Kort om "Fik du prøvet..."

Hej alle sammen. I denne måned kan jeg fejre min anden årsdag hos Gamereactor. Som skribent, altså - læser har jeg været gennem mange år. Sidste år fik jeg skrevet en del flere anmeldelser, artikler og sågar oversættelser. Der var meget jeg ikke nåede, men sådan er det jo. I år håber jeg på at fortsætte i samme bane, men det er ikke alt. 2018 er også året hvor jeg får lov at søsætte et nyt format: "Fik du prøvet..." Jeg har lyst til at dele min tanker om projektet med jer.

Måske er det ikke det mest ophidsende format. Formen er bestemt ikke original, men det er indholdet. Helt konkret kan jeg identificere tre ønsker bag konceptet: 1) mit eget frirum til at nedfælde et par tanker omkring spiloplevelser; 2) skabe dialog/diskussion omkring spiludgivelser som ikke er helt nye; 3) sikre en fast rytme af nyt indhold på siden. Lad os tage dem en ad gangen.

Jeg kan godt lide spil. Det er derfor jeg er her. Jeg spiller måske 30 spil om året og det sluger selvfølgelig en masse tid. Undertiden bliver andre ting forsømt, fordi jeg absolut skal klare den sidste sidemission i et eller andet rollespil. Det kan være svært at godtgøre hvorfor jeg egentlig bruger så meget tid på spil; hvad jeg egentlig "får ud af det", andet end underholdningsværdien. Muligheden for at skrive om de oplevelser her (og andetsteds) er en slags kompromis. På den måde bliver spil ikke kun et spørgsmål om at konsumere et underholdningsprodukt, men også selv at producere noget i relation til samme. Det giver mening for mig, men jeg er ikke altid god til at få det gjort.

Videre endnu, så kommer der en hulens masse spil hele tiden. Mange spil er givetvis også blevet større og mere omfattende end godt er. Hvornår kan jeg tillade mig at trække stikket på Skyrim eller Witcher 3? Andre spil fiser ind af det ene øre og ud af det andet. TACOMA, sidsteårs udgivelse fra Fullbright, er et eksempel. En kort, intens oplevelse som hurtigt aftager og drukner i større, mere fremtrædende udgivelser. I hvert fald hvis rammerne til at snakke om det, selv efter at det er holdt op med at være "nyt og spændende" ikke er der. De rammer vil jeg gerne være med til at skabe.

Selv hvis jeg kun anmelder et spil om måneden, så er det stadig tolv spiloplevelser om året: tolv spiloplevelser som erstatter hinanden med halsbrækkende fart. Der sidder læsere derude som får kværnet langt flere spil igennem på et år - se bare "52 spil på et år"-projektet. Min antagelse er at de, såvel som mange andre, måske sidder med et ønske om at dele deres oplevelse med et spil, selv hvis det ikke er helt nyt. Måske er det endda ligefrem gammelt. Hvor går man hen og gør det? Det kræver tid, overskud og velvilje at skrive et blogindlæg alene med tanke på at skrive om et eller andet man har oplevet. Hvem gider skrive, hvem gider lytte? Og er de overhovedet interesseret i at lytte til hinanden.

Jeg bevæger mig ud af en tangent. Så lad mig snakke lidt om formatet selv. Der er ikke noget hokus-pokus. Hver torsdag smider jeg en kort tekst om et eller andet spil op på siden. Jeg kan godt lide impulsive skriverier og uforudsete artikler, men format og struktur er godt - nej, endnu bedre. Ikke kun for læserne, men også for skribenten selv. Hvis man går og venter på, at inspirationen skal kommer over en... ja, så kommer man til at vente længe. Hvis der derimod er en forventning, en deadline, en ufravigelig struktur - så sker der ting og sager.

Blandt andet derfor er teksterne også korte. Det er trods alt en selvskabt arbejdsopgave som skal harmonere med livet ved siden af (og de mange spil!). Hvis teksten overstiger hvad jeg kan lægge på en A4-side, så begynder opgaven at ændre karakter. Og det gør teskten også selv. Med det mener jeg, at hvis jeg skriver en novellelang artikel om hvad jeg kunne lide ved Bloodborne, så begynder det at antage form af et argument. "Nu skal I bare høre!" Hvordan responderer man på sådan en omgang, uden selv at skulle skrive en roman? Det er tidskrævende, men også afskrækkende og uligevægtigt for 'samtalen'. Oven i dette, er der også en øm balance mellem at fortælle og at spørge.

Og det handler jo ikke om mig, det her. Eller, det handler ikke kun om mig.

Tre af teksterne er allerede blevet smidt op. Frosne ænder, som man siger - jeg har siddet på dem i lang tid. Og der er tusind ting som jeg ikke får nævnt. Fordi jeg har glemt dem eller ikke haft plads. Eller, mere sandsynligt, fordi jeg ikke har tænkt over det. Det er det jeg mener, når jeg siger, at det ikke handler om at få det sidste ord: det handler om at få det første. Om at få taget hul på en god snak (diskussion lyder så formelt og akademisk) om hvad det i grunden er, vi alle sammen bruger så frygtelig meget tid på: spil.

Tak fordi du læste meeed.