Metal Gear Solid 3: Snake Eater

Et fly over et sted i Rusland. En enkelt soldat står op og venter på et grønt lys. Ved siden af ham sidder en anden soldat - maskeret. Den stående soldat kikker lidt på ham og tager ham for at være en skoledreng. Men ikke alle skoledrenge ryger store fede cigarer.

Sådan husker jeg nu de første par minutter af min MGS3 oplevelse. Hvem andre kan markedsføre rygning end Snake og få alle til at tutte på en stor 'gar.

Spillet tager udgangspunkt i 1964 et sted i Rusland. Atomkrigen er på sit højeste og espionage bliver kørt frem og tilbage.
John aka. Naked Snake, skal udføre et af verdens første halojumps i historien for at penetrere fjendens linjer og finde frem til Sokolov - en russisk videnskabsmand.

Dybt inde i fjendeland er man overladt til sig selv og sin tilbagevendende tranquilizer pistol og nye, men kærkommende, CQC (Close Quarter Combat).

Som en lille kender af MGS serien (da jeg begyndte) fandt jeg det mystisk at man pludselig befandt sig i 1964, hvor MGS2 befinder sig i 2005, men jeg valgte ikke at tænke over det. Men jo længere jeg kom frem i spillet, jo mere begyndte det at nage mig. Flere spørgsmål blev stillet. "Hvordan kan Snake være ung her og i 2005?", "Hvorfor kaldes han Naked Snake?", "Var det en fejl som skete i torturkammeret?"
Disse og mange flere bliver der langsomt åbnet for, som et fint gavebånd på en smuk æske. Selve slutningen gav mig kuldegysninger som jeg kun har mærket i få spil (Knights of the Old Republic 1 fx som jeg snart anmelder). Hvordan Kojima formår at samle hele historien og afslutte med den ubehagelige slutning, hvor man sidder hjælpeløs blot fordi man ved at fremtiden er uungåelig.
Ydermere så formår Kojima at skabe en stærk tilknytning mellem spilleren og flere af hovedpersonerne, som gjorde slutningen endnu mere ubehagelig for denne anmelder. Ordene "To complete your mission, I must die by your hand" falder ironisk nok i god jord hos mig, da man bliver tvunget til at gøre det, man gerne så ikke skete.

Som i kan læse, har spillet kapret mig i en forrygende forstand. Spillet kunne have mange glitches, dårlig grafik og dårlig AI og stadig score 8 hos mig. Historien i sig selv viser noget unikt fra Kojima af.
Men det er jo ikke kun det, det handler om. Hvordan scorer spillet så i andre områder?

Jo, først og fremmest grafik. Hvis vi lige husker at det er en PS2, så sidder jeg inderligt og måber. Det er fandme flotte cutscenes og indgame grafik du ser - der i øvrigt er den samme. Naturen virker godt og især den "Sniper battle" som man støder på i spillet, viser en flot detalje som fik mig til at udråbe et højt "SEJT!". Selvfølgelig er graffiken "kun" middelmådig set med Crysis og GT5:prologue standard, men igen. PS2 mine damer og herrer.

Som det næste vil jeg nævne lyden, som er en klasse for sig. Stemmeskuespillet vandt også flere priser og man forstår hvorfor når man spiller.
Den måde at David Hayter formår at få Snake til at lyde som en sand Lone Wolf, er forbløffende. At han bakkes op af de andre som han gør - er sublimt. The Boss og Eva især gav mig noget specielt med deres følelsesladte stemmer.

Gameplayet giver dig noget fra start til slut. Det er ikke blot "jeg gemmer mig i skyggen", nej, du skal udnytte et fornemt camo-outfit som sørger for at du er sværere at se for fjender.
Detaljer som en "smellsuit" der hjælper mod hunde, er bare fantastisk.
En ting som ikke må glemmes, er de måder bossfights forgår på - især én står frem som den bedste nogensinde for undertegnet. Kampen mod The End.
Hvor en normal bossfight forgår på den klassisk button-mashing facon hvor man samtidigt undgår en boss' onde slag, er der tænkt over tingene i MGS3 og The Ends er en fantastisk battle som kan tage timer. Kort sagt - 2 snigeskytter som jager hinanden over 4 zoner. Tyg på den! Innovation i bedste stil!

Holdbarheden er som med mange andre singleplayerspil, ikke så stor. Jeg tør vove at påstå at folk som inderligt vil finde alt, har meget. I og med at man kan få forskellige uniformer (fx. ved at spise alle typer mad eller at undgå at dræbe en eneste unødvendig person).
For os andre dødelige, er det begrænset hvad man får ud af det. Jo, nye muligheder for ranks og våben, men samme historie. Man kender til slutningen. Det er som at få fortalt slutningen på en bog - gør det lidt svært at læse igen.
Måske efter nogen tid, at samle det op og prøve igen.

En ting som absolut MÅ nævnes, er kojimas FABELAGTIGE humor i MGS3. At man ser Eva første gang ved at glo på hendes halvnøgne krop er et drengerøvs tiltag, men det virker. Ligesom Snakes meget tøre humor. Den misser aldrig.

Men det skal siges at når man spiller det, så får man kuldegysninger flere gange. Man får tårer i øjnene og man føler mere og mere med vores helt. Selv som denne anmelder skriver dette her, uden at have spillet det i 1 måneds tid, får han kuldegysninger i håb om at det uungåelige kan lade sige gøre. At slutningen er anderledes.

Grafik - 10
Lyd - 10
Gameplay - 10
Holdbarhed - 7

Ja, jeg mener at spillet er en 10'er selv pga. den lave holdbarhed, netop pga. spillet har en god længde samt er en sand fornøjelse at spille. Ligesom at sætte tænderne i en god og dyr kage - man skal ikke have for meget så man brækker sig og selvom den liggertungt i maven, så var den fantastisk og man ved at man kan spise den igen engang i fremtiden.

Nyd spillet. Nyd Snake. Nyd oplevelsen