Så var det lige at In Flames, mit (tidligere) yndlingsband skulle på turne og valgte at tage GOJIRA med sig. Jeg fik aldrig set det, men det fik mig da til at gå på JewTube og søge under GOJIRA. Her fandt jeg så en lille sang kaldet vacuity, og jeg synes det var den bedste sang nogensinde. Men albummet, The Way of All Flesh, var ikke til at finde, indtil en skæbnesvanger dag.
Blev overrasket over, at vacuity faktisk er et af de dårligste numre på pladen.
Tracket "The Art of Dying" er så smuk, at jeg kunne dø. Den kan virkelig tage en mand og knuse ham.
Hele den første uge hørte jeg kun det album. Jeg er nu på uge 2, og har hørt det igennem 90 gange, selvom nogle af sangene er hørt over 100 gange.
Jeg ved ikke med jer, men når jeg nogle dage har skole fra klokken 8 til midnat, som jeg har haft de sidste 2 uger, så er det at høre en CD 90 gange meget.

Jeg opfordrer alle til at prøve det af.
Det er virkelig det smukkeste musik nogensinde lavet.

I lyset af den inspiration Tommy-Calibers blog har givet mig:

Jeg går på efterskole. Efter omkring 3 måneder lægger jeg mærke til den her pige, lad os kalde hende M. Jeg har selvfølgelig lagt mærke til hende før, men ikke på samme måde. Langsomt bliver jeg forelsket i hende. Jeg bliver ved at snakke med hende, prøve at dreje samtalerne ind på noget der kan føre til noget og så videre, men det går aldrig.
Hun ser mig vel bare som endnu en dreng, måske en ven, men hun har bare ikke de samme følelser for mig. Jeg ser hende hver dag, og det er hårdt.
Min bedste ven er en pige, og hun kan godt lide mig, selvom hun har en kæreste. Der ville ikke kunne ske noget mellem os så længe hun har ham, men alligevel vælger hun at være sur på mig over at jeg er forelsket. Hun nægter at støtte mig. Hun vil have mig for sig selv.
Jeg giver ikke op. Det er svært for mig at tale sådan med hende personligt, hvis i forstår, for vi taler altid kun når der er andre omkring, undtagen når vi chatter over MSN, og det er ikke et sted hvor man udtrykker sine følelser.

Hun er fantastisk. Har det utroligt hver gang vi er sammen, vi har meget til fælles og er ved at kvæles af grin hver gang vi taler, hvilket også gør det svært at være mere seriøs.

Ved ikke om dette skulle have været en tråd i forummet, men er der nogle der kan komme med råd/erfaringer?

I dag var jeg ude i et stort indkøbscenter. Min plan var at købe en mobil. En Sony Ericsson C905. Jeg købte en Sony Ericsson C905. Ventetiden fra når man har købt sådan en fætter til man åbner kassen, kan jeg godt fortælle jer, føles ENORM! 1200 kroner plus 400 i abonnement hver måned det næste halve år. Meget fair, synes jeg. Mobilen er alle pengene (og ventetiden, for den sags skyld) værd.

Den ligger åh, så dejligt i hånden. Den er på den tykke side, ganske rigtigt, men det skal det være. Dette er et kamera lige så meget som det er en mobil.

Udover kameraret på 8.1 megapixel og med både fotolys OG xenon flash, så er der GPS Wi-Fi, accelerometer, hele svineriet.

Telefonen kører utroligt hurtigt (fra du skubber kamerarets dæksel ned til kameraret er i gang går der 0.8 sekunder) og den er smuk. Hærdet glas beskytter skærmen, det er umuligt at lave fingeraftryk på den matte sorte overflade, og når man skubber kameradækslet ned, så glider metalpladen lige under den ind i selve mobilen og dækslet glider ned foran det, sådan at mobilen ser "hel" ud uden nogle huller når kameraret ikke er i brug, og der ikke stikker noget ud af mobilen når kameraret er i brug. Forvirrende? Ja, men det ser fantastisk ud.

Slider mekansimen (for det er en slider) er perfekt. Den er fast, går ikke op i lommen osv. osv. men man kan med et overbevisende "svirp" både åbne og lukke telefonen (dette kræver træning) hvilket ser virkelig blæret ud.

Kvaliteten af billederne er med et ord, FANTASTISK! Meget bedre end mit rigtige digitalkamera, et 5 megapixel nikon, og på højde med de store drenge i kameraverdenen.

Hvilken mobil er den bedste i verden? iPhone? iPhone sidder måske på tronen over musikmobiler/touchscreenmobiler, men nu har C905 placeret sig på tronen ved siden af, skåler med iPhone og genopretter så fred og orden i det kaos der er kendt som udvalget af kameramobiler.

Har set at der er rigtig mange der har postet deres ønskeliste. Personligt ønsker jeg mig færre ligegyldige blogs.
Jeg er pisse ligeglad med hvad i gerne vil have i julegave, og på samme måde forventer jeg at i er skide ligeglade med hvad der sker af nyt i mit liv, men hvis det ikke kan stoppe jer kan det ikke stoppe mig.

Først, lad mig sige til alle jer, der aldrig gik på efterskole, i ved ikke hvad i er gået glip af. Det er for fedt. Selv er jeg på VGE i Varde, selvom jeg er fra Storkøbenhavn, og det er vildt fedt.

Har fået en ny passion: At spille guitar.
Rigtig skulle det bare være et fag jeg dovner mig igennem, men det er bare alt for fedt til ikke at tage seriøst. Det var aldrig meningen jeg skulle have en guitar, men nu får jeg altså en til jul. Bemærk, jeg siger ikke jeg ØNSKER mig en, men at jeg FÅR en. Dermed er det ikke en ønskeliste-blog, men derimod bare en meget urelevant blog. For alle undtagen mig, og jeg vidste det i forvejen.

Desuden vil jeg gerne erklære mig død som gamer. Har ikke spillet et rigtigt spil i snart et halvt år, siden jeg begyndte på efterskolen, og mit gamerliv kan simpelthen ikke overleve sådan et tomrum.
En gamer har forladt jer :cry:
(Det giver mig derimod retten til at kalde jer alle sammen for nørder!)
Det er også for første gang i mange, mange, mange år der ikke er nogen spil på min ønskeliste (HA! Det er stadig ikke en latterlig ønskeliste-blog når jeg ikke siger hvad der er på).

Det var så min blog, skrevet i tågen fra min influenza, omhandlende min ønskeliste men uden at sige hvad jeg ønsker mig.
Kort sagt: Totalt irrelevant, præcis som alle de andre blogs.

Ville gerne have skrevet GR's første TDK anmeldelse. Men så skulle der gås med hunden og det ene og det andede, men jeg er nummer 3, og tredje gang er lykkens gang, right? Here goes nothing:

Jeg er lige kommet hjem efter at have set The Dark Knight i BioCity Tåstrup - den største sal.
Filmen starter med en af de fedeste scener længe, et veludført bankrøveri. Her introduceres Jokeren, den nok fedeste skurk du længe har set. Han er rablende sindssyg! Skuespillet af den afdøde Heath Ledger er fantastiskt. Filmen fortsætter hvor Batman Begins slap, og det er en god idé at have set forgængeren, selvom det absolut ikke er et must. Den var bare så god.
Den 2 og en halv time lange film har et væld af fede scener, hvor man bare tænker "wauw!"
Christian Bale spiller Batman godt, med de moralske valg det indebærer.
Der er masser af kød på historien, meget mere end jeg havde regnet med, og effekterne er forrygende!
Filmen er desuden tankevækkende og overraskende, så der er faktisk ingen grund til ikke at se den.

10/10