Dansk

Spin-offs i Kingdom Hearts serien (Blog 2/4)

Dette er nummer 2 ud af hvad der kommer til at blive 4 blog indlæg i alt.

Som tidliger nævnt så kommer jeg ikke til at fokuserer for meget på historien i serien. Min KH blog kommer til at handle primært om min oplevelse med gameplay med få kommentarer vedrørende fortællingen.

Med det sagt...

Let's get it rollin!

    

Det første spin-off i serien hed Chain of Memories og det startede faktisk oprindeligt som et Gameboy Advance spil. Jeg kan selv huske hvordan jeg var vildt forvirret da min ven påstod han havde Kingdom Hearts på sin GBA. Jeg smuttede en tur forbi ham og fik set spillet i aktion, ja jeg fik endda selv lige prøvet det hurtigt, men hold nu op det var sært.<br />
<br />
Jeg kunne ikke forstå hvad ideen med spillet egentlig var. Til dels så det ud som om man i store træk bare gik det første spil på playstation 2 igennem, men med et kamp system der var mere tur-baseret end action på mange punkter (og så alligevel ikke). Derudover virkede det også som om der var nogle nye ansigter med i historien så det virkede som en slags mærkelig reboot mere end noget andet.

Før jeg nogensinde overvejde at give det en chance skal vi faktisk spole helt frem til mine første år i 20erne (er 28 på nuværende tidspunkt) før jeg fik prøvet det. Der udkom nemlig en HD opdateret samling på Playstaion 3 hvor dette spil var indkluderet, men vent! Det var ikke et GBA spil.

Ser i, Kingdom Hearts spil udvikling er næsten lige så forvirrende som historien. På et tidspunkt efter det havde været ude på GBA besluttede Square Enix sig for at udgive en remake af Chain of Memories på Playstation 2 som var ekslusivt til Japan. Det er dette spil som blev genudigvet i en HD-opdateret version på Playstation 3 og som også kan spilles på PC i dag.

Men nok om historien bag spillets mærkelige oprindelse.

     

Selvom jeg har lovet mig selv ikke at tale for meget om historien er det alligevel vigtigt at pointerer noget omkring netop den. Spin-off titler er for det meste ment at skulle være en slags selvstændig fortælling fra den størrere fortælling. Det er en tradition som er ret påregnelig i næsten alle medier, men ikke i KHs tilfælde. Chain of Memories (som jeg nægter at forkorte som CoM); er faktisk en decideret 2er og er virkelig vigtig for helheds forståelsen af serien. Det er måske også derfor at mange hoppede af vognen fra denne serie. Det var vildt at starte toeren op og se at de var gået hele vejen med vigtigheden af det her "spin-off" spil.

Gameplay er egentlig reduceret til noget der minder mere om noget traditionelt tur-baseret final fantasy, men bevægelse er stadig frit og til dels vigtig for din overlevelse - særligt hvis du spiller det på den højeste sværhedsgrad.

Essensen af det her spil er faktisk så mærkeligt at mange fans af serien har valgt at kalde det for det værste ud af samtlige spil - Dog er jeg selv faktisk meget glad for det. Der er en hvis charme i at bygge sit eget dæk. I min seneste gennemspilling af Chain of Memories lærte jeg også hvor kraftfuld man kan blive ved at gøre brug af magiske combos - Noget som jeg aldrig gad at eksperimenterer med i mit oprindelige playthrough.

Chain of Memories er og forbliver noget der splitter vandende, men spørg du mig er det et godt spil som alle Kingdom Hearts fans bør prøve. Jeg råder på det kraftigeste at man forsøger første gang på standard og gør brug af den lettere sværhedsgrad til at få en bred forståelse af combo systemet og dét at bygge et godt dæk.

Nå, men videre til det næste.

     

Okay, så en anden ting jeg har glemt at nævne er at Kingdom Hearts er ikke kun mærkelig mht historien og gameplay, det er også titlerne der går amok engang imellem. Dette spil hed 358/2 days og skal åbenbart udtales således: Three-fifty-eight days over two.

