Indfødsret og alternative julekalendere

Det er længe siden at jeg for alvor har været i julehumør. Sidste december opdagede jeg nærmest ikke at det var blevet jul før jeg sad omkring bordet med mine fætre, onkler og tanter for at lede efter mandlen juleaften. Julen starter i det hele taget senere og senere år for år - selvom Netto insisterer på at lægge pebernødder på hylderne allerede i starten af oktober - og den slutter også tidligere for hvert år der går. Sådan føles det i hvert fald.

Måske er denne traurige tilstand blot endnu en kedelig konsekvens af at man er gået hen og blevet "voksen". Julen var noget andet da man var barn. Noget man glædede sig til i lang tid. Ikke alene var gaverne både større og flere, men man var også for uselvstændig og umyndig til selv at begive sig ned i butikkerne for at købe hvad man ønskede sig. Jeg blev tvunget til at vente. I dag er det svært at forestille sig men det betød at der vitterlig kun var den ene dag om året (foruden min fødselsdag) hvor jeg kunne være heldig at få et nyt spil til min elskede PlayStation 2. Ja, jeg husker tydeligt december - og mine forældre husker tydeligt mit plageri. Det var dog altid ventetiden værd; når først man havde spillet mellem hænderne om aftenen den 24. havde man fri resten af året - bogstavelig talt. Den fornemmelse savner jeg.

Som barn var man heller aldrig i tvivl om hvor mange dage der var tilbage før den store aften, ikke mindst takket være de utallige TV-julekalendere man fulgte med i. Hvis man ikke allerede var kommet i julehumør blev man det med sikkerhed den 1. december kl. 19.00 når første afsnit rullede over skærmen. Min far har ellers altid været slem til at kapre fjernsynet om aftenen, men i december måned tilhørte det kun mig og min storesøster. Vi er (stadig) lidt uenige om hvilken kalender der er den bedste: jeg husker Absalons Hemmelighed fra 2006 som værende exceptionelt god på grund af de religiøse gåder og brugen af dygtige børneskuespillere, mens min søsters personlige favorit er Alletiders Julemand fra 1997, blandt andet på grund af sangene.

Fælles for alle TV-julekalendere fra dengang og i dag er dog at de primært henvender sig til to bestemte befolkningsgrupper: børn og forældre... med hvad så med den del af befolkningen der befinder sig midt imellem disse to stadier? Der har selvfølgelig været enkelte "voksenjulekalendere" gennem tiden såsom The Julekalender fra 1991 eller Jul på Vesterbro fra 2003, men så kan jeg heller ikke huske flere. Jeg tror det er en udbredt misforståelse at konceptet "julekalender" kun er for børn. De alternativer som voksne typisk præsenteres for er skrabekalenderen fra Danske Spil eller måske 24 indpakkede øl som man hænger op på væggen ligesom Stewart Stardust gjorde det... men disse muligheder opfordrer jo kun til ludomani og alkoholisme, ikke julehygge.

Hvis jeg havde en rigtig TV-julekalender ville jeg komme i julehumør igen. Og jeg har måske fundet den! En idé jeg længe har haft, men som jeg aldrig har ført ud i livet. Men i år skal det være. Matador! Altså TV-serien, ikke brætspillet. Først og fremmest fordi der selvfølgelig er 24 afsnit i alt, mens også fordi det er noget af det hyggeligste TV der er kommet ud af Danmark. Aldrig før og aldrig siden har vi haft en så folkekær generation af skuespillere i lille Danmark som den vi ser i Matador. Jeg elsker at besøge grisehandler Larsen og konen Katrine på gården ude på landet, og jeg elsker at blive inviteret til middagsselskab i Varenæs' fine stuer - og bagefter kigge ned i Lauras køkken. Og ikke mindst elsker jeg at selv den mest rødglødende socialist, Lauritz "røde" Jensen, må ligge sin politiske stolthed på hylden og overgive sig til de småborgerlige danske juletraditioner med Agnes og børnene den 24. december. Der findes ikke noget bedre.

Matador er oprindeligt ikke tænkt som en julekalender da Nordisk Film, anført af Erik Balling, skabte TV-serien tilbage i starten af firserne. Det håber jeg alle er klar over, men man ved jo aldrig. For der er desværre mange danskere som aldrig har set matador - ikke fordi de ikke har muligheden, men fordi de ikke har lysten. Det synes jeg er en skam. Ved hjælp af fremragende skuespilpræstationer og autentiske kulisser fortæller Matador om en vigtig periode i Danmarks historie, som jeg mener alle bør kende til. En holdning jeg står parat til at forsvare til hver en tid.

I disse dage diskuterer danske medier ivrigt indholdet af indfødretsprøven, altså de famøse 40 spørgsmål hvor man som minimum skal kunne svare rigtigt på 32 for at kunne blive dansk statsborger. Meget af kritikken har de seneste år gået på at prøven er blevet for nationalromantisk og at prøvedeltageren skal kunne huske årstal for ligegyldige begivenheder. Eksempelvis var der for tre år tilbage en hed debat om hvorvidt det var rimeligt at Udlændinge- og Integrationsministeriet spurgte ansøgere om hvornår den første "Olsen Banden"-film havde premiere. Jeg synes slet ikke det er et tåbeligt spørgsmål at tage op i en test der netop omhandler danskhed. Ligesom Matador står for at skildre Danmark i mellemkrigsårene og under besættelsen har Olsen Banden altid sørget for at servere en fornuftig portion dansk samfundssatire til 1970'ernes biografgængere. Og selvfølgelig er både Matador og Olsen Banden storleverandører af den danske humor og hygge. Havde der været 24 film med Olsen Banden ville jeg garanteret også bruge dem som min julekalender på et tidspunkt.

***

Denne blog blev måske lidt for lang og kringlet. Det var ikke planen at jeg ville rode mig ud i indfødsretsprøven eller at blive politisk. Jeg vil bare belyse hvor stort et problem forventningen om den glædelig jul kan være når barndommen er overstået og man mangler en julekalender der taler til én. Jeg hygger mig med Matador hver aften denne december - hvad med jer andre?

Kilder:
Debat om indfødsretsprøven fra 2016:
https://www.berlingske.dk/samfund/danskere-dumper-indfoedsretsproeven-hvor-skal-jeg-sendes-hen