Half-Life 2: Episode One

Lad mig sige det med det samme. Da jeg endelig kom til afslutningen af Half-Life 2 sad jeg på kanten af stolen og råbte "NEEEEJ!!!! Det må ikke være slut!!!". Glæde kom dog tilbage i livet da jeg fandt ud af at der var udgivet Half-Life 2: Episode One, hvilket skulle erhverves.

Dog var der gået noget tid før jeg fik fat i mit eksemplar af spillet, så den var faldet i pris. Okey deal for mig, for jeg fandt hurtigt ud af at spillet ikke var særlig langt. Faktisk blev det klaret på en 4-5 timer. En smule skuffet sad jeg i mine egne tanker, mens traileren for HL2: EP2 kørte på skærmen, og tænkte på hvad det var jeg lige havde lavet i de timer jeg spillede.

Spillet starter lige efter afslutningen af HL2 og du bliver straks kastet ud i eventyret. The Citadel er smadret, hvilket er farligt for borgerne i City 17. Kernen er nemlig ustabil og truer med at jævne hele byen med jorden. Det bliver så selvfølgelig din opgave at få købt mere tid ved at gå på seightseeing inde i Citadel og derefter hjælpe så mange borgere ud af byen som muligt.

Da dette spil jo er en næsten direkte fortsættelse skulle man ikke tro der var forskel på gameplayet, men det er der. Alex følger dig nemlig i tykt og tyndt, og hjælper dig så godt som en AI nu kan. Ellers er det stort set ikke den store forskel at komme efter, ud over nogle nye gåder, og nye fjender. Desværre er der ikke kommet nye våben, det eneste ændret der er rækkefølgen på hvornår du får dem.

Men ja, spillet kommer hurtigt ind på et plot som faktisk er ret godt. Historien er som altid i Half-Life serien genialt fortalt og brilliant skrevet. Dialogen er glimrende (Det er for det meste Alex der taler, da Gordon har slem halspine). Historien er der ikke så meget at fortælle om, da man meget nemt kommer til at sige hele historien, da spillet er så kørt som det er.

Men som jeg før er kommet ind på med henhold til fortsættelsen, er der heller ikke de store ændringer i grafikken. Det ligner sig selv, men dog er der kommet lidt ekstra glamoure på, hvilket altid er godt. Dog er der ikke så mange grafikfejl igen, som der ellers plejer at være i denne form for spil. Spillet har desuden sine momenter hvor den fanger en. Når du hører skrig fra zombier og lyset pludselig forsvinder i det allerede mørke kælderrum, sidder du virkelig og tænker "oh shit!" i lange baner. Forskrækkelsen kommer også når du lige med et høre at der er en pusten i højre højtaler, vender dig rundt (i spillet) og ganske rigtigt, et smækkys af din for længst døde tante.

Men ja, sjovt er det stadig at løbe rundt som den koben-svingende brilleabe i form af Gordan Freeman. Følelsen fra Half-Life 2 var tilbage hver eneste gang med skød en Combine-soldat eller en zombie lige i fjæset, men der var desværre også nogle gange hvor det bare lignede Half-Life 2 for meget. Når du løser en gåde, som allerede blev løst i HL2 føler man sig lidt snydt.

Men som skrevet før, det er for kort. Dette er virkelig en skam, men da det jo er en "Episode" kan man vel næsten kun blive nød til at føle med det, og tage det bedste man får med. Alt i alt virker Half-Life 2: Episode One mere som en bro mellem begivenhederne mellem HL2 og HL2:EP2. Er man dog glad for at kunne komme på endnu et eventyr med Gordon Freeman og Alex i fronten, er spillet klart et kig hver, da den har sine øjeblikke.

+ Grafikken har fået et pust. De øjeblikke spillet har

- For kort, nogle gange trivielt, kun til glæde for HL-fans