Borderlands

Borderlands har alle dage været et over-the-top, gakket og lettere sindssygt spilunivers, fyldt med klichéer, nedringet tøj, eksplosioner og karakterer med dybde som en vandpyt. Derfor synes man at det var en perfekt adaption til det store lærred.

Cate Blanchetts fortællerstemme formår at opsummere hele universet i de første 30 sekunder af filmen, og det siger vist det hele. Men det gør også, at dem, der ikke har spillet spillene, kan følge med - men det er nu engang sjovere med de mange referencer og gengivelser af kendte lokationer og figurer.

Selvom at der har været en række centrale succeshistorier på det seneste, så er der ligeledes masser af eksempler på en fortolkning af et spilunivers der grueligt galt. Bare for nylig har Fallout og The Last of us dog bevist at det kan lykkes, og netop fordi Borderlands er det spil det er, passer det som nævnt ganske udmærket til et actionfilmformat hvor alt foregår med 250 km/t, og speederen er i bund fra start til slut. Der er ikke mange pauser; der er små overgange mellem områder, lidt som en transportanimation i et spil, og så er der ellers vold, eksplosioner og biljagt for resten.

Rent narrativt har man købt alle klichéer i butikken, og med det mener jeg at samtlige plot twists og overraskelser kan ses på kilometers afstand af en hærdet filmnørd. Det gør heller ikke noget. Man skal igen huske på, at det er en actionfilm med tryk på action, så jeg var faktisk overrasket over, at man havde taget sig lidt kreative friheder. En dusørjæger, der er "too old for this shit", bliver sat til at finde en rig forretningsmands datter. Hun er blevet bortført til en planet med en hemmelig krypt fyldt med teknologi fra rumvæsner, og her lever en lokalbefolkning, der kæmper for basal daglig overlevelse. Under turen kommer hun forbi en sjov robot, en stor muskelfyr, der ikke siger så meget, en rapkæftet soldat og et endnu mere rapkæftet barn, der kan lide at sprænge ting i luften. Hvis du tænker Fast & Furious i rummet kombineret med Guardians of the Galaxy, så passer det meget godt, for det er nu engang, hvad Borderlands er.

Cate Blanchett som Lillith og Jamie Lee Curtis som Tannis synes måske lidt underlige castings, men de skinner igennem ved at ligne nogen, der rent faktisk har nydt at indspille filmen. Cate Blanchett i særdeleshed synes ganske afslappet ved en rolle, hvor der er plads til fysisk udfoldelse. Jamie Lee Curtis rammer figuren Tannis forbløffende godt, særligt hvis man kender lidt baggrundshistorie om, hvordan karakteren er en introvert autist, der nok heller ikke har haft det særlig godt af mange års isolation. Jamie Lee Curtis er ganske vist væsentligt ældre end figuren i spillet, men det har man faktisk formået at vinkle ret godt narrativt. Begge, men måske især Blanchett, synes at leve sig fuldt ind i præmissen omkring planeten Pandora og hele Borderlands-universet, og det løfter altså filmen ganske naturligt.

Skurken Atlas er opfundet til lejligheden. Desværre har skuespilleren ikke meget at arbejde med, på trods af at han giver voldsomme minder om Raul Julias portrættering af M. Bison i Street Fighter-filmen, dog uden ikoniske replikker som "For you, the day Bison graced your village was the most important day of your life. But for me, it was Tuesday." Det er ærgerligt, at han har personlighed som en Dalek, for der var noget potentiale her - men de få replikker han har giver ikke meget albuerum til at gøre ret meget med karakteren, andet end at filmen ret tidligt får etableret at han er udspekuleret, ond og ikke har respekt for menneskeliv.
Kevin Hart er som altid kædens svageste led. Jeg forstår godt, at Eli Roth som instruktør har brug for en ekstra-ekstra comic relief udover ClapTrap i form af Jack Black (der er forbløffende endnu mindre irriterende end i spillet), men Kevin Hart har hverken timing eller skarphed til at levere one-liners på det store lærred. Hans ansigtsmimik er begrænset til to forskellige utilfredse udtryk samt en monoton gengivelse af replikkerne. Det er på ingen måde hans dårligste film, men selv når Kevin Hart er bedst, er han stadig ret dårlig, særligt når den karakter, han spiller, er den diametrale modsætning af ham selv, der ikke er en kraftigt bygget, forholdsvis stille, erfaren elitesoldat. Det er en rolle, der faktisk havde passet perfekt til The Rock eller Idris Elba, men de var nok for dyre i drift. Eller også gad de ikke de 17 indbyggede latrinære jokes, som måske passer til spillet, men allerede er trættende i filmen efter nummer to.

Krieg i form af Florian Munteanu bliver ikke brugt ret meget. Han er og bliver en veltrænet kødklump og har replikker, der kan tælles på en kvart lillefinger. Det er synd, for der er væsentligt mere dybde i karakteren i spillene.

Han fungerer til gengæld fint som tomhjernet beskytter for filmens faktiske stjerne, børneskuespilleren Ariana Greenblatt - nok mest kendt for at spille barneudgaven af Ahsoka Tano i Star Wars-universet og ditto af Gamora i MCU. Hendes rolle som Tiny Tina er ganske velgjort, idet at der både rammes en barnlig uskyldighed og sårbarhed, kombineret med den arrogance, ligegyldighed og manglende modenhed, man forventer af et barn, der leger med sprængstoffer. Der er rent faktisk noget karakterudvikling som den eneste at hente her, og rollen er om ikke fantastisk, så i hvert fald i al væsentlighed mere mindeværdig end den rolle der vandt hende priser i Barbie.

Filmens effekter er ganske flotte; kun få gange kikser CGI-effekterne, så man realiserer, hvor meget der reelt er computerskabt. De fysiske effekter og kostumer er ligeledes vellavede. Særligt det omkringliggende miljø er skabt levende og fyldt med væsner, personer, køretøjer og beboelse, og tjener sammen med tempoet til at undgå at man overvejer plothuller alt for mange nanosekunder af gangen.

Borderlands lægger sig tæt op ad spillene - og netop derfor kan den fungere. Det er hæsblæsende action fra start til slut og gør sig ingen illusioner om at være en fransk noir-film, der satser på at vinde De Gyldne Palmer.