Da jeg så Microsofts pressekonference på E3 i sidste uge (i skrivende stund), havde jeg denne tanke bagefter: Spillene var lidt for typiske, men der var da nogle gode spil. Bare en skam med alle de strenge restriktioner. Online tjek mindst en gang i døgnet, hvor man vil blive låst ude af sine spil hvis man ikke var online, blokering af brugte spil, og mulig overvågning. Sikke et mareridt.

Så kom Sony, der fortalte at Playstation 4 ikke ville have disse restriktioner, og i stedet fungere som konsollerne i dag gør. Og så var den endda 100$ billigere. Ja, så vandt Sony i manges øjne.

En uge senere, står vi nu med en anderledes situation. I går annoncerede Microsoft, at disse restriktioner ville forsvinde, og at X-Box One nu ville fungere på samme måde som PS4, og de nuværende konsoller. Jamen dog. Selv denne beslutning er meget kontroversiel, hvilket måske kan være svær at forstå. Men her er min mening.

EN BEDRE FREMTID:

Den skræmmende fremtid for gaming er heldigvis blevet mere optimistisk. Folk med ustabilt internet kan nu spille uden frygt for at blive låst ude og folk der ikke har råd til så mange spil af gangen kan fortsat købe brugte spil. Desuden er video spil kæder som Gamestop og Blockbuster også reddet, da de nu kan fortsætte med at fungere som de gør p.t. Det lyder da meget godt.

Nu er X-Box One pludselig blevet mere forbruger venlig, og mere acceptabel overfor folk, der ikke har de perfekte forhold, som nogle af os har. Og nu bliver vi fri for at blive mobbet af grådige udgivere, der vil gøre alt for at tjene penge. Bare tænk på hvor meget f.eks. Activision ville kræve for at spille Call of Duty: Ghosts brugt.

Nu ejer vi vores X-Box spil, og kan gøre hvad vi vil med dem, så længe de ikke er købt digitalt. Ja, der er god grund til at være glad, og det er svært ikke at forstå, de X-Box fans der lige nu jubler og danser. Nu overvejer jeg næsten at købe en X-Box One.

HVOR ER TROVÆRDIGHEDEN?

På den anden side kan jeg ikke forstå, hvorfor X-Box fans pludselig har glemt alt. På hvad der virker som nærmest fem minutter, skiftede folk fra at hade den og elske Playstation 4, til at elske X-Box igen. I mine øjne, svarer det til at ens kæreste er dig utro, men at du beslutter dig for at elske og blive med vedkommende, da han/hun siger undskyld. Tror du ærlig talt, at kæresten er ærlig med denne undskyldning? Tror du ærlig talt, at det ikke vil ske igen?

Microsoft siger at de lyttede til feedback, men ville de så ikke have gjort dette langt tidligere? Hvorfor ofre et E3 og afslørings begivenhed på at overhovedet snakke om restriktioner, som ingen alligevel kan ordentlig forklare? Nej, hvis de havde lyttet til folk, havde de løst dette problem et lille stykke tid efter afsløringen tilbage i maj.
Men nej, det krævede i stedet at Sony fortalte, at de ville gøre det modsatte, og så overvåge antallet af konsoller der er blevet forudbestilt.

Denne beslutning er nok ikke taget, fordi Microsoft lyttede til forbrugerne, men fordi at konkurrenten vinder på at gøre det modsatte. Ja, det lyder hysterisk, men så tænk over hvad Microsoft tidligere har sagt om disse restriktioner:

http://www.ign.com/articles/2013/06/12/gamers-without-internet-c
an-stick-with-xbox-360-says-microsoft

Det siger lidt sig selv ikke? Hvorfor komme med f.eks. sådan en udmelding, for blot en uge senere, at ændre standpunkt? Hvorfor gå hen og forsvare restriktioner, for at pludselig lave en Helle-Torning og ændre mening? Fordi forbrugeren ikke betyder noget.

Og hvem siger, at det alligevel ikke kommer tilbage i fremtiden, når der er kommet gang i salgstallene? Det er godt nok en konspirations teori (og rimelig langt ude), så vil ikke regne med dette. Men muligheden er der.

