Brothers: A Tale of Two Sons

Brothers er et stille spil. Et underspillet et af slagsen. Simple mekanikker, blødt lys og en smuk eventyrverden. Det er ikke den slags spil man skulle tro, at en erfaren filminstruktør ville finde på at levere, men det er præcis hvad det er. Og det er til og med, et kooperativt singleplayer-spil.

Kooperativ singleplayer. Hvad betyder det egentlig? Simpelt forklaret kontrollerer du to brødre på én gang, en med hver analogpind (hvis du spiller på konsol selvfølgelig) samtidig med at du interagerer med ikke-spilbare karakterer rundt omkring i verdenen, med de to trigger-knapper. Det er et ekstremt simpelt, men det tager stadig tid at vende sig til, at du kontrollerer to individuelle karakterer på samme tid.

Men tilbage til Brothers: A Tale of Two Sons. De to brødre leder, efter at have mistet deres mor, nu efter en kur til deres dødeligt syge far. Den yngre bror (der styres med den højre styrepind), er en ballademager og nyder at laver numre med beboerne i landsbyen i den tidlige del af spillet. Den ældre bror (der kontrolleres med din venstre hånd), er mere konsekvent når han trækker et kort op. Hans mål er at finde ud af hvordan brødrene kan nå at redde den fortabte far. Der er ingen dialog, og historien fortælles gennem kropssprog og handling.

Under det bløde og rolige udtryk, ligger der en kæmpe passion som kropsliggøres af spilinstruktøren Josef Fares. Demoen jeg skal til at give mig i kast med, er taget fra en tidlig del af spillet, og han bruger meget tid på at forklare mig hvordan en hoveddel af spillets mekaniksæt mangler, og hvordan denne vil ændres i det endelig produkt. Den nævnte mekanik, er i simpleste forstand at flytte den ene bror automatisk, ved at interagere med miljøet på en bestemt måde med den anden bror.

De fleste udviklere jeg har mødt, ville nok bare have nævnt dette i et flygtigt øjeblik og i stedet fokusere på helhedsindtrykket, men Fares udfordrer spillet flere gange, for at vise mig præcis hvad der er galt med denne udgave af spillet, og hvordan dette ændrer sig i den nye udgave. Det er måske en lille detalje, men det betyder en hel del.

Der er noget meget nordisk over udseendet og følelsen af spillet. Det kunne beskrives som en visualisering af et eventyr af danske H.C Andersen, eller en illustration af den svenske illustrator John Bauer. Den danske redaktion har tidligere sammenlignet det med Fables Albion, og der er noget ved lyssætningen og designet ved de tidlige områder i spillet, der om ikke andet viser en lighed, selv om spillenes egentlige mekanikker ikke kan sammenlignes. Det er også blevet sammenlignet med Journey, og måske kunne du også sammenligne det med Ico, men ingen af disse sammenligninger rammer helt plet.

For dem som ikke ved hvad der er sket hos Starbreeze Studios gennem de seneste par år, virker Brothers: A Tale of Two Sons måske som en stor retningsmæssig ændring, og på den helt anden side af spektrummet end spil som Syndicate, Darkness eller The Chronicles of Riddick: Assault on Dark Athena. Men der er en god forklaring.

I 2009 efterlod nogle af de mest erfarne udviklere Starbreeze Studios for at forme Machinegames i den samme lille universitetsby Uppsala, 70 km nord for Stockholm, og efter at de blev købt af Zenimax Media (Moderselskabet for Bethesda Softworks) i slutningen af 2010, håndplukkede de noget af kernetalentet af hvad der var tilbage af Starbreeze Studios.

Samtidig, havde Starbreeze flyttet sig fra at være en teknologibaseret udvikler, der byggede sine egne spilmotorer, til at gøre brug af Epics Unreal motor (der kører Brothers: A Tale of Two Sons). De udgav så Syndicate i februar 2011 til blandet modtagelse, men kommercielt var det en stor skuffelse hvor EA åbenbart tæt på ingen hjælp ydede i forhold til marketing.