Dette næste spil blev oprindeligt udgivet på Nintendo DS konsollen - Det blev også udgivet efter Kingdom Hearts 2.

Det her er lidt mere hen ad noget der ligner et typisk spin-off spil da historien langt fra er lige så vigtig som Chain of Memories. Man spiller faktisk slet ikke som Sora, men snarer som en ny helt ved navn Roxas og hans backstreet boys anime gang ved ny og næ.

Det her spil er så forfærdelig kedeligt både på gameplay front og historien. Jeg kan virkelig ikke fordrage det.

                              

Det er langt mere henad noget af det gameplay vi kender til fra Kingdom Hearts 1 og 2, men grundet at det var på Nintendo DS og at de gik hele vejen med 3D grafik (kæmpe fejl hvis du spørg mig) ja,det var sku noget lort for at sige det direkte. Lav opløsning på skærmen og dårlig styring samt et forfærdeligt irriterende kamera. Det var et helvede at komme igennem og jeg kan ærlig talt godt forstå at de aldrig forsøgte sig med at genudgive spillet selv og bare gav os en "film" med historien på den HD-samling man fik senere på diverse konsoller/PC.

                                        

Det er faktisk 358/2 Days' skyld at jeg aldrig fik købt Re:Coded.

Re:Coded var oprindeligt et spil udgivet på mobil, ekslusivt på det Japanske markede. Det blev så senere hen opdateret på Nintendo DS, men fandme nej om jeg skulle igennem endnu et middelmådigt Kingdom Hearts spil.

                 

Det er faktisk lidt ærgerligt, fordi Re:coded var et langt mere solidt og gennemført spil rent gameplay-mæssigt end 358/2 days efter hvad jeg har hørt fra andre. Men nok om kvalerne.

Det næste spil i rækken her bliver så Birth By Sleep. Et spil orpindeligt udgivet på Sony's Playstation Portable (PSP). Jeg ejede egentlig en PSP på daværende tidspunkt da det var nyt, men var langt mere interesseret i andre ting end spil og fik solgt min konsol samt min Birth By Sleep kopi som stadig var i plastikken. Mit barnlige hjerte havde købt det med hensigt i at få det oplevet, men det blev først til noget i sommeren 2021 via den PC HD port vi fik på Epic Games.<br />
<br />
                                   

Hvis Chain of Memories kan betragtes vigtigt for helhedsoplevelsen så er Birth By Sleep et spil der nærmest fortjente at få et faktisk fortløbende nummer i titlen da det er så ekstremt vigtigt. Det er nemlig oprindelses historien for den største skurk i historien hidtil! Og så var det fandme udgivet på en niche, håndholdt konsol (igen igen).

Spillet selv? Jo det er faktisk ret underholdende, men også virkelig smadret i balanceringen af din styrke. Det er både utrolig svært når det prøver, men også utrolig nemt hvis du ønsker det. I dette spil tog de combo systemet fra Chain of Memories, smed det tilbage i ovnen og færdigbagte skidtet. Det resulterede så i Action Commands. Ved tryk af ▲ knappen kan man gøre brug af en utrolig kraftig combo funktion og selvom man kan få røven på komedie ved brug mod bonus boss kampene så er resten af spillet latterliggjort med en smule viden for hvordan man installerer de her combos.

 

Det at det blev udgivet på en håndholdt konsol kan mærkes. Der er nogle yderst nybegynder-venlige frames på ens blokerings knap, selv på den høje sværhedsgrad. Generelt kan det godt virke lidt som om at spillet spiller sig selv.

Men dog vil jeg sige at det her virker ret godt i sidste ende. Birth By Sleep er en meget blandet pose, men det appellerede kraftigt til drengen i mig som helst spillede alt på den letteste sværhedsgrad - Dels fordi at store dele af spillet er så let at grind sig alt for stærk i, men også fordi det var meget mere anime-agtigt end disney.

