Max Payne

Da filmen The Matrix udkom i biograferne i 1999, hævede den standarderne for action film. Den brugte en teknik som hidtil ik var set før. Slow motion. Siden da, har det været kopieret utallige gange i film og spil. Video spillet Max Payne, fra 2001 var det første video spil som brugte slow motion. Spillet der er udviklet af finske Remedy, har været længe ventet, og da det udkom, var det store spørgsmål, som spillet var det hele værd.

Life was good. The sun setting on a sweet summer day. The smell of freshly mowed lawns. The sound of children playing. A house across the river on the Jersery side. A wife and a baby girl. The american dream come true. But dreams have a nasty habit of going bad when your not looking.

Spillet handler om politibetjenten Max Payne, en New York betjent med et godt liv. Et dejligt hus, fantastisk kone, og en sød baby pige. Men en dag han kommer hjem, har junkier trængt ind, og dræber Max's kne og barn. Det ødelægger selvføldelig Max, og han går ned mentalt. 3 år senere står han beskyldt for at have myrdet sin partner, underforskningen af en mafia familie, der har skabt det nye mystiske stof Valkyire, og sluppet det løs i New York. Nu begynder jagten på de ansvarlige, og på samme tid, et personligt hævntogt.

I dag er historien typisk, men den er stadig utrolig god. Det der gør at den er så god, er at man lærer virklig at holde af Max Payne. Han er en hård negl, der hare sine gode og dårlige tidspunkter. Han er hård uden på, men inden i er han en trist mand. Den er også meget mørk og det er alt i alten gribede historie.

Spillet er et trejde persons skydespil, og et af de mest simple skydespil jeg nogensinde har spillet. Det gælder som altid at komme fra point A til B, men det spillet rent faktisk går ud på, er at dræbe alt hvad der rører på sig. Ik noget med at beskytte folk, samle på objecter, elller destuere noget. Du får at vide hvor du skal gå hen, og alt hvad du ser røre på sig skal bare skydes.

Spillet styres som et first person spil, hvilket betyder at, at sigte på fjender og trykker på aftrejkkeren er problem frit. Selvom spillet er så simpelt, så er det stadig ret underholdende. Der er et godt udvalg af våben, spillet er let at gå til, og alle spillets dele virker rigtig godt.

Det der skiller Max Payne ud fra andre spil (på det tidspunkt det udkom) er Bullet Time. Det kan aktivers til hver en tid ved at trykke på den pågælende knap, hvor efter alt går i slow motion. At gå i slow motion i dette spil er utrolig fedt. Der kommer en lyd effekt der skal vise at spillet er i slow motion, alt andet fra pistoler til stemmer bliver hørt i slow motion, og at dræbe et helt rum i slow motion er noget så tilfreds delene. Man kan også udføre et Shoot Dodge, hvor man kaster sig frem, og kan skyde på alt hvad man får øje på. Man er uovervindelig under dette, og det er vist meget godt da spillet har en lidt høj sværhedsgrad. Det man skal huske er at man har ikke uendelig slow motion, og man kan kun få det igen ved at dræbe fjende. En meget fed detajle er at når man dræber den sidste person i rummet, kommer der kill cam hvor kameraet kører rundt om personen mens han falder til sin død. Det bliver aldrig gammelt.

Dette er et utrolig sjovt spil, der dog hurtigt bliver ensformligt. Men det kan tilgives pga historien, og de situratoiner spillet skaber. Det føles virklig som at man indspiller en John Woo film.

Spillet er dog ik perfekt. Spillet har platform sektioner, og hvor man skal gå rundt på meget smalle passager. Her slår kontrollen fejl, og det er tydeligt at se, at disse sektioner slet ikke passer til gameplayet. De passer til en film, hvilket man må gå ud fra at udviklerne gik efter, men i spillet passer kontrolen ik til det.

Selve spillet er desværre kun 6-8 timer langt, og det eneste der er at åbne, er ekstra sværhedsgrader og en time trial. Men man kommer alligevel tilbage til spillet, fordi der er mange mindeværdige øjeblikke, og fordi at gameplayet er utroligt sjovt.

Grafisk er spillet en smule blandet. Omgivelserne er flotte, men personerne er noget mærkelige. De ser godt ud, men deres animationer er nogle gange lidt komiske (især ansigts udtrykkene, der altid får mig til at grine). I det mindste har spillet en god frame rate. Spillets forefilm er dog utrolig flotte. I stedet for at bruge spillets grafik engine, bliver historien fortalt gennem tegne serie agtige forfilm, kaldt grafik novel. Alle forfilm er tegnet, og har fået indsat musik og stemme skuespil, hvilket hjælper med at give spillet den mørke tone, og fortæller historien fremragende.

Lyden er næsten perfekt. Lyd effekter er fantastiske, og stemme skuespillet er fremragende. Især ham der spiller Max Payne skal hyldes for at gøre et flot arbejde. Det eneste der dræber lyden lidt er musikken, som er noget 80er agtigt, og under grafik novel forfilmene, spiller det samme styke musik konstant, hvilket bliver lidt ireterende til sidst.

Alt i alt er Max Payne er rigtig fedt spil. Det der holder spillet tilbage er den korte leve tid, og de mærkelige platform sektioner. Men jeg kan kun sige, at dette er et spil man ik skal gå glip af. Det skal også lige siges at den 17 october (2 dage efter denne anmeldelse er skrevet) kommer Max Payne filmen til biografen, hvor Max Payne bliver spillet af Mark Wahlberg, om den fejler eller kan blive lige så godt som spillet finder vi snart ud af, men indtil da, så gør jer selv den tjeneste og køb dette spil.