Nier Replicant Ver. 1.22474487139 anmeldelse

Da det oprindelige Nier udkomv var det en frusterende oplevelse. Selvom det udkom på PS3 og X-Box 360, lignede det et PS2 spil. Udover det var spillet ensformigt, for simpelt og ujævn i dens blanding af genre. På samme tid havde spillet et fremragende (men sparsomt) soundtrack, elskværdige karaktere og en vanvittig god historie (som jeg kaldte den bedste nogensinde, i min anmeldelse fra 2013). Efter successen med den fantastiske fortsættelse fra 2017, Nier: Automata, har det oprindelige spil fået en remaster. Med det herlige navn Nier Replicant Ver. 1.22474487139. Det er formentlig kun Yoko Taro, skaberen af Nier og Drakengard serien, der kan splippe af sted med det. Remasteren leveres på vegne af Toylogic. Hvor Taro har overdraget instruktørstolen til en anden. Men tag ikke fejl, japanerens særlige præg er overalt over denne remaster.

Men hvad er Nier? Det er et hack and slash RPG, der leger med forventninger. Primært er spillet i 3D, men til tider skifer det til 2D. Endda enkelte gange med platform elementer. Spillet har bullet hell elementer i kamp systemet, og derfor bliver genren nogle gange skiftet til twin stick shooter. Der er tekst eventyr, et område der er designet som var det old school Resident Evil og et andet der er som Diablo- Det er noget af en mundfuld, og selvom det bestemt går bedre denne gang kan remasteren stadig ikke få styr på balancen. Et emne, vi vender tilbage til.

Gameplayet har fået en markant opgradering, hvor der søges inspiration fra Nier: Automata. Kamp systemet er bedre og sjovere, hvor man nu kan bruge magi imens man angriber med sit våben, der er bedre muligheder for at parerre angreb og man kan træde ombag fjender, for at undvige angreb. Selvom det kan mærkes at spillet ikke er bygget til disse muligheder, er det stadig en velkommen tilføjelse der gør kampene markant bedre ift. originalen.

Dertil er der også tilføjelsen af atuo sprint, så man hurtigere kommer frem og tilbage og ikke længere behøver at kaste sig på jorden for at komme hurtigere frem. Generelt gør alle forbedringerne Nier sjovere at spille, og er derfor nemmere at anbefale ift. den oprindelige udgave. Også selvom, at remasteren ikke løser alle problemer.

For da dette er en remaster, betyder det at det oprindelige spils design problem stadig eksisterer. Omgivelserne genbruges for ofte (Automata havde i det mindste variation og flere områder), fast travel muligheden er en joke, side missionerne er ofte basale fetch quests der spilder ens tid. Hvor især vejen til historiens konklusion kræver tålmodighed. For at være fair, så ville kun en remake kunne løse disse problemer. Toylogic har gjort deres bedste, og resultatet er stadig en remaster der spiller bedre end originalen. Men det står stadig tydeligt at de oprindelige udviklere, det nu nedlagte firma Cavia, ikke just havde de bedste udviklere på holdet.

Men igen, Nier: Replicant er stadig nemmere at anbefale. Og værd ens tålmodighed, da der findes få spil som dette. Man ved aldrig helt hvad man kan forvente, hvor Yoko Taro stadig har mange overraskelser i ærmet. Især hvad angår historien.

Hovedpersonen Nier (som man dog frit kan navngive, så selvfølgelig blev jeg arrogant og valgte mit eget navn) er fanget i et supermarked i år 2053, hvor han forsvarer sin søster Yonah mod en gruppe monstre kaldt Shades. 1412 år senere bor de i en landsby, i en verden der stadig har rester af den gamle verden i sig. Yonah er dog syg, ramt af sygdommen The Black Scrawl. Nier gør alt hvad han kan for at lede efter en kur. Da han møder bogen Grimoire Weiss, ser der ud til at være håb forude.

Spillets verden er interessant. Hvad skete der helt præcist, hvorfor er menneskerne stadig i live og hvordan kan vores hovedperson og hans søster stadig være i live efter så mange år? Centrale spørgsmål, som forbliver interessante hele vejen gennem ens første tur gennem spillet. Og som snedigt bliver teaset, via loading skærmene.

Og du læste rigtigt. Nier: Replicant skal gennemføres mere end en gang, for at få den fulde historie. Første gang, lever spillet op til anime klichér. En personer der kæmper for sin søskende, personer der er nok så forskellige men som alligevel lærer at enes, og budskabet om venskab. Samt Kainé der, traditionen tro, er let påklædt.

For så at vende klichérne på hovedet. Nier: Replicant er en kompleks fortælling. Man får et indtryk af, hvordan tingene fungerer og hvordan handlingen hænger sammen. For blot at få disse indtryk ødelagt, hvor der sættes spørgsmåls tegn ved ens ageren. Jeg mærkede smærten og selvhaddet tilbage i 2013, men i 2021 følte jeg det endnu mere.

Dette er et af de mest sørgerligste spil, jeg længe har spillet. Karakterene oplever grumme ting, der ændrer dem fundementalt. De oplever traume, og har svært ved at komme ovenpå igen. Og når en snert af håb dukker op, bliver de motiveret. For blot at blive trukket ned igen. Dette er en hård fortælling, hvor man skal have et hjerte af sten for ikke at græde. Dette er min egen fortolkning, men dette er en historie om depression og traume. Hvordan man prøver at bevare håbet og leve videre, samt konsekvenserne for sin ageren. Og hvordan disse følelser blinder en fra at anskue selvet, og hvordan det påvirker andre.

Men historiens vigtigste pointe: man skal ikke dømme dét man ikke kender på forhånd. Du kan ikke dømme en bog på dens udseende (haha). Det lyder kliché og prædikende, men i spillets sammenhæng er det hårdt og barskt. Få historier formår at levere et så fuldendt budskab som Nier: Replicant. Dette er, stadigvæk, en af de bedste videospil historier som jeg har oplevet. Selvom designet halter, er dette en historie der fortjener tålmodighed.

Remasteren tilføjer nye historier sekvenser, hvor det føles som at Yoko Taros oprindelige vision for historien endelig bliver forløst. Der dykkes dybere i depressionen, hvordan personer giver efter for deres følelsers vold og konsekvenserne deraf. Hvor Taro holder fast i sin observation: vores handlinger har konsekvenser, men vi vil ikke anerkende dem. Og, derfor, ignorer konsekvenserne bag dette. Igen, dette er min fortolkning.

Historien bliver dog bakket flot op, lyd mæssigt. Næsten alle oprindelige skuespillere vender tilbage, for at genoptage dialogen. Alle som en gør det godt. Især Liam O’Brien og Laura Bailey. Tilsat et fantastisk soundtrack. På vegne af Keiichi Okabe, Kakeru Ishimara, Keigo Hoashi og Takafumi Nishimura.

Selvom denne remake er markant bedre end sin 2010 udgave, har den stadig sine problemer. Dét må man tage i mente. Men hvis man kan se bort fra dette, er Nier Replicant Ver. 1.22474487139 en serværdig oplevelse. Dette er en tankevækkende, hjertekærende og tankevækkende oplevelse. Der findes få spil som dette. Der kræves tålmodighed og tilgivelse for dårligt design. Men når den sidste slutning nås må det erkendes, at dette er en af de bedste fortællinger nogensinde.

9/10