Fallout 3

(Denne anmeldelse er skrevet på en ny og anderledes måde, fra min side, hvilket kan medfører, nedsat læsekvalitet)

Huset står tomt og kigger på mig, med øjne, der ikke ligefrem vækker min optimisme. Langsomt, men beslutsomt, lister jeg mig tættere på, og finder en åben lem, der fører dybere ind i husets underjordiske niveau. Der er mørkt, og lyset fra min pip-boy (spillets "menu", hvor du kan se dine missioner, tage udstyr på, høre/læse beskeder, tænde for radioen og se din aktuelle tilstand), er det eneste, som svagt oplyser rummet. Huset har stået øde siden atom krigen rasede, men nu skal det atter i brug, da en efterkommer, af den tidligere familie, har lovet mig 200 flaskekapsler, for at fremskaffe et dokument, som giver hende fuldmagt, over familiens efterladte skatte. Jeg overvejer igen, om de 200 flaskekapsler er besværet værd, eller om jeg selv skal beholde dokumentet, og tage skattene for mig selv. Døren til husets stue går op, og jeg holder min riffel klar. Et sted derinde, kan jeg hører en svag hvisken, noget om, at jeg er gået lige i deres fælde...

Min far kigger mistænksomt på mig, mens han undersøger min hals. Løgnagtigt har jeg fortalt, at jeg er syg, og derfor ikke kan tage den test, som alle 16 årige "børn", skal tage. Han konstaterer hurtigt, at jeg ikke fejler noget, og skal lade være med at spilde tiden. Slukøret bevæger jeg mig hen imod klasseværelset, kun for at finde, min bedste veninde, blive forulempet af en bande, dannet af de "hårde" drenge. Skal jeg hjælpe hende, gå imod hende, eller bare lade som ingen ting...

Fallout 3, er en verden fuld af muligheder, personer, valg, muterede mutanter, helte, skurke og hvad ellers man kan forvente, i et åbent RPG. Det øde landskab, der for længst er stoppet med at spirer liv, er din legeplads. Hele verdenen ligger for dine fødder, og hvordan du behandler den, kan ses, føles og mærkes. Hvis du nu vælger, at hjælpe en by, med at holde vandrensnings anlægget kørende, så vil du opleve, at flere af indbyggerne, vil hjælpe dig, ved enten moralsk, finansiel, eller anden form for støtte. Hele systemet er bygget op omkring din udvikling og dine valg. Det er så gennemført godt, og velfungerende, at andre spil ("HOST" "HOST" Fable 1-2 "HOST" "HOST") kunne tage ved lærer. Du vil hele tiden opleve trangen til, at loade tilbage i spillet, for at prøve de andre valg, som kunne have været taget, bare for at se udfaldet. Den følelse, som spillet frembringer, udfordre dig hele tiden, til at kigge på dig selv som menneske, og give de svar, som falder dig ind. Det kan være, at du i virkeligheden, er en djævel, som bare ønsker at verdenen, eller hvad der nu er tilbage af den, skal stå i flammer, og alle som trodser dig, eller kommer i vejen, skal elimineres, uden grund eller omtanke. Et fremragende eksempel var, at jeg lavede et nyt spil, hvor jeg valgte at sprænge den første by du møder, i luften. Dette medførte, at jeg efter en længere spille periode, mødte en overlevende fra byen, der straks genkendte mig, og ville slå mig ihjel. Her kunne jeg vælge mellem, at snakke hende til ro, svine hende til, eller bare lade som ingen ting. Den sidste valgmulighed blev mit svar, og inden hun nåede at trække sit våben, manglede hun den højre arm, og hendes hoved, var på vej væk, fra hendes krop. Normalt er jeg altid den gode frelser i spil, men hvor blev jeg forelsket i, at være den lede satan, som hader alt og alle, og kun tænker på profit, magt og sig selv først. Det er så befriende, at du kan udfolde hele historien og verdenen som du lyster, og ligegyldigt hvor rådne dine handlinger er, så vil ingen drage dig til ansvar, da de fleste som gør dette, nok vil finde dem selv liggende i 4 dele, på den nærmeste vej.

