Lost Planet: Extreme Condition

Spillet tager sted i det ydre rum, hvor menneskeheden er blevet tvunget væk fra vores kære moder jord, i jagten på nye naturrigdomme, da vi ødselt har opbrugt vores egne. Som græshopper eller andre snyltervæsner begiver vi os ud i verdensrummet for at udforske nye planeter. Og i jagten på dette finder vi også denne herlige planet, som grundlæggende lever op til menneskehedens overlevelseskriterier. Det eneste nedtur er blot, at planeten er helvedes dimentrale modsætning. Der er så koldt, iset og sneet til, at et menneske ikke kan sætte sin ben der.
En anden lille detalje er også, at der lever en anden race, som efter noget tid benævnes "The Akrid". En race der nærmest ligner kæmpeinsekter, og som vil få en "Starship troopers fan" til at gå i en himmelråbende ekstase. Og naturligvis er disse akrid ekstremt fjendtlige, hvilket naturligvis udgør en rimelig risiko for menneskehedens overlevelse, da disse dyr samtidig har en størrelse der gør dem ekseptionelt svære at mase under sin fod. Også selvom man er sprunget ombord i en af de utallige kamprobotter, som menneskeheden har nået at opfinde til formålet. Til gengæld finder man ud af, at disse væsner indeholder den livsvigtige "thermal energy" som tjener som energikilde til akrid, men også virker særdeles godt til mennesker. Og tilsyneladende har andre effekter end at holde os varme.
Under vejs i spillet finder man ud af, at der også er andre trusler end kulde og akrid, der lurer under sneen på denne "Lost Planet".

Spillets grafik er rigtig god, og giver en god og fed stemning. Effekterne i sneen, som man bruger en hel del tid i er gode, og den generelle animation er flot og naturlig. En rigtig fed effekt i dette spil, som ellers efter min mening mangler i mange er, at der ikke er sparet på eksplosionerne. De er store, øredøvende, voldsomme, røgfyldte og kaster jord, klippestykker og sne rundt i området for fuld hammer. Deres desiderede harmfulde effekt følger måske så ikke helt trop med den reelle animation.
Som et led i grafikken er naturligvis også designet af de akrids man møder undervejs. Og allerede ganske hurtigt må man sande, at i størrelse kan mennesket på ingen tænkelig måde måle sig op imod deres fjende. Jeg har aldrig spillet et spil, hvor man har følt sig så hjælpeløst lille mod sine fjenders størrelse, hvilket betyder at man i sjældne tilfælde må indse, at det ikke kan betale sig at tage kampen op, men vælge den - i en ægte soldats øjne - skamfulde vej og flygte over hals og hoved.
Men grundlæggende flot og pålidelig effekt, som er medvirkende til at skabe en god stemning i spillet.

Lyden i spillet efterlader nogle få ting at ønske. Nogle ting har producenten ramt lige i øjet, og der passer lyden sig perfekt til situationen og den effekt som den skal matche, hvor i andre tilfælde falder det lidt ved siden af.
Særligt blev jeg skuffet over lyden af Wayne's (hovedpersonen) absolutte of trofaste håndvåben, som guderne skal vide man får affyret mange skud fra undervejs. Ærlig talt lyder den som stakåndet splatterpistol, der aldrig har set skyggen af krudt. Desværre fylder det en del af spillet, da dette våben er hyppigt anvendt. Men når man kommer sig over det, så er lydsiden også rimelig god, og medvirkende til den gode atmosfære, som spillet bidrager med.

