox spil da der er så mange flere gode bud på stammen, dette spil gør det bare ikke godt nok.