Half-Life 2

Jeg havde hørt så meget om dette spil. Mange snakkede om det som det bedste spil nogensinde, og folk snakked altid om det revolutionerende fysiksystem. Min ven fik købt The Orange Box og lavede ikke andet end at snakke om Nova Prospekt eller The Cidatel. Jeg var blev efterhånden så træt af det, så da to af mine venner forærede mig The Orange Box i fødselsdagsgave, var min modtagelse lidt... meh... Jeg fik en dag taget mig sammen til at spille Half Life, og her er min anmeldelse af Half Life 2 og det to efterkommende episoder.

Jeg tager mig selv i at tømme mit magasin i den døde headcrab zombie, bare for at være på den sikre side. Dette er effekten Half Life har haft på mig. Jeg tror aldrig at jeg har levet mig mere ind i et spil før. Jeg skriger hvis en zombie overrasker mig. Jeg trækker hovedet væk fra skærmen når en stor ant lion hopper hen i fjæset på mig, og jeg brød næsten ud i tårer, da en hunter gennemborede Alyx.
Man kan derfor godt sige at jeg er "connected" med Half Life. Jeg elsker universet, jeg elsker mit koben, jeg elsker Alyx, og jeg elsker for det ikke skal være løgn, de klamme Vortigons... Et helt specielt spil skal virkelig til, for at få en til at elske Pylogoner...

Nok om min svaghed for dette spil, og videre til den egentlige anmeldelse.

Half Life 2 er et first person shooter, med utrolig god teknik. Bevægelserne er gode, fysiksystemet er godt, og våbene føles ægte. Historie er der ikke meget af, da man tit ikke får så meget at vide om hvad der forgår, men det er mere verdenen som er spændene. Jeg har egentlig ikke så mange dårlige ting at sige om det. Spillet er måske lidt linniert, og variationen kunne måske godt ha været lidt større, men man glmmer alt om dette, da det er et yderst underholdene spil. Det fungerer rigtig godt, om man føler virkelig at man har kontrol over tingene.