Man spiller faktisk som tre nye figurer i serien - eller, det er ihvertfald første gang man så dem på daværende tidspunkt. Hele spillet er egentlig det man på engelsk kalder for en prequel. Når jeg nævner at det er endnu et vendingspunkt for serien så hentyder jeg egentlig til tonen i historien.

Alt bliver meget sentimentalt og en smule mere seriøs: Ja! Mere seriøst i en verden hvor du rejser blandt børnefilms figurer. Det bliver alt sammen lidt for følelsesladet og vores helte græder næsten i hver anden cutscene. Det virker ikke rigtig passende til serien, men om man tog imod det eller ej, så var dette tidspunktet i serien hvor det begyndte at ligne mere Final Fantasy end Disney.

Jeg vil lige til sidst få sagt vedrørende netop Birth By Sleep at det var en fornøjelse at lytte til Leonard Nimoy (Spock fra Star Trek) ligge stemme til skurken. Han gør et forrygende godt arbejde og det var også en af de sidste ting han fik gjort i livet. Mark Hamill (Luke Skywalker, Jokeren) ligger også stemme til en faderfigur for vores helte i spillet.

Så er det tid til det sidste spin-off som jeg faktisk har spillet i serien - Dream Drop Distance eller: Kingdom Hearts 3D. Det blev udgivet til 3DSen og ja det er selvfølgelig lidt af en gimmick. Endnu et håndholdt spil og jeg fik endda spillet det på dens originale platform, men også senere hen i den (meget dyre) port vi fik muliggjort via Epic Games.

           

Det her spil var forfriskende da det var nyt fordi det udkom på et tidspunkt hvor jeg ikke havde givet Kingdom Hearts serien opmærksomhed i mange år: og så var det helt nyt. Set i bagspejlet virker det som om at det blev skabt på et grundlag der skulle distancerer sig en smule fra Birth By Sleeps overdrevne drama: Og det lykkedes da også. Tonen er stadig en smule dyster, men langt fra hen ad det cirkus vi fik i førnævnte.

Jeg kan lige så godt sige det som det er - Gameplay er helt ude at skide. Der var en stor fokus på at give spilleren friheden til at bevæge sig meget vildere i dette spil og ja det lyder da godt på papiret, men! Man hopper og danser rundt på væggende, tagene og fjenderne allerede helt fra starten af. Det er en stærk kontrast sammenlignet med tidligere spil i serien hvor bare en smule frihed først kom senere i ens gennemspilning. Ting som dobbelt hop funktion og svæveflyvning er noget 3D griner højlydt af. Det er som om man skøjter rundt konstant i en storm af lys effekter og pixel bræk.

Så besluttede de sig også for at genoptage action command systemet, men det resulterer bare i at man bliver alt for stærk med meget lidt arbejde.

Smid en gang Digimon World (Pokémon er også et okay eksempel) hvor du gør brug af monstre til at kæmpe og forstærke dig ved din side - Tidsfrister på gameplay hvor du så efter udløben tid bliver smidt over i Riku's sko for at fortsætte hans del af historien - Og så har du Dream Drop Distance.

Historien er også virkelig vigtig i det store billede og det er så irriterende fordi spillet er virkelig ikke sjovt i længden. Ens evner skal også udvikles ud fra at du klør dine monstre på maven og det er bare alt sammen så dumt.

           

Det er godt nok en stor mundfuld, det er jeg klar over, men nu vil jeg også runde af og sige her til slut:<br />
<br />
Selvom der var en række sure opstød på vejen så vil jeg på det kraftigeste anbefale at man giver Chain of Memories samt Birth By Sleep en chance. De er begge to værdige tilføjelser til ens oplevelse med serien både på spil og historie fronten.

Næste spil i denne blog-serie kommer eksklusivt at omhandle Kingdom Hearts 2. Tak for denne gang.

HQ

Kingdom Hearts

Jeg har besluttet mig for at skrive en serie af en blog - som i, der kommer til at blive skrevet flere end denne her. Den har til formål at fortælle om min oplevelse med Kingdom Hearts serien. Jeg voksede nemlig op med den og den har et helt specielt sted i mit hjerte.

