Breed

Tilbage ved Earls Court i 2002, hvor det årlige ECTS løb af staben, tiltrak en lille titel ved navn Breed sig en masse opmærksomhed. Faktisk så meget at det endte med at løbe med prisen som messens mest spændende titel. Ridende på sci-fi FPS-bølgen, som Halo hvirvlede omkring sig, lignede det også et hit. Her skulle man igen ryge ud i en episk historie; menneske mod en ondskabsfuld race - bare kaldet Breed fremfor Covenant. Den efterfølgende tid blev dog brugt på at nedtone sammenligningerne mellem de to titler, og i stedet fremhæve Breeds unikke kvaliteter. Samtidig løb BRAT Design dog ind i en række udviklingshurdles, som kastede grus i maskineriet, og udsatte lanceringen.

Nu sidder vi så endelig med titlen mellem hænderne, og tidens bølgesus har grådigt ædt sig ind. Vi befinder os i en ikke nærmere defineret fremtid, hvor en række spacemarines vender hjem til jorden efter en længere kampagne i det mørke ydre rum. Her har en fremmed race benyttet lejligheden til at befæste vores kære planet. Det finder man sig naturligvis ikke i, og man kastes nu ud i en række missioner, der alle har det primære formål at eliminere så mange fjender som muligt. Vejen frem er banet med voldsom ildkraft i form af såvel våben som en række tunge transportmidler. En isoleret ø danner rammen for en ordentlig gang krigs-tamtam, hvor de store åbne områder bliver skueplads for en ulige kamp.

I Breed overtager man kontrollen over en række forskellige figurer, som alle har deres styrke - lidt som det var tilfældet i Brute Force. Modsat denne titel har de enkelte personer dog ikke nogen videre personlighed, og man skøjter rundt i en masse forskelligt slagtekvæg inden man er ved vejs ende. Det betyder med andre ord ikke noget at man mister alle sine mænd under en mission - så længe en enkelt når til vejs ende. Spillets absolutte omdrejningspunkt er kampene, og her bliver der virkeligt gydt boller på suppen. Køretøjer, flyvere og infanteri mødes i heftig dans mellem vertikale og horisontale bevægelser, hvor man er fanget i orkanens midte.

Et par tutorials er landgangsbroen, hvorfra man stiger på den intense rejse. Det varer ikke længe inden man desperat kaster om sig med ordrer gennem Breeds enkle interface. Man kan til hver en tid selv bestemme hvilken person man vil styre, hvilket selvsagt er et must når særlige opgaver skal løses. Kampene bærer voldsomt præg af at kvantitet er vægtet over kvalitet, og man forsøges druknet i et væld af fjender. Den eneste måde at holde hovedet oven vande, er med et solidt greb om triggeren. Stationære kanoner, flyvere og tanks giver god afveksling, og viser størrelsen af omgivelserne. Det er en fed fornemmelse at være optaget i en kamp mod andre fly, for efterfølgende at drøne ned igennem skylaget, og optage kampen med landtropperne.

Desværre er der især et område, som virkeligt hæmmer hele oplevelsen, og det er spillets kunstige intelligens. Her virker det meget som om udviklerne har kæmpet en hård, forgæves kamp. Fjenderne viser en forrygende gang korttidshukommelse og en inkonsistent adfærd. Det ene øjeblik kaster de sig rundt for at undgå at blive skudt, blot for i det næste øjeblik at rejse sig op og vade direkte ind i åben ild. Man føler det ofte som om man tager del i et virtuelt skydetelt. Fjenderne får dog hjælp af dine egne soldater - hvis de er jordens sidste håb, så ser det virkeligt skidt ud. Breed hæmmes af en helt utrolig dårlig pathfinding, som ikke sjældent koster liv. Det er frustrerende konstant at skulle lege barnepige, og det bryder virkeligt illusionen.

Teknisk har Breed også sine problemer. Det ville have været "state-of-the-art" for et par år siden, men nu er det blot i orden. Udgivelsen af Far Cry, UT2004 og Splinter Cell 2 er virkeligt noget som har hævet baren - og her formår Breed ikke at lege med. Positivt så bliver de store områder afviklet rimeligt flydende, og der er masser af glidende overgange mellem køretøjer. Musikken forsøger at holde tempoet oppe, og Halo er skævet lidt over skulderen til tider. Breed formår dog ingenlunde at komme op på samme niveau, og det meget pumpende soundtrack virker ofte malplaceret. Dertil er der en række overgange mellem musikstykker, som virkeligt er amatøragtigt strikket sammen. Breed er ganske god underholdning, men det lider under at den lange produktionstid har ført en ny generation af titler med sig.