Jo ældre man bliver, begynder man at undersøge begivenheder. Ting man har oplevet, erfaringer man har gjort sig og hvad man har lært af det. Da jeg var fem år, opdagede min tvilling og jeg videospil. Vi forelskede os i mediet med det samme. Kærligheden startede med "Crash Bandicoot 2", men vi søgte, naturligvis, andre spil. Eventuelt opdagede vi Metal Gear Solid. Skønt jeg ikke husker hvordan, var vi betaget af det. Vi havde aldrig set noget lignende.
Metal Gear Solid er spillet, som bevidste at videospil kan være cinematiske. At de kan ligne en Hollywood film, og takle mørke og tabu emner. Var jeg gammel nok til at spille MGS, og forstå det? Nej, det var jeg ikke. Men jeg lappede det i mig. Det var en særlig oplevelse. Jeg husker stadigvæk, hvordan min tvilling og jeg fortalte vores forældre om spillet. Da vi spurgte om militærsprog, om vold og således.

Jeg kommer fra en husstand, der lod mig opleve hvad jeg ville, så længe mine forældre var der til at kunne forklare mig forskellen mellem videospil og virkelighed. Noget, som jeg er evigt taknemmelig for. Jeg fik lov til at spille voldelige videospil, fordi jeg fik chancen for at fortolke de ting jeg så, for mig selv, og derefter kunne jeg snakke med mine forældre om det.

Mine forældre er ikke gamere. Selvom begge mine forældre har kigget, når min tvilling og jeg har gamet, anskuer de mediet ud fra hvad min tvilling og jeg har fortalt (intet ondt ment imod mine forældre). Men selvom de ikke forstod dét, gav de os friheden til at udforske det, hvilket jeg er evigt taknemlig for. Jeg fik lov til at spille GTA3, da det udkom. Og ingen i min familie var bekymret, selvom jeg stolt viste at jeg spillede et voldeligt spil. Fordi jeg bor, heldigvis, ikke i USA, og min familie er fornuftig.

Nu har i baggrunden for mine forældre, hvad angår videospil. De støtter stadig min tvilling og jeg, hvad angår mediet. Og selvom de ikke helt forstår mediet, støtter de min tvilling og jeg om det. De lytter til det, selvom det nok yder som nonsens. Og det er helt fair, intet ondt ment.

Jeg er taknemmelig for mine forældre, fordi de er ikke blot vidunderlige mennesker, men fordi størstedelen af grunden til at jeg stadigvæk er i live, er takket være dem. De gør hvad de kan for at hjælpe mig, de er der for mig, og jeg kan ikke forestille mig et liv uden dem.

Men for at komme tilbage på sporet: Min tvilling og jeg elskede Metal Gear Solid (og det gør vi stadig). Vi så trailere og gameplay videoer fra MGS2, takket være magasinet PSM2 - og deres tilsvarende DVD'er - som kun gjorde os endnu mere spændte. Og vi havde fortalt vores forældre om MGS1. Hvor højt vi elskede det, hvordan det ændrede os osv. Vi havde, efter 1997, som udgivelsen af Metal Gear Solid 2: Sons of Liberty nærmede sig, plaget vores forældre om hvor meget vi glædede os til spillet.

Og så kom dagen i 2002. Jeg kan desværre ikke huske datoen. Men mine forældre, tvilling og jeg begav os ud på en søndags køretur (som var tradition indtil min tvilling og jeg flyttede hjemmefra), og pludselig gav mor min tvilling og jeg en pose. Vi vendte vrangen ud, og deri lå MGS2. Glæden var total.

Om mine forældre vidste hvad de gav os, skal jeg ikke vide mig sikker på. Jeg kan dog sige, at jeg er taknemmelig for mine forældre. Jeg blev aldrig skåret væk fra noget, jeg fik lov til at opleve ting og snakke med dem derefter. Mine forældre begrænsede mig aldrig. De gav mig lov til at opleve ting, og snakke med dem om hvad jeg oplevede. Og selvom jeg ikke har børn, føler jeg at det er et eksempel der skal følges.