Grundlæggende giver spillet dig status som en gud. En gud der kan gå i begge retninger, har alle muligheder og som folk enten ser op til, eller hader. Og det er nemt at se, hvordan personerne er, da grafikken er rimelig, uden at være for meget lir. Hele molevitten trækkes uden de store framerate problemer, så selv når kampene forgår imod mange fjender, på de store åbne arealer, så vil du ikke opleve nedsættelser, eller "hak" i grafikken. Den er passende, og især personerne er der gjort meget ud af, så du nemt kan identificerer dig med dem, og følge deres følelsmæssige stadie. Lyden er også i den pæne ende, hvor 50'er musikken, nok skal holde dig fornøjet og bringe et smil frem, når du til lyden af disse dejlige musikstykker, skyder en mutant eller dyr i smadder. Og netop humoren i spillet er fantastisk. Jeg har i hvert fald siddet mange gange, og syntes at ting enten var komiske, eller direkte sjove, såsom dumme kommentarer eller musikken, når man løber rundt nede i undergrundsbanerne, for at jage zombier. Det er så forløsende og kvalitets højtstående, at alle som prøver spillet, vil på flere eller mange tidspunkter, sidder med et kæmpe smil på læberne.

Jeg kigger forsigtigt frem. 5 meter længere fremme, står en Raider Beastmaster med sin hund. Jeg tager et drastisk valg, og flytter mig ud i åbent rum. Dette gør, at jeg har meget bedre mulighed for at ramme mit mål, men giver også den negative effekt, at han har samme fordel. Med et enkelt tryk på min magiske PS3 controller, forvandler jeg situationen til et stillestående billede. Denne funktion jeg har taget i brug, kaldes V.A.T.S, og er udviklet i den "Vault" jeg er opfostret i. Den gør, at jeg kan få et taktisk overblik, og samtidigt beregne, den chance, jeg har for at ramme krops dele på mine modstandere. Dette giver mig endnu flere valg, da jeg kan vælge at skyde efter hovedet, og på den måde gøre mest skade. Men på den anden side, så skal jeg ramme, og gør jeg ikke det, indenfor de antal "Action Points" jeg har oplært mig selv i at have, så begynder tiden igen, og jeg vil sandsynligt blive dræbt. Mit valg falder derfor på, at jeg affyrer ét skud, imod hans venstre arm, så han ikke kan holde om sin riffel, og bruger mine resterende "Action Points", på hans irriterende muterede køter, der er mindre end 2 meter fra mig. Min plan lykkes, og mens hans riffel falder til jorden, vælter køteren, med sit hoved adskilt fra kroppen. Dette skift, man som spiller, er i stand til at tage, fra "Real-Time", til "Turn-Based Combat", fungere strålende, og giver dig et kæmpe forspring, i de til tider uoverskuelige kampe.

Solen er gået ned, og jeg går ind i byen Megaton´s beskyttende atmosfærer, hvor jeg betragtes som en helt. Alle er glade for at se mig, og en af byens børn, kommer hen til mig, med en flaske radioaktivt vand. Det var alt hvad de kunne samle sammen til mig, og jeg takker dem glædeligt. Mørket har indfundet sig, og jeg trasker igennem byen, træt og udkørt, får jeg mig selv, hevet ind på det lokale værtshus, hvor jeg sætter mig ned, og får serveret en kold øl (der selvfølgelig, også er radioaktiv). De lokale kommer forbi mit bord, og jeg får en hurtigt update om, hvad der rører på sig, ude i ødemarken. Efter en times tid, beslutter jeg mig for at gå hjem og tage nattøj på. Da jeg ligger i sengen, tænker jeg på næste dags strabadser, på min far, jeg endnu ikke har været i stand til at finde, og på hvordan jeg kan være med til at ændre ødemarkens tilstand, til det bedre. Lige før jeg falder helt hen, tænker jeg på min veninder, der hjalp mig med at slippe ud af den Vault, der før var mit hjem, hende vil jeg gerne se igen...