70 kilometer syd for Starbreeze, havde Josef Fares forsøgt at sprede budskabet om hans nye koncept "Brothers" i nogle år. Han havde opbygget et godt rygte som instruktør i filmindustrien, hvor hans gennembrud kom via Jalla! Jalla! Fra 2000.

Josef Fares fandt på Brothers-konceptet under en workshop, og til at starte med mente han, at det ville være let at finde både finansiering og partnere til at realisere projektet. Sidst i 2008 fik projektet et tilskud fra Nordic Game Program, (på omkring 400.000 kroner) til at nå et prototypestadie. Nogle år og en række prototyper senere, fandt han endelig sammen med Starbreeze, og det spil vi nu kender som Brothers: A Tale of Two Sons begyndte at tage form.

Jeg er løbet ind i Josef Fares fra tid til anden på diverse spil-events i Stockholm, over det seneste årti. Den første gang vi mødtes var ved det svenske Xbox Live launch-event i 2003, Josef vandt kendis Moto GP-løbet, og da vi snakkede om det bagefter, var han egentlig mest i interesseret i var hvordan vi havde anmeldt Metroid Prime. Til en anden lejlighed, jeg tror det var til Forza Motorsport 3's lanceringsfest, gik han hen til mig og var frustreret over Double Fines Brütal Legend. "Det stinker!" var den korte og søde version af den samtale.

Én ting der altid var til stede var passionen for spil, og ganske naturligt har denne passion krydset over i hans egen første spilproduktion.

Det sprog der foregår mellem karaktererne i Brothers: A Tale of Two Sons er opdigtet, men Josef har baseret noget af det på arabisk, Libanons modersmål, hvor han boede inden han flyttede til Sverige i en ung alder. "Nogle gamere vil måske genkende et ord eller to" siger han. "Men det er hovedsageligt gjort på den her måde, så det lyder som et rigtigt sprog, og ikke bare tilfældige lyde".

Mod slutningen af demoen jeg spiller, møder de to brødre en gigantisk trold, der hjælper dem med at bestige nogle klipper. Fares forklarer, at nogle mennesker mente, at spillet havde en del ligheder med Majin and the Magic Kingdom, da de så det, men trolden er der kun i et kort øjeblik i det første kapitel. Den rare og tålmodige trold er et eksempel på hvor venlig og fredfyldt verdenen virker, i det mindste i den første del af spillet.

Den eneste "fjende" jeg møder, er en hund der forsøger at bide brødrene mens de løber fra høstak til høstak. Naturligvis vil spillet blive gradvist mere udfordrende, men jeg går ud fra at det er her at sammenligningen med Thatgamecompany kommer i spil - det er ikke et spil der kaster fjender mod dig for at skabe udfordring, og dem der endelig er der, er der for at præsentere dig for et puslespil, som du skal løse.

Brothers er det sidste spil, der er i produktion i Uppsala-delen af Starbreeze. Når produktionen er slut, flytter holdet til Stockholm for at arbejde på Payday 2 (tidligere kendt som Overkill Software). Det er både slutningen på en æra, og begyndelsen på noget nyt. Et anderledes Starbreeze, ikke mere et tech-baseret studie til hyre, men en mere fleksibel udvikler, der leder efter at udvikle deres egne originale IP'er.

"Du bliver nød til at love, at du spiller spillet færdigt" slå Fares fast. "Selvfølgelig" siger jeg og pakker min notesblok ned, og gør mig klar til togturen tilbage til Stockholm - den samme tur som hele udviklerholdet vil tage, når Brothers engang er færdigt. "Spillet er kun fire timer langt, og jeg lover at der er noget der vil overraske, og noget der er tiden værd", siger Fares.

Jeg får følelsen af at han virkelig har lyst til at forklare hele plottet nu og her. Hans passion for projektet smitter af, og til foråret kommer jeg til at opleve præcis hvad der gør ham så spændt, at han næsten ikke kan afholde ham selv fra at spoile det.