Kort sagt: jeg kan ikke udtrykke hvor taknemmelig jeg er, mor og far, for at i har givet mig frie tøjler hvad vedrører vold i videospil. Jeg er glad for at i støtter op om det. Og jeg elsker, at i har givet min tvilling og jeg chancen for at opleve disse, uden at være skræmt som en amerikaner.

Tak for jeres åbenhed, tak for jeres kærlighed, og tak for at lade mig blive udfordret på min intelligens, og samtidigt selv udfordre samme. Jeg ved godt jeg burde vise det bedre, men i har ingen idé om hvor meget i betyder for mig, min opvækst og min tankegang. Men, i sidste ende, når jeg har et minde som da i gav os MGS2, kan jeg kun sige en ting: "jeg føler mig velsignet".

Det tør siges at Nicolas Winding Refns karriere har haft taget et skift. Fra at starte med den barske men realistiske (og fremragende) Pusher trilogi, til blive mere kunstnerisk med film som "Drive" (igen, fantastisk), "Only God Forgives" og "The Neon Demon". Selvom manden formentlig peakede med Drive (hans sidste to værker føler jeg blandet for, for at være flink), er han en instruktør jeg har stor respekt for, da han virkelig får lov til at køre sit eget show. Der findes få som ham. Nu er spørgsmålet så hvordan han klarer TV formatet, med Amazon serien "Too Old to Die Young". Og svaret er kompliceret.

Serien omhandler den korrupte politibetjent Martin Jones (Miles Teller), der under en patrulje bliver vidne til mordet på sin partner, begået af den mexicanske gangster Jesus Rojas (Augusto Aguilera). Dette sender Jones dybt ind i den kriminelle underverden, hvor han deler tiden mellem at være betjent, lejemorder for gangsteren Damian (Babs Olusanmokun), og sammen med hans 17-årige kæreste Janey (Nell Tiger Free).

Det er nok sådan premisen bedst kan beskrives. Første afsnit tyder en smule på et hævntogt, men mordet på partneren bliver hurtigt glemt. Faktisk virker det som om, fra afsnit to - syv (ud af ti), at handlingen ikke fører til noget. Jones ender i forskellige situationer, møder forskellige folk, men det virker ikke som om der er nogen mening med det. Problemet er, at TOtDY et godt stykke af vejen føles som en stiløvelse.

Problemet er ikke seriens udseende. Det er en flot serie, der til tider har nogle smukke skud, og hvor den hyppige panorering til tider er effektive. Tilsat fremragende musik fra Refns, efterhånden, faste makker, komponisten Cliff Martinez. Her er øjeblikke jeg sent glemmer (den oplyste gamer kan i øvrigt se frem til en gæsteoptræden, fra en hvis japansk videospil skaber, der udgiver nyt spil til november), både for de rigtige årsager men bestemt også for de dårlige.

Problemet hvordan handlingen forløber. Der kommer en mening med galskaben (Refn traditionen tro, er her meget vold og grænseoverskridende sekvenser), men når den endelig bliver man overfaldet med en slaghammer, fordi alle skal være sikre på at meningen forstås og at være subtil var åbenbart ikke en mulighed.

Dertil er der også udførelsen. Tempoet er utroligt langsomt. Såsom at en karakter kan sige noget til en person, hvor personen sagtens kan vente 10+ sekunder på at svare tilbage. Handlinger bliver udført langsomt, som at meningen var at trække tiden. Igen, det virker til tider, men det bliver altid irriterende på et tidspunkt. Især fordi der ikke er nogen dybere mening med det.
Et eksempel er et tidspunkt, hvor Jones finder sig selv i en biljagt. Efter et par minutter dræbes tempoet fuldstændig, hvor vi ser jagten fra hans forfølgeres perspektiv. Og hvad laver de? Skifter radiokanal et par gange, hvorefter en sang bliver valgt og kameraet hviler på forfølgernes ansigter. Det tilføjer ikke noget til handlingen. Indrømmet, jeg grinte fordi det var prætentiøst. Men så får i en idé om hvad største delen af serien består af. Og seks ud af ti gange, er det irriterende.

Det var min generelle opfattelse, selvom der bestemt er ting jeg kan lide. Selvom Miles Teller bevarer det samme monotone ansigt og stemmeleje, var der alligevel noget jeg kunne lide ved ham. Janeys far, spillet af William Baldwin, tygger så meget på sceneriet at det er vidunderligt. Og nogle voldscener og stemningsbilleder er fremragende. Men de bliver holdt af andre ting. Såsom afsnit to og syv, hvor jeg var tæt på at opgive. Der skete næsten intet, og når der skete noget, virkede det som uden formål.

Der skal det understreges, at det er en lang serie. Afsnit et - ni svinger mellem en time til halvanden (sidste afsnit varer en halv time, og jeg forstår ikke hvorfor). TOtDY kunne være markant bedre, hvis tempoet var lidt hurtigere og enkelte ting var skåret væk. Det ville også have været at foretrække, hvis slutningen i det mindste var tilfredsstillende, men det føles mere som en anti-slutning.

Nogle vil påstå at Refn er kravlet så langt op i sin egen røv, at han er blindet. At manden tror han udfører noget særligt, men som i virkeligheden er prætentiøst. På nogle områder er det en retfærdig kritik, men ikke altid. Igen, til tider har danskeren fat i den lange ende. Og han kan ikke tilskrives som roden til alle problemer, da han har skrevet serien med Ed Brubaker og (senere hen) Halley Gross (der, i øvrigt, er medforfatter på "The Last of Us Part II"). Men det kan kun gælde handlingen, for resten er typisk for hvordan Refn, desværre, er blevet som skaber efter "Drive": stil vægter mere end substans.

Jeg vil gerne kunne lide "Too Old to Die Young", fordi der er bestemt øjeblikke hvor den er effektiv og mindeværdig. Men serien virker også som en stiløvelse, uden en større pointe. Og når den endelig kommer, bliver man banket med den. Det bedste jeg kan sige er, at det var en interessant oplevelse. Uden lige. Jeg vil huske den, men kommer aldrig til at se den igen. Og jeg vil ikke kunne anbefale den til andre, da den er krævende og, ofte, prætentiøs. Hvad man får ud af de, ca., 900 minutter som bliver tilbudt, skal jeg ikke kunne sige.

5/10

Den opmærksomme læser har måske bidt mærke i serien "Chernobyl". En miniserie på HBO, hvor det femte og sidste afsnit udkom den 4. juni i år. Folk er begyndt at tale om den, og i skrivende stund har serien slået rekord på IMDB, med en karakter på 9.7, hvilket er den højeste karakter en serie nogensinde har opnået. Det frister naturligvis spørgsmålet, om det er fortjent. Efter at have set samtlige fem afsnit, kan jeg sikkert sige at det er velfortjent.

"Chernobyl" er en dramatisering af begivenhederne den 26. april, 1986. Det var på denne dato, at atomreaktoren i Tjernobyl, Ukraine, nedsmeltede. Vi ser øjeblikket hvor nedsmeltningen finder sted, og reaktionen på det. Derefter hvordan man forsøgte at udrede situationen. Her følger vi primært Valery Legasov (Jarred Harris), der på Boris Shcherbinas (Stellan Skarsgård) bliver hyret til at rådgive de sovjetiske myndigheder på, hvordan de skal tackle denne katastrofe.

Miniserien er baseret på beretninger fra vidner, fra beboere i Pripyat. Byen der ligger tæt på Tjernobyl, som i dag er en spøgelsesby. Beretninger, der stammer fra Svetlana Alexievichs bog, "Voices of Chernobyl", fra 1997. Senere opdateret i 2013. Russerne har, naturligvis, kritiseret serien for at være misvisende, med planer om at lave en ny udgave hvor CIA skal fremstilles som ansvarlige for nedsmeltningen. En forventet respons, selvom man skal huske at serien også er skrevet med kunstnerisk frihed. Det er værd at huske på, men serien opfordrer til at undersøge begivenheden. Det er sjovt nok passende, fordi et af seriens temaer er netop sandhed.

Dette fokus er blot et element, der er imponerende ved "Chernobyl". Selvom verdenshistorien bevidste at Sovjet Unionen ikke var holdbar i det lange løb, så vælger manusforfatter Craig Mazin at fokusere på propaganda, uvidenhed og øjeblikke hvor løgne er mere bekvemme end den frygtelige sandhed. Sandheden rammer altid hårdest, og som mennesker søger vi et narrativ som vi bedst kan leve med. Uanset om det stemmer overens med fakta eller ej. Serien bliver aldrig politisk farvet. Selvom der er taget kunstnerisk frihed, føles dette som et ihærdigt forsøg på at skabe en fortælling om en af de værste atomkatastrofer nogensinde.

Men det bliver også hjulpet af, hvor fantastisk det hele er udført. Fotografien er umulig at sætte en finger på, og Hildur Guðnadóttirs musik skaber en fantastisk skræmmende stemning. Alle fem afsnit har øjeblikke, som jeg sjældent glemmer. Jeg har været skræmt, forfærdet og nysgerrig. Og serien formåede det med simple elementer, såsom blot at høre en gigameter gå amok, eller at følge folk der i løbet af 90 hektiske sekunder må fjerne radioaktivt grafit fra et tag, i dødelige mængder.

Indrømmet, jeg er forbløffet over denne serie. Stemningen er næsten perfekt, og publikum får elendighederne at mærke. Selv i dag, hedder det officielle dødstal et sted mellem 31 og 54. Selvom tallet, når man beregner eftervirkninger, er langt højre. Et tal, som vi kun kan gisne om. Men "Chernobyl" formår at vise hvor forfærdeligt tragedien var. Serien er ikke bange for at være dyster, at vise de ekstreme konsekvenser bag uvidenhed. Ikke for at kalde karakterende dumme, de havde bare ikke mulighed for bedre viden.

Dertil er der også kompleksitet. F.eks. med Skargårds Shcherbinas. En Sovjet regerings mand, der starter med at være kold og kynisk, men som langsomt indser alvoren i situationen. Her søges ikke en simpel forklaring, eller at fremstille situationen som at vesten er bedre end østen. Mazin har taget handsker på, og sammen med instruktør på samtlige afsnit, Johan Renck, går de i dybe med emnet. Vi ser de forfærdelige ting som dem, der kæmpede for at begrænse skaden, gik igennem. Hvordan befolkningen led, uden at vide bedre. Og hvordan sandheden bliver ofret, for ikke blot at holde folket samlet, men også for ikke at fremstå svagt globalt. Dertil også, hvor let det er at forfalske information. Hvilket er lige så gældende i dag, som i 1986.

For at være ærlig, kunne jeg let blive ved med at skrive om hvorfor "Chernobyl" er fantastisk. Den skal ses og opleves, beundres for hvad den er, og arbejdet bag er vidunderligt. Få serier efterlader et så dybt indtryk, som denne gør. Jeg har prøvet, men kan ikke beskrive det ordentligt. Det er ikke en perfekt mini-serie, men den gør så mange ting rigtigt. Den efterlader en målløs, skræmt og reflekterende. Dette er en serie, som skal ses. Den vil røre en, og man vil sent glemme den.

10/10

Måske har nogle af jer læst nyheden på forhånd, men om ca. 18 timer (i skrivende stund) forsvinder Alan Wake fra Steam. Spillet er derfor nedsat til 3,69 Euro (skynd jer!) Det er slemt nok i sig selv, men alle fysiske kopier er også blevet trukket tilbage. Roden til dette? Remedys licens. Mere specifikt: de sange der bliver spillet over de forskellige episoders afslutning. Dette er ikke et ukendt problem. Det samme er tidligere sket for Grand Theft Auto, der også tidligere har været fjernet grundet sang rettigheder. Dette skete for eksempelvis San Andreas. Dét spil kom tilbage, dog med nogle af de største sange fjernet grundet netop rettigheder.

Men dette var radio station sange. For Alan Wake er problematikken en helt anden. Sangene her er Roy Orbison - In Dreams, Poe - Haunted, Nick Cave and the Bad Seeds - Up Jumped the Devil, Poets of the Fall gange 2 med War og The Poet and the Muse (dog er dette nummer præsenteret som lavet af et fiktivt bandt i spillet, Old Gods of Asgaard), David Bowie - Space Oddity (Alabama Song, EP version), Anna Ternheim - No, I Don't Remember og Depeche Mode - The Darkest Star.

Ja, der er ret store navne her, hvilket nok kan være skyld i problemerne. Men problemet er, at disse sange er ret vigtige for spillets handling. De har alle sammen noget at gøre med episodens fremgang og tema, til trods for at de først bliver afspillet ved afslutningen af den givne episode. Og fordi at Remedys licens aftale for alle sangene er udløbet, så fjernes spillet fuldstændig fra jordens overflade. Det kommer ikke til at påvirke os der allerede ejer spillet. Os der har en fysisk udgave kan glædeligt spille videre, og os der købte det på Steam (ja, jeg købte det igen fordi Alan Wake og Remedy fortjener alt kærlighed og støtte i min optik) kan også spille videre.

Men det udstiller et problem. Grunden er såmend legitim nok, men at det resulterer i at spillet fuldstændig forsvinder fra jordens overflade på næsten alle mulige formater, resulterer i et kæmpe problem. Vi har allerede oplevet det en gang, da Konami (jeg bliver stadig fyldt med vrede, når jeg hører det navn) fuldstændig slettede P.T. fra Playstation Store efter Silent Hills blev skrottet, grundet Konami hellere vil bevare en børnehave kultur fremfor fornuft. Men i det mindste kan os med Alan Wake stadig downloade det!

Vi må simpelthen gøre et eller andet. Der er måske metoder på, at P.T. stadig eksisterer i en eller anden form, og det samme vil nok gøre sig gældende med Alan Wake, men det ville nok kræve ulovlige torrent downloads. Og der er noget fundementalt galt, når man som eneste mulighed må bryde loven for at opleve et lovligt produkt.

Videospil industrien er nødt til at gøre noget. Manglende rettigheder er selvfølgelig et problem, men findes der ikke en løsning der gør, at man ikke bliver tvunget til at fjerne spillet helt? Det er fuldstændig absurdt. Men ser aldrig dette ske med film. Film bliver ikke fuldstændig slettet og benægtet sin eksistens, fordi enkelte rettigheder er udløbet. Jeg kan ikke postulere at kende fremgangs metoden med sådanne handler, men hvis eksempelvis stadig kan købe/streame The Sporanos der i et afsnit gøre brug af legendariske Pink Floyd's One of These Days, så burde man også stadig kunne købe Alan Wake med David Bowie's Space Oddity.

Det er absurdt, og giver absolut ingen mening. Der må være måder at rette op på det. Det giver ingen mening, at videospil er underlagt andre regler i forhold til licens af sange, i forhold til film og eventuelle andre medier/værker. Vi ser allerede, at eksempelvis film bliver opbevaret for fremtiden. Dette gælder godt nok film der bliver anset som gode nok, af den amerikanske National Film Registry, men alle film og video spil (i forhold til debatten her) burde blive opbevaret, uanset kvalitet. Uanset om det er et elendigt eller fremragende produkt, burde alt opbevares fordi ting i forhold til medier der bliver sat i offentligt omløb fortjener muligheden for at blive oplevet og dømt af den enkelte person.

At benægte os retten til værker er forkert, og det burde der gøres noget ved. Og at video spil åbenbart er afhængig af andre licens aftaler end film, er noget der skal rettes op på. Det kan simpelthen ikke være rigtigt. Det er respektløst overfor alle der arbejede på, i dette tilfælde, Alan Wake, og alle der måske i fremtiden vil opdage dette spil og gerne selv vil prøve det.

I min søgen efter gamle survival horror spil, blev spillet D nævnt ret ofte. Udgivet af Acclaim Entertainment i 1995 til 3DO, Sega Saturn, DOS og PS1, er dette spil naturligvis svært at finde i dag. Eller...det var det indtil jeg opfangede at GoG have spillet til salg, for kun 39 kroner. Herligt!

I sin tid fik spillet en fin modtagelse. Ikke en fantastisk men fin modtagelse, hvor der var ros til gyset, grafikken og historien. Det startede en serie, hvor der kom yderligere to spil. Med dette følger også en sjov historie, i hvordan spillets skaber Kenji Eno fuldstændig tog røven på censur systemet. Han afleverede i begyndelsen en "ren" udgave, hvor volden og forstyrrende elementer var fjernet. Den endelige udgave afleverede han bevidst for sent, da straffen blev at Kenji måtte rejse til USA, og levere spillet personligt til dem, der skulle producere kopier af det. Under denne rejse byttede han den "rene" udgave med den ucensureret udgave.

Dette er en sjov men halv vigtig ting at nævne, fordi D er et meget mørkt spil. Faktisk er det direkte forstyrrende og grotesk under visse øjeblikke. Du spiller som Laura, der er taget til et hospital i Los Angeles hvor hendes far arbejder. Faren er blevet sindssyg, hvor han har dræbt adskillige folk og har nu isoleret sig selv. Dette ligner ham på ingen måde. Men lige så snart Laura ankommer, bliver stedet forvandlet til et gammelt slot, hvor hun gennem sin vandring gentagende bliver advaret af sin far om, at hun burde tage hjem.

Det er et yderst interessant koncept, og på trods af at spillet har mange få historie drevnede sekvenser, er det en god historie med et brag af afslutninger. Jeg fik ved et uheld den dårlige slutning, hvilket var en af de mest skræmmende og forstyrrende ting jeg nogensinde har oplevet, i et video spil. Godt nok er der enkelte ting der ikke helt giver mening, og der er muligvis et plot hul, men det er en simpel og effektiv historie.

D's genre er FMV spil; en genre der er død i dag. FMV spil var baseret på full motion video, hvor spillerens input var ret minimale. I D kan spillere bestemme hvor Laura skal gå ind, samle ting op og bruge dem, og det er egentlig kun det. Og hver gang man vælger en destination, skal man se en kort video del igennem hvor Laura bevæger sig af sted.

Det er et langsomt spil, så man skal have tålmodighed. Der er desuden heller ingen kamp sektioner, hvor det hele handler om udforskning og gåde løsning. Gåderne er rimelig simple og lette at gå til, bortset fra de sidste par gåder. Spillet formår dog alligevel at skabe en effektiv stemning. Der er hele tiden en tens og ubehagelig atmosfæres, hvor det føles som om at alt kan ske når som helst. Dette udnytter spillet flot, med en række skræmmende øjeblikke.

Dog kan dette godt blive modarbejdet af det langsomme gameplay, der til tider kan være alt for langsomt. Desuden er der også en quick time event senere henne, der ikke er så specielt veldesignet. Denne sektion kostede mig mindst 15 minutter. 15 dyrebare minutter.

Tid er en vigtig faktor i D, da man har en hemmelig timer på to timer. Udløber disse to timer, er det game over og tilbage til start. I forbindelse med dette, kan man heller ikke gemme, og oprindeligt kunne man ikke engang sætte spillet på pause! Det kan man i den nye PC udgave, men jeg vil kraftigt råde jer til at lade være, da disse førnævnte faktorer er med til at skabe en interessant oplevelse.

Det skal dog siges, at prisen på 39 kroner er yderst passende. Dette er desværre ikke et spil man vender tilbage til, da der udover de fire forskellige slutninger ikke er noget nyt at opnå. Dette er et af de spil, der er bedst at opleve en gang. Møder man spillet på sine præmisser, er der meget at komme efter, hvis man naturligvis kan se udover det mystiske stemme skuespil, uddateret grafik og langsomme gameplay.

Jeg beundrer spillet for hvad det opnår, og tids aspektet gør dette til en interessant oplevelse. Det er et dejligt minde om, hvordan video spil i 90'erne prøvede at skubbe grænserne for historie fortælling, og temaer. Noget som især AAA spil i dag har mistet. Jeg er glad for at have spillet det, og vil også gerne anbefale jer at spille det. 39 kroner for maksimum to timer er ikke så dårligt endda, især hvis man ikke gennemfører spillet på sin første tur. Skønt jeg nok ikke vender tilbage til det, er D en mindeværdig oplevelse.

9/10