DET SIDSTE ORD:

I sidste ende er det god et spørgsmål om moral. Ja, X-Box One er nu værd at overveje igen, da nu restriktionerne er helt væk, og fremtiden for gamere er lys igen. Men er det dét værd at smide penge efter? At støtte et firma, der tænker mere på sine udgivere og penge, end at tilfredsstile forbrugerne? Og som alligevel forsømmer de små udviklere, i stedet for at prøve at vinde dem over fra Playstation?

I sidste ende skal det dog handle om spillene, og i den kategori mener jeg, at både X-Box One og Playstation 4 har en ligeværdig chance. Det handler om moral, hvor jeg i hvert fald er voldsomt i tvivl, om hvad jeg vil støtte.

Vær varsomme, ingen ved om Microsoft vil prøve på sådan et nummer igen. Men for hvad det er hver, så tillykke til X-Box fans. I har fået jeres frihed tilbage. Men husk at takke Sony, fordi uden dem, ville i aldrig have haft den på X-Box One.

(SPOILERS!!!)

Ahhhh Silent Hill. Hvad er der dog blevet af dig? Du var en gang mesteren i gys. Hvor Resident Evil foretrak amerikansk gys, med choks og action, foretrak Silent Hill altid atmosfæren. Det foretrak det psykologiske gys, hvor du aldrig vidste hvad der var rundt om hjørnet, smed dig i forstyrrende omgivelser, tvang dig til at møde forstyrrende monstre og hev dig igennem nogle af de mest chokerende og rystende begivenheder set i video spil.

Men i dag har serien tabt sig selv, og prøver desperat at kopiere de ældre spil. Hvad gør serien forkert? Eller måske mere passende, hvad kan det gøre for at blive godt igen?

1: At kæmpe eller flygte?

Næsten alle Silent Hill spil har en ting tilfældes: Din hovedperson var en hverdags person, ligesom du og jeg. De havde ingen erfaring med hverken våben, eller at være i kamp. Dette blev opnået via et (for det meste) primitivt våben udvalg, faktummet af at ens lomme lygte (som gav en væk) måtte være tændt, samt at man måtte være tæt på monstrene, for overhovedet at have en chance for at ramme dem med sine våben. Den klumsede kontrol og kamera sørgede også for dette.

Silent Hill: Downpour havde disse elementer, og blev alligevel stærkt kritiseret af flertallet. Det tilføjede til uhyggen, at man ikke har den knivskarpe kontrol, og gjorde at man frygtede enhver kamp situation. Silent Hill: Homecoming gik action ruten, med elendige resultater, hvor Shattered Memories gik fuldstændig modsat, hvor man havde ingen mulighed for at kæmpe igen. Downpour gjorde det rigtigt for det meste, men tvang alligevel spilleren til at skyde sig ud af det hele, i de sidste 30 minutter.

For at blive god igen, skal serien fortsætte i den retning, som Downpour gik hen af. At begrænse spilleren i at kæmpe igen er uhyggeligt, og at selv de våben man har hurtigt går i stykker, tilføjer kun til frygten. Fjern den tvungen action sektion, og kom kun med boss kampe, hvis det har en dybere mening (som i Silent Hill 2), fremfor af obligatoriske grunde (Silent Hill 3, Homecoming, Downpour). Men denne frygt afhænger også af en anden ting...

2: Monsteret indefra.

Monstrene i Silent Hill 2 er meget bemærkelsesværdige for et par grunde: Deres klamme og skumle designs, og deres relevans for handlingen. Alle monstre som man mødte i det spil, havde en dybere mening i forhold til handlingen og hovedpersonen James Sunderland.

Senere Silent Hill spil har lidt misforstået det koncept. De sexede sygeplejesker var et symbol for James' trang til sex, og Pyramide Hovedet for James' behov for at straffe sig selv, efter hvad der skete med hans kone Mary. Disse to monstre, især Pyramide Hovedet, er blevet så populære, at de siden hen er dukket op i andre spil (Homecoming, Book of Memories), bare for at være der.

