Dansk
BRUGERANMELDELSE

Devil May Cry 4

Siden ps2 har devil may cry spillene huseret derude. Personligt var jeg ret stor fan af det første, trods et rimeligt fesent kamera. De efterfølgende titler sagde mig dog ikke det store.
Men nu er vi kommet til ps3 og her kan man finde Devil may Cry 4, tid til at se hvad der er ændret.

Spillet starter ud med en længere cut-scene der viser os lidt baggrund, man får aldrig rigtigt et indtryk af universet, hvor er vi? er det her virkeligheden? er det jorden? eller en anden dimension? nope, ingen informtion om dette. Tilgengæld får vi smidt en masse overdrevne action sekvenser i hovedet som formår at underholde ved til tider at grænse til det latterlige. Dette kan ses som et plus, da det ligepræcis giver en begrundelse nok til hvorfor man kæmper sig fremad, og fordi det er rimeligt sjovt. 1 ting er gældende for hele spillet, historien kommer aldrig i vejen for gameplayet, man afbrydes ikke i missionerne, og cut-scenes er relativt kort-fattede.

Spillet er opbygget på den måde at man først præsenteres for en historie sekvens, og efterfølgende kommer man til en missions skærm. På denne skærm kan man kort læse hvad målet i banen er, og man kan købe items og nye moves til senere brug.
Hele denne opbygning giver spillet et meget old-school feel, og man føler virkeligt at man har udrettet noget når man gennemføre en mission og præsenteres for den næste. Der gives ingen mulighed for at gemme inde i disse baner som kan tage mellem 30-45 minutter at komme igennem, dog er der placeret check-points hist og her så man ikke er helt lost når man f.eks. får tæsk af bossen i slutningen af banen. Det at man ikke kan gemme giver banerne et intenst twist, man kæmper ekstra hårdt for at nå til målet, og belønnes derfor også med glæde når man endeligt når målet.

Men hvad går spillet ud på? hvad laver man?
Spillet er en hybrid mellem beat-em up spil og resident evil. Et af de steder hvor spillet virkeligt skinner er i kampene. man har et relativt let at bruge kombosystem der gør at man fra starten af kan uddele seriøse tæsk, men som man spiller spillet begynder man at mestre dette kombosystem, og man får øjenene op for adskillige teknikker. Der bydes på et utroligt dybt system som gør at man virkeligt får mulighed for at finpudse sine evner. Nævneværdigt er det også at dette spil byder på 2 forskellige karakterer, først og fremmest spiller man som Nero, som har en magisk arm, denne arm kan bruges til at trække sig nærmere fjender der står langt væk, og man kan bruge den til at udføre et kraftfuldt kast. Senere møder man Dante fra de forrige DMC spil, han har i stedet for armen, 4 forskellige kamp stilarter som man løbende kan skifte imellem igennem kampene via de digitale knapper. Disse forskelle på de to karaktere giver en rimelig variation i gameplayet, man griber situationerne helt forskelligt an.

Desværre er kameraet ikke helt på toppen. Selvom man til enhver tid har fuld kontrol til at dreje kameraet 360 grader rundt om dig selv, så er det til tider svært at se hvad man laver pga monstre der træder i vejen for synet. Det kan tiltider være et problem, det er bedre end det plejer at være, men stadig et nævneværdigt problem.

Og det stopper desværre ikke der, spillet lider på samme tid under en meget inkonsistent og til tider decideret sadistisk sværhedsgrads kurve. Den ene bane finder man legende let, mens en anden får en til at rive neglene af i frustration. Jeg kan f.eks. nævne en af de senere baner hvor man under en stram tidsgrænse skal kæmpe sig forbi en 10 fjender for senere at komme til et rum hvor man skal lave korte præcise hop forbi bevægende laserstråler i varierende højder.
Selvom spillet generelt er lettere end DMC 3 så byder det stadig på et par yders udfordrende steder, desværre hopper sværhedsgraden for meget rundt og de svære steder får derfor en mere negativ effekt end de ellers ville have haft, da de simpelthen er for kontrasterende.

Sværhedsgraden underbygges af endnu et frustrerende element: nemlig det faktum at de items man benytter ikke vender tilbage hvis du dør, og samtdigt stiger prisen hver gang du køber noget i butikken. Det vil sige at man skal vide sig helt sikker på at man kan klare en boss før man bruger et item, da den eneste måde man kan få tingen tilbage er ved at starte hele banen forfra igen. Dette kan virke meget frustrerende da man til tider nægter at bruge items af frygt for at komme i problemer senere.

Grafikken er der ikke meget at sige til, ved godt jeg normalt ikke snakker om grafikken, men der var lige nogle stilmæssige ting jeg havde lyst til at kommentere:
Fjende udvalget i dette spil er interessant. I tidligere spil slåssede man mod marionette dukker og andre ondskaber. I dette spil er den mest normale fjende (gennem de første baner) en grønlig tingest, der mest af alt ligner 4 sække syet sammen i forsøget på at lave et menneske og tilsidst er dette lakeret med størknet slam. Ved ærligt talt ikke hvad det skal forestille, men det giver da en wtf?! oplevelse.

Dog på trods af de nævnte problemer formår spillet at være underholdende og selv når det er mest frustrerende trækkes man til at prøve igen. Det hænger blandt andet sammen med det faktum at man er i stand til at mestre spillet, dør man er det ofte ens egen fejl og noget der kunne være undgået ved træning.
Så på trods af en ligevel springende sværhedsgrads kurve, og et lidt bittert kamera formå spillet at være et af de bedre spil i genren, specielt pga det meget dybe kampsystem. Er man fan af devil may cry, og fandt man 3´eren lidt for ondskabsfuldt, så vil man sandsynligvis tage varmt imod dette spil. Er man til action bør man i det mindste give spillet en chance, den old-school opbygning og en rimelig længde (ca 10-16 timer plus et ton extra sværhedsgrader) gør det til et godt køb for pengene.

Samlet karakter: 8.7/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10