Dansk
Gamereactor
hardware-tekster

Bowers & Wilkins Zeppelin

Bowers & Wilkins bringer den ikoniske form tilbage, dog heldigvis uden iPod Dock.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Jeg var selv en kende for ung til at have midlerne til at investere i en af de ældre Bowers & Wilkins Zeppelin-modeller, men jeg var dog ikke for lille til at se den overvældende popularitet den nød godt af, og hvor mange hjem den vitterligt blev en del af. Tilbage i slutningen af 00'erne var det stadig uhyre populært at investere i en højtaler med indbygget iPod Dock, og her var det netop B&W der dominerede med den pille- eller zeppelin-formede højtaler. Jo, den var dyrere end de fleste konkurrenter, men som med så meget, så var det signalværdien og lydkvaliteten der ledte hundredtusindvis af forbrugere til at investere, og de fleste lod til at være tilfredse med deres køb.

HQ

Men det her er ikke slutningen af 00'erne, og det er ikke længere habilt at eje en højtaler med en iPod Dock. I stedet skal det hele være trådløst, så derfor har Bowers & Wilkins nu reintroduceret Zeppelin med et nyt Dock-løst design, der dog fortsat har samme ikoniske form.

Vi taler om en spids zeppelinform (sjovt nok), hvoraf fronten er dækket af en afart mesh kanvas, ikke meget ulig det vi traditionelt set ser på JBL-højtalere. Dog strækker det sig ikke hele vejen rundt om, som faktisk er en skam, men erstattes af en gummiagtig plastikoverflade på bagsiden af højttaleren. Der er som sådan ingen indgange, udover en USB-C port, og det der mest af alt fanger øjet er den tykke og voluminøse aluminiumsstander, der er designet til at være ganske usynlig hvis man kigger på højtaleren forfra, nærmest som om den svæver - som en zeppelin.

Bowers & Wilkins Zeppelin

Den vejer 6.5 kilo, er 65 centimeter tværs over og 19 centimeter dyb, altså ikke nogen grønskolling, og i forhold til ren og skær masse lader den mere til at være en direkte konkurrent til Sonos' Five-højtaler end nogen anden. Mere tilstedevær end en Five må man sige at den har, og ligesom tidligere Zeppelin-modeller er det nok primært tilstedeværet der sikrer den en plads i mange hjem, for centralt i et minimalistisk, skandinavisk hjem, ja der hører Zeppelin hjemme.

Dette er en annonce:

Indvendig finder vi to 25 millimeter "Decoupled Double-Dome" tweetere i aluminium, såvel som to 90 millimeter mid-range drivere, som benytter sig af Fixed Suspension Transducer-teknologi (eller FST), og en 150 millimeter subwoofer. Tilsammen udgør de 240W. Netop det at Zeppelin svæver med sin fod af solid aluminium betyder, at selvom subwooferen sidder nederst i hjertet af højtaleren, så er der ingen rystelser eller anden vibration formet af den stærke bas, og bassen her er altså afsindig stærk. I det hele taget leverer Zeppelin et overraskende volumeniveau, og ikke bare det, der er en klarhed i lyden, som du altså ikke helt finder andetsteds, udover måske hos Bang & Olufsen, mere specifikt deres Beoplay Level.

Der er naturligvis almen Bluetooth 5.0 med aptX Adaptive-understøttelse, og via eksempelvis AirPlay 2 kan du, via et Apple-produkt opnå basal multi-room funktion, men her støder vi på én af de centrale problematikker ved Zeppelin, og det er at hvis du allerede har i sinde at konstruere et set-up i dit hjem bestående af andre brands, så kan Zeppelin ikke som sådan indgå i det, og heller ej kan Bowers & Wilkins tilbyde dig flere produkter i deres egen suite. Hvorimod deres såkaldte "Formation"-opsætning, deres bud på multi-room, er på vej, så sker det først via en opdatering en gang i 2022, så er du interesseret i mere end bare almen Bluetooth-afspilning, så køber du i princippet et dyrt produkt med henblik på en fremtidig opdatering, og ikke noget der tilbydes i dag.

Desuden er appen ikke nær lige så poleret som konkurrerende fra eksempelvis Sonos, men den er dog rimelig tilsvarende B&O's app. Begge er pæne, selv nydelige, men direkte funktionelle og pålidelige er de ikke, og det tog os et par forsøg at få appen til at genkende Zeppelin. Når det så er sagt, så kan du importere eksisterende musiktjenester ind i appen, og køre derfra, men uden multi-room endnu så er det endnu uklart hvorfor man ikke bare bruger almindelig Bluetooth 5.0, i stedet for at skulle døje med B&W's app.

Bowers & Wilkins Zeppelin
Dette er en annonce:

Nogle mener desuden at det er et problem at der mangler eksempelvis Chromecast- og DLNA-support, men det forstår vi som sådan ikke helt rigtigt. Det havde dog hjulpet hvis B&W kunne have tilbudt Google Home- såvel som Amazon Alexa-understøttelse, hvor det kun i dag er muligt med sidstnævnte.

Pointen er sådan set bare, at Zeppelin som sådan ikke er særlig "smart", men man får heller ikke rigtig følelsen af at det har været den reelle intention bag højtaleren til at starte med. Den er ret smuk at se på, særligt den lysere variant, og det er svært at argumentere imod, at den ikke vil give ethvert classy hjem mere af samme skuffe. Samtidig med det så lyder den bare direkte glimrende, og selvom 6000 kroner er ret så dyrt, så koster den førnævnte B&O Level adskillige tusinde kroner mere.

Jo, hvis du flirter med ideen om et smartere multi-room set-up, så er Sonos Five uden tvivl et bedre, og billigere, køb. Men hvis du ønsker dig en enkeltstående, smuk og velfungerende højtaler, så er den her værd at anbefale, visse skuffende mangler til trods.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold