Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Boom Blox

Boom Blox

Klodser, eksplosioner og kantede dyr. Boom Blox er et spil der bare skal prøves. Steven Spielberg burde lave flere spil, for debuten er faktisk fremragende...

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Når man snakker om spil er det nemt og bekvemt, hvis spillet kan opsummeres på forholdsvis kort plads. Vi har nogle spil der repræsenterer genren, som nærmest er indbegrebet af den. Call of Duty er som Doom, bare med tyskere i stedet for dæmoner. Turning Point kunne betegnes som værende ligesom Call of Duty, bare bundhamrende elendigt. Men nogle gange er det ikke helt så nemt.

HQ

Tag nærværende Boom Blox. Hvis jeg nu skulle opsummere det kort, og det vil jeg, ville jeg forklare det på følgende måde: Forestil dig at et spil Klodsmajor og en stak Domino-brikker går i byen. De fester godt igennem, bliver meget fulde og de vågner begge op næste morgen med en svag følelse af at der er sket noget pudsigt. Og så titter Steven Spielberg ind af døren, iført badekåbe, og takker for natten. Ni måneder senere dukker Boom Blox op, og resultatet af denne underlige trekant er ganske godt.

Forestil dig ligeledes, at du har en vakkelvorn bygning af træklodser. Med en tennisbold kan du få hele bygningen til at falde sammen, gerne ved at aktivere de sprængladninger, der er placeret hist og her. Eller du har bygning, hvor visse brikker skal fjernes uden skidtet ramler, præcis som i Klodsmajor. Det er Boom Blox.

Boom Blox har nogle forskellige tricks i ærmet. Blokkene forskellige egenskaber. Kemiske blokke eksploderer hvis de rammer hinanden, for eksempel. Der er en masse puzzles dedikeret til at få disse blokke til at ramle sammen og eksplodere, og på denne måde få andre blokke til at møde hinanden i en eksplosiv finale. Således er det med stort set alle bloktyperne, der er en bunke puzzles der centrerer sig om netop en egenskab.

Det er forbløffende sjovt og det skyldes en ting; fysikken og styringen. Hvis vi starter med styringen, er det svært at forestille sig, at den kunne have virket med et almindeligt joypad. Den finesse, der skal til for at hive en brik ud af et vaklende tårn uden at vælte hele molevitten, kunne formentligt ikke have eksisteret andre steder end på Wii. Samtidig føler man komplet kontrol over kast af bolde. Du låser fast på et mål ved at klikke på A og laver derefter en kastebevægelse. Og uanset om du laver et hårdt kast eller et blødt kast, opfanger spillet det perfekt. Men vigtigere er faktisk fysikken. Lige meget hvor god styringen havde været, ville det have været forgæves hvis blokkene ikke opførte sig rigtigt.

Dette er en annonce:

Ser du, du ved at et spil har ramt plet, hvis du, når du lægger dig til at sove, begynder at planlægge baner og løsningsmodeller på puzzles. "Hvis jeg nu kaster bowlingkuglen op i dét hjørne, så vælter den blok og rammer hér."

Og det gør du med Boom Blox. Det er en sand fornøjelse at lege med fysikken i spillet, fordi det føles så pokkers rigtigt. At blokkene og omgivelserne er udført i en herlig stil, med disse firkantede dyr, gør ikke ondt værre. Det vinder ikke priser for tekniske præstationer, men hvad gør det når stilen passer? Det er fantastisk når et veltilrettelagt kast resulterer i et festfyrværkeri af eksplosioner og diamantblokke, der glitrende tilføjes din pointscore. Og skulle dit kast ikke lykkes, så prøver du igen. Dette er noget andet der kendetegner et godt spil, nemlig at du ikke har det fjerneste imod at prøve igen. Det bedste man kan få i hver bane er en guldmedalje, og man har ikke det fjerneste imod at sidde og finpudse sin strategi. "For tænk nu hvis jeg kaster en bold derhen. Så vil den blok hér falde og ramme dér" og så videre.

Naturligvis har spillet en multiplayerdel og det er så praktisk at du faktisk ikke behøver hverken ekstra ubrugelige plastictingester eller ekstraudstyr for at spille med andre. Du og dine venner skiftes simpelthen til at kaste, trække eller hvad banerne nu går ud på. Sjovt og nemt, især fordi at selv familiens bedstefar kan være med uden nogen som helst træning.

Og skulle du løbe tør for puzzles, og det vil du på et eller andet tidspunkt, alt efter hvor ferm og ihærdig du er, så kan du ved hjælp af den glimrende level-editor lave dine egne puzzles. Editoren er ret fleksibel og når du derefter kan sende og modtage puzzles til og fra dine venner, begynder levetiden straks at vokse.

Dette er en annonce:

Har du bare den mindste interesse i puzzles og har du bibeholdt en gnist af barndommens fascination af at vælte ting, så er Boom Blox spillet for dig. Det er uden tvivl et af de spil jeg har haft mest fornøjelse af på Wii og det skal have mine varmeste anbefalinger.

Boom Blox
Boom Blox
Boom Blox
Boom Blox
Boom Blox
Boom Blox
Boom Blox
Boom Blox
Boom Blox
Boom Blox
Boom Blox
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Masser af variation i opgaverne. Nuttede figurer. God brug af Wii-moten.
-
Musikken er ikke vanvittig spændende.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Boom BloxScore

Boom Blox

ANMELDELSE. Skrevet af Asmus Neergaard

Klodser, eksplosioner og kantede dyr. Boom Blox er et spil der bare skal prøves. Steven Spielberg burde lave flere spil, for debuten er faktisk fremragende...



Indlæser mere indhold