Selvom man først opdagede deres relevans sent i Silent Hill 2, så gjorde det hele spillet uhyggeligere og dybere, hvilket spillet burde udforske igen. Downpour prøvede lidt på dette med Bogeyman, men han nåede aldrig at have den helt store effekt, som Pyramide Hovedet. Det duer ikke at hive monstre fra Silent Hill 2 ind i et nyt spil, bare fordi de er populære.

Men det er ikke bare det. Deres designs skal også være groteske, klamme og skræmmende. Monstrene i de seneste Silent Hill spil har langt fra opfyldt disse kriterier. I Homecoming var de kopier, I 0rigins var de variationer på SH2, Shattered Memories var direkte latterlige at se på, og i Downpour var de alt for typiske. Kom med de mest syrede fjender, gå hele vejen for at gøre dem groteske, og giv dem en vigtig rolle i spillets handling. Få os til at være skræmte over dem, men også til at vi tænker over dem.

Eller gå den samme vej som Amneisa: Skjul deres udseende fra os, lad os forestille os hvordan de ser ud, og straf os, hvis vi kigger på dem.

3: Den så jeg ikke komme!

Silent Hill 2 er ofte husket for sin handling, som i dag stadig er blandt de bedste video spil handlinger nogensinde. Og noget af dette, kan tilskrives den meget overraskende drejning, som spillet havde, nemlig at James selv havde dræbt sin kone, som han desperat ledte efter. Det var en fantastisk drejning der ikke kun var chokerende, men som også ændrede spillet fuldstændig. Det var umuligt at se på spillet på den samme måde igen.

Siden da, har serien prøvet ihærdigt på at kopiere dette trick. Homecomings drejning kunne let regnes ud, og Downpours drejning havde ikke den ønskede effekt. Shattered Memories gjorde dog et fremragende forsøg, der faktisk formåede at have den samme effekt som i Silent Hill 2.

Men serien er nødt til at stoppe med dette. At spille et Silent Hill spil, er endt med at blive ligesom at se en M. Night Shyamalan film: Man ved der kommer en drejning, så man sidder konstant og leder efter sporene, så man kan regne den ud før den bliver afsløret. Det distraher kun fra atmosfæren og historien, og det virker som om at man tror man kan kopiere SH2, og opnå den samme effekt.

Serien er nødt til at droppe dette, og lave en historie der ikke er afhængig af en drejning. Ellers bliver det for forudsigeligt, og man vil helst have at folk bliver hængende ikke? Dette leder desuden til...

4: Hvad handler det om?

Serien har (for det meste) altid handlet om personer, med skumle baggrunde. SH2's James var en morder, SH3's Heather var reinkarnationen af Alessa, der var indehaver af mørke kræfter, Homecomings Alex var indirekte skyld i drab, der fik ham indlagt på den lukkede, og Downpours Murphy havde begået hævngerrigt mord.

Silent Hill 1, 4, 0rigins, Shattered Memories og Book of Memories involverede hovedpersoner, der alle var uskyldige. Dette virker som den perfekte indgangs vinkel, og har en del potentiale.

Man kunne efterforske hvordan de håndtere det, se dem prøve at klare sig ved at tænke på bedre tider, motivere dem håbet om en vej ud, og måske afsløre at grunden til deres involvering, er pga. noget udenfor deres rækkevidde. Det kunne blive til en stærk historie, hvis man udviklede karakterende og situationerne ordentligt.

Eller, hvis man absolut vil følge en morder, så gør det klart for os i starten. Fortæl os i introen hvor slem en mand/kvinde personen er, og lad de ting vedkommende oplever i Silent Hill være deres personlige helvede, hvor de bliver straffet for hvad de har gået igennem. Man kan også udforske deres tankegang, virkelig grave ind i dem, og undersøge hvad der driver dem til mord, og hvorfor. Det ville faktisk være meget mere interessant, end de fleste video spil handlinger disse dage.

Desuden, hvad med at udforske byens baggrunds historie endnu dybere? Få det til at virke som et rigtigt sted, lad os absorbere stedet, og lære det at kende. Byen er også en karakter.