Som mange hardcore PC fans opponerer imod, så er styringen af vores hovedperson en smule træg. Han sigter ikke hurtigt nok, i forhold til hvad man er vant til fra sin musestyrede PC. Men i virkeligheden er dette et spørgsmål om tilvænning, som alle konsolspil (jeg i hvert fald har prøvet) "lider under". Men når det så er sagt, er mange af konsolspillende også designet således, at man i de fleste tilfælde kan klare sig med den langsomme styring. En anden ting, som spillet dog fortjener stor ros for er, at de netop for at imødekomme dette problem har givet spilleren muligheden for, at vende sig 90 grader hurtigt, ved brugen af LT og RT knapperne. Dette er meget effektivt, og burde implementeres i mange andre konsolspil.
En anden feature der er lavet i spillet - som jeg kan være i tvivl om afhænger af valget af spillesværhedsgrad - er at spillet besidder en hvis form for auto-aim. For hardcore spillere er dette nok en irriterende feature, og kan være medvirkende til, at spilleren lidt mister fornemmelsen af at det rent og skært er hans dygtighed som afgør udfaldet.
Ellers er styringen rimelig enkel at forholde sig til, og byder ikke på de store udfordringer.

Det er dog kun så længe man forbliver i Wayne's menneskelige skikkelse. Så snart man sætter sig op i et såkaldt "VS suit", der er disse moderne kamprobotter, som heldigvis er til vores rådighed hist og pist i spillet, så ændre en del af styreegenskaberne sig, da de forskellige robotter der er, har forskellige egenskaber. Så hvad der er "rocketslide" på den ene robot, kan være powerjump på en anden.

Atmosfæren i spillet er generelt rimelig god, og grafik, lyd og nogle imponerende fjender er medvirkende til at gøre oplevelse rigtig god. Spillet kan sagtens opfange og fastholde spillerens opmærksomhed, og omgivelserne omslutter figuren og gør oplevelsen rigtig god.
Desværre er der knyttet en lidt tynd historie op på spillet, som kan ødelægge selve spillets historiemæssige atmosfære, men det er som regel glemt, når først fjendens projektiler sprøjter sneen op omkring ørene på dig, eller gigantiske monsterinsekter jager dig på tværs af de sneklædte landskaber.
Historien er dog tyndslidt og yderst kliche-agtig, og forsøger at spille på et følelsesregister som der slet ikke bliver brugt nok tid på at ramme hos spilleren. Derfor efterlader den nærmere lidt morskab, end den fremprovokere ønsket om at nedkæmpe akrid og frelse menneskeheden.

I dette spil vil jeg dedikere et helt afsnit for sig selv, til at beskrive spillets sværhedsgrad. Og kan til at starte med sige, at det ubetinget er ét af de sværreste spil jeg nogensinde har spillet (men jeg har nu heller ikke ejet min Xbox360 så længe). Og det er såmænd ikke baseret så meget på selve banerne. For det besidder den sværhedsgrad som måtte forventes af den type spil, som spilles på normal-niveau med en stigende sværhedsgrad, som igennem spillet begynder at være vanskeligere end "bare at løbe igennem".
Grunden til, at spillets sværhedsgrad lægger sig oppe imod, et af de sværeste spil, som jeg nogensinde har prøvet er, at hver bane på én eller anden måde er krydret med "end-of-stage-boss-mobs". Disse gutter er akrid, eller andre, som udgør en særlig stor udfordring, der næsten til tider kan efterlade indtryk af, at de er umulige at besejre. Og den udfordring er bestemt værd for den erfarne spiller at udforske. Sværhedsgraden udgøres nok i særhed af, at de typisk har markant mere energi, end det vores stakkels hovedperson kan mønstre. Disse end-of-stage-bosser er også årsagen til, at dette spil i særhed er spændende at spille.
Personligt har jeg oplevet, at slippe min controller, efter i 16. forsøg at have banket en boss, og opleve at jeg rystede pga. den adrenalinmængde der havde ophobet sig i min krop under kampen, hvor jeg kun lige havde en nærmest useelig lille streg tilbage i mit helbred.
Så selve boss kampene er klart medvirkende til at give dette spil et fantastisk finish.
Så i en stor del af spilletiden har jeg i hvert fald brugt lang tid på gentagne gange at tage kampen op med spillets boss-monstre, for at prøve og besejre dem. Aldrig havde jeg troet, at alle mine finger skulle betjene en controller samtidig for at besejre en boss.