Jeg starter med det originale spil i serien - Først vil jeg tale om min oplevelse med det som barn og i anden halvdel vil jeg gennemgå min oplevelse som voksen. Så lige for at gøre det helt tydeligt: Jeg elsker de her spil, historien inklusiv, men jeg kommer ikke til at tale om historien udover et par fodnoter. Den er simpel hent for kludret og dum.

Jeg håber du vil gide at læse den

Strap in!

Julen 2002 - Lille SkelligerDog får sit største juleønske opfyldt: Det nyeste spil fra Squaresoft som involverede figurer jeg kendte fra disney film og de Final Fantasy spil jeg elskede.

                   

Det var faktisk overraskende let at forstå alt spillet smed efter en da man i forvejen var indoktrineret fra FF serien.

Fire blev til Fira

Potions gav HP, Ethers gav Mana

Summons var en hjælpende hånd.

Ja faktisk var det virkelig ikke nogle udfordring og det var heller ikke noget jeg historisk set gik efter.

Jeg var nemlig den slags barn der altid gik efter den nemmeste sværhedsgrad.

Det var særligt vildt at høre Squall fra FF8 ha' en faktisk stemme. Jeg blev også bekendtgjort med FF7 karakterer som fx Yuffie, Aerith og Cloud - Alt sammen med til at motiverer mig til at prøve FF7 senere hen.

                 

Jeg blev først rigtigt udfordret i Monstro verdenen hvor et forkert hop kunne sende dig et par maps tilbage i den "verden". Dude, jeg har stadig traume fra den oplevelse.

Men den faktiske udfordring kom i form af Colliseum (Hercules verdenen) hvor jeg virkelig fik tæsk i nogle af de senere udfordringer. Det var netop sammensat sådan at man kæmpede mod waves af fjender (som er kendt som "Heartless" i denne serie) og kulminerer så med en bonus boss fight - Typisk en FF karakter eller Hercules relateret. Det var faktisk et vildt fedt stykke bonus content.

lidt senere åbner der sig nogle vilde "superboss" kampe op.

          

Og selvom jeg spillede på "Standard" så var jeg bare ikk' go nok. Jeg kom kun så langt ved at smadre X-knappen. Det tog mig også voldsomt meget tid at komme forbi Malificent, Riku og den sidste kamp med den "skjulte" skurk, "Ansem", men bevares; det lykkedes da.

Generelt vil jeg mene at det fede for mig som barn var at gå på opdagelse i verdener jeg kunne kende fra film jeg elskede som helt lille. Samtidig var det også meget relevant at se alle de Final Fantasy helte og skurke jeg kendte, samt nye. Alt sammen spillede bare op i en højere enhed hvor man blev opslugt af den større verden som Squaresoft havde skabt.

           

Oven i det delte man jo også oplevelsen med sine venner og der var så meget at finde i det her spil.

Jeg kan stadig huske hvor vild en opdagelse det var at man kunne kæmpe mod nogle af titanerne fra Hercules filmen - noget der fik mig til at kæmpe mig igennem én af udfordringerne så jeg også kunne få den oplevelse.

De superbosses som var tilgængelige, fik jeg aldrig nakkede - Det krævede trods alt at man forbedrede sig og det var jeg ikke villig til som barn.

Men omkring mine første år i 20erne var det ikke længere nok kun at opleve historien i spil - Jeg udfordrede mig selv og fik taget min Dark Souls mødom: Noget som gav mig et gevaldigt skub i en helt ny verden inden for spil.

Da Epic Games så lancerede at de ville udgive en port af hele Kingdom Hearts serien sidste år, ja så tænkte jeg - Nu er det fandme på tide at få smadret de børnespil på den højeste sværhedsgrad.

Jeg starter selvfølgelig på den højeste sværhedsgrad som på ægte japansk maner ikke bare kan hedde "Hard", men "Proud". I første omgang vil jeg egentlig bare opleve spillet igen og få en lille udfordring med på vejen, men det ændrer sig hurtigt.

Der er nemlig et "hemmeligt" våben i spillet som jeg aldrig fik. Jeg husker stadig hvordan jeg måbede over det i min strategy guide. Problemet er at dette våben kræver umenneskelige timer at grind materialer til. Ikk nok med dét: Den port vi har på PC er en slags DLC bonus materiale version som kun var tilgængelig i Japan førhen ved navn "Final Mix+". I denne version har de valgt at genopfriske den grind, men ikke for at gøre det lettere, nej, de har derimod tilføjet krav til listen af materialer.

Nå, men nok om det. Pointen her er at det ikke bare er et par timer. Jeg talte den tid jeg brugte på at grind det her "ultima weapon" som det nu passende hedder (endnu et låne syntaks fra FF forresten).

TOLV TIMER... Det er hvad det her våben kostede.

                 

Men nu var jeg så også klar til at smadre alt bonus content - Superbosses inkluderet. Ja for, selve spillet var egentlig ret let selv på den højeste sværhedsgrad. Det er ikke just noget som det første spil kan tilbyde i stride baner, selv ikke med den ekstra boss.

<br />
Jeg tog så til Colliseum verden og pløjede igennem alt undtagen sephiroth. Den kælling skal spankes til sidst! Så jeg tog en smule frygtindgydende til de heartless superbosses i 2 hjørner af spillet. Med stor overraskelse skar jeg som varm kniv igennem smør og skulle kun bruge ét ekstra forsøg på den ene af dem. Så var det tid til Sephiroth og hvis jeg skal være helt ærlig må jeg indrømme jeg havde udskudt det med vilje ud af frygt. Det skal lige forstås at jeg aldrig så meget som skar en eneste bid af hans HP væk. Den her superboss starter nemlig med rustning på sine health bars så han skal spankes et godt stykke tid før han begynder at miste liv. Oven i det så er han ret ligeglad med om du er level 100 og har det bedste våben i spillet. Dette var nemlig en bevidst beslutning fra Squaresoft så folk ikke kunne overmane den hårdeste nød i spillet.

      

Det her var det første der faktisk mindede mig om de røvture jeg fik som lille. Hold nu kæft han er svær, men jeg fik tids nok knækket nødden. Ved hjælp af i-frames og masser af tålmodighed så lykkedes det. Voldsom fed kamp at klare sig igennem.

Og med det var jeg færdig. Troede jeg!

Der var nemlig en enkel ekstra boss fight jeg havde overset som kun er en del af Final Mix+ udgaven. En gut ved navn Mysterious Figure. Endnu en gang stod jeg til at blive overrasket. Han tog nemlig kun omkring 5 forsøg. Jeg var alt for stærk med mit hold værende level 100 og mit ultima våben.

Den sidste historie baseret kamp var ingen ting i forhold til bonus materialet. Med det var jeg helt og aldeles færdig.

Jeg kan kun anbefale på det varmeste at gi' det her spil en chance og ikke kun baseret på gameplay. Historien flækkede mig i tåre af grin op til flere gange. "My friends are my power!" Den er også ret så chamerende på alle de gode måder.

Med det sagt vil jeg runde den første blog af. Den næste bliver enten en opsamling af de spin-offs der findes i samlingerne, ellers bliver der måske nogle få, kortere blogs omkring de enkelte. Det skal jeg lige overveje.

Hvis du læste helt hertil - Først og fremmest er jeg imponeret over din tålmodighed, men jeg vil også sige tak til dig for at gi' det hele en læsning.

       

Nu hvor du er her, så giv lige den her en lytning og lur mig om du ikke får lyst til at krybe under et varmt tæppe og drik en kop varm kakao.

Traverse Town Theme

Tak til GR-brugere @Nike @Gob @Manutdxdk @Lillium11 @Oleg Rasputin Molotov for inspirationen i gav mig til at selv at skrive en blog. Jeres indsats blev læst og værdsat og ikke bare tabt ud i internettets intethed : )