5. En historie med flere konklusioner.

Alle Silent Hill spil har mere end en slutning, men i de seneste spil har de også spændet ben for serien. Homecoming og Downpours slutninger ændrede fuldstændig spillets symbolik, hvilket betød at hvad man muligvis fortolkede som en ting, var fuldstændig irrelevant for en anden slutning. Hvorfor give spilleren muligheder for at fortolke forskellige ting, når halvdelen af det alligevel er ligegyldigt, afhængig af hvilken slutning man får?

Desuden, så gør det lidt mere interessant med hvordan man opnår en slutning. Dette er blevet voldsomt populært inden for de sidste par år i video spil industrien, men det er altid så forudsigeligt. Det afhænger altid af hvad man siger i en bestemt situation, om man redder en person eller ej osv. Silent Hill er selv med i denne vogn, men har før gjort tingene anderledes.

I Silent Hill 2 afhang ens slutning af hvordan man spille spillet. Hvordan man behandlede Maria, der ledsagede en i et stykke tid, hvor mange monstre man dræbte, selv hvornår og hvordan man helbredte James, hvis han havde for lidt liv tilbage. Silent Hill 4 gjorde nogenlunde det samme, med hvordan man behandlede sin ledsagerske, men også hvor mange spøgelser man fik udryddet. Shattered Memories afhang af ens psykolog test.

I fremtiden burde serien lade sig styre af disse elementer, fremfor at tre-fire situationer skal afgøre det hele. Det kan være med til at bevare symbolikken, men gør også at man får en mere passende slutning.

Konklusion: Er der håb?

Det seneste spil Book of Memories, var et meget anderledes spil i forhold til resten af serien, hvilket også er helt i orden, så længe det forbliver på det håndholdte format. På de større maskiner, gjorde Downpour et godt forsøg. Det var langt fra perfekt, og lavede nogle alvorlige fejl (blandt dem, som også er nævnt i denne artikel), men det viser at der stadig er en vis idé om, hvordan man skal lave et Silent Hill spil.

Survival Horror har svært ved at overleve i dag, men der er stadig nok fans til, at det kan være det hele værd. Indtil videre er det tætteste på et nyt Silent Hill spil, at Hideo Kojima var blevet spurgt, hvilket han afviste.
Indtil da kan vi kun sidde og håbe på det bedste for seriens fremtid. Der er stadig håb, der er en masse idéer, og serien har før vist, at den er meget værd. Lad os håbe, at udviklerne er lige så inspireret, som jeg er lige nu.

Jeg ved der er Silent Hill fans herinde, så jeg kunne godt tænke mig at høre, om der er nogen der er interesseret i en anmeldelse af Silent Hill Shattered Memories til Wii? Jeg gennemførte det i foregårs så ville lige høre :)

Så er der kommet 2 nye anmeldelser, til alle jer der skulle være interesseret. Jeg har anmeldt Blue Dragon på X-box 360, og Demon's Souls på PS3. Håber i vil nyde dem ^^ Som altid kan i finde dem under anmeldelser sektionen på min profil :)

Måske er i nogen der har opdaget det: Der er noget sindssygt galt med Playstation lige nu. Jeg læste om et problem i morges på IGN, og tjekke min PS3 hurtigt. Hvad opdager jeg da jeg kommer på? Datoen er genstartet til 1/1, og klokken var åbenbart 0:24. Det er mig fuldstændig umuligt at komme online. Jeg prøvede så Heavy Rain for at se om jeg kunne spille det. Spillet kunne ikke indlæses fordi trophy data ikke kunne indlæses. Irriterende. Så ser jeg min trophy samling, og nu er alle mine trophies fra Heavy Rain væk, sammen med andre spil der nu os er forsvundet fra listen! NOOOOOOO!!!! D:

Af hvad jeg har læst, så er det de gamle 60 GB modeller og PS3 slim modellerne der lider af disse problemer (vil anbefale det tjekkes når muligheden er der), men husk: prøv ikke at spil nogen spil hvis du har dine trophies kært