Borderlands: The Pre-Sequel

Da jeg første gang så månen og Hyperion-basen i Borderlands 2, vidste jeg bare, at jeg ville rejse dertil en dag. Jeg havde tydeligvis ret, eftersom Borderlands: The Pre-Sequel sender os til Pandoras kosmiske nabo Elpis, hvor vi oplever et utroligt trippet eventyr. Det er en fantastisk rejse til Handsome Jacks verden. Vi møder mange bekendtskaber, nogle nye ansigter, og så kan man spille som Claptrap - hvilket ikke lyder halvt så vanvittigt, som det i sidste ende er.

I rollen som en af de fire "nye" jægere er vi vidne til Handsome Jacks, skurken i Borderlands 2, vej til magten. Historien foregår mellem Borderlands og Borderlands 2, og omhandler en intergalaktisk redningsmission, hævn og selvfølgelig en legendarisk guldgrube af fremmed teknologi. Kampagnen bliver fortalt som en slags flashback, som gladiatoren Athena oplever. Hun var involveret i begivenhederne på Elpis, arbejdede for Jack og blev derfor arresteret af jægerne, der forsøger at regne ud hvordan Handsome Jack blev den megalomaniske Hyperion-chef, der er ansvarlig for begivenhederne i Borderlands 2.

Athena er en af de spilbare figurer. Hun har et beskyttende skjold, der absorberer fjendernes ild for en kort stund, og kaster den oplagerede energi tilbage i hovedet på dem. Det gør hende til en fremragende tilføjelse til ethvert hold og utrolig stærk i solokamp. Enforceren William er en ægte kampmaskine og har adskillige cybernetiske implantater. Han er den mørkeste af figurerne, da han dræber for fornøjelsen og pengenes skyld. Hans action-evne aktiverer de to droner Saint og Wolf, der kæmper ved hans side i lidt tid. Nisha er en cowgirl, der sikrer lov og orden, og har en stærk pisk som melee-angreb. I virkeligheden er hun en slyngel, der jagter andre slyngler. Som action-evne sigter hun automatisk på fjenderne i en kort stund og får et massivt boost til skaden. Sidst men ikke mindst er her som sagt Claptrap, som vi endelig får lov til selv at spille som.

Claptrap-klassen er den, der konceptuelt passer bedst til Borderlands-temaet, for Claptrap er lig med absolut kaos. Hans action-evne er et tilfældigt program, der responderer forskelligt afhængigt af situationen. Arsenalet består af alt fra hjælpeløse, hoppende gummiænder til en laser-skydende disco-kugle - og det gør ham til en tikkende bombe. Dertil har den lille skrammelkasse adgang til alle andre action-evner, og kan lige så vel være en cyber-ninja, Gunzerker eller Mechromancer. Desværre kan du aldrig være sikker på hvad han gør næste gang, og derfor er enhver brug af evnen et sats. Ikke mindst fordi bomben er klar til at sprænge når som helst, og det er ikke alle evner, der er lige hjælpsomme.

Fans af serien vil uden tvivl genkende mange af de ikoniske figurer fra tidligere Borderlands-spil, og denne tilgang er godt udtænkt af Gearbox og 2K Australien. Gennem det narrative fokus og de fire forskellige perspektiver, får fans en masse nyt at vide om universet. Hver figur er unik og reagerer forskelligt på spillets begivenheder. Min Claptrap kom for eksempel med en masse sjove kommentarer, men der var replikker, der gjorde mig sørgmodig. Det hjertefølte, autentiske dilemma, den lille robot gennemgår, hver gang han skal dræbe andet maskineri, er tragisk og nydeligt. Og det sørgelige er, at Claptrap ikke har noget valg, da hans frie vilje er underlagt hans programkode.

Borderlands: The Pre-Sequel har fremragende samtaler, men der er desværre flere problemer med dette aspekt af spillet. NPC'erne lange monologer er ofte så tæt på hinanden, at de overlapper. Hvis nogen i gruppen hurtigt bevæger sig foran og når et nyt progressionspunkt, mens quest-giveren stadig taler, så bliver der ballade. Det vil de hurtigere spillere sikkert opleve allerede i introen, hvor en figur kan afbryde sin monolog og begynde at fortælle om noget andet, inden han blev færdig med sin "gamle" historie.

Seriens distinkte humor er på alle måder intakt i The Pre-Sequel. Hvad end det handler om at rydde forurening om i en dyrerettighedsorganisations navn, eller at trække det legendariske våben Excalibastard op af en sten, ender alting anderledes end man ville forvente. Bredden i questene er fremragende, om end man nogle gange må backtracke en smule. Det meste af tiden hander det selvfølgelig om at skyde alt og alle, men spillet gør et fint arbejde med give dig den rette motivation til at gøre det. Og selv om det ikke er alle sidefigurerne på Elpis, der er lige så koncise og unikke som deres modstykker på Pandora, har udviklerne i det mindste bygget en oplevels, der er lige så interessant.

Pandoras måne giver visse tilføjelser til gameplayet. Da der ikke er noget ilt i store dele af spillet, har man særligt udstyr, der giver jægerne en begrænset ilforsyning, en jetpack og et rambuk-angreb. Den reducerede tyngdekraft lader os hoppe højere og gå meget hurtigere. Hopper man midt i luften, skyder man lidt ilt af og kan lave et double jump. Det betyder adgang til endnu fjernere områder. Løber man tør for ilt, viser Elpis sit sande ansigt og gør indhug i ens health hvert sekund. Manglen på atmosfære påvirker alle organismer, inklusiv de totalt fraværende planter. Den frodige vegetation fra Pandora kan ikke matches af Elpis måneomgivelser, og det giver spillet et goldt, og til tider kedeligt udseende.

Man er nok nødt til at blive venner med det interstellare tema, men det er langt fra varieret. Kort sagt består spillet af måneoverfladen, våbenfabrikker og adskillige månebaser. Spillets største problem er manglen på karakter, disse områder har. For der er mange områder i The Pre-Sequel, men de fleste af dem ligner hinanden og er ikke videre opfindsomme. Denne monotoni finder man desværre også i de fremmede racer, der befolker månen, og andre fjender man møder undervejs. Men det er selvfølgelig et spørgsmål om smag.

Som stor Borderlands-fan har jeg virkelig nydt The Pre-Sequel, og jeg vil bestemt spille videre i de kommende uger. Våbenelskerens paradis udfolder virkelig sit potentiale i spillets sidste del, og historien underholder hele vejen igennem. Men her mangler nye, innovative ideer, og mod til at udfordre det etablerede. I stedet får man bare mere af det samme (og det samme er ret godt, skal det siges). Har du tidligere hygget dig med Borderlands, vil The Pre-Sequel bestemt ikke skuffe. Det er et vanvittigt actionrollespil med bitter, sort humor, fremragende gameplay og et fantastisk univers. Men det lever ikke helt op til oplevelsen fra Borderlands 2.

Bemærk at bilederne er fra vores tyske anmeldelse, men at spillet naturligvis stadig er på engelsk på vores breddegrader.