Brink

Alt føles forbavsende fremmed første gang du starter Brink op. Badet i et hvidt, nærmest minimalistisk design er det din figur du ser inden nogen former for menuer melder deres ankomst. En smule spørgende står han der og kigger ud mod dig, og med et enkelt klik på en kontakt kan du få ham til at skifte mellem de to duellerende sider i spillets univers, hvilket naturligvis bevirker at han skifter udseende og positur.  
 
Først efter at have valgt side melder et sparsomt antal menuer sig, stadig med din figur som fokus og stadig med minimalisme i tankerne da der kun skal et par klik til, før du er i gang med din første mission. Inden du går i gang med dem bør du dog bruge lidt tid på at personliggøre din figur, hvilket igen forklarer hvorfor denne hele tiden holdes i fokus.  
 

Personliggørelsen er et af Brinks mest unikke elementer, og er både kosmetisk mens også brugsorienteret. Som i et andet sportsspil gives der mulighed for at vælge mellem frisurer, hudtyper, tatoveringer, skægtyper, forskellige sæt tøj og meget mere, mens også dine våben kan udstyres med forskellige former for magasiner, lyddæmpere, greb og sigtekorn. Ikke alle af disse mange muligheder er dog tilgængelige fra starten, og i stedet skal de låses op ved indtjening af erfaringspoints og tokens, samt gennemførsel af missioner.  
 
Uanset fra hvilken side du vælger at starte din karriere som henholdsvis futuristisk politimand og medlem af "The Security" eller frihedssøgende rebel i "The Resistance", står dit valg dog mellem tre forskellige typer missioner.  
 
Campaign er ikke overraskende den bærende hovedkampagne, der med jævne mellemrum byder på historiesekvenser der forklarer kampen om The Arc, fra hver fraktions side. Missionerne er delt op i adskillige delmål som hver kræver sin specifikke figurtype, og her skal blandt andet plantes bomber, hackes computere, viderebringes information, eskorteres robotter, åbnes for porte og sørges for at vigtige punkter ikke bliver overtaget. Belønningen er bunker af erfaringspoints og et par sparsomt uddelte tokens, som naturligvis åbner op for lidt nye evner og udsmykning af din figur.  
 

Free Play er hvis du blot vil have en hurtig kamp uden de store konsekvenser, og den kan både sættes op som enkeltspilleroplevelse eller gøres til flerspillerkaos ved at invitere dine onlinevenner.  
 
Challenges fungerer ikke kun som træningsmissioner, men er også hvor du vil åbne op for nye våben og opgraderinger til disse, og er opdelt i fire forskellige varianter med hver tre forskellige sværhedsgrader. Det kan med fordel betale sig at give sig i kast med det samme, for belønningerne gør resten af spillet væsentligt sjovere, og så er det faktisk lykkes udvikleren at sammenstrikke missioner som er rigtigt sjove, samtidig med at man som spiller får godt styr på de mest basale elementer.  
 
Uanset hvordan du vælger at gribe spillet an vil du inden længe svømme i erfaringspoints, nye evner og våbenopgraderinger, hvilket betyder at du vil skulle til at træffe nogle betydningsfulde valg. Som set før er man på alle tidspunkter låst til kun at løbe rundt med to forskellige våben, disse kan dog skiftes ud mens missionerne er i gang. Valget af evner har dog langt større konsekvenser, ikke mindst fordi de er delt op i puljer som på nær en, er specifikke for hver unik figurtype. Yderligere skal du bruge tokens til eksempelvis at åbne op for en autokanon, bedre kevlar eller adgang til særligt farlige granater, og disse gives kun sparsomt hver gang du stiger et erfaringsniveau. 
 

Alt dette betyder at du i de mange første timer med Brink bør beslutte dig for hvilken figurtype du har tænkt dit at dedikere tid til. "Operative" er spillets spion der kan forklæde sig som modspillerne, hacke computersystemer og spotte fjendtlige miner. "Engineer" kan bygge autokanoner, sprede landminer, gøre medspillernes våben stærkere og reparere forskelligt maskineri. "Soldier" er den typiske fodsoldat der specialiserer sig i granater, sprængladninger og at give ekstra ammunition til medspillere. "Medic" er den levende ambulance der kan genoplive, helbrede og give ekstra livsstyrke til de som trænger.  
 
Ingen af de forskellige roller byder egentlig på noget man ikke har set før, men til gengæld er det muligt at skifte lige så meget man har lyst mellem dem mens man er i gang med missionerne, så længe man blot er i nærheden af et computersystem der tilhører ens hold. Alt dette kombineres med forskellige kropstyper, således at det eksempelvis kun er den største der kan bære de tungeste våben, hvilket dog går ud over mobiliteten.  
 

I forhold til mange andre af FPS-genrens mest prominente navne, er tempoet i Brink forholdsvist lavt, men det betyder dog ikke at her ikke er brugt mange ressourcer på at give spilleren masser af bevægelighed. Det såkaldte "SMART"-system beskrives derfor bedst som en neddroslet version af parkour-elementet fra Mirror's Edge, og fungerer på simpel vis ved blot at holde en knap nede, hvorefter ens figur vil forsøge selv at hoppe, glide og sætte af på de mure man peger mod.  
 
I starten virker systemet en smule kluntet, og man får ikke samme silkebløde oplevelse af bevægelse som i titlen der har fungeret som inspiration - faktisk er der en smule tendens til at sidde fast i omgivelserne. Men som man lærer banerne bedre at kende, begynder systemet at give mening og det er lidt af en overraskelse når man første gang indser hvor vertikale mange af banerne er, og hvor nemt udnyttelse af dette kan give holdet en fordel.  
 
På trods af at det indeholder mange af de elementer som i kølvandet på Call of Duty-serien er blevet standard for genren, er Brink et ganske andet slags FPS end Activisions dundersucces. Det beskrives bedst som en blanding af Valves Team Fortress og Splash Damages eget aldrende Enemy Territory og kræver derfor samarbejde, hvilket leder til et af spillets største problemer.  
 

Der er ingen tvivl om at tanken har været at opleve Brink med andre menneskelige spillere, hvor strategier kan aftales, planer udføres og glæde deles, men det er immervæk ikke nogen undskyldning for nærmest at glemme den kunstige intelligens. Alligevel bydes man her på den mest mangelfulde af slagsen oplevet i meget lang tid, og må gang på gang se hvordan de computerstyrede skydeskiver løber mod prædefinerede mål, hvor de så står og venter på at blive skudt. Den slags er frustrerende når det gælder modstanderne, men til at blive afsindig over når det også gælder de computerstyrede medspillere der aldrig formår at lave andet end at råbe ligegyldigheder og blive skudt.  
 
Desværre stopper skuffelserne ikke her, for på trods af at vi troede det var en børnesygdom der kun havde kendetegnet starten på de nuværende konsoller, kan Brink ikke sige sig fra fra nogle forfærdelige host i brugen af teksturer. Det betyder at våbnene og omverdenen nærmest altid ser ufærdige ud i starten af kampen, og herefter trinvist får påmalet de rigtige, detaljerede teksturer. Ligeledes er figuranimationerne også ofte stive, og så havde det ikke gjort noget hvis banerne havde været mere åbne, i stedet for alle næsten alle at være designet så kompakt som muligt. Der er dog også ros at hente.
 

Det er svært at benægte at FPS-genren har brug andet end blot flere Call of Duty-kopier, og med Brink tilføjer Splash Damage en masse gode ideer, som de endda har formået at implementere på en måde så de alle giver mening allerede efter den første time med spillet. Frit at kunne vælge mellem missioner der vil hjælpe holdet, og endda gøre det på et hvilket som helst tidspunkt ved blot at klikke en enkelt gang, er et eksempel andre udviklere burde tage ved lære af.  
 
Det samme kan siges om det unikke grafiske udtryk, der når teksturerne er på plads, rangerer fra lækkert til decideret smukt. Der er blevet plads til masser af variation i det visuelle udtryk, og ofte vil du i en bane opleve hvordan The Arc stadig byder på fremtidig perfektion, mens fattigdommen og overbefolkningen har sat sine tydelige spor rundt om det næste hjørne. Figurerens karrikerede udtryk giver også Brink sin helt egen personlighed, og gøres kun bedre af at det i så høj grad er muligt at individualisere sin egen figur.  
 

Brink fungerer også godt som helt alment skydespil, hvilket i særdeleshed skyldes våbnenes vægt og deres lyd, som med få undtagelser vil give dig lyst til at skrue op for volumen. Skadesmodellen er langt fra Call of Duty og der vil skulle væsentlig flere skud til at sende en modstander i gulvet, men det passer fint til tempoet og balancen. Et anden lækker detalje er også at en granat vil kunne blæse dig omkuld, hvorefter du dog lettere omtumlet vil kunne rejse dig igen og overraske fjenden.  
 
Det er tydeligt at mærke at man har forsøgt at komme mange af de skavanker som holdbaserede skydespil ofte byder på til livs, og et langt stykke hen af vejen er der faktisk lykkes takket være et eminent lækkert design og nogle gode ideer. Hårdføre PC-ejere der har været med siden genrens start vil måske råbe op om en "konsolificeret" oplevelse, mens vi andre blot kan nyde at her er et spil som lader os fokusere kræfterne omkring at hjælpe holdet i stedet for at løbe forvirret rundt på banerne.  

Der er ikke nogen tvivl om at Brink har sine fejl, og i særdeleshed bør du derfor være sikker på at har internetlinjen klar hvis du har tænkt dig at give det et forsøg. Den automatisk holdsammensætning fungerer dog fint, og med et velfungerende hold hvor alle kender deres roller, er det en sand fornøjelse at opleve Brinks rutsjebane-lignende baner, der folder sig ud både horisontalt og vertikalt, mens der hele tiden bydes på forskellige opgaver for hele holdet at give sig til.

Hvis du mangler et holdbaseret actionspil, ikke har noget i mod at samarbejde og måske er kørt lidt træt i Team Fortress 2, bør du give Brink en